lørdag den 12. november 2016

2016.11.12 Blandt rav, kridt og gode venner

Jeg har en tanke på Jacob Schmidt hver gang jeg nærmer mig et fiskevand og klokken ikke stemmer overens med dagens start. De der ture til Øland Jacob, har virkelig gjort indtryk på mig. Det skal du vide. Du, der blandt andre har savnet indlæg her på siden, beriges nu med et fra i dag.
Et eller andet sted, skriver jeg vist mest for min egen skyld, men der sidder da nogle derude og kigger på billeder ved jeg. Om du læser alt det her, ved jeg ikke, men hvis du gør... tak :-)

I dag er jeg nok lidt hengiven og tøse agtig. Jeg har nemlig haft et brag af en fisketur. Og det altså uden at fange noget som helst! En kombination af umådeligt godt vejr, gode venner, fantastisk smukt fiskevand, et afsavn af de helt store til kysten og så lige få lov at være med i det... tja... det var så åbenbart hvad jeg trængte til i dag. Jeg er i hvert fald SÅ meget ovenpå lige nu og det er så hvad fiskeriet og samværet omkring det, gør ved mig. Godt!

I en af Tysklands über luksusbiler, penetrerer vi rimtågen og når vores mål. Klintekysten ligger solbadet, med en flot dybblå efterårs himmel i baggrunden. Det er frostvejr og piv glat på stien ned til vandet, som vi bestemt ikke når i en tid som Jacob havde været begejstret for. Røgen fra det nærmeste hus stiger dovent til vejrs og vandet er mod forventning, spirtklart trods gårdagens østenvind.

Østenvind? Det er sgu da rav vejr! Jeg når ikke at gå mange meter, før jeg kigger efter tang, jeg kan lede i. Et hug efter 5 kast får mig dog på andre tanker igen. En hvirvel i overfladen og ellers ikke mere. De 4 andre, Henrik, Javier, David og Ole, står hver især med blikket rettet mod deres seneste kast. De har vist intet mærket og sådan går den næste time... Og SÅ står jeg med blikket i tangen, præcis som jeg regnede med og da jeg samler et flot gult stykke op, pifter Ole til mig og viser et stykke sølv frem, der lige behagede at hugge hans seneste kreation af OLR wobler, da jeg flyttede opmærksomheden væk fra vandet. Jeg går i vandet, for at igen at have et hug og en hvirvel i overfladen og siden intet mere.

Lidt snak i strandkanten. Lidt billeder. Javier går mod pynten. Henrik og David bliver mod nord. Jeg går mod dem og vil lede rav og fiske, inden det er tid til pausen. Så ringer telefonen midt i den smukke naturoplevelse og Javier kan fortælle at anstrengelsen ud til pynten var det hele værd. 3 kast = 3 fisk, med den største på 3 kg. Fantastisk! Jeg er på samme tid lidt misundelig, såvel som mega glad. Den der glæde man aner, når en kammerat får en god fisk... det er næsten som at tage den selv og jeg falder dernæst over et flot stykke rav på 6 gram. Men den glæde jeg opnår ved dét, er der vist ingen der forstår.

Om pølser og rejesalat: Ole blev ikke lokket i fælden. Der i mod, stod jeg med rejesalat om munden og lignede en velintegreret svensker, da jeg forgæves forsøgte at overbevise om det gode i denne underlige beklædning af pølsen. Næste gang Ole... næste gang!

En halv time senere, står vi 5 mand med blå tænder og smiler til hinanden og moder natur. Blåbær pien sidder rigtigt godt ovenpå pølserne og mætte - rigtigt mætte - går vi igen til vandet i et lidt mere adstadigt tempo. Maden til trods, er kulden trængt ind under jakken og det er med kolde fingre jeg igen betræder vandet. Skyggerne er allerede blevet lange og frosten trænger sig på, sammen med den tiltagende vind. Jeg finder varme i jakkelommerne, da Ole og jeg tager en lang pause ovenpå frokostpausen og er mætte på fiskeri, såvel som på mad. Det er godt med selskab, andre meninger og holdninger og en dejlig natur at færdes i. Jeg er utrolig taknemmelig for at være en del af dette og da vi går mod über luksus bilen, er jeg fuldt tilfreds med dagens resultat for eget vedkommende. Jeg har nemlig fanget farve i kinderne, frisk luft i lungerne, et tusinde dejlige indtryk af naturen på den anden side af gipspladerne og været sammen med det, jeg er ved at indse betyder ligeså meget som familien... nemlig vennerne. Tak!

tirsdag den 1. november 2016

2016.11.01 På kanten af det røde hav

Jeg har sprunget over. Erkendt. Jeg har ikke haft tid og ej heller lyst til at skrive eller gøre noget ud af siden de sidste par uger. Det vil sige, tiden har ikke været der overhovedet. Lysten er nok lidt et udslag af tiden. Stressede hverdage og bygge om og afsted og så er der nogen idiot der har opfundet den forpulede vintertid, der fuldstændig tager lysten til et liv fra en.
Og JA... jeg ved godt at sommertid ikke er normal tid, men som jeg har skrevet flere gange før, så kan jeg ikke bruge en solopgang kl. 3 om natten om sommeren til en skid. Til gengæld kan jeg godt bruge lyset frem til kl. 23
Såvel er det også med lyset vintertid. Jeg er fløjtende ligeglad med at det er lyst om morgenen. Men indbrudstyvene elsker at det er mørkt tidligere - og så misser man også alt dagslys når man har fri fra job.
Og skal hjem og bygge om. Suk...

Men jeg tog fri 01. november og på rav jagt i dårlige forhold. Det blev og gik som forventet. Jeg fandt et heldigt stykke på kanten af det røde rådne hav. Men fik da en hygge tur ud af det og tænke på hvornår jeg igen kom herud.

søndag den 28. august 2016

2016.08.28 Et morgenknald

Et billede siger nogle gange mere end 1000 ord, så skal vi ikke bare lade billedet stå.
Men jeg vil da gerne tilføje at jeg vågnede ved at det pludselig blæste helt vildt. Syntes det var rart med lidt frisk luft, men var samtidigt skuffet over at overgangen fra den vilde varme, de sidste dage bare sluttede med blæst. Indtil jeg kiggede den anden vej og så jeg havde sovet fra en stor gustfront og at det var dén, der havde startet blæsten. Nu var det bare at vente på uvejret, der byggede op nede sydvest på. Dejlig morgenvækning!

onsdag den 24. august 2016

2016.08.24 Endnu en af de dage dér...

Det skal nok komme, at jeg oplever en god fiskedag og dagen derpå gentager succesen. Men det blev heller ikke idag. Kasper Mühlbach og jeg havde aftalt at mødes på en af de sidste ture, med Kasper som dansker i eksil. Det var ikke en afslutningstur eller sådan, men Kasper har taget et endnu større skridt fra at som single at flytte fra Danmark til Skåne - til at flytte tilbage til Danmark, nu med kone og børn. Det er jeg rigtig ked af, men samtidigt kommer Kasper nu til at bo tættere på mig i fugleflugt og han truede da også på vej hjem gennem sivene, med at han skulle have mange smutture herover, når fiskefeberen steg ham til hovedet og sildene i København ikke helt rakte til.

Den udsete plads - den fra igår selvfølgelig - var optaget og vi søgte på en anden god efterårs traver. Det viste sig dog at vi ikke havde noget held med os dér, hvorfor tankerne på den først udtænkte plads genopstod og hvis den stadig var optaget, så revet ved siden af.

Det blev revet ved siden af - det indenfor fredningsbæltet, når det vel at mærke gælder. Lidt grænseoverskridende - rent bogstaveligt - at fiske indenfor fredningsbæltet, men på den anden side... det er lovligt og så jeg fik set en plads, jeg altid har drømt om at fiske på. Og hvilken plads. Hvilken drøm af en kystplads... ok... den ligger så 400 meter fra hvor jeg fiskede igår, men det var nu engang min reaktion over at stå på nogle nye sten.

Ægte fangst glæde!
Kasper var ligeså begejstret og sammen kastede vi os ind i den sidste time af dagslyset, men stadig uden selskab fra kystens herlige fightere. Det var med den sædvanlige undren, at man den ene dag kan opleve så mange fisk - for dagen efter at stå i det tomme intet. Havørrederfiskeriets charme, helt enkelt. Vores rev kammerater så heller ikke ud til at have noget at more sig over, så da de forlod pladsen, var jeg egentlig også på vej op - og netop da, fik Kasper endelig fisk på. En herlig fight med en kanon flot sensommerfisk på den anden side af 3 kg. tog slut foran blitzens blinken. Det må rev kammeraterne have set, for pludselig stod de i vandet igen og kunne så få lov at se mig fighte lillebroderen til Kaspers fisk, inden det blev så mørkt at det enten var nattefiskeri eller flyttemand, der gjaldt.

Kasper lokkede mig til flyttemandstjansen og efter den lille opgave, sad vi længe og talte om dengang og nu. Og Kasper, jeg var blevet flere timer, hvis ikke der lige var en arbejdsdag på den anden side af solopgangen - men tak for endnu en hyggelig tur og godt selskab.

Jeg glæder mig til flere fremtidige turer, uanset dit udgangspunkt og du er altid velkommen i Trelleborg eller hvor jeg nu måtte være :-)

tirsdag den 23. august 2016

2016.08.23 En af de dage dér...

På vejen hjem fra job bemærkede jeg at flagene blafrede næsten samme vej som jeg kørte. Sydpå. Det betyder fralandsvind eller i hvert fald, vind der ikke står ind på kysten. Nu er der jo tydeligvis ingen regler overhovedet, for fiskeriet i år, da sydlige vinde og varmt vejr i weekenden gav en fiske kollega 20 havørreder. Altså midt på dagen... i august... ik´...

Og så har vi ham Javier, der nogle gange i træk har kranet flere store og mange fisk. Så det er vel bare om at fiske, når man nu kan og lægge alle andre forbehold til side.

Idag forsvandt forbeholdet: Jeg skulle slibe vægge og lofter i soveværelset og kigge på nyt gulv.

Og da det forbehold af en eller anden årsag pludselig var væk, stod jeg i stedet på kysten og havde lige afsluttet en samtale med Ajes der sad i en bil nord for Sundsvall, på vej til Norge på havfiske eventyr. En bil jeg skulle have siddet i men fravalgte, fordi antallet feriedage ikke helt stemmer overens med antallet ønskede fiske(ferie)dage. Sådan bliver det vist aldrig.

Vandet var let grumset og jeg mærkede intet den første halve time. Jeg var ved at synke ned i det sure hul, der opstår når fiskene ikke vil som jeg vil. Men da kastene var lange, skulle vifteformen fuldendes, inden jeg byttede til pladsen jeg netop havde passeret den halve time inden. Pladsen med det klare vand. Og midt i tankerne om den anden plads, huggede det pludselig let i wobleren. En hvirvel i vandet bag og siden ikke mere. Hornfisk, var den første tanke. Men kastet derpå blev lagt samme sted og så skete det, jeg også elsker havørredfiskeriet for. 3 havørreder på 4 kast. Alle i 2 kilos størrelsen. Det er fiskemagi på den fede måde.

Men lige så hurtigt som fiskene kom, forsvandt de igen. Eller huggene gjorde. For der var stadig fisk på plads, som vendte foran mig i store hvirvler og med store trykbølger i overfladen. Jeg havde det behageligt godt. Sensommerfiskeri når det er bedst. Men følgerne, som nu kun forblev følgere, var lