2015.02.08 Lidt fra syd, øst og nord

Næsten ligeså godt som havørred

Dagen inden var meldingen fra ham fra syden, at der var sten at se. Mange steder. Ingen fisk, men sten. Og klart vand. Og god vind. Til fiskeri altså.
Så da vi tog afsted og der ingen sten var, ingen steder, var jeg bange for at det blev ingen fisk, fordi vandet derfor ikke var så klart - og så var der lige den gode vind. Den var ikke rigtig til fiskeri.
Nordlige vinde har sjældent været en favorit så tidligt på året, men det er altså også nemt at sige "hvad sagde jeg" oven på en fisketur i februar, hvor pladserne man plejer at fiske fra, kun lige kan kastes til - fra land. Så højt var vandet - igen.
Uanset, manden fra syden kørte med modsols for at mødes med østblokken over en grill og nogle pølser. Det sidste var absolut ikke ringe på en dag som idag, hvor rigtigt meget ikke spiller. For det gjorde korven og tilbehøret nemlig.

En halv dag på et kort stykke papir; Vi råhyggede, Edwin, Henrik, Javier og jeg og vi fangede ingenting. Vi havde ikke engang et hug eller en følger, men hvad gør det, når man finder læ for vinden og kan skue havørnen svæve over hovederne, der for en lille time er uden beklædning og hænderne, der som 10 tynde ruller ubagt pizzadej, kommer ud i d-vitamin maskinen og nærmest siger "arhhhh... der er forår på vej"?
Det var lige før man blev glad for foråret, indtil solen gik ned og en let frost omgående sneg sig ind på os igen. Så var det vi blev mindet om at det var februar, nordlig vind, højvande og med løgsmag i munden, gik vi med den kolde grill uforettede tilbage til bilen og mumlede noget om at imorgen kunne man tage en fridag og vandet nok var på vej retur til, hvor det nu kom fra...