 |
| En lille tør plet! |
Gode gamle Kim Larsen rumsterede rundt i mit hoved, mens jeg i starten legede ugle i min søgen på de andre. Hvor blev de af? Hvorfor var jeg ene ude. Var det alligevel for hårdt eller? Jeg kiggede til venstre, så til højre, så bagud til højre og så bagud til venstre. Jeg skulle næsten have været ugle, så havde det været nemmere, for hætten var slået op i det bistre vejr. Nej vent... hætten ville jo ikke have gavnet en ugle.
Nå, men der stod jeg helt alene. Bølgerne slog ind over revet, nogle længere inde end andre og efter en halv time, måtte jeg op og afleverer kameraet til bilens tørre bagagerum. Jeg var gået i vandet med vadejakken i "sommermode". Det vil sige at de nederste stropper sådan hen i marts og april, løsnes mere og mere, for til sommeren næsten at være helt løse. Det gjorde så at de første store søer, slog op under vadejakken. Helt op til brystet og ned i kamera og på indersiden af mine ellers tørre waders. Det var et koncept der ikke kunne holde og så var det op og stramme op. Og jeg der ellers havde handsker OG hue med. Det hele faktisk. Jeg havde endda tømt jakken for diverse skrammel og udstyr og kun glemt også stramme manchetterne ved håndledet. Nå ja... man kan ikke være en sejrherre fra første tur og således lykkedes det mig først at få et godt bundhug, som jeg siden fik fri, for dernæst... fandme så... kroge en fisk helt ude i kastet, der vrikkede og gjorde ved, inden den røg af, for til sidst at sætte blinket i en sten hvorefter linen røg ved knuden.
Så var det op og banke hænder, ryste handsker, spise en rigtigt kold trekvart pizza og drikke noget vand. Pizzaen var ellers en af mine yndlinge, men der var nok 95 grader til forskel på en smagsoplevelse og noget i maven. Og noget i maven blev det. Men det gjorde godt med pausen, for regnen havde samtidigt gjort sit indtog, så ikke nok med at det blæste friskt fra ren syd, hvilket holdte den gamle sø fra gårddagen i live, det var også overskyet og nu med regn.
Men jeg stod der igen alene, efter jeg havde talt af med hr. og fru Svensson, der var ude og gå. Siden kom hr. hundelufter og sidst men ikke mindst, ham der fiskeren fra sidste år som altid har mistet en stor fisk og som altid ved lige hvor jeg skal stå. Selv stod han i gummistøvler og var mildest talt ikke særligt overbevisende. Men fiskene ville ikke lege med mig i dag. Jeg troede ellers ekstra meget på det. Ikke mindst fordi det var præmiereturen og jeg ved ingen fangst, ville lægge et enormt pres på mig selv. Men nej... der er ikke noget pres. Heller ikke selvom jeg måtte tage hjem uden fisk, for de kommer nok en anden dag. Jeg ved godt hvor jeg kunne få fisk i dag, men det var ikke målet.
Målet var at komme ud på sydkysten, fiske og nyde det. Og jeg nød det. Alene! Og mens jeg sidder i sofaen og venter på at alt mit tøj skal tørre, så længes jeg allerede nu til at komme ud og lege bølgebryder igen i morgen. Det skulle vist blive lige så frisk vind, så måske alle andre bliver hjemme igen så jeg kan få lidt fred?
Næste gang.. skal du have gang i google translate. Jeg har lovet at lave et indlæg på svensk. Hvordan det så kommer til at gå, ved jeg ikke, men hvorfor ikke bare prøve.
Her står jeg, alene for mig selv... her står jeg, helt aleeeene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar