søndag den 27. oktober 2019

2019.10.27 Ud i solen

Til forskel fra lørdagens grå og triste, men varme vejr, var søndagen som vejret skulle være, når man igen har brug for at komme ud og få noget luft og samtidigt glemmer listen med gøremål derhjemme.

Køligere, klart og knap så blæsende. Og med solen fremme på en skyfri himmel, var det derfor en større fornøjelse at lægge kilometer efter kilometer af sandstrand bag mig. Der lå tang mere eller mindre over det hele. Masser af tang, ålegræs og hvad ved jeg. Men rav... det lå der ikke noget af. Jeg gik knap 10 kilometer og fandt 3 små turist stykker, hvilket måske var lidt skuffende set i betragtning af indsatsen, men samtidigt lidt ventet, set i betragtning af vindretningen, der ikke var så rav venlig trods alt. Men man ved aldrig rigtigt med det rav og mens solens stråler glitrede i det lave vand og gæs, ænder, svaner og tårnfalke fløj forbi i en uendelighed, nød jeg i fulde drag min tur i det fri, for måske lå der alligevel en mega børge henne ved det næste område?

Men det blev ved tankerne om det store stykke guld. Ligesom sidste gang og gangen før den. Lidt ligesom tankerne om den store blanke, når man fisker. Det der driver værket. Det der gør at man tager ud igen og igen og ikke lader sig slå ud, for det er ikke en konkurrence. Det gælder alene om at nyde det man laver og så er sidegevinsten vel egentlig bare det man er på jagt efter. Men som visse dage kroner det hele... hvilket jeg så venter på lidt endnu.

lørdag den 26. oktober 2019

2019.10.26 Farvel sommertid - farvel lys

Det var den sidste dag med sommertid for dette år. Lyst til cirka 18 tiden og så skal vi til det igen. Stille havemøblerne tilbage. Det var naboen i øvrigt glad for... aj den var dårlig ha ha

Jeg er som altid muggen over vintertiden og er i øvrigt ligeglad med at det ikke hedder vintertid, men skal kaldes normaltid - men tager du ordet vintertid i munden er det en anden klang end normaltid. Normaltid lyder ... normalt. Så er det trygt, så er det som det skal være... det er normalt.
Vintertid der i mod. Koldt, mørkt og øv. Og det er lige hvad det er. Nu skal vi ikke diskutere om en time. Det er jo ikke sådan vi har fået en time mindre i døgnet, men bare tiden der er forskudt, som den bliver 2 gange om året. Egentlig en god ordning. Jeg kan godt indstille både uret og mig selv. Syntes det er fint som det er nu. Men når man på EU basis diskuterer at man vil afskaffe sommertiden, så farer jeg i flint. Fandme nej! Jeg har gentaget det i alle årene at det på vores nordiske breddegrader, ikke er ligegyldigt. Det kan være de ikke mærker det i Tyskland eller længere sydpå, men det gør vi her og nordover. Og der er en forskel om sommeren, hvis du skal lade solen gå ned klokken 21  i stedet for 22 og igen op klokken 3 i stedet for klokken 4. Tænk nu over det, hvis det kommer dertil at vi skal stemme om det. Du har lige en times ekstra lys allerede i slutningen af januar, ved permanent sommertid. Så kan du måske lige nå på kysten et smut. Ved nuværende ordning, er en aftentur først muligt i slutningen af februar. Og ja ja... du er A-menneske.. tillykke. Men hvad så med din løbetur, fodboldtræningen med ungerne, indbruddet du slap for, fordi der stadig var lidt lys da du kom hjem?

Tankerne om permanent vintertid løb koldt ned af ryggen på mig. Fy for helvede siger jeg bare. Men det var så det eneste kolde, på denne blæsende dag på stranden, med min ældste datter, der efter 10 minutters forhandling, endelig kunne snøvle den ny indkøbte jakke på og følge med ud i det fri. Det trængte jeg godt nok også til. Både en ny jakke og en tur i det fri. Det sker hvert år og bliver nærmest kun værre det med turen udenfor. Arbejdet tager al tiden, men fordi det er sjovt, som nu kun et arbejde kan kaldes sjovt, så mærker man det ikke på samme måde. Undtaget lige når weekenden banker på døren og man indser alt det man faktisk også skal nå, men slet ikke har tid til fordi der er en lang liste med gøremål fra sidste weekend.
Men nu var det altså tid til lidt luft i uldtrøjen og sammen gik vi på stranden og håbede på lidt rav. Om ikke andet, så bare en dejlig tur i det varme efterårsvejr.

Og en sådan blev det. Vi fik sparket til noget tang. Kigget på insekter der forvildet var kommet til kysten og ikke havde det så varmt uden uldtrøje. Mågerne der pløjede i vandet derude hvor alle lækkerierne var hvirvlet op af havet - og ravet sikkert lå - og snakket en masse. Og så fandt jeg et flot mindre stykke der lag-på-lag var smidt op af havet på det tørre.

Vi var hjemme inden det blev mørkt, men... sådan vil det ikke være i morgen, hvis vi var ude i samme tidsrum. Stem for permanent sommertid, skulle vi komme dertil.

søndag den 8. september 2019

2019.09.08 Nå! - Runde 2

Sydkysten fik sit farvel kys. Men det forblev ved et af dem oppe på det tørre. Det der vand dér, var ikke noget at stikke hovedet i. Overhovedet. En nærmest ikke tilstedeværende vind, havde alligevel fået vandet til at stige og som det gør sig på denne årstid, så trækker det alt det rådne gamle og klamme tang ud i store klaser. Vandet var med andre ikke kun brunt. Det var fuldt af tang og ålegræs og Javier og jeg stod med meget tvivlsomme miner på første plads og tænkte det samme: Ville det blive en fiskedag trods alt?

I hvert fald lige indtil Javier stod med en undermåler på. Så var de der alligevel. Vi kørte videre, selvom vi måske skulle være blevet, nu der var fisk? Men vandet på den anden side, trak i os. Det vand med de store fisk. Det vand der endnu engang var grumset, fuldt af ålegræs og rådden tang og som efter 1 time førte os endnu mere videre.

Det blev sådan en dag. En dag med kørsel, gang, lidt kast her og der. Slet ikke det vi havde drømt om eller ønsket. Eller håbet på.

Men sådan blev det. Grumset, ålegræs befængt, rådden tang agtigt. Man burde kende sin besøgstid. Eller bare finde en ny hobby frem til det nye år. Sådan et fiskeår kan gang på gang, hænge mig ud af halsen, når det går på hæld alt for tidligt, fordi man ikke føler man har nået at fange fisk nok eller for den sags skyld, store fisk nok.

Nuvel, vi skal være positive og det prøver jeg at være i denne deprimerende tid, hvor lyset forsvinder lidt mere hver dag. Om 3,5 måned går vi atter mod lysere tider, når det er solhverv igen. Frem til det har jeg vel fisket lidt i kajak, efter gedder, lært at bruge min drejebænk og en masse andre positive ting - og ikke mindst ledt efter rav. Gode positive tanker... efterår... bring it on! Næste weekend er sidste chance, men da har jeg måske ikke tid... så ...

fredag den 6. september 2019

2019.09.06 Nå?

Der er nogle gange hvor tiden bare går og siden forsvinder. Hvor tiden antager en dimension der ikke er til at tage og føle på eller så er det bare så plausibelt at vejret har været så ulideligt varmt - men lækkert - at årstiden, der er ved at gå på hæld, bare ikke har indbudt til fiskeri.
En kombination af ovenstående, altså noget med fritiden og arbejdet, der ikke hænger sammen og så den varme vi har haft i lang tid, afholdte mig fra kysten. Siden er jeg blevet gammel nok til at indse at jeg godt kan blive en smule deprimeret når sommeren er ved at være slut. Ikke udpræget negativt, men de lyse aftener er forbi og vi går mod mørkere tider. Jeg får ikke lyst til noget som helst lige i den periode. Jeg gider ikke mørket. Når det vel er vinter, er frost og kulde lækkert nok - men når man står i haven eller ved kysten en lun sommeraften... så er det sidste jeg tænker på, vinter og mørke.

Og så er der sommertiden. Henrik og jeg havde bestemt at "afterwork" sagtens kunne holdes på kysten, hvorfor vi drog afsted på, hvad der pludselig kunne være, årets sidste fisketur. Sådan lidt skyndsomt planlagt, fordi tiden nu engang bare var gået "siden sidst".

Da uret nærmede sig 20 og lyset var kraftigt aftagende, indså jeg at der var politikere der faktisk mener det, når de kæmper mod det vi kalder sommertid. Med andre ord, havde vores afterwork fiskeri, være afsluttet allerede lidt efter 19, ved så latterligt et tiltag.
Må i aldrig nogensinde vinde kampen mod sommertid, i blasfemiske mørke elskere!

Apropos mørke, så var det de farver vi havde valgt til sandet. Ikke af nogen anledning, men bare forbi. Men det var fiskene komplet ligeglade med. Der var i hvert fald ikke nogen og så kunne det måske være lige meget hvad man fiskede med trods alt. Der var heller ingen sidste gang vi var her, men det vidste vi godt et sted oppe i baghovedet. Det var en fisketur for hyggens skyld en fredag aften. Og hygge, det gjorde vi. Henrik havde været så venlig at brygge kaffe og medbringe det svenske svar på smørrebrød = smörgåstårta og med hver vores 4 lag tykke smörgåstårta sad vi på en træstamme og nød den stille aften, det stille vand og en kop varm kaffe. Vandet var kun 10 grader varmt, så kaffen var særdeles velkommen.


Læste forresten en interessant artikel forleden om en stor del bloggere der rendte rundt og indbildte ikke bare sig selv, men også deres omverden om at de var influencere og derfor anså sig selv som tilpas vigtige at de var tiltænkt gratis måltider, gaver, tøj, sko og hvad ved jeg, alene fordi de kunne skrive om andres produkter og derigennem påvirke salget!
Hvor sejt!! Hvor mega overdrevent skide hamrende... ufedt.

Tænk at selvudnævne sig til en titel hvor man anser at man bør have ting gratis.

Men nu vi er ved det, kunne nogen så ikke sende nogle lommepenge til mig? Jeg mener, du læser jo det her og kom du hertil, har du ligesom fået noget - men hvad med mig? Jeg vil gerne have en Mercedes, men har lige betalt for en ny bundrem til huset - det er ikke noget du kan køre i eller se... så hvis du lige overfører lidt Euro... så skriver jeg igen! Og jeg skal nok omtale dig på en eller anden måde!

Jeg kørte hjem i et par heftige byger og funderede om det virkelig var årets sidste tur. Pludselig var tiden gået og de sædvanlige efterårsløfter om at jeg både skal til Danmark, Blekinge og hvad ved jeg, sad jeg og grinte lidt af... det siger jeg hvert år, men tag ikke fejl! Det er ikke lysten der fejler, men jeg arbejder hele tiden og når en hel masse af det der ikke kunne klares fra stolen ude i haven i løbet af sommeren. Nu skal jeg til at lave gæstetoilet, have og så kom jeg til at købe en drejebænk...

