onsdag den 20. marts 2019

2019.03.20 Nu er jeg måske lidt skuffet

Så galt så det da ikke ud, hva´? Vinden havde lagt sig og de nøgne træer svingede ikke i takt, som i går. Sydkysten måtte kunne tæppebombes med diverse endegrej så afsted med mig! Men jo nærmere vandet jeg kom, jo mere musik var der i træerne og da jeg kom frem til pladserne "uden for døren", kunne jeg godt se at dette blev en hård dag. Men fandme om jeg skulle østpå igen!

Allerede halvvejs ude på revet, var jeg blevet smasket af adskillige rigtigt tunge østersøbølger. Man er vel sydkyster eller hvad? Jeg fortsatte og kom frem til stensamlingen. Havet brusede ind og knækkede søerne på forskellig vis, hvilket gjorde min stilling på en mindre sten om til en work-out time, hvor jeg hele tiden blev skubbet ned, for at gå op igen. Hårdt vejr. Fedt mand! Vandet var klart ude på toppen af revet og det så faktisk mega godt ud. Så godt at jeg efter en knap time, med vand til armhulerne og indenfor mine waders og stadig ingen fisk, tænkte at det her sats alligevel ikke var så god en start på fiskedagen.

Jeg kørte øst på. Ikke til øst siden. Fandme nej! Flere pladser var som den jeg forlod, men det var først da jeg kom til endestationen for Sydkystens egentlige rev at der var bølger til at klare og selv her, hård sø i den tiltagende vind. Jeg får altid fisk her eller oplever altid noget. Pladsen var endnu engang leveringsdygtig i dén udtalelse. Efter en times tomt fiskeri - helt utroligt - kom der helt inde ved strandkanten en lys brun ryg efter mit ADK blink. Den gik bare efter blinket, nysgerrig, men absolut ikke på jagt, så rolig som den var. Det var endda en model større... og så vendte måske 3 kilo havørred helt inde foran mig og gled ud igen. Hvad var det for en opførsel? Smaragdgrønt vand, diset og masser af gang i bølgerne. Og så en følger? Står der ikke i diverse lærebøger at i disse forhold, så smadrer havørrederne på alt, fordi de jager nådesløst eller er det bare noget jeg bilder mig ind?

Jeg vidste godt hvad der skulle til. Reje... men jeg har ingen rejeblink, så jeg skiftede et par gange, men ak...

Så skete det alligevel. Pludselig stod jeg Palle alene i verden, på en af Österlens perler. Jeg var alligevel kommet til at køre derom i et fiskemæssigt black-out. Det så selvfølgelig også godt ud og gullasch suppen blev i dåsen, mens jeg med en banan i munden og 3 æg i lommen, i hastige skridt skyndte mig ud til revet længst væk.

Men for ikke at trække pinen ud, så lad mig sige det så kort jeg nu kan:

Jeg fangede en sortfisk og havde en mindre følger, på de 3 timer jeg tæskede revet igennem.

Jeg er selv lidt stolt af ovenstående indlæg, for det er fileme ikke med glade miner jeg sidder i divaen lige nu. Hvor er solen? Den mindre vind? Alle mine havørreder? Jeg kører Skåne tyndt. Arghhh...

Jeg har fiske-feber... Så hvad skal jeg gøre i dag torsdag? Javier har lige ringet. Han var tidligt oppe og nede og inspicere Sydkysten. Grov sø og han ville køre til Österlen. Suk. Det er jeg ikke motiveret for lige nu. Ikke lige nu.

tirsdag den 19. marts 2019

2019.03.19 Lange dage - lange stænger

Jeg stod op til klar blå himmel og derfor også fuld sol, da den heldigvis også var stået op i dag. Det var derfor med solbriller på og det store smil fremme, at Mazda´en kørte østover til jagtmarkerne fra i går. Jagtmarkerne der var tomme på fisk, havde grumset vand og alskens kedsomligheder.

Det skulle helst være anderledes i dag og sørme så! Vandet var klaret op på Henriks plads - og ikke bare det, det var også steget, hvilket er en usædvanlig kombination. Jeg lykkedes først at binde mine støvler på femte forsøg. Forstod bagefter at det var fiskefeberen der rasede i kroppen. Jeg kunne ikke komme i vandet hurtigt nok og kroge den første, så allerede inden strandkanten lå OLR wobleren vandret i luften og ploppede ned hvor jeg senere skulle gå. Kom nu.. kom nu... kom NUUUU... jeg ville det sindssygt meget og kørte revet igennem 2 gange uden så meget som et hug. Det var sært! De kommer nok når vandet er lidt varmere, indbildte jeg mig og satte mig i bilen for at prøve plads 2 mens solen varmede vandet op.

3 danske biler og en svensk. Tænkte det nok. Alle spækkede med fiskegrej. Men kysten var tom. Jeg gik rundt og kiggede og dér, længst ude, stod en enlig fyr. Men de andre så jeg ikke til og jeg gik ud på revet. Inden 10 kast havde jeg fisk efter, men den var ligeså mistænksom som jeg. Vandet var ikke bare klaret op siden i går, men klaret helt op! Utroligt så stærkt det er gået. Min lyse OLR blev udskiftet med en mat og i første kast sad den der. En slank blankfisk kom til afkrogning og revet blev nu tonsefisket i de bedste viftekast jeg nogensinde har lært! Men en revkonge forblev det og jeg kørte atter engang lidt måbende fra vandet.

Her var det grumset. Ikke meget, men netop som det gerne må være. Her kunne de ikke være mistænksomme, men burde vel hamre på med det samme? Dagens første fede oplevelse stod en sortfisk for. Først troede jeg den var blank, da den fra siden kom tordnende mod wobleren og missede i et stort skvulp i overfladen. Det så hamrende fedt ud. Jeg så den først et par kast efter, med min krog hængende solidt i kæften. Ikke meget fight over den og efter en enkelt mindre følger og et par timer på revet var det tid til ENDNU et bytte.

Med stive, tørre og kolde fingre satte jeg mig i bilen. Det kan godt være solen var fremme og det var hamrende skønt i solen, men vinden... vinden var modbydelig. Kold og tør og ret skarp. Jeg frøs ikke, men kulden i vinden og den tørre luft gav mig tørre fingre og det kan jeg af en eller anden årsag ikke lide. Heller ikke udvadet aller helvede i vold på et stort tang rev der heller ikke dette, holdt fisk. Således kørte jeg fra plads 4 tilbage til plads 1 og tænkte at det var sidste chance på denne underlige dag. Og startrevet, nu med indbildt varmt vand, var præcis lige så tomt og dødt som da jeg forlod det. Forleden stod Javier her og fik 8 styk. Det var bestemt ikke sådan en dag i dag. Desværre.

Jeg bestemte mig for at inspektere Sydkysten for morgendagens fiskeri. Det var åbenbart ikke min dag i øst igen og hvorfor ikke bruge lidt tid på at se hvor jeg kunne fiske i morgen?

Alligevel lidt spøjst. Der er måske 10 kilometer kyst her. 10 kilometer grumset kyst uden de store egentlige rev eller områder. Alligevel så fik min nysgerrighed og tvivl på om det nu var SÅ grumset, mig til at gå helt til vandet. Sådan helt tilfældigt. Jeg tog et kast inden jeg nåede de grove søer der kom skråt ind. Så kom dagens anden fede oplevelse. Det var ikke bare et hug. Det var et hammer hug af den anden verden og ud af det grumsede vand fløj en blank skønhed på fulde gardiner. Den tordnede rundt, tog lidt line, men kom langsomt mod mig. En smæld fed blankfisk lidt under målet blev kort efter genudsat og jeg fik den vildeste fiskefeber. Du skulle lige se en kystfisker skifte blink efter 10 minutter på rekordtid. Og 10 minutter igen. Så gik der 10 minutter mere og jeg løb langs stranden, for at sikre at stimen, hvis der var en sådan, nu gik her ovre. Så gik der halve timer og pludselig var solen gået ned.
Det var alligevel som 7 rigtige i lotto. Hvordan fanden man i første kast på en grumset kyst, på en mega lang kyststrækning, napper en fisk sådan midt i det hele og siden intet mærker, er bare mærkeligt. Men det var et fedt hug. En fed fight og i dén grad en fed fisk.

I morgen skal jeg ikke gå lige så langt. Jeg har dæleme lange stænger nu og det er rart at sidde ned igen. Gamle mand...

mandag den 18. marts 2019

2019.03.18 Endelig tilbage - men det var så igen kun mig

Efter en hård arbejdsuge i Holland og siden en hård weekend med familien (det sidste var mest hårdt for nattesøvnen) så kunne jeg endelig tage hul på min ferie. En mandag der startede som mandage startede bedst; Psykopat hjernedød sindssyg lortevind med slagregn. Jeg vågnede i nat af de vildeste vindstød og det første jeg tænkte var; Der røg den fiskedag.

Jeg havde lidt ret. Det var i hvert fald ikke med tilfredse miner jeg stod op og så hvordan træerne nærmest lagde ned for vinden og regnen tordnede på ruden. At vinden var i SV ødelagde det hele. Der kom mere kaffe i koppen og jeg lavede alt andet end at fiske. Jeg prøvede at komme på en masse tanker, men jeg ville så gerne ud og til sidst tog jeg bilnøglen og daffede til Østersøen derude østpå.

Uundgåeligt at fiske andre steder, efter den tornado-orkan-storm der ramte. Og selv øst på var vandet præget af den lede vind. Jeg måtte nordpå. Helt op til klart vand og ... stille vand med rifler fra den lede vind. Eneste positive at sige om dette, var at der var kommet tobiser. En lille stime susede foran mig, som jeg gik over sandbunden. Dejligt. Gad vide om mine havørreder vidste det? Ikke i dag, måtte jeg siden erfare.

Jeg dyttede sydover. Stadig klart, men nu med lidt sø udefra og drivende skyer med regn og solglimt. Faktisk så det utroligt godt ud her, men hvor meget jeg end troede på det, så skete der intet. Jeg var rådvild. Skulle jeg blive og tro på det eller køre videre og håbe på opklaret sø? Jeg kørte...

... lige ned til den grumsede sydlige del. Jeg gik og jeg gik. Kastede og vadede og gik videre. Der var klart vand på spidsen og et par livsfarlige kast med rigtigt grov sø der buldrede ind, blev taget. Men det forblev lige dødt for enden.

Dagen måtte tage en slutning. Et sats. En chance mod endnu mere syd. Min forbavselse var stor da jeg kom til mere klart vand end jeg var kørt fra. Det så OGSÅ godt ud her og selvom den gamle sø, gjorde min vadetur temmelig besværlig lykkedes jeg med masser af kast og masser af tro. Hvis ikke lige det fordi jeg så atter engang var ene om det. Igen...

Dagen sluttede da jeg stadig intet havde fanget. Havde kolde fingre af den stadigt bistre vind, der nu også var blevet kold og smed endnu et blink væk.

I morgen... !

søndag den 10. marts 2019

2019.03.10 Det er så tæt på nu...

Jeg var usædvanligt længe om at komme af sted. Gik og fiflede med det ene og det andet, men intet der var nødvendigt eller vigtigt i forhold til fiskeri. Nuvel... hvis fiskeriet virkelig var på sit højeste, så havde jeg aldrig fiflet eller lavet alt muligt andet. Så havde jeg været ude, inden jeg stod op. Ja, faktisk... mit nye jeg! Ud af dynen, tidligt hvis det byder op. Bare vent!

Da jeg ankom til Österlen sådan noget efter middag, fortrød jeg mine dovne handlinger om formiddagen. Jeg havde ikke ventet så flot et vand. Det stank langt væk af fisk og fra første kast stod jeg og flexede overarmen, klar til at riv-rav-ruske min enkeltkrog solidt fast i gabet på den første af rigtigt mange havørreder. Det var kun et spørgsmål om et par kast... til... og et til... og så endnu et...

Så havde jeg fisk efter, men sådan lidt luskende. Så et lille hug. Så kom Henrik.
Så døde det helt.
Det så godt ud.
Bedre ud.
Meget store fisk ud.
Men det døde helt og aldeles og vi stod der og kastede i det store tomme intet. Igen.

Vi blev enige om at køre nordpå, men kom til spritklart vand og lidt skæv vind. Det burde ikke gøre noget på denne plads. Den er lidt 50/50... enten så er de der eller så er de ikke. De var der ikke. Udover en lille følger, der kom helt ind på lavt vand. Jeg var lidt skuffet.
Henrik ville hjem igen, for han var træt.

Så bestemte jeg mig at bruge de sidste lyse minutter i syd, men ikke der hvor man kan se til Tyskland. Det vil sige... det kan man aldrig, men jeg blev på Österlen og kørte sydover.
Hvis det første vand så godt ud, så ved jeg ikke hvad jeg sige om det nye. Det var ikke overraskende heller at nappe en fisk i første kast. Det var her de var. Alle 76 havørreder jeg skulle tage de næste 60 minutter.

Men nej... fisken der havde hugget på helt lavt vand, var en enlig svale og frem og tilbage gik jeg, mens OLR Kutlingen pløjede meter efter meter af denne gudesmukke kyst af - men i samme sætning... også ubrugelige kyst i havørred sammenhæng. For hulen det er så tæt på. Det kan mærkes at det lige pludselig eksploderer. Vandet er knap 5 grader. Lidt sol, lidt vind... lidt grums... så går fiskeriet amok.

Det bilder jeg mig i hvert fald ind, idet jeg i uge 12 har tilladt mig at tage ferie og derfor... Nemlig ja!

søndag den 3. marts 2019

2019.03.03 Et mindre tilbageslag

Ja ja ja ja... jeg ved det godt. Træerne vokser ikke ind i himlen og de lovprisende ord om fiskeriet og foråret i går, gik ikke ind i historiebøgerne da jeg i dag entrerede Österlen i håbet om en gentagelse af forårsdagen fra i går. Det så ellers meget sådan ud, men det har jeg skrevet mange gange før!

Vinden stod som for 4 år siden. Den var også vendt som for 4 år siden. Faktisk så så det ud som for 4 år siden, så da jeg var gledet ned af den smattede vej og overhovedet ikke tænkte på hvordan filen jeg skulle glide bilen op ad bakken igen, var det med julelys i øjnene og grejet pakket og klart på rekordtid. Det var grumset inde foran, men ude på en kastelængde kunne man tydeligt se den smaragdgrønne farve. Det så ud præcis som for 4 år siden - med eneste forskel, at jeg var 7 dage tidligere på den i forhold til for 4 år siden. Hvorfor gentager jeg nu det? Jo, det var en bragende god dag den dag. Grumset vand, gammel sø der rullede ind og masser af fisk. Nøøøj hvor jeg skulle krane ind igen!

Henrik var syg. Javier var syg. Det troede jeg også jeg igen var ved at blive, men nej... sveden kom sig af varmen i luften. Det var hele 10 grader og jeg stod faktisk og svedte. Foråret var også kommet til Österlen - omend... ikke i vandet, måtte jeg siden erfare. Eller hvad det nu var, der gjorde at fiskene ikke gad at lege.

Jeg kastede og gjorde ved. Byttede endegrej og fortsatte. Men der var ikke noget liv at spore. Jeg tænkte at jeg kunne skifte plads en time eller 2 og så vende tilbage. Således påbegyndte jeg fiskeriet på en anden af de gamle favoritter. Det forblev helt dødt i den anden ende. Gode dyr var rådne og jeg kørte tilbage til det farvede vand - nu lidt længere nordpå i håbet om lidt klarere vand. Det var korrekt med vandet, men fiskene... ja de fandtes ikke her heller, uanset hvor meget jeg kastede. Jeg troede helt vildt på det, men nej...

Da eftermiddag blev til aften og det var tid at finde vejen hjem, måtte jeg stoppe på en sidste gammel kending. Tidligere tiders fiskeri på disse gamle pladser, med Michael, Bo og David fes gennem hovedet på mig. Dengang tog vi altid en fisk her. I dag var det støvsuget for fisk.

Jeg måtte trække mig da mørket var ved at overtage og indse at en fiskedag i super forhold endnu kan kaste absolut ingenting af sig. Ikke så meget som et hug eller en følger. Intet.

Hvem der bare havde fri i morgen. Det kunne nok blive en i særdeleshed fin dag på Österlen. Hvis solen kommer frem.

lørdag den 2. marts 2019

2019.03.02 Så er foråret officielt

Hvornår foråret starter, er lidt uforudsigeligt. Officielt er det første marts - også hos mig, men det er lidt svært at se på forrige år i is og sne og påberåbe sig foråret, når man sammenligner med i dag. I dag var heller ikke noget at råbe hurra for, men is og sne var der i hvert fald ikke.
Andre mener foråret starter når det er forårsjævndøgn - og så var der det meteorologiske forår jeg skrev om sidst. Det har vi nået. Og så er der jo de der havørreder. Hvornår starter deres forår? Jeg ville mene det startede i dag. Vandet var igen 5 grader, men i dag var der lidt fart i fiskene. Gad vide om man ikke kan sige at foråret er her nu, sådan rigtigt? Også selvom der er 19 dage til jævndøgn?

Jeg var sent ude. Skyerne gad ikke rigtigt skride og jeg må indrømme at jeg tror meget på solen. Specielt når det har været køligere et par dage og vinden står i syd. DMI´s nye latterlige version af en hjemmeside, indeholder en enkelt god ting. Det er deres vejrkort i midten på siden. Det er faktisk brugbart i stor grad. Vind, temperatur, skydække eller vandtemperatur... det er ret nøjagtigt og så har jeg i et par dage testet om det holder - og det gør det. Jeg var ellers ved at fjerne linket, for alene at de har fjernet 5-døgneren er jeg sur over. Jeg er udmærket klar over at jeg kommer fra et lille land, hvor vejret kan skifte over Valby Bakke, men jeg vil ærligt talt skide på hvordan vejret er lige nøjagtigt i Sveriges svar på det gamle Østberlin, Trelleborg. Jeg vil bare have en generel vejrudsigt. Så forstår jeg godt at det ikke nødvendigvis nøjagtigt bliver sådan, men hellere det end at jeg kun ser vejret i Trellehula.

Nuvel... vinden skulle ligge på fra Syd og gå i Sydvest. Det stemte. Det stemte også at solen skulle kigge frem omkring 13 tiden. Faktisk passede det på en prik. Det er fedt! Så da jeg gik over den lille strand-eng, var det med solen fremme og da jeg så vandet... suk! Forår, velkommen!

Bølgerne løb over det lavvandede område og rørte hele tiden sand op. Farven var smaragd grøn og det lugtede langt væk af en god dag ved kysten. Jeg nåede også kun at tage et par kast, før der var hug. Det skete flere kast i træk og sluttede med en lille blank der hårdt tog OLR wobleren. De følgende kast viste at der var flere fisk på plads og jeg krogede et par kast efter, endnu en blank undermåler. Så ringede Javier. Han var ikke tilgængelig før nu, men han prikkede rigtigt på tiden. 15 minutter senere var han min rev kammerat. Allerede i hans andet kast var han også en lykkelig fanger. Vi var enige om at det her kunne blive en god dag.

Længere henne i min affiskning langs kysten, kom jeg bag sandrevlen og kunne på lavt vand affiske området ud mod sandet. Der burde være fisk, hvilke de følgende kast og hug også afslørede. Men det var først da wobleren kom ind over det lave vand at jeg endelig både så og fangede en fisk. Bag wobleren gled en større skygge frem. Ligeså tydeligt kom den pludselig mod den lysere bund i fuld fart mod wobleren. Der var kun 30 cm. tilbage før wobleren ville gå i topøjet. Så udløste spinstoppet hugget jeg ventede på. YES! Fuck det var et fedt syn. Større fisk på lavt vand og så huggede den. Desværre viste det sig siden at det var en fuldfed blank nedgænger der ikke kæmpede som den havde gjort i komplet sølvdragt, men dét syn... det var ubetaleligt.

Siden smed jeg min OLR væk. Så knækkede forfangslinen også. Da var jeg lidt ærgerlig. I stedet for at stå og fixe til, gik jeg op for at spise et par medbragte kolde toasts og få orden på linen igen.

Maden gjorde godt. Jeg gik ud mellem Javier og bombardafiskeren med min ADK for enden. Den i kobber. Den plejer at være god når fiskene hugger lidt for meget uden at sidde fast. Sådan var det også i dag. Første kast, inden jeg var kommet ud til ankeldybt vand og så stod jeg med fisk igen. Hvorfor jeg så smed min ADK væk i kastet efter... tja...

Hvorom alting er... Javier og jeg kastede os ind i den skyede aften og med skyerne, forsvandt hug lysten hos fiskene. Dog, ramte Javier en stime lige i masken og nappede hurtigt 3 på hinanden.
Vi endte dagen med en uafgjort 5-5 og var godt tilfredse, kulden i vinden til trods.
Foråret føles ankommet til vandet. Synd at det skal blæse 13 m/s fra sydvest i morgen. Så skal jeg ud, bliver det nok østpå.

søndag den 24. februar 2019

2019.02.24 Endnu mere smag af forår

Ikke nok med at sidste weekend lugtede lidt af forår, så længe man ikke stod ved vandet. Næææh vi bliver i år - indtil videre - beriget med et umådeligt dejligt vejr, årstiden taget i betragtning. Var det ikke fordi jeg havde taget forskud på foråret sidste weekend og dermed (indbilder jeg mig) pådraget mig en led forkølelse, så havde jeg været i badetøjet i dag. Sådan næsten da. Termometeret viste i hvert fald 7 grader da jeg tog afsted, solen bragede ned og det var kun gårdagens tur der uroligt i baghovedet, gjorde at jeg ikke tog tidligere af sted.

I går, lørdag, var jeg nemlig ude et par timer. Vejret var ikke lige så varmt, men lige så fint. Dog havde vinden fra torsdag til fredag, vendt til øst, tiltaget og siden fra øst til SV i løbet af fredagen og trods den aftagende ditto, havde den alligevel udrettet så meget skade at vandet var brunt på stort set samtlige pladser. Således blev en fiske dag, til en fiske tur... og endte i et par kast langt mod øst, hvor vandet var fiskbart, men egentlig ikke tiltalende. Måske derfor jeg intet fangede?

Nuvel... i dag, søndag. Samme fine sydvesten og nu med mere varme. Men ak... jeg havde ret. Desværre. Vandet var ikke klaret op. Jeg kørte først til den gamle dame og gik hele vejen ud. Men måtte efter et enkelt kast konstatere at det ikke var besværet værd. Javier stod i rigtigt fint vand mod øst og jeg overvejede at køre videre østover, men besluttede mig at tage chancen. Javier sagde nemlig også at der var mange ude længere øst på og jeg gad ikke trænges. Den beslutning blev vendt 100 gange på vejen tilbage. Tilbage til ufiskbart vand? Var det nu klogt. Hvad var meningen med den manøvre? Jeg endte med at køre frem og tilbage og følte mig både tåbelig og ubeslutsom. Jeg var kørt tilbage til brunt vand, jeg ikke rigtigt kunne fiske i. Hvorfor?

Så endte jeg ved en gammel fiskebåd og tog min mad frem. Sad og nød den i solen med et kæmpesmil. Sådan en gang grovflutes med sousvide karry kylling, cornichoner, karrydressing, chili, avocado, salat og alt andet tilbehør... mums...
Faktisk så det ikke så dårligt ud her. Faktisk slet ikke. Jeg besluttede at gå strækningen igennem, da mit flute var slugt og gik frem til fortet, hvor der sad 2 svenskere uden at have fanget noget. Vi talte lidt og jeg spurgte om jeg kunne fiske på revet uden at forstyrre. Det var ok og så var formaliterne i orden. Knap så meget i orden, var det måske at jeg i andet kast fik en fisk? Uanset, så skete netop det og så begyndte den gode gamle tro at komme snigende frem. "Uha det kunne blive en god dag det her!"

Duften af forår ude og af Danmark indenfor...
Men men... hvor meget jeg end kastede. Hvor meget de andre end kastede. Javier der kom til senere, end kastede - selv efter han fik byttet til buldo og flue... lige lidt hjalp det. Vandet klarede op. Det så konge godt ud. Men lige lidt hjalp det. Javier talte om 2 følgere på det andet rev, men hvorfor huggede de ikke? Selv havde jeg over dagen lidt forsigtige hug. Men hvad hjælper det?

Jeg endte med kolde tæer og sammen måtte Javier og jeg indse vores - næsten - nederlag på endnu en dejlig dag på kysten med endnu mere smag af et forår der venter lige om hjørnet. Meteorologisk set, er det forår nu, idet døgnmiddeltemperaturen har været over 0 grader syv dage i streg. Det må gerne fortsætte. Jeg gider ikke frost eller den slags øv vejr nu. Ikke nu hvor dagen er tiltaget med 3 timer og 14 minutter.

lørdag den 16. februar 2019

2019.02.16 En smag af forår på godt og ondt

Der er gentagelser i et hvert liv og et hvert forløb. Mine består i at jeg ved de første spæde forårstimer, død og pine ABSOLUT indbilder mig at det er så skide meget forår, at handsker og hue da ikke behøves. Der går sådan cirka 2 minutter og 3 sekunder fra jeg stiger ud af bilen, til jeg er rocker kold og indser at min forårsforelskelse langt fra er til stede på kysten, hvor meget jeg end gerne vil det. Men i år lykkedes jeg at være en lille smule klogere. Jeg havde ekstra handsker med! Tag den, fake forår!

At jeg så glemte dem i bilen, kan vi lige bortse fra...

Jeg kørte langs kysten og så den ene fede plads efter den anden. Men på dem alle stod den ene flok af fluenørder efter den anden. Jeg kunne ikke lade være at grine. Det der sociale fiskeri, hvor man står en fluekastelængde fra hinanden og kaster mod sin rev kammerat. Sikkert hyggeligt et sted, men jeg er blevet så gammel at jeg slet ikke kan se charmen ved det. Jeg vil have mit rev i fred og behøver ikke sidde med min fiskestang oppe i nakken og sige "reje æder" fordi jeg fanger en fisk. Jeg skulle måske også lige starte med at fange en fisk, men det var så også målet med dagens tur - hvilket det her forresten drejer sig om.

Da jeg havde kørt lidt længere end planlagt, kom jeg frem til en af mine rigtigt gamle kendinge. Hun lå så smukt der, forårsbleg på land og guddommeligt indbydende i farven i vandet. Jeg elsker den plads. Kan betrædes i alt slags vejr og i marts, når tobisen sådan rigtigt er i gang, så kan man være heldig at vade rundt i stimer af fisk. Sådan gik det ikke i dag. Jeg tonsede revet af fra spidsen ud mod den anden spids. Inde i bugten og tilbage. 4 grader og masser af svæv. Vand der i marts havde kastet enorme mængder fisk af sig, men i dag, en spæd forårsdag i februar... kun havde en der kastede. Og det var mig. Kastede ud i det tomme smukke intet.

Jeg gik til bilen og indtog min medbragte suppe. Alt var som det plejede. Suppe, ingen fisk og dejligt ude. Den næste bugt så fed ud. Den fiskede jeg så af. Først i den ene ende, så i den anden. Men kun jeg, mente der skulle være havørred her.

Så kørte jeg. Hvorhen vidste jeg ikke, men nu var der gået 4 timer og ikke skyggen af fisk. Javier stod på den plads, jeg tilfældigt landede på. Han var lige gået af vandet og sammen stod vi der og mente at vi skulle have fisk.
Således gik det så endelig på den sidste plads. Det så egentlig grumset ud, men vinklen fra solen, farvede vandet mere oppe fra set, end det faktisk var. Faktisk så var det så guddommeligt lækkert her også, at jeg endnu engang besluttede mig for at tro på det. Rigtigt meget. Og sørme om ikke jeg havde hug 2 kast i træk. Mega forsigtige hug, bølger og vind til trods. Altså for helvede... i marts havde de tordnet på, indbildte jeg mig. Jeg skiftede agn og krog. De skulle sidde fast! Javier landede en fisk, jeg gik videre. Endnu en fisk markerede min agn. Men så var jeg åbenbart blevet træt af agn, for pludselig beholdt en sten min OLR wobler. Da var jeg blevet kold og ved at blive hammer sur. Der var fisk, de huggede - jeg fangede ingen og nu smed jeg fandme også mit grej væk. Fuck jer!

Jeg gik tilbage til stenen, hvor jeg vidste der stod fisk. Så fik jeg endelig en på og så var der det der med gentagelser. Den røg af... det er et eller andet der sker hvert år ved den første fisk. Jeg fatter ikke hvordan, men sådan er det bare. Det var der, jeg bestemte mig for at det kunne være nok nu. Nu ville jeg have en fisk. Så den huggede så et par kast efter. ENDELIG. En flot lille blankfisk var oppe og hilse på og så fik jeg det straks meget bedre. Tak for hjælpen havørred!

Der skete ikke mere i landinger. Men der var fisk der ude. Forsigtige hug og en enkelt følger, afslørede flere på plads og Javier skræmte en på vej ind. I morgen du... i morgen er det slet ikke sikkert jeg får tid at komme ud. Nå, men vi ser... foråret er, vist nok, sådan lidt i gang.

søndag den 10. februar 2019

2019.02.10 Rav tur i regnen

Blæsten i går var ikke noget at tale om. Vist var der sus i skørterne, men ikke noget der kaldte helt vildt. Alligevel tænkte jeg at jeg ligeså godt kunne tage ud en tur ud i det fri, nu jeg regnede med at Sydkysten var lukket for fiskeri, netop på grund af blæsten. Men det var den ikke. Vandet var rigtigt klart og vinden der stod lige på, fik mig flere gange langs kystvejen, til at overveje at hente fiskegrejet i stedet og lade rav være rav. Men jeg fortsatte. Fiskeriet er endnu i de træge perioder og selvom man kan lykkes med enkelte gode dage, er det mere og mere foråret der lokker mig. Så mange gange jeg har stået derude og fedt har det været, men så alligevel... at traske hjem uden fisk.

Nej, det blev en rav dag og det fortrød jeg ikke, for netop ankommet gik jeg kun et par meter langs vandet og så en plamage tang i vandet - nede i den, lå der er et stort flot stykke på 24 gram. Fed start! Længere henne, fandt jeg en lille glasklar bid og så gik det sådan lidt slag i slag. Der var ingen åbenlyse områder, men der lå lidt rav her og der.

Da jeg efter 19.000 skridt kom tilbage til bilen, havde jeg 65 gram nordisk guld i lommen. Drivende våd udenpå, men tør indeni og med et smil på læben. Det er dejligt at være ude!

søndag den 3. februar 2019

2019.02.03 Fri for fisk - igen

Mens det ene skridt afløste det andet over knap 5 km., tænkte jeg over om det overhovedet var besværet værd. Siddende her i sofaen er svaret ja... men mens jeg gik gennem den ene mudderpøl efter den anden, det ene lag dynd og tykke lag tang efter det andet, det lave vand og de glatte områder og med den kolde vind lige i masken var tankerne, jo længere ud jeg kom, mere på en solrig april dag med krappe bølger og en 6-7 grader i vandet.
Jeg måtte skifte hænder til at holde stængerne hele tiden. Den ene hånd i lommen, den anden ude i det kolde miljø - så byttede vi plads og den frosne hånd kom i lommen et par 100 skridt inden det var tid til en ny bytter. Men til sidst nåede jeg frem og så var min første tanke faktisk; Hvad fanden skulle jeg egentlig helt herude?

Jeg begyndte at vade gennem det sidste lave vand og kom efterhånden ud på kastevenlig dybde. Nåede langt om længe området, som kajakken af flere omgange har sejlet over. Her kunne der være fisk. Vandet kom inde fra området og var sikkert lidt mere venligt end det mere salte miljø ude i vest. Der var blød bund, små tangområder. Mon ikke der så var en fisk på den anden side af 6 kilo der ventede på at få Henriks Cola wobler i kæften?

Jeg kastede og gik. Gik og kastede. Der var ingen sultne kæmpehavørreder. Der var heller ingen små. Der var 2 både ude og 2 gutter på land på den anden side. Og så mig. Mig der havde trasket i flere dage, for endelig at komme herud, for så at indse at den besværlige tur med kajakken ikke var mindre besværlig til fods - for atter engang at indse at besvær eller ej, så var der endnu engang ingen belønning for indsatsen. Det havde jeg måske heller ikke forventet, om jeg nu skal være ærlig. Men man ved aldrig, vel...

Jeg fiskede grundigt området af, gik længere og længere ind, men lige dødt forblev det.

Så undrede jeg om Sydkysten stadig var ligeså flot i vandet, som da jeg kørte forbi i morges og traskede så de der +4 km ind igen.

Sydkysten var ligeså flot! Der var endda varmere i vandet - eller varmere og varmere... 2 grader ik´. Men i det mindste det dobbelte af forrige plads. Det lyder bedre at sige det sådan. Vandet var dobbelt så varmt hernede!

Men det var fiskene iskolde overfor, for nu at bruge en passende term. Ikke skyggen af fisk, hverken på den ene eller anden plads. Men siddende her i sofaen havde jeg en forbasket dejlig tur ude i den rå natur. Og øllen, nu hvor jeg har fået varmen, er dejligt kold. Skål :-)

søndag den 27. januar 2019

2019.01.27 I survived the Blizzard of 2019!!

Det er nok et af verdens mest utaknemmelig job at være meteorolog. Jeg er et eller sted glad for at jeg ikke valgte at gå den vej, trods en del spørgsmål om netop dette, da jeg syntes at vejret er interessant og gennem mange år har samlet vejr data og så videre.

Snestormen januar 2019 så ud til at blive vild og hård. Vestjylland ville ligge i tø-linjen der skulle skære ned over Fyn og Lolland. Nord for den: Frost, hård vind op mod 19 m/s og sne. Fedt mand!
Avisoverskrifterne lod os forstå at dette ikke var magsvejr og på Bornholm bad Bornholms Folketidene folk om at blive indendøre og have en sneskovl klar - hvad man så skal med en sneskovl indenfor...

Selv glædede jeg mig både til snestormen, men ikke mindst de mange sekundmeter fra øst og sydøst. Det er nemlig rav vejr!

Og så blev det lørdag aften. Temperaturen steg. Så kom den over nul. Vinden rørte sig ikke rigtigt. Så begyndte det at sludre. Slud gik over i regn og da jeg vågnede søndag morgen pissede det ned, mens temperaturen stod på 2,8 grader. Og vinden... ja den løb med 6-7 sekundmeter fra sydøst.
Nuvel... grejet var pakket og klart og jeg satte mig i bilen på denne sæsons sidste tur til Måkläppen. Men som vanligt var man hverken alene og den manglede vind gjorde det ikke let at finde noget rav. Danmark endte med VM-guld i håndbold - Jeg endte med 8 stykker af nordens guld - alle små stykker, som blev fisket op fra store områder med løs tang. De andre jeg mødte led samme skæbne, men vi var enige om en ting:

Vi overlevede alle snestormen januar 2019!

lørdag den 19. januar 2019

2019.01.19 Med vinden i ryggen

Sammen talte vi om kajakken, Javier og jeg. Vinden, solen og vandet på dagen måtte afgøre det. Men som så mange gange før, vågnede jeg op til en lidt for frisk vind, siden en melding om temmelig brunt vand og som jeg forstod det, ikke fiskbart eller kajakvenligt på Sydkysten.
Så blev morgenen til formiddag og formiddag til middag og jeg vidste ikke rigtigt om det skulle blive eller ikke. Og så blev det alligevel, da jeg i en pludselig indskydelse tænkte, at ok... det kan jo ikke gå værre end det har gjort indtil videre og samtidigt får jeg en tur ud af det.

Således trampede jeg over engene med seneste melding fra østsiden, hvor der var helt stille i vandet og fuldstændigt glatbarberet for fisk. Ak ja... jeg sparede da de kilometer i det mindste og trampede mine egne i håbet om at jeg kunne finde en lille havørred. Eller måske endda en stor!

Støvletrampene blev mange, men ikke så lange. Så kunne jeg skimte lidt mørkere bund og lagde de første kast ud i området. Som forventet, men ikke pessimistisk ment, udeblev al kontakt til liv. Jeg gik videre. Målte temperaturen. Min forbavselse var stor. 1 sølle grad i vandet. Suk. Det måtte godt være lidt varmere, specielt nu solen ikke var fremme. Men jeg troede faktisk lidt på mit projekt og gik videre. Skræmte en havørn, der var i gang med sin middag. Den lettede ud over vandet og da jeg nåede dens seneste position på land, kunne jeg godt se at det havde været en sulten en af slagsen. Der lå kun fjer tilbage. Resten var nok endt i dunken.

Jeg trampede rundt. Fik tilbagelagt en 7-8 kilometer. Gå-fiske-natur-tur. Det var dejligt. Jeg stod med vinden i ryggen. Vinden der kørte med en 8-9 sekundmeter fra vest og var 2 grader. Ikke det fedeste at stå med lige i masken, medmindre der var fisk på vind siden. Jeg fandt ikke ud af det.

Et opkald om at bil nummer 2 - den uden turbo - ikke ville starte mere, grusede morgendagens planer for fiskeri og afgjorde dagens plan for fortsat fiskeri, fordi jeg måtte tage hjem og lege assistance.
Hvad gør vi nu, lille du...

lørdag den 12. januar 2019

2019.01.12 Forunderlige januar - mærkelige fisk - dårlige kystfiskere

Der skal så lidt til. Så lidt - og alligevel så meget. Fryden ved at køre hjem med enten en stor fisk i bagagerummet eller i det mindste et par fisk i hånden under dagen, havde ændret alt.
Alt, der ville afgøre en dag fra at have været god, underholdende, våd... kold... til at være helt suveræn. Ikke mindst... i særdeleshed ikke mindst, fordi man næsten er alene ude i det rå vejr.

Men suveræn blev den aldrig. Desværre. Det så ellers sådan ud. Som så mange gange før.

