2015.02.28 5-0 i det små

Det blev desværre ikke dagen hvor træerne voksede ind i himlen, selvom de fleste parametre lagde op til det. Der var let grumset, 4 grader, solen var på, vind og bevægelse i vandet. Og fisk hjemme.

Men der er sket noget de sidste år. I modsætning til de fleste ting i naturen, så mindsker havørrederne nu i størrelse og vægt. Ikke omvendt. Østersøen bliver det nye kur sted, for folk på jagt efter en aldersbevarende eller foryngende tilværelse. Eller noget.

Javier og jeg var stadig uden kajakker, men på vejen til fiskepladserne overvejede vi flere gange at "vende kajakken" og netop køre hjem efter dem. Perfekt vejr og vand og var det ikke for et kig i prognoserne, der senere ville smide en kuling mod os fra syd, var bilen helt sikkert vendt. Men vi forsatte østpå og jeg blev i den grad påmindet om hvorfor jeg købte kajakken! Folk overalt og specielt på en plads, er der et par svenskere der er blevet ærgerlige, for der kom lige en dansk karavane på 5 biler og holdt ind. Sådan gik i også noget af min fiskedag; Nervøse kig over skulderen efter karavaner af fiskere, der "liiiiige skal ned og kaste lidt og her er jo plads nok"...

Jeg kommer aldrig, aldrig, til at forstå det der. Er der optaget på et rev, så må du køre videre. Hvorfor er det så svært at forstå? Er det fordi DU mener at du er noget specielt eller specielt hensynsfuld? Er det fordi du kommer i en flok og mener at flertallet bestemmer? Hvad er det, der gør det er så svært at vise hensyn?
Dagen blev heldigvis ikke således. Min fiskeplads blev ikke intimideret af en flok klaphatte uden pli og jeg fik i fred og ro, lov til at affiske mine sten og små huller på et af favorit revene, der en halv time forinden, var trådt igennem af et par fluefiskere som hurtigt tog videre. Vi fiskede imellemtiden et andet rev af og derfor håbede jeg på lidt kystnært, da jeg gik over stenene. Men der var bare dødt i det lettere uklare vand, hvor bølgerne små og fine drog mod kysten. Vandet var 4 grader og forholdende super fede i solen. Men fiskene.... de kom pludselig i en flok på 3 efter mit blink. Med kun én enkeltkrog, kunne jeg kun kroge en og de 2 andre forsvandt. En lille blanko røg ud igen og så gik fiskeriet ind i sin stille ro igen, med kast på kast og ikke synet af fisk.

Indtil Javier så råbte og råbte igen. 2 råb ovenpå hinanden er ikke så godt og dagens første tabte fisk, var for ham en kendsgerning. Vi fik gæster i form af fluefisker, der om morgenen havde været på revet og nappet en blank på målet spækket med tobis. Hmm... god info. Han gik respektfuldt uden om og fiskede en anden del af revet af og fik straks fisk på. Sørens også. Det var ikke passende, men sådan er det jo nogle gange. Javier og jeg var i mellemtiden på vej til en ny plads, men skulle lige fiske hjørnet med sandet af og sørme om ikke der stod fisk derinde. Javier smed sin anden og jeg landede min anden og havde i kastene efter, en lidt bedre fisk efter der huggede i stort skvulp.

Pladsbyttet blev en realitet og det gjorde styrken i vinden i den grad også. Vi må have stået i et stille område, for den mærkbare vind på det første rev, havde ikke gjort sig mere bemærket end at det bare blæste lidt. Og blæste lidt, var at underdrive på vores nye plads. Vinden stod stift ind fra havet og bølgerne knækkede langt ude. Sært med så stor forskel over så få kilometer, men det har jeg hørt en masse lokale fortælle om mange gange og der er altså noget om det.

Jeg var ikke specielt tændt pga vinden og kulden, men et par kast på hjørnet kunne vi da lige fyre af og i dem skete der ikke en skid. Så da jeg var på vej op, stod jeg lige ved det flade stykke på revet hvor bølgerne ikke bruste lige så meget og så huggede det... lige dér hvor det så tit plejer.

Det huggede faktisk en del gange i kastene efter og jeg endte med 3 af de blanke og flere stød og slag i blinket, men hvor de fisk i rigtig størrelse er henne, det ved jeg godt nok ikke. De bliver bare mindre og mindre og det var Javier nok glad for, ovenpå en kold kindhest :-)