Vi ses nok om et par dage. Sydkysten skal sgu lige have et farvel kys. Vil du med?

torsdag den 8. august 2019

2019.08.08 En fiske/torden tur... eller bare køretur...

Der var nogen der havde sat et net og et til over et par dage. Og der var nogen med de net, der havde revet et par store havørreder op. Der var flere op til 5, nogle over 5 og så var der den der fisk dér... 9,8 kilo og MEGET kort. Tænk at få en havørred på 9,8 kg. Så nær de 10 kilo. Ville man ikke et sted inderst inde, være lidt skuffet... nej, ærgerlig måske, over at man ikke lige kom over de 10 kilo?
Jeg var i hvert fald ikke ham der behøvede at tænke den slags tanker - desværre eller heldigvis?

Uanset, så var rygterne sande... og jeg havde siddet på min stol på terrassen i Blåvand og nydt solen i fulde drag, hvis ikke jeg havde siddet i tatovør stolen, ligeledes i Blåvand, mens dette skete...

Tankerne om at fiske området af ved hjemkomst var ikke fjerne og da jeg alligevel skulle køre en større runde for at hente diverse ting i både Danmark og på Österlen, var fiskegrejet pakket med til en roadtrip. Og så var jeg endelig fremme og Henrik stod med friskgrillet nakke kotelet, samt pølser. Et herligt måltid ovenpå en lang dag med masser af køren rundt og tordenbyger som kom og gik.

Mindre skypumpe over Øresund
Efter et solidt måltid var det fisketid og vi daffede til vandet, for blot at konstatere at den sølle sønden vind der kortvarigt havde været, havde rørt rigeligt om i suppen, til at det var grumset op. Så grumset at vi efter et kast hver, helt ude, bare måtte indse at det var ikke den rette dag alligevel.

Vi blev overrumplede af adskillige tordenbyger og et stort skybrud og vel hjemme på Henriks veranda sad vi og nød kaffe, såvel som lyn der flænsede himlen tæt på og i det fjerne.

Det var en sær dag. Fiskeri uden egentlig fiskeri. Lyn jagt uden egentlige lyn... alt for meget kørsel og alt for sen hjemkomst til sidst. Men jeg var ude, det var dejligt og Thor slog på sin ambolt i stor stil!

tirsdag den 2. juli 2019

2019.07.02 Fugl eller fisk?

Netop som jeg sad på kontoret og undrede over om den forventede NV vind virkelig også var i NV, så fik jeg samtidigt gruppe spam meddelelser fra Henrik og Javier om ikke vi skulle ud, nu vinden var gået i NV. Et, for sydkystfiskeren, venligt hjørne på denne årstid, hvor vandet normalt ved den mindste krusning fra syd, grumses til og er fuldt af slik flere uger frem.
Jo, men selvfølgelig. Jeg var egentlig på vej til Österlen, men det var mere for hyggens skyld fordi Henrik også ville ud. Endestationen blev Sydkysten fordi jeg troede mest på det og fordi vinden netop var i NV som nu er engang er bedst hernede i sommertiden.

Meeeen... nordvest og nordvest. Det var vel egentlig vest, med en nordlig drejning og i tankerne var stadig Österlen, fordi vinden først TIL i dag var vendt fra sydvest.
Meget snak om de vindretninger, jeg ved det... men det er virkelig en udfordring når der er sydlige vinde. Temperaturen stiger og samtidigt er der slik over alt.

Det var også hvad der mødte mig på de første pladser. Grumset vand og tydeligt kunne man se de store klaser af grønt og brunt slik.
Bilen fortsatte østpå hvor der langsomt kom mere klart vand og da jeg nåede til en af de lavvandede favoritter, var det ved frisk mod. Som så varede 15 kast ovenpå den varme vadetur. Tangen klistrede til wobler, krog, knude, topøje, på stangen og ikke mindst på linerullen. Ikke så sjovt.

Næste plads var næsten lige sådan. Det var i en bugt og håbet var egentlig at skaden ikke var så stor her. Til dels også korrekt idet kun hvert andet kast var ødelagt.

Jeg bestemte mig egentlig for at køre hjem, men lavede en hurtig lodtrækning med mig selv. Var der biler på vejen kørende mod vest - skulle jeg køre videre mod øst. Kørte bilerne øst over, skulle jeg vest på - og hjem. Helst ikke følge flokken!

Så jeg endte øst på og fandt noget sand, med knap så mange sten og dermed risiko for det klistrede slik. Endelig prikkede jeg korrekt. Klart vand og sø udefra. Jeg burde have startet tidligere, nu det så så godt ud, som den evigt bagkloge sagde...

Og så fangede jeg lige en havørred! Den huggede på distancen og bød op til en lækker fight, trods den manglede nogle centimeter i længden. Det gjorde den som ikke rundt om bugen og efter afkrogning, håbede jeg inderligt på flere, men aftenen var allerede fremskreden og et par turer over revet, resulterede ikke i flere fisk. Til gengæld var jeg tæt på at kroge en terne. Den dykkede efter nedslaget fra min OLR og tog fileme også wobleren op, men slap den heldigvis da den mærkede bedraget.

lørdag den 15. juni 2019

2019.06.15 Jaaah mand!!!

Jeg er tæt ved tom for ord. Tordenvejr nummer 6 eller 7 har forladt mit område og som jeg i forrige indlæg skrev, er tordensæsonen i dén grad en succes. I særdeleshed efter i dag, hvor hele 4 celler byggede op syd for Trelleborg og i modsætning til seneste indlæg, ikke indholdt flashende sky-til-sky lyn der ikke er fotogene, men stort set kun med sky-til-jord lyn der i dybe og øresønderrivende brag, forlod mig mundlam tilbage.
Således kunne jeg til en start allerede over Øresundsbroen se de første lyn i det fjerne. Slet ikke så tidligt ventet, i det jeg var i Danmark og hente 17 kilo Iberico gris og oksekød i diverse mundsvandsløbende udskæringer. Tordenvejret skulle ankomme klokken 19 sådan cirka og her var klokken 13 og lynene udløb bag den smalle gustfront, der nærmede sig Sydkysten.

Mazdaen uden turbo fik prygl på E6 og jeg har sikkert ikke noget kørekort mere, hvis Polis Mats har været ude og måle, men jeg skulle hjem og have kød på frost og køl og shorts på - og afsted med kamera.
Foran fronten stod de vildeste mammatus skyer, som jeg aldrig nåede at fotografere. Til gengæld fik jeg over 40 lyn i kassen af i alt ca. 4.000 billeder. Skåre stod for det første besøg. Siden kørte jeg til Golfklubben. Da lynene aftog, kørte jeg op ad 108´eren og så der en ny byge tage form nede sydvest på. Jeg kørte til Vellinge og fik bagsiden og et lyn i Øresundsbroen, for at slutte med at tage i mod en rigtig hidsig satan der 3 gange lod lynene slå ned tæt på mig. Vi taler et par hundrede meter, hvor luften bare knasede i den hidsige eksplosion. Det var helt vildt. Jeg er SÅ glad. Bring it on!

onsdag den 12. juni 2019

2019.06.12 Tordensæsonen er allerede en succes

Det må jeg sige! Jeg kan sagtens finde noget at være utilfreds over. Eksempelvis at tordenvejret i går nat først startede nord for mig og selvfølgelig vest for. Skybrud, lyn og voldsomt vejr gled bare forbi, som det plejer. Jeg stod op klokken 3 om natten og oplevede det mest intense lynshow nogensinde. Det lynede hvert sekund i et kvarter og overgik siden i et mere, for landsdelen, normalt lynshow, der stadig var uhørt kraftigt. Min datter sad oppe med mig og sammen sad vi bare og gloede med betagede øjne ud i sommernatten - der slet ikke var mørk mere end et sekund af gangen.
Lidt skuffet gik jeg alligevel i seng. For at vågne op til dagens nyheder om at endnu et uvejr atter engang var under udvikling.
Da klokken var 20 og jeg troede jeg skulle vente 2 timer til, udvikledes uvejret pludselig i en ny retning. Mod mig! Min telefon begyndte at sende lyn sms´er (det er nu mest til om natten jeg har den app.) og jeg røg ud i haven. På få minutter havde uvejret skudt en kegle frem mod Trelleborg. Lige i masken og inden jeg nåede ud i bilen, tordnede det over hovedet på mig og regnen faldt med tunge dråber.
Så kørte jeg til havet og håbede at tage den første hastigt udviklet celle bagfra (lidt kinky hva´) og samtidigt få den store inden den med garanti ville lade sit skybrud vælte udover det hele.
Det lykkedes, omend lynene primært var sky til sky lyn og udløstes så mange gange at selv den højeste F faktor på kameraet ikke kunne undgå overbelysning. Lukketiden var endda kun på 1 sekund.
Inden det store uvejr kom, sad jeg allerede i bilen. Regnen havde i den grad gjort sit indtog og i hvad der lød som et kæmpe stenskred, kunne jeg ikke rigtig gå ud og fotografere. Det piskede ubønhørligt ned og selvom jeg selvfølgelig gik ud - så var alle billeder stadig overbelyste og kamera samt optik, fulde af dråber fra den rivende vind og skybruddet.
Bilen blev kørt til plads 3 og plads 4 og først der, ophørte regnen og jeg havde endelig lidt eksemplarisk lyntid. Desværre ville uvejret det således at lynene både aftog, men stadig udløstes masser af gange til at jeg ikke kunne undgå overbelysning. Nuvel... det var et fedt tordenvejr og med så mange allerede i år er tordensæsonen en succes. Men der må da gerne komme mere...

torsdag den 6. juni 2019

2019.06.06 Koldfront

Der har allerede været et par dage med torden her i byen. 3 faktisk. Det er LANGT mere end sidste år - og forrige. Alligevel var jeg så arrogant at da nummer 2 kom, valgte jeg at tage til træning, fordi der lå mere sydpå som var endnu større. Så mens jeg gik ind til træningen, for dernæst at gå ud igen og se 5 mega lyn flække himlen, hvor det ene ramte et hus rent, så kunne jeg svedig tage hjem en time efter for der at konstatere at det hele var faldet sammen. Igen.

Så blev det i dag. En koldfront skulle ligge stille på tværs af landet. En usædvanlig situation, idet vi ville have lummer luft på østsiden og køligere vejr vest på - men fronten ville knap flytte sig, hvorfor det var ventet at linjen ville ligge i flere timer og bare generere tordenbyger på stribe. Det gjorde den!
Problemet var bare at turen over Rügen tog flere timer, siden vendte koldfronten mere nordlig og den planlagte tur med Ajes i Danmark, blev udskudt et par halve timer, timer... og pludselig forsvandt solen bag en enorm skærm sydvest fra. Bilen var klar, jeg var klar... hvor skulle jeg hen?