Eller det er måske også at tage i - ligesom vinden. Faktisk var det sådan at jeg havde alt kajakgrejet klar. Bilen var ved at blive pakket, da vinden alligevel vendte. Tog i. Kajak udrustningen blev liggende. Jeg blev siddende i sofaen. Igen. Så ringede jeg til Javier, fordi han også havde indtaget den samme position som jeg - stik mod forventning - da han dagen i forvejen nærmest var ved at købe hus på Österlen med kajak port ned til havet. Nææh... han sad derhjemme, da dagens vand nåede ham og jeg. Jeg forstår ham. Vi aftalte at jeg hentede ham 30 minutter senere, så kunne vi køre ud i verden og tjekke vores kyst. Vi kørte den ene vej. Så vendte vi min bil og kørte den anden vej. Mørkt, grumset, sort, mørkegråt, møg-hamrende sort. Mørkt med mørkt på. Vi blev ved at køre. Talte om at vende kareten igen. Rådvilde.

Det var faktisk ude på overdrevet da vi ville køre sten-saks-papir for pladsvalg. Det kom aldrig dertil. Vi landede på den vel nok, eneste mulige plads. Og så var vandet slet ikke så ringe endda. Faktisk langt fra.

Faktisk så det kanon godt ud og der stod kun 2 flue tosser og prøvede at forcere vinden i bagkastet. Der var bestemt heller ikke rart uden for bilens vindstille miljø. Vinden tog i og regnen begyndte at stå sidelæns. Men vi var på revet. Fluerne gik hjem. der var kun en tilbage og han stod længere inde. Her måtte der være en tyksak på den anden side af 4 kilo som kun ventede på at få præsenteret vores endegrej. Vandet var let farvet og der var tryk på hver eneste skæve bølge, hvilket gjorde vadningen usikker over revet. Og så havde jeg et klokkeklart hug. YES... de var der, præcis som jeg havde regnet med. Minutterne gik. Minutterne blev til kvarter. Kvarteret til halve timer og til sidst en time. Mindst. Fingrene gjorde ondt. Jeg måtte gå op og holde en pause i læ.

Pausen gjorde godt i ben og fingre. Så stod jeg der igen. I en time. 2 timer og lidt mere. Pludselig var dagen ved at gå på hæld. De tunge regnskyer hjalp givetvis heller ikke på dagslyset. Jeg blev derude. Jeg ville fandme have den skide havørred. Havørreden var ikke min ven mere - nærmere en fjende der SKULLE besejres. Men havørreden vandt i dag. Igen. De 4 grader i vandet, den let grumsede høje urolige sø. Den mørke januar himmel. Den besværlige vind. Ingredienser der kan fryse din næse og overlæbe så meget, at du har svært ved at udtale ordene korrekt. Ingredienser der kan kaste et par fede havørreder af sig.

Men ikke ingredienser der i dag kunne blandes i den store gryde og bruges til noget. Desværre.

Hvad så med i morgen Anders? Jo.... med de 15 sekundmeter, så bliver det nok lidt svært. Lad os se! Der er noget viking over at være ude, når alle andre er hjemme. Også selvom fiskene ikke er hjemme :-)

søndag den 6. januar 2019

2019.01.06 En fantastisk dag på Sydkysten og så alligevel... måske ikke...

Bilen uden turbo kunne lige klare opstarten og heldigt for det, for her havde jeg pakket den og skrabet ruderne fri og så skulle det da lige passe at den ikke ville starte. Men vi tøffede over sletten med østlige pladser som destination, Mazdaen og jeg. Javier var taget ud lidt før mig, så jeg kunne ikke tilbyde ham at køre med, men ham ville jeg møde senere når/hvis vi kom frem.

Hvis altså ikke det lige var for det der vand dernede i bugten. Hvorfor var der ingen der fiskede der og hvorfor blev folk ved med at skrive om grumset vand? Det så perfekt ud og da jeg trådte ud for at kontrollere at det jeg havde set fra vejen også passede - ja, så skulle du se en fisker flyve. Flyve fra vandet, tilbage til bilen og ned til vandet igen. Nu med komplet kysthabit.

Hold kæft det så godt ud. Det var slet ikke grumset. Der var svæv i vandet, men det var klart og vinden stod på med en 4 sekundmeter fra VSV. Med solen fremme, skulle jeg kun kaste 1 gang, så fik jeg en 4 kilos fuldfed bamse. Og hvor fanden var alle de andre henne?

Jeg tog kast nummer 20. Stadig ingen fisk. Længere ud, længere hen. Langs kysten. Bag stenene. De var der. Ingen tvivl om det. Men jeg trak en nitte, for nu at være ærlig. Der kom "endelig" 2 andre fiskere ned. De kiggede på mig, på afstand og gik til min glæde den modsatte vej. Jeg havde 2 kilometer havørred vand i topklasse for mig selv. Ventede på at jeg blev afsløret fra vejen, men det var vel mest folk på søndagstur og folk med trailere der var ude, for alene forblev jeg.

Jeg bestemte mig for at indtage noget mad. Lade solen varme det kystnære lidt op og give de store havørreder noget fred, så de var mere klar til anden runde. Jeg var i hvert fald mere klar end vandet og med sejren indenfor rækkevidde satte jeg mig op til bilen for at køre en gang gullasch ind. I mens jeg spiste afventede jeg Javier der fra Østfronten intet havde mærket og derfor valgte at gøre mig selskab.

Da Javier så vandet, bekræftede han mit syn på det. Der var kun et spørgsmål om tid og hvor stor den var. Men sammen kastede de mere og mere kolde lykkeriddere sig gennem hver kubikmeter vand, for kun at indse at det var havørreden der atter engang vidste bedst i dag.
Der var en fantastisk dag på Sydkysten og så alligevel ikke helt, for går man fra vandet tomhændet i den slags forhold kan ikke lade være med at være en smule ærgerlig.

Aj altså... det var en fantastisk dag. Et brag af en vinterdag med forårsfornemmelser.