onsdag den 19. februar 2020

2020.02.19 Se mig... se mig... se mig... eller ikke

Bare rolig... jeg går IKKE imod mit tidligere indlæg og skal til at være influencer og have gratis gaver og få gratis mad fordi jeg anser mig selv for kendt - det gør jeg nemlig ikke.

Nej, jeg lever mit stille liv og behøver som ikke gøre et stort nummer ud af det. Og dog... Jeg har jo statistikker på min blog og kan godt se at jeg i Rusland og andre suspekte lande er meget populær. Du ved som jeg, at det er alle de her søgemaskiner der bare ligger og tøffer rundt på nettet i en uendelighed, nogle til skade - andre til absolut ingenting. I hvert fald ikke for en lystfisker uden fisk, som jeg.

Men, statistikkerne siger også alt det, som taler imod mig - men følger tidens tand. Hjemmesider/blogs er ikke særligt stigende i popularitet desværre. Jo ok... hvis du lever det vildeste luksusliv, som andre kun kan kigge langt efter, så måske. Men for mig... Nej.

Nu til dags, er det "nu og her" medier og som sagt gerne det bedste, vildeste, sejeste og så videre.
Jeg har ikke det bedste, sejeste eller vildeste - altså målt med andre. Men jeg vil gerne dele det jeg har, da jeg også laver andet end at fiske. Derfor har jeg tilmeldt mig noget så moderne som Instagram. Fy for helvede!

Men da jeg ved at I trofaste læsere, kun udgør en mindre skare og at jeg kun en sjælden gang i mellem får lidt ekstra besøg, hvis andre reklamerer for min blog, så kan jeg ligeså godt dele lidt på Instagram også. Statistikkerne siger jo også at I som regel kun læser seneste indlæg og klikker på seneste billeder - hvilket er helt naturligt.

Så mere eksponering - men det er nu kun fordi jeg i min egoistiske lille verden ikke syntes at mine ord skal gå til spilde, nu jeg alligevel har skrevet fiskedagbog i ... øh... faktisk 15 år. Shit mand!

Lad mig se hvordan det går... du kan følge mig under... næh det må du selv gætte ha ha

Mad, grill, øl, fiskeri, havørred, rav, uvejr, Østersøen, Vesterhavet, Hobiekajak... flere tags kommer, som jeg lærer dem at kende, MEN... det går ikke ud over fiskedagbog.dk

Det er bare et ekstra krydderi - et moderne et af slagsen.

Alternativet er næsten at lukke bloggen helt og gå super-duper nu-og-her online, men som tidligere skrevet, er jeg tilhænger af en gammeldags hjemmeside/blog, omend jeg nok er den største læser i sidste ende.

lørdag den 8. februar 2020

2020.02.08 Syd i syd

I starten af februar er 4 timers fiskeri og 2 blanke ikke at kimse af meeeen... dig der havde set det vand jeg fiskede i i dag, havde været helt enig i at der endnu en gang var noget at brokke sig over. Brok, brok og mere brok!

Eller skal vi tage den positive?

Ok så... jeg fik et afbud fra Javier (måske ikke så positivt) som først ville komme ud senere, hvorfor jeg drønede til Sydkysten alene. Vinden stod i ren syd og solen var fremme. Hvis lige det der højvande kunne holde vandet klart fordi vinden var i syd, så... og fandme så! Jeg tvivlede, trods øjnene ikke tog fejl oppe fra parkeringen. Men det stemte og jeg var lige ved at skrige da jeg gik i  vandet. Det var så hamrende fedt i farven at jeg næppe skulle vente længe på det første hug.

Og sådan blev det! Inden for 10 kast havde jeg haft flere hug og på mellemdistancen nappet en rigtigt flot - men tynd - blankfisk over målet. Nøøøøj hvor det så godt ud og for fanden i helvede hvor det ville give fisk det her! Jeg måtte skrive til Javier at han skulle aflevere ungen til svømning omgående og komme afsted. Det var i dag vi kunne og skulle tømme Østersøen! Og så gik jeg tilbage i den grove sø der umuliggjorde vadning mere end 20 meter fra stranden. Jeg tog imod den ene bølge efter den anden, men fordi solen var fremme og vandet så ud som det gjorde, så mærkede jeg aldrig at der gik halvanden time uden så meget som et hug. Jeg frøs heller ikke, men stod bare og dampede det ene kast afsted efter det andet i min venten på alle de hug, der ikke kom.

Da jeg indså at jeg havde ramt en stime og at det kun var mig der havde været oppe i højeste gear, begyndte maven af få mere og mere plads i tankerne.

Jeg tog revet fra ende til anden igen, men endte til sidst i bilen i min jagt på de blanke. I dag var det den omvendte verden. Den forladte fiskeplads, var fiskbar - de andre var knapt fiskbare, men jeg endte med at lukke munden på min mave, eller det kan man egentlig ikke sige, idet jeg måtte åbne munden for at lukke munden på maven... eller... ja jeg spiste min mad for fanden da!

Tilbage på startpladsen, var det med fornyet energi og en svagt aftagende vind, samt søer. Ikke at jeg kunne komme længere ud, men det var ikke samme våde omgang. Men fiskene kunne slet ikke følge mine forårstanker. En enkelt huggede helt ude i bunden af kastet og bød på en god fight i starten, men fulgte siden pænt med og jeg kunne dernæst afkroge en fed blankfisk under målet. Og så endte dagen, da jeg en halv time smed min Silling væk til en sten.
Men hvilken fed dag på kysten - alene på grund af farven i vandet og solen der var fremme.
FEDT!

onsdag den 5. februar 2020

2020.02.05 Konkurrencen Blänkaren 2020



Klik på billedet eller HER og du kommer til info siden. Hvis sproget er lidt for svært, så sender du bare en mail.
Har du ikke min mail - skal du have en Google konto for at skrive en kommentar nedenfor, så kontakter jeg dig :-)
Det der "Swisha" er bare Mobilepay på dansk. Jeg skal nok sørge for tilmelding, hvilket jeg gør for et par stykker hvert år.

lørdag den 1. februar 2020

2020.02.01 I nye vande

Det var en af de weekender, hvor vejr og familie og tildelt fritid skulle gå op i et.
Det lykkedes også med lidt planlægning - måske ikke lige planlægning af vejret, men det fik så Javier og jeg på nye veje, til pladser jeg ikke har set i mange år eller aldrig set. Vejret skubbede os derop og vi fik en udmærket start på dagen i nyt set-up, helt alene ude.

Javiers gamle hjemmebane - for mig ny strækning. Hvor fint her var. Og vinden løb perfekt ind skråt udefra, men vandet var godt nok specielt på overfladen. Man kunne ikke rigtigt se igennem det, trods det var klart. Skyerne hang også tungt og truede for hver 7. sekundmeter med regn. Den kom også, men ikke i de mængder skyerne ellers ville vise de kunne sende ned. De pustede sig op, gjorde de! Indtil solen kortvarigt kiggede lidt skævt igennem og gav os endnu mere håb, på denne faktisk ret så fede fiskedag. Havørreden kan jo godt lide det her grå vejr vejr - selvom solen altid ville være bedst at have med fra oven i det tidlige forår.

Men havørreden har sit eget liv. Mærkelige fisk, som vanligt. Allerede i tredje kast, inden jeg var kommet i vandet, havde jeg en mindre følger langs land. Tænkte det nok. Der er ikke rigtigt tobiser endnu, ej heller sild i mængder og alle de andre større byttedyr, så havørreden ynder at gå tæt på land, således også denne som sikkert har tænkt at den der Silling vist ikke var en reje. Jeg så ikke mere til den fisk og knoklede mig ud med mine nye vadestøvler med Wibram sål. Det er ikke fordi jeg er fan af det der gummi fis. Men efter sidste gang jeg havde den slags og heller ikke var tilfreds, så bestemte jeg mig for at lade alle de positive kommentarer om sålens effekt, komme et nyt par til gode, nu filtsålen på de gamle var mere eller mindre revet af.

Ude bag stenene, kom en underlig bølge bag blinket. Sig mig, var det fisk? Så mærkede jeg et let stød og da blinket var inde, vendte en flot havørred bag blinket i et stort skvulp. Det så fedt ud, men den kunne godt have åbnet munden lidt mere! Den så jeg heller ikke mere til - og det samme gjaldt den lille ørred der lavede en lille hvirvel langs land, da jeg var på vej op igen. Op til Javier der med buldoflådet intet havde set eller mærket - jeg der ellers tænkte at han slog mig med længder i dag.

Men sådan er de fisk jo nogle gange. Vi fiskede os over revet - valgte et nyt syd for havnen og efter grundig gennemfiskning og selskab af 6 andre, valgte vi at køre til hjemmebanen, fordi der gik rygter om klart vand, vinden til trods. Vores rygtesmed skylder en omgang. Vandet var langt fra klart. Det gik vel at fiske, men efter en gang bølgebrydning på revet og 4 andre rev var kørt til beskuelse og vi intet havde mærket, bestemte vi os for at afslutte fiskedagen med resterne af den 5J skinke jeg kom til at købe fra Spanien. Det var nu ikke så ringe endda heller!

Vi må se med de nye støvler der. Måske kommer de til salg snart. Det er størrelse 13 og de er vildt fede at have på, men filt er og bliver vist min favorit - nu skal jeg dog lige prøve at vænne mig til Wibram igen. Så må vi se om du kan købe dem billigt om et par ture.

En lille hilsen til dem der lader det der plastik sidde på deres korkhåndtag når de køber ny stang... :-)

søndag den 26. januar 2020

2020.01.26 Østersøen giver - Østersøen tar´... og i dag gav den...

... mig en kæmpe skovfuld vand og den tog jeg med hjem. Der var vand i alle lommer, ude og inde på mine waders og vand på tøjet et stykke ned af trøjen. Og jeg var ikke væltet - men jeg skal love for vandet var vådt og tungt i dag. Jeg der ellers havde drømt om en fantastisk dag på Sydkysten og som nu sad i en tung udgave af mig selv, med dug på alle ruder og havde rosinfingre mens varmen langsomt vendte tilbage til livet. Så var den der alligevel, varmen. Den varme der på de køligere januar dage blæser ud gennem jakke ærmet og forsvinder ud i atmosfæren... varmen der definitivt ikke lader til at vende tilbage. Nogensinde. Overhovedet.

Men det gjorde den. Javier kunne også mærke det - langsomt men stille kom den tilbage.

Vi kunne ellers godt være gået for et par mørkegrønne siv dernede på stranden. Urørlige, drivende våde og lidt kolde i det, sad vi der og kiggede på Sydkysten der brusede ind. Det var ikke lige sådan vi havde tænkt dagen skulle gå, men sådan er det jo tit med den vejrudsigt. Solen der blev til skyer. 7 meter i sekundet der blev til 10. Det klare vand der blev til uklart...

Ak ja... men Sydkysten. Dér var vi! Og på første plads behøvede vi ikke stige ud. Det gjorde vi heller ikke på plads 2, men nummer 3 fik da et kvarter i behagelige bølger, inden vi trampede ud på plads 4 og gav den en skalle i rå sø der kom ind. Jeg tog pålandsvinden og de dertil voksne bølger og lykkedes vist nok med et hug eller 2, men det var ikke sø man ville stå i medmindre den store huggede lige om øjeblik og da det ikke skete, så blev plads 5 næste stop. På grund af dybden ude foran var søerne rigeligt store da de kom ind og det var først halvvejs ude på revet at jeg indså at jeg ikke var lang nok til at komme ud til min sten. Stående i vand til skridtet fik jeg testet at vadejakken år 2020 stadig var vandtæt - hele vejen op. Det var den! I dén slags vejr, lige knap og nap, har jeg flere gange på den plads "skovlet" fisk ind, men tangen i vandet gjorde sit til at forstyrre og så var der de bølger der. Jeg måtte søge i læ inde i bugten, hvor Javier fornuftigt havde valgt at stille sig. Der var langt mere kvalitet for pengene bag revet, men fiskene ville ikke lege. Jeg fandt ellers en pragtfuld sten at stå på og jeg havde længe et par ultra fede kast med fede syner af en grov blank der tog bedraget og det var først da en stor bølge rev mig ned af stenen at jeg måtte indse at jeg bare var et mørkegrønt siv inde på land... halvslattent, drivende vådt og uden fisk...


Men jeg fik da noget Østersø med hjem i lommer og tøj og Javier fik en sortfisk på sidste plads, som havde hugget knaldhårdt. Det er lidt mærkeligt at stå ude en hel dag og give den fuld gas, for at indse at det bare ikke var besværet værd. Eller igen... det er jo altid en fornøjelse og alt det der, men for filan hvor havde en blankfisk siddet godt i dag.

søndag den 19. januar 2020

2020.01.19 Sol, sol og mere sol

Er der noget jeg kan lide, så er det sol. Sol over land, når man der i januar står udvadet i det kølige vand og næsen drypper i samme tempo som bassen pumper på et diskotek lørdag aften. Og så solen, der endelig overvinder det grå lag af inversions skyer og langt om længe lader sine stråler lyse over land - og vand.

Sådan startede dagen ikke, da Javier kom og hentede mig. Det var gråt og ingen udsigt til den gule deroppe, trods vejrudsigten havde lovet modsat. Selv kludemiklerne på DMI havde lovet sol, så det passede nok godt at den så ikke var der.

Vi stoppede selvfølgelig på de lokale pladser, allerede rådvilde om hvor vi skulle fiske i dag. Men vi blev alligevel enige om at blive i syd. Vores hjemmebane. Og vores hjemmebane i brunt vand. Det (føles det som) evige brune vand. Jeg var faktisk ude i går et par minutter. Det vil sige, jeg var længe væk hjemmefra, men selve fiskeriet blev udøvet relativt kort fortalt:

Plads 1: Rå vind der buldrede ind sammen med bølgerne. Klart vand og det så faktisk godt ud - sådan indtil blinket kom til syne og viste at der var rigeligt med tang til både blink og knuden ovenfor.

Plads 2: Rå vind der buldrede ind sammen med bølgerne. Spritklart vand og det så pikke hamrende mega skide godt ud. Surt var det at erfare at de samme forhold gjaldt her. Rigeligt med tang længere ude, hvilket spolerede min halve fiskedag mere eller mindre.

Plads 3: Ja, det var så der jeg indså at selvom jeg er sej og den eneste ude i det hårde vejr, så var der nok en grund til det. For også her måtte jeg trækkes med tangen igen. Hvor surt.

Og da fisketuren i dag blev aftalt og jeg fik "nyheden" om at vandet ville stige med 60 cm., så vidste jeg godt hvad der ventede. Brunt vand. Igen.

Så vi kørte videre til næste plads. Gik ud for at kigge. Japp... det var som ventet brunt og kørte videre igen. For så at gentage proceduren. Og så kunne vi ikke bare skimte, men tydeligt se klart vand et par kastelængder ude. For fanden altså!

Vi landede på en af de sikre. Selv her var der lidt grums, men ikke på samme måde - og så gennemfiskede vi strækningen indtil maven knurrede og den obligatoriske gullasch kom over blusset. Og så skete det... solen... den nærmest tvang sig adgang gennem de grå skyer og lyste lystigt over de 2 fugtige fiskere der sad i læ i det brune græs og nød deres mad. Solen varmede til med. Det var guddommeligt. Javier så en edderkop krybe frem og jeg en tangflue. Selv insekterne syntes om dagen og vi sad længe - altså Javier og jeg, ikke insekterne - og nød de lune stråler. Det var helt igennem outstanding.

Men... vi var på fisketur og lidt modvilligt rejste vi os fra vores leje i læ og gik til fiskeriet igen. Den sol der...

Og da jeg kastede over revet, lige dér hvor det breder sig ud, stod jeg og var lidt halvdøsig i solen. Lige dér huggede det. Jeg nåede at dreje 3 omgange på hjulet og var slet ikke forberedt på sådan et kanonhug. Jeg fik nærmest et chok og der gik tæt ved 1 sekund inden jeg faktisk fattede at jeg havde fisk på, som jeg dernæst begyndte at fighte ind. Desværre var mit sløvsind nok delvist skyld i at jeg tabte fisken, men fandme... vi havde fundet fisk. I solen!

Der skete ikke rigtigt mere på pladsen og vi kørte retur til det brunere vand, der efter en ordentlig gennemfiskning og tro på projektet blev afløst af endnu mere brunt vand.
Sådan nogle januar dage er ikke lette i fiskevej, men når solen er fremme og man hygger sig, er det nogle gange også mere end rigeligt.
Men derfor skal den der 6 kilos da ikke holde sig tilbage, hvis den skulle læse med her...

mandag den 6. januar 2020

2020.01.06 Sydkysten deroute

Den lange weekend skulle bruges på fiskeri. Om det var der ingen tvivl! Men hvor det om lørdagen var fint vejr, fiskevand, så stod søndagen for en ko-vendning. Ikke at det begyndte at sne eller den slags, men vinden tog kraftigt i en overgang og Østersøen syntes ikke at det skulle gå ubemærket hen på min sydkyst. Således vågnede jeg op til en besked om at de minus 20 centimeter, vi havde fisket i om lørdagen, var forvandlet til 70 cm plus. Altså 90 centimeters stigning, for den matematisk uddannede.
Det indebar, sammen med vinden, at alt det tang der havde ligget på land - atter engang var at finde i vand. Og så var det brunt til med...
Således fik jeg købt isolering og sat ny udluftning op på gæstetoilettet og ikke trukket i mine waders, som meningen var.

Så i dag... fandme om fiskene skulle have fred! Javier og jeg var lidt sene, idet vandet stadig stod højt, dog kun 30 cm over, men vi vidste godt det ville blive en svær dag. Og således fik vi kørt langs kystvejen helt til Ystad - kastet et par steder og faktisk ikke fisket, sådan rigtigt. For var det ikke højt og uklart, så var det uklart og højt - eller med tang. Det var simpelthen ikke muligt.

Indtil vi fandt en af de fælles favoritter og tænkte at fandme nej... det eller sofaen og det så faktisk rigtigt godt ud, da vi endelig var møvet ud på revet. Nitten var de mega bølger der rullede ind og gjorde det til en balancekunst at holde grejet under kontrol, samtidigt som kroppen skulle holdes tør - og helst stående lodret. Jeg fik nok efter 10 minutter. Ikke fordi jeg ikke kunne klare det, men det er januar og der er ofte langt mellem huggene og så fedt er det ikke at stå i, når det ikke vælter ind med store fede blankfisk.

Vi kørte til dagens første plads vi havde stoppet ved. Det så faktisk fiskbart ud. Tænk at vi skulle til Ystad for at vende tilbage igen. Suk!
Revet fik en ordentlig tur og vi troede rigtigt meget på det - ikke mindst fordi vi her kun skulle hoppe lidt for de store søer der kom ind.

Da vi sad med en yderst velfortjent varm skål suppe, ringede telefon pludselig flere gange. Siden begyndte Javiers at ringe.
Ok ok ok... slap af... vi tjekker... og op dukker et billede af en blankfisk på land. Min nye ven Hashim havde begivet sig ud på egen hånd og havde i andet kast taget en rigtigt flot blankfisk på omkring 60 cm. Jeg måtte ringe til ham med det samme - og i røret fik jeg verdens lykkeligste gut. Han var så stolt og hold fest hvor blev Javier og jeg glade. Sådan en gejst og glød og så får han allerede sin første rigtige blankfisk så tidligt på året. Mega fedt det der! Stort tillykke igen min ven!

Med en blankfisk i tankerne, fræsede vi revet igennem igen og igen, men hvad Hashim havde lykkedes med, kunne vi ikke gøre kunsten efter. Jeg havde givetvis fisk der helt tydeligt huggede, men det var alt hvad der skete frem til solen gik ned et sted omme bag alle skyer og dis.

Sådan er januar på kysten :-)

Ingen fisk kom til skade fra vores hænder i dag!

lørdag den 4. januar 2020

2020.01.04 Koldt og blæsende, men smukt - og så en premierefisk oven i hatten!

Javier troede ikke på mig, så jeg måtte sætte en pølse på højkant, da jeg sagde at Sydkysten gik at fiske dagen efter - altså i dag. Og havde vi væddet sådan rigtigt, så havde Javier skyldt mig en pølse, men det gjorde nu ikke så meget på denne blæsende dag, for den plads jeg påstod ville være fiskeklar til os, kom vi aldrig til, idet vandet også var klaret op andre steder og derfor lokkede os ud af bilen tidligere end forventet. Det var en belønning i sig, ovenpå den stride vind der havde revet alt tilgængeligt tang op og ladet det drive rundt lige der hvor jeg skulle fiske, indbildte jeg mig.

Nu stod vi heller ikke i særligt klart vand - men fiskbart var det absolut. Desværre så valgte jeg forkert udgangspunkt, da jeg mere eller mindre vadede ud i en tangbræmme, så forventningerne om at fiske færdigt her var ikke store, indtil jeg nåede ud til spidsen. Så forsvandt tangen og vandet var endnu mindre grumset her. Faktisk noget nær perfekt og da solen slap taget i de sidste store sludbyger, var jeg pludselig en anden igen.
Ok da... lidt stiv i skelettet efter en alt for lang pause. Der var nogle kast der ikke sad lige hvor de skulle. Min vadning langs kysten var heller ikke den mest yndefulde på første tur, men jeg kom frem og jeg fik kastet. Og så fik jeg dæleme en fisk. En flok undermåler havde forelsket sig i min OLR Kutling / miss sunshine. Den er jeg glad for på sådanne dage, så jeg var ikke videre begejstret da jeg et par kast efter, og traditionen tro, mistede den til en sten.

Det er lidt typisk mig i januar. Jeg smider som regel et par blink væk. Men jeg plejer faktisk også at tabe den første fisk - så helt skidt var det måske ikke?

Javier kom vadende tilbage fra hans rev. Ingen tang, men heller ingen fisk. Vi tog en runde til og bestemte siden at varm mad ville sidde noget så perfekt i blæsten. Jo, solen var stadig fremme, men det var ikke fordi vi sad og ledte efter solcremen ligefrem...

Maden sad præcis som den skulle og gjorde godt. Nu var det tid til mere klart vand og helt sikkert også en havørred til eller 2. Vandet var alligevel både 4 grader, stigende og nu var bølgerne også væsentligt mindre. Hvad kunne gå galt?

Jo... at det er januar som januar er bedst. Vi gav den en skalle, men lige lidt hjalp det. Jeg smed endnu et blink væk - denne gang ikke en OLR - og ellers så kunne vi nyde en fantastisk smuk solnedgang med flotte skyer foroven, inden vi måtte krybe til bilen for lidt læ og varme.

Premieren vel overstået. Nullet er væk. Tjek.
Dagen er tiltaget med 11 minutter allerede nu. TJEK!

onsdag den 1. januar 2020

2020.01.01 Årets premiere køretur

Efter en længere nats søvn, kombineret med en formiddagslur, for nu at dække mig ind, var det hjemad med lidt tungt hoved - men ikke bagstiv - og en hel morgenbolle i maven.

Det var lidt rekordtempo over det. Bilen trillede ind i indkørselen lidt over 15, jeg var på vej ud igen inden 15:30 - nu med kysthabitten på. Selvfølgelig var jeg det. Ikke så meget for at fiske, omend et par kast havde været sjovt at få med, men mest fordi min nye ven Hashim var kommet til kysten og egentlig ikke vidste sine levende råd. Men som de venner de er, havde både Henrik og Javier taget sig af den nyfødte havørredfisker og vist ham lidt rundt, så han kunne tage de første spæde skridt. Hashim er ikke ung i fiskeriet eller ung... han har bare ikke fisket havørred på kysten før, sådan rigtigt og da han henvendte sig til mig sidste år i et ydmygt forsøg på at få lidt tips, er det gået slag i slag med vores konversationer og hjælp til diverse grej indkøb og hvad ved jeg. Ja, jeg er næsten ved at sige at jeg blevet brugt som leksikon, men tro ikke at jeg føler mig som et sådan eller har lært ud som et sådan. Til det er havørredfiskeriet alligevel lidt for mystisk, selvom det egentlig bare handler om et dyr man jagter.

Hvorom alting er... Hashim havde fået en velkomst og var vist til vandet og jeg dukkede ikke op, fordi jeg atter engang havde fejret nytår som nytår skal fejres, med masser af druk og masser af fyrværkeri. MASSER af fyrværkeri, krudtgal som jeg er.
Det kan man - og MÅ man - i Danmark, uden at få dårligt samvittighed og det kan man hele nytårsaften, selvom jeg plejer at gemme det meste til efter 24 som alle andre der fejrer. Det var et smukt nytår, skal jeg hilse og sige. Og det blev sent.

Så sent at da min søvn var overgået i formiddagslur, så kunne jeg godt se at turen ud blev særdeles kort, men jeg følte at jeg skyldte Hashim et besøg for at høre hvordan det var gået og da jeg troppede op, blev jeg mødt af 2 smil. Ikke på grund af fisk desværre, men fordi Javier og Hashim havde haft en god dag trods alt. Det vil sige, Javier havde taget fisk tidligere på dagen inden han mødte de andre, så hans premiere var jo fint overstået.
Men de havde fået fisket og jeg kunne se glæden hos min nye ven. Det var sgu fedt at se! En ny havørredfisker er født og jeg glæder mig til at se hans fremgang, hvis jeg får lov at følge med.
Eller kan følge med... mig der sætter afbrændning af krudt før havørredfiskeri ha ha ha...
Der røg den 5 kilos!

Godt nyt fiske år!

tirsdag den 31. december 2019

2019.12.31 Årets statistik

Da jeg tjekkede min SAS app blev jeg lidt forundret. I disse klimatider, hvilket jeg så ikke har den store tiltro til, så havde jeg lykkedes at flyve 43 % jorden rundt i år, alene på at drage til Holland og Tyskland i embeds medfør. Ikke at det skal være en undskyldning, men med så mange rejsedage, et mærkeligt forår ved vandet og så lidt nye projekter herhjemme, så skete der præcis det samme som de andre år: Tiden forsvandt og jeg fik atter engang fisket for lidt. Fundet for lidt rav, slappet for lidt af, gået til for mange fødselsdage, familiefester... ja hvad ved jeg...

Og som jeg plejer at sige, jagten på den store går i gang i morgen. Den der blanke skønhed på +5 kilo. De samme forhåbninger, som nogle gange - nogle steder - lyder som en floskel der bare gentages. Men en drøm, der forbliver en drøm er en løgn. Så jeg drømmer videre... på endnu et år af løgne om at jeg dér skulle tage den store havørred :-)

Til gengæld blev jeg belønnet med masser af torden i år. Det var fedt - mere af den slags tak.

Godt nytår - godt nyt fiske år!

27 ture
26 havørreder, hvoraf de 21 var blanke
10 ufrivilligt genudsat
5 mistede stykker endegrej
23 stykker nordisk guld

Og nu til vejret:
Regn... vejret.

2019 Målt, middel SMHI Middel
  48,6


35,9
40
49,8


27,5
26
79,4


33,2
33
13


26,0
33
36,2


29,2
37
76,6


50,0
45
54


45,8
50
53,8


79,7
49
66,2


39,7
53
59


59,4
49
49,4


57,3
52
41,4


50,4
49
627,4


519,76
516

tirsdag den 10. december 2019

2019.12.10 Ravtur, gåtur, arbejde og alt det andet mellem søvn og arbejde

Egentlig skulle jeg kunne afslutte allerede her, fordi alt det andet mellem arbejde og søvn på denne årstid, er særdeles begrænset primært grundet manglende dagslys. Og uden lys forsvinder min lyst til en del ting. Nuvel, jeg har startet et nyt projekt i garagen - ikke ombygning - men med resin (Epoxy produkt) hvor jeg skal forsøge mig med lidt kunst, hvis man kan tillade sig at kalde det amatørarbejde jeg udfører, for det...

Jeg er også i gang med at lave gæstetoilettet og få koblet mit nye vandsystem til, men det er afhængigt af min VVS mand og eftersom han også har et liv, så indebærer det for nærværende en del ventetid. Så heldigvis har jeg mit arbejde at bruge ventetiden på, når den ikke fordrives i Kastrup eller Schiphol og hvor jeg sidder og glor mellem mine afgange til og fra Holland og kontoret.

Men så går der tid med det. Fordi vintermørket alligevel er så langvarigt som det kan blive. Man må ikke fiske på en af de bedste årstider, hvor de fisk man vil beskytte til stor del alligevel er i åen. Det er stadig en mærkelig regel.
Men så må man lede efter rav - dog også det i en årstidsbestemt periode på visse steder. Det er så på grund af beskyttelsen af fugle og sæler, der er lukket det meste af året. Men når man endelig må troppe op ude på Måkläppen, kan man se at der har været folk og rode i området inden fredningen er ophørt. Hvor sjovt er det så lige?

Skal man slutte med lovlydigheden?

Jeg har lidt svært ved den slags. Jeg kan ikke fiske, fordi alle ved at jeg ikke fisker efter regnbueørreder. Eller torsk, hvis der var nogen. Gedder, givetvis - men så skal vinden lige slappe lidt mere af, så kajakken atter engang kan få vand under bugen og glide over det sumpede område.
Men jeg kan da gå efter rav på de pladser der ikke er ligeså familiære og velbesøgte som de andre. Så må jeg måske tage til takke med lidt færre stykker i lommen. Det gør jeg også gerne. Jeg er jo ude og nyde. Hvis altså ikke jeg står i garagen og blander resin til et eller andet skærebræt eller hvad jeg nu kan finde på i ventetiden til fiskeriet starter igen - og vinteren sikkert også starter - og vi får noget lys tilbage.

Det var nok bare det jeg ville sige. Mens solen skinner fra en smuk blå december himmel derude.
Om 11 dage er det vintersolhverv! Om 11 dage vender lyset langsomt men helt sikkert tilbage.

søndag den 27. oktober 2019

2019.10.27 Ud i solen

Til forskel fra lørdagens grå og triste, men varme vejr, var søndagen som vejret skulle være, når man igen har brug for at komme ud og få noget luft og samtidigt glemmer listen med gøremål derhjemme.

Køligere, klart og knap så blæsende. Og med solen fremme på en skyfri himmel, var det derfor en større fornøjelse at lægge kilometer efter kilometer af sandstrand bag mig. Der lå tang mere eller mindre over det hele. Masser af tang, ålegræs og hvad ved jeg. Men rav... det lå der ikke noget af. Jeg gik knap 10 kilometer og fandt 3 små turist stykker, hvilket måske var lidt skuffende set i betragtning af indsatsen, men samtidigt lidt ventet, set i betragtning af vindretningen, der ikke var så rav venlig trods alt. Men man ved aldrig rigtigt med det rav og mens solens stråler glitrede i det lave vand og gæs, ænder, svaner og tårnfalke fløj forbi i en uendelighed, nød jeg i fulde drag min tur i det fri, for måske lå der alligevel en mega børge henne ved det næste område?

Men det blev ved tankerne om det store stykke guld. Ligesom sidste gang og gangen før den. Lidt ligesom tankerne om den store blanke, når man fisker. Det der driver værket. Det der gør at man tager ud igen og igen og ikke lader sig slå ud, for det er ikke en konkurrence. Det gælder alene om at nyde det man laver og så er sidegevinsten vel egentlig bare det man er på jagt efter. Men som visse dage kroner det hele... hvilket jeg så venter på lidt endnu.

lørdag den 26. oktober 2019

2019.10.26 Farvel sommertid - farvel lys

Det var den sidste dag med sommertid for dette år. Lyst til cirka 18 tiden og så skal vi til det igen. Stille havemøblerne tilbage. Det var naboen i øvrigt glad for... aj den var dårlig ha ha

Jeg er som altid muggen over vintertiden og er i øvrigt ligeglad med at det ikke hedder vintertid, men skal kaldes normaltid - men tager du ordet vintertid i munden er det en anden klang end normaltid. Normaltid lyder ... normalt. Så er det trygt, så er det som det skal være... det er normalt.
Vintertid der i mod. Koldt, mørkt og øv. Og det er lige hvad det er. Nu skal vi ikke diskutere om en time. Det er jo ikke sådan vi har fået en time mindre i døgnet, men bare tiden der er forskudt, som den bliver 2 gange om året. Egentlig en god ordning. Jeg kan godt indstille både uret og mig selv. Syntes det er fint som det er nu. Men når man på EU basis diskuterer at man vil afskaffe sommertiden, så farer jeg i flint. Fandme nej! Jeg har gentaget det i alle årene at det på vores nordiske breddegrader, ikke er ligegyldigt. Det kan være de ikke mærker det i Tyskland eller længere sydpå, men det gør vi her og nordover. Og der er en forskel om sommeren, hvis du skal lade solen gå ned klokken 21  i stedet for 22 og igen op klokken 3 i stedet for klokken 4. Tænk nu over det, hvis det kommer dertil at vi skal stemme om det. Du har lige en times ekstra lys allerede i slutningen af januar, ved permanent sommertid. Så kan du måske lige nå på kysten et smut. Ved nuværende ordning, er en aftentur først muligt i slutningen af februar. Og ja ja... du er A-menneske.. tillykke. Men hvad så med din løbetur, fodboldtræningen med ungerne, indbruddet du slap for, fordi der stadig var lidt lys da du kom hjem?

Tankerne om permanent vintertid løb koldt ned af ryggen på mig. Fy for helvede siger jeg bare. Men det var så det eneste kolde, på denne blæsende dag på stranden, med min ældste datter, der efter 10 minutters forhandling, endelig kunne snøvle den ny indkøbte jakke på og følge med ud i det fri. Det trængte jeg godt nok også til. Både en ny jakke og en tur i det fri. Det sker hvert år og bliver nærmest kun værre det med turen udenfor. Arbejdet tager al tiden, men fordi det er sjovt, som nu kun et arbejde kan kaldes sjovt, så mærker man det ikke på samme måde. Undtaget lige når weekenden banker på døren og man indser alt det man faktisk også skal nå, men slet ikke har tid til fordi der er en lang liste med gøremål fra sidste weekend.
Men nu var det altså tid til lidt luft i uldtrøjen og sammen gik vi på stranden og håbede på lidt rav. Om ikke andet, så bare en dejlig tur i det varme efterårsvejr.

Og en sådan blev det. Vi fik sparket til noget tang. Kigget på insekter der forvildet var kommet til kysten og ikke havde det så varmt uden uldtrøje. Mågerne der pløjede i vandet derude hvor alle lækkerierne var hvirvlet op af havet - og ravet sikkert lå - og snakket en masse. Og så fandt jeg et flot mindre stykke der lag-på-lag var smidt op af havet på det tørre.

Vi var hjemme inden det blev mørkt, men... sådan vil det ikke være i morgen, hvis vi var ude i samme tidsrum. Stem for permanent sommertid, skulle vi komme dertil.

søndag den 8. september 2019

2019.09.08 Nå! - Runde 2

Sydkysten fik sit farvel kys. Men det forblev ved et af dem oppe på det tørre. Det der vand dér, var ikke noget at stikke hovedet i. Overhovedet. En nærmest ikke tilstedeværende vind, havde alligevel fået vandet til at stige og som det gør sig på denne årstid, så trækker det alt det rådne gamle og klamme tang ud i store klaser. Vandet var med andre ikke kun brunt. Det var fuldt af tang og ålegræs og Javier og jeg stod med meget tvivlsomme miner på første plads og tænkte det samme: Ville det blive en fiskedag trods alt?

I hvert fald lige indtil Javier stod med en undermåler på. Så var de der alligevel. Vi kørte videre, selvom vi måske skulle være blevet, nu der var fisk? Men vandet på den anden side, trak i os. Det vand med de store fisk. Det vand der endnu engang var grumset, fuldt af ålegræs og rådden tang og som efter 1 time førte os endnu mere videre.

Det blev sådan en dag. En dag med kørsel, gang, lidt kast her og der. Slet ikke det vi havde drømt om eller ønsket. Eller håbet på.

Men sådan blev det. Grumset, ålegræs befængt, rådden tang agtigt. Man burde kende sin besøgstid. Eller bare finde en ny hobby frem til det nye år. Sådan et fiskeår kan gang på gang, hænge mig ud af halsen, når det går på hæld alt for tidligt, fordi man ikke føler man har nået at fange fisk nok eller for den sags skyld, store fisk nok.

Nuvel, vi skal være positive og det prøver jeg at være i denne deprimerende tid, hvor lyset forsvinder lidt mere hver dag. Om 3,5 måned går vi atter mod lysere tider, når det er solhverv igen. Frem til det har jeg vel fisket lidt i kajak, efter gedder, lært at bruge min drejebænk og en masse andre positive ting - og ikke mindst ledt efter rav. Gode positive tanker... efterår... bring it on! Næste weekend er sidste chance, men da har jeg måske ikke tid... så ...

fredag den 6. september 2019

2019.09.06 Nå?

Der er nogle gange hvor tiden bare går og siden forsvinder. Hvor tiden antager en dimension der ikke er til at tage og føle på eller så er det bare så plausibelt at vejret har været så ulideligt varmt - men lækkert - at årstiden, der er ved at gå på hæld, bare ikke har indbudt til fiskeri.
En kombination af ovenstående, altså noget med fritiden og arbejdet, der ikke hænger sammen og så den varme vi har haft i lang tid, afholdte mig fra kysten. Siden er jeg blevet gammel nok til at indse at jeg godt kan blive en smule deprimeret når sommeren er ved at være slut. Ikke udpræget negativt, men de lyse aftener er forbi og vi går mod mørkere tider. Jeg får ikke lyst til noget som helst lige i den periode. Jeg gider ikke mørket. Når det vel er vinter, er frost og kulde lækkert nok - men når man står i haven eller ved kysten en lun sommeraften... så er det sidste jeg tænker på, vinter og mørke.

Og så er der sommertiden. Henrik og jeg havde bestemt at "afterwork" sagtens kunne holdes på kysten, hvorfor vi drog afsted på, hvad der pludselig kunne være, årets sidste fisketur. Sådan lidt skyndsomt planlagt, fordi tiden nu engang bare var gået "siden sidst".

Da uret nærmede sig 20 og lyset var kraftigt aftagende, indså jeg at der var politikere der faktisk mener det, når de kæmper mod det vi kalder sommertid. Med andre ord, havde vores afterwork fiskeri, være afsluttet allerede lidt efter 19, ved så latterligt et tiltag.
Må i aldrig nogensinde vinde kampen mod sommertid, i blasfemiske mørke elskere!

Apropos mørke, så var det de farver vi havde valgt til sandet. Ikke af nogen anledning, men bare forbi. Men det var fiskene komplet ligeglade med. Der var i hvert fald ikke nogen og så kunne det måske være lige meget hvad man fiskede med trods alt. Der var heller ingen sidste gang vi var her, men det vidste vi godt et sted oppe i baghovedet. Det var en fisketur for hyggens skyld en fredag aften. Og hygge, det gjorde vi. Henrik havde været så venlig at brygge kaffe og medbringe det svenske svar på smørrebrød = smörgåstårta og med hver vores 4 lag tykke smörgåstårta sad vi på en træstamme og nød den stille aften, det stille vand og en kop varm kaffe. Vandet var kun 10 grader varmt, så kaffen var særdeles velkommen.


Læste forresten en interessant artikel forleden om en stor del bloggere der rendte rundt og indbildte ikke bare sig selv, men også deres omverden om at de var influencere og derfor anså sig selv som tilpas vigtige at de var tiltænkt gratis måltider, gaver, tøj, sko og hvad ved jeg, alene fordi de kunne skrive om andres produkter og derigennem påvirke salget!
Hvor sejt!! Hvor mega overdrevent skide hamrende... ufedt.

Tænk at selvudnævne sig til en titel hvor man anser at man bør have ting gratis.

Men nu vi er ved det, kunne nogen så ikke sende nogle lommepenge til mig? Jeg mener, du læser jo det her og kom du hertil, har du ligesom fået noget - men hvad med mig? Jeg vil gerne have en Mercedes, men har lige betalt for en ny bundrem til huset - det er ikke noget du kan køre i eller se... så hvis du lige overfører lidt Euro... så skriver jeg igen! Og jeg skal nok omtale dig på en eller anden måde!

Jeg kørte hjem i et par heftige byger og funderede om det virkelig var årets sidste tur. Pludselig var tiden gået og de sædvanlige efterårsløfter om at jeg både skal til Danmark, Blekinge og hvad ved jeg, sad jeg og grinte lidt af... det siger jeg hvert år, men tag ikke fejl! Det er ikke lysten der fejler, men jeg arbejder hele tiden og når en hel masse af det der ikke kunne klares fra stolen ude i haven i løbet af sommeren. Nu skal jeg til at lave gæstetoilet, have og så kom jeg til at købe en drejebænk...

Vi ses nok om et par dage. Sydkysten skal sgu lige have et farvel kys. Vil du med?