Jeg valgte sydkysten fordi det var blevet dygtigt antracit gråt dernede. Danmark var indenfor rækkevidde med en brobizz, men det virkede ikke meningsfuldt, som den store bas konstant spillede ude over vandet. Der rumlede konstant. Dybt, hårdt og jeg kunne se flere og flere lyn i det fjerne. Gudesmukt vejr på vej også selvom lyset ikke tillod at tage billeder gode nok til at gemme. Alligevel forsøgte jeg og reddede da lidt lyn. Siden kom regnen. Vinden tiltog til hård kuling, mens den vendte fra øst til vest. Så satte jeg mig i bilen og rullede op mod Malmø, for det var pludselig stoppet med at lyne og jeg kunne se fronten havde ny kurs, men ak... den nærmest fravalgte hvor jeg stod og var. Da jeg stod i Malmø, var det blot for at konstatere at det havde vendt rent vestligt nu, men nu var det for sent at tage til Danmark.


Jeg valgte atter engang Sydkysten, nu efter Smygehuk. Der var mere på vej, men efter en halv time ved kysten, var det bare at konstatere at tordenvejret aldrig kom til mig og lidt skuffet (kun lidt) kørte jeg hjem for at sortere en 1.000 billeder.

tirsdag den 28. maj 2019

2019.05.28 En af de dage der

Det var en af de dage, hvor man tog lidt tidligere fri fra arbejdet fordi vinden havde ændret kurs og lå i et for årstiden, gavmildt hjørne der kunne skubbe overflade vand ud og køligt vand ind. Og på vejen hjem i toget, så det lige præcis ud som jeg havde ønsket. Spørgsmålet var så om det var klaret op efter weekendens søndenhyler. Det er jo også ved at være de dage, hvor der virkelig er sat gang i algeproduktionen og den mindste vind, løsner en masse slik der klistrer til linen og endegrejet i hvert kast. Så ømtålelig en kyst det nogen gange kan være. Såvel som fiskene kan være det og ikke mindst fiskeren.

Men det var ikke i tankerne da jeg drønede ud. Det var kun havørreder. Så da jeg kom til den første af forårets gavmilde pladser, var det skuffende at vandet her stadig var brunt. Ikke helt uventet, men togets udkigsplads, som ligger ikke så mange mil fra hvor jeg stod, havde vist klart vand.
Ak ja... videre til næste, der havde tonen lysebrun. Tanken var at fiske ind i aftenen og det er som ikke fordi jeg er sippet over farvet vand, men jeg ville virkelig gerne vide hvad der foregik lige nu og her og satte derfor bilen i yderligere en østgående bevægelse langs den nu fuldt blomstrende sydkyst.
For en måned siden, stod træerne længst nede stadig blege og grenede. Nu var der også her kommet forår til vandet, trods at maj i år ikke har vist sig fra den lune side. Det er så til gengæld til gavn for vandet, der skulle ligge på 12-13 grader og netop den temperatur, viste termometeret da jeg udvadet stod på pladsen hvor jeg havde en fed bamse efter for noget tid siden.

Drømmen om bamsen varede cirka 2 omdrejninger på hjulet i første kast. Så blev den knust af et latterligt horn på sandpletten... suk... men ok, det var tidligt og jeg havde nok lige ramt den i panden. De har været her i en måned nu og deres upassende tilstedeværelse plejer at aftage i slutningen af maj og forsvinde helt om aftenen. Drømmen om bamsen blev genoptaget.

Indtil kast nummer 2.

Således gik jeg revet igennem i hastige skridt og havde horn efter i hvert kast, eller horn på for den sags skyld og havørreden så jeg ikke til.

Det var ikke fordi jeg var skuffet. Jeg var kun pissesur. Ny plads blev udtænkt. Sand og lidt mere sand med enkelte sten og mindre rev, skulle findes og den slags pladser er der et par stykker af, hvorfor jeg udvadet til knæene efter små 100 meter kunne konstatere at mine udtænkte strategi atter engang blev knust af de lange kanyler. Uden fred for dem og uden synet eller følelsen af havørred, satte jeg mig på stranden og tænkte på bedre tider, men fiske ville jeg og ventede til solen langsomt forsvandt bag træerne.

Med lidt fornyet energi og håb betrådte jeg igen vandet og havde faktisk hurtigt et hårdt hug der ikke overhovedet mindede om horn. Straks dernæst hoppede en mindre havørred fri af vandet og de kølige fingre fik hurtigt varmen igen. Men ak... det var alt hvad der skete og imens jeg drømte om flere havørreder, kom der til min store overraskelse kun endnu flere horn der begyndte at lave kog foran mig og over det hele.

Så fik vi da det på plads. Nye aftenture venter, hvis vinden ellers vil. Nok skal jeg ikke starte ved 19 tiden, men vente til efter 20 og samtidigt give det endnu et par dage, for at få de fleste horn af vejen. Og så skal jeg ellers fiske til 23 tiden mindst, men det er noget med alderen og nattesøvnen der lis´som stopper mig lidt der.

søndag den 28. april 2019

2019.04.28 Snublende tæt på sølvet

Som tidligere skrevet, var det Listerlandet der stod for døren denne weekend. Dog havde jeg ikke 2 afvigelser med i min beregning. Den ene var vinden, der næsten selvfølgeligt skulle løbe fra NV og være ret svag, den anden... var at jeg fredag efter en uge med masser af møder, måtte mødes af en SMS fra SAS om at mit fly var aflyst og siddende i Holland, se en weekend minimeres. Jeg var ved at købe billetter til Zurich, Bruxelles, London, Prag, Frankurt og hvad ved jeg, men i takt med at strejken fra SAS bredte sig til folket, forsvandt samtlige alternativer for at komme hjem til Danmark/Kastrup. Det endte med at min kollega og jeg valgte at leje en bil og køre den til Kastrup, så efter 10 timers kørsel, kun afbrudt af en schnitzel i Tyskland og optankning, "landede" vi i Kastrup natten til lørdag efter klokken 01 og lidt i 3, kunne jeg endelig finde dynen i Trelleborg.

Frisk som en havørn, var jeg med andre ord IKKE lørdag og da jeg stod op søndag, var jeg evigt glad for nordvestenvinden. Jeg hang til lidt i 12 og da jeg ville ud, var Javier allerede på vej. Vi mødtes på vores lokale plads og kunne der konstatere at der på 1 uge var kommet uendelige mængder med slik og nu også de mest ulækre og ærgerlige fisk... heldigvis huggede de ikke. Og så var der en havørred efter. Måske de... men nej..
Vi tog til den gamle dame, som ikke plejer at holde de store mængder horn, men netop her, var der af alle dage netop horn. Jeg tog 3 og var rasende. De forpulede lortedyr er noget af det mest irriterende der nogensinde er skabt og mit havørred hjerte blødte indtil der troppede en ganske pæn ørred op efter wobleren. Måske der alligevel var en lille chance?
Endnu en havørred dukkede op, men hugge ville de ikke og efter 3 horn og ingen havørreder, var jeg klar til at sælge fiskegrejet.

I stedet tog vi til sandbunden og startede en jagt på havørreden, men der var ikke nogen fisk der ville lege. Det eneste positive var at der heller ingen horn var her. Overhovedet. Så jeg gik sådan lidt halvtilfreds op langs sandstranden og kastede til de mørke pletter og var egentlig lidt træt i det, da der pludselig og uden hug eller andet, dukkede en temmelig stor havørred op bag OLR wobleren og fulgte med hele vejen ind. Den var ikke engang skræmt eller noget, men gik bare bag wobleren dette ene kast og vendte langsomt ud mod det mørke igen. Jeg var målløs. Kastede på langs, lige ud, kort, langt og gjorde alt hvad jeg kunne for at få wobleren til at se endnu mere fristende ud, men fisken var væk og resultatløse mødtes vi begge senere oppe ved bilen og for hjem for at tage et skud narko direkte i blodårene, fordi forårsfiskeret lige pludselig var væk... Pludselig var der klamme horn på kysten. Pludselig var havørreden mistænksom. Pludselig indser man at dagsfiskeriet er en saga blot og man skal til at indstille sig på aftenfiskeri og nat-ditto. Ikke at det gør noget som sådan, men det er lidt vemodigt at inden det kom i gang, så sluttede det pludselig.
Man er snublende tæt på sølvet - FCK er snublende tæt på guldet.

På gensyn i solnedgangens land!

søndag den 21. april 2019

2019.04.21 Endnu mere solfaktor 30 - men nu uden disco

Jeg havde planlagt Listerlandet med David, men vi måtte i løbet af ugen sande at østenvinden, der måske ville gå i sydvest eller måske nord, eller måske tage af, eller måske nordvest, nok var for upålidelig, til at tage telt og det hele med. Én ting er at være på Listerlandet, noget andet er at der også godt må være lidt tro på projektet, så vi skød det simpelthen til næste weekend, hvor vi vil være på randen af maj og de første kanyler er landet på Sydkysten.

Så må vi håbe at vinden er med os...

Så Listerlandet blev til Sydkysten og Henrik meldte samtidigt sin ankomst, da han syntes at selskab og grill godt kunne kombineres. Lidt egoistisk valgte jeg kajakken, ud fra den tanke at den udlovede sydvesten vind der ville øge over middag, ville trække folk på kysten og derfor ville jeg ikke risikere at stå og nyde min plads og dernæst blive overrendt af andre fiskere, der liiiiiige...

Det viste sig senere at være et klogt valg.

Jeg er blevet helt god til det der kajak. Den kan pakkes og rulles til vandet på ingen tid. Søsættes og jeg er fiskeklar, uden det store problem. Det er også nødvendigt, da den trods alt er lidt mere tidskrævende uanset hvad, idet den skal en tur op på/ned fra taget og på- eller af-monteres ved pladsbytte,  hvis sådanne er nødvendige. Det blev det ikke i dag. Mest fordi jeg ikke gad og fordi vi troede vildt på pladsen. Javier havde taget 2 små da jeg ankom og som jeg gled i vandet, havde han hug, hvorfor jeg kun kort fik hilst på Henrik og ellers lagde mig ud foran dem. Der var ankommet 2 på spidsen, som stod og hev tang op i hvert andet kast, med hvad der lignede tungt endegrej.

Fiskene så vi ikke noget til, før jeg var drevet langt østover og kastede mig tilbage til grillen. Så fik jeg et hug, der kunne skrives historie om. Der var ingen tvivl fra havørredens side. At det siden viste sig at være en undermåler er en anden sag, men det hug... auch... et riffelskud. Fedt mand!

Sydvestenvinden var taget til og jeg gyngede lystigt på bølgerne, men fiskene udeblev. Det er sært, men jeg kan denne gang ikke finde andre forklaringer end at østenvinden igennem april måned har påvirket. Det siger Henrik´s fiske ven i øst også. Han sætter aldrig garn når det blæser fra øst. Men jeg syntes nu ikke jeg har oplevet decideret dårligt fiskeri i østenvind - kun når den er stædig og forbliver i det hjørne og det er da vist bekræftet i år.

Efter en god gang grillpølser i strandkanten, havde vi fået nyt selskab af 2 fiskere der gik på spidsen. Selv indtog vi området igen og jeg havde hurtigt 2 fine fisk efter i 2 kast. Men vinden til trods og med gang i vandet, var det alligevel sært at kun se dem efter uden at de viste tegn til hug. Jeg tog endnu et langt drev og fiskede tilbage igen, for igen at holde hyggelig pause på stranden, mens gæsterne så sit snit til at indtage vores pladser, hvorfor jeg var glad for min kajak dernæst, for Henrik gad ikke mere og Javier blev irriteret over deres påtrængenhed og kørte hjem. Selv nægtede jeg at give op og padlede derfor ud på toppen af revet, for at fiske hele bugten af og siden revet indefra og udefra.

Men ak... dagen blev som de andre i denne april måned, uendelig lang og uden det vilde fiskeri. Men givetvis også utrolig dejlig, både med selskab og på vandet i kajakken - som nu pakkes sammen for en stund, da arbejdet kalder på den anden side af 2. påskedag.

fredag den 19. april 2019

2019.04.19 Solfaktor 30 og disco

Der skete noget mærkeligt. Torsdagen blæste væk i den evige påskeøsten og det var som ikke fordi jeg skulle ud og fiske, men havde vinden været til det, så havde jeg ikke kørt 2 kolde ned hos Rickard sådan omkring 15 tiden. Så havde jeg drukket vand og været klar til kysten. Men vi sad der i solen og nød kolde pilsnere i læ og bare lavede ingenting. Det var altså også rart!

Så da jeg vågnede i dag og det mærkelige indtraf; "Vinden" gik i syd... så var jeg ikke sen til at pakke grejet, omend jeg tog sent afsted, men det skyldtes mere solen der bagte ned fra den evigt blå april himmel med fuld styrke. Så fantastisk herligt det var udenfor. Fuglene der sang, blomsterne der nu sprang ud overalt, naboen der var ude i shorts, som så er min foretrukne beklædning året om, omend man ikke ser mine underbukser, som naboens... men det er så en anden sag... og så alle de andre der ellers var i gang med diverse sysler rundt omkring, hvis ikke de skulle stå og glo med nysgerrige blikke over hvad andre lavede. Jeg bestemte mig for at takke nej til en 8 cl Gammel Dansk hos naboen og tog i stedet tørdragten på. Nu skulle fiskene ha´ bank!

Javier var lige ankommet og på rekord tid fik jeg kajakken i vandet. Det gik så stærkt at jeg først ude, opdagede at jeg havde glemt at lukke lynlåsene. Ikke så smart, men fiske iveren trak mig ud. Omend... den iver gik så over igen, da jeg mødte Javier, der givetvis havde haft et hug men ellers intet set eller mærket. Arghhh... ikke igen. Kom nu havørreder. Det kan ikke være rigtigt at vi på randen til invasionen af de klamme kanyler mister det gode april fiskeri?

Men sådan en dag blev det. Ok... jeg sad godt nok nede på "mit" stræk, der hvor der intet er specielt anderledes end resten af den mega lange plads og havde pludselig 3 havørreder efter på en gang! Med en trekrog var jeg utvivlsomt blevet sydkystmester i havørreder, men enkeltkrogen kunne kun magte en fisk af gangen og denne, en fed blank undermåler, fik friheden dernæst. Siden skete der intet. Som i OVERHOVEDET ingenting.

Jeg bøvlede ned langs kysten. Tilbage igen. Kastede og fandt enorme sten der smukt lå nede på bunden (hvor ellers) og fiskede kubikmeter efter kubikmeter vand af. Der var helt dødt og det samme kunne Javier melde da jeg svedig og stegt kom tilbage igen.

Discovejret måtte passe sig selv. Vi ville på andre pladser og kom atter engang af vandet, af sted og i vandet på ny plads på super rekord tid. Men til vores store forbavselse måtte vi her, efter komplet gennemfiskning af revet fra den ene ende til den anden og tilbage igen og med stormester tro og det hele, atter engang indse at de havørreder der... de ville os bare ikke. Og så havde jeg 3 efter i 1 enkelt kast tidligere. Er du gal hvor er det mærkeligt nogle gange... ret ofte... egentlig hele tiden, lige for tiden... Men så kommer de nok en anden dag.

onsdag den 17. april 2019

2019.04.17 Påskeøsten

Det er en årlig tilbagevendende begivenhed. Påskeøsten. Den har så vidt jeg lige husker, aldrig slået fejl. Den eneste forskel er hvor længe den varer ved. I år har den varet ved længe. ALT for længe.

Således måtte jeg se april starte med østenvind og op til ferien, se østenvinden fortsætte. Heldigvis for mig, havde jeg et fuldt program med en masse fornøjligheder som fødselsdag, Em-håndbold kvalifikation, mere fødselsdag, besøg fra familie og en tur til København at fornøje mig...

Ok... håndboldkampen i Royal Arena var rigtigt fed og turen til København lækker som altid. Alt det andet var... nu skal jeg vare mine ord.. hyggeligt. :-)

I dag skulle Henrik, Javier og jeg have haft et særdeles velkommen besøg fra Danmark. Planlagt var det at Ole og Jan skulle besøge vores kyster og jeg havde til lejligheden sørget for at genudsætte masser af havørreder gennem de sidste mange år og der ud over ikke fange de store, hvorfor det for Ole og Jan bare var at komme forbi og fange/genfange dem. Hvad jeg ikke er herre over, er vinden. Desværre. Som dagen i dag sig nærmede, ville den stædige påskeøsten ikke lægge sig eller tage et par grader i en anden retning. Nej, dæleme nej! Den ville fortsætte, hvorfor planerne mere og mere så ud til at blive skrinlagte, idet vi sydkystere kun kunne byde på de vestlige pladser. Alternativt de pladser der rent faktisk peger mod vest.

Surt var det derfor at droppe fællesturen til sidst, men på den anden side... så fik jeg fisket i kajakken i dag, for den var eneste alternativ og da jeg syntes det var tid, ringede jeg til Javier der til min store forbavselse allerede var ude. Han havde lige set sit snit til at køre uden om mig og teste en af de lokale pladser, der så godt ud. Da han efter en halv time ringede og meldte at resultatet var et stort nul, aftalte vi at mødes med kajakkerne i stedet og således gled jeg over et nyt vestligt rev, med et stort smil på læben.

Smilet stivnede aldrig, for det der kajak... det er bare mig. Men efter 2 timer med fuld knald på og en tiltagende strid østenvind, så måtte vi resultatløse lægge til land og der indtage den medbragte mad. Der var ingen af os der var synderligt fiske ivrige. Vandet foran os så kanon godt ud. Det stank af fisk, men det var helt utroligt dødt. Overraskende dødt. Alligevel sadlede vi om og drog til vestsiden.

Den evige trækken ud med kajakken og ingen pedaler før efter 200 meter og intet ror før efter 100 meter, har aldrig været min favorit, men sådan er det her. Det er lavvandet et langt stykke og da jeg endelig kom på Hobie venlig dybde, skød kajakken over det flade og meget klare vand.

Vi fiskede meget. Sådan rigtigt meget. Kom ud på toppen. Ind forbi. Så skete det... beklager virkelig, men jeg fangede et forpulet horn. Heldigvis for den, røg den af inden jeg fik min kølle frem. Det er bare SÅ ærgerligt. Midt i gudesæsonen, så kommer de lange kanyler og ødelægger alt. Hvorfor er der ingen der fisker dem op og bruger dem til industrien i stedet for at tage tobiserne? Hornfisk er ikke sjove. Slet ikke!

Jeg var ved at give op. Spritklart vand og næsten helt stille. Så mistede Javier et eller andet. Hans "neeeej" antydede at det næppe kunne være ærgelsen over en klam hornfisk. Så ganske rigtigt; I kastet efter, kom 2 havørreder i modellerne små efter OLR Kutlingen.
Jaaaaaa mand! Ægte fisk! Hold fest hvor blev jeg glad over bare at SE dem. Så fik Javier en. Så meldte jeg mig også ind og pludselig havde vi fanget 7 af de blanke sådan midt i det hele. Vi havde mange følgere, men de fleste tog uden dikkedarer og vi så ikke mere til de klamme horn heldigvis.
En lidt mærkelig dag endte lykkeligt og med et smil på læben, over endelig at møde vores elskede havørreder, drog vi tilbage til det flade område for at trække vores kajakker op. Det var alligevel 7 timer på vandet.

mandag den 8. april 2019

2019.04.08 Afvist i døren

Jeg sad på kontorstolen og havde som mit at se til - men der var også tid til at kigge ud af vinduet i det multikulturelle Malmø. Heldigvis for mig, kunne jeg også kigge op og der nyde noget knapt så tvunget ligestillet og blødsødent som den blå himmel. Helt almindelig himmelsblå med hvide skyer - godt at både hvide skyer og himmelsblå ikke er faldet offer for en eller anden krænkelseskultur. Desuden var der i perioder mere hvidt end blåt!! Men det sluttede med mest blåt og da jeg tjekkede vinden for Sydkysten, tænkte jeg at arbejde kunne være arbejde og at der lige skulle lægges en time på kysten, ovenpå weekendens lurendrejeri.

Så da jeg havde sagt det obligatoriske "hej" i hoveddøren derhjemme, var det med et fast blik at grejet igen blev pakket og så ellers endnu et obligatorisk "hej hej" da jeg straks derpå strøg ud af døren med kysthabitten på.

Det er nok en måned siden jeg sidst var tør i skridtet. Tro nu ikke at jeg går og sjatpisser, men jeg har bare ikke rigtigt haft hverken tid eller tørre waders til lige at tænke på det, men inden min ferie i næste uge skal jeg altså lige have noget aquaseal eller hvad det hedder smurt godt og grundigt rundt i de nedre regioner.

På mine waders!

Men alt det tænkte jeg ikke på, da jeg gik over den lille strandkant som bølgerne og det afsindige højvande havde skubbet op. Nej, tankerne var på de kære havørreder og deres hyggelige selskab. Hvis de altså havde savnet mig? De havde de, for jeg nåede kun at tage et par omdrejninger da den første fisk tordnede på i et drøn af et hug. En fin lille blanko kom til afkrogning og inden jeg var vadet helt ud, kunne jeg i andet kast mærke hvordan det bare sugede til i stangen. Fuck mand... der er vist fisk hjemme i dag! Den stod af, men jeg kunne så i tredje kast, igen mærke hvordan næste fisk markerede agnen og så var telefonen på vej op at lommen for lige at informere Javier, hvis nu han alligevel sad i sofaen med en Sangria eller hvad spanjoleren nu lavede her til aften, meeeeen...

Jeg skulle lige have et par kast til og så indtraf det store øjeblik!

Det døde...

Det var ellers sådan en aften man tænkte at det nok skulle blive sjovt, men det varede sådan cirka de 3 kast. Givetvis havde jeg da 2 yderligere hug og et par følgere, men med kolde fingre måtte jeg 1 time senere forlade stranden med et noget mærkelig udtryk i ansigtet. Jeg var vist blevet afvist i døren inden jeg kom ind til det fine selskab med de blanke havørreder, men hey... så prøver jeg da bare en anden dag!

På vej til bilen fandt jeg en i særdeleshed udtørret fladfisk. Der skal nok sidde en grønlænder og ryste på hovedet af mig over at lade den ligge, men du kan få dine tørfisk for dig selv og hvis du spørger, skal jeg nok sige hvor jeg efterlod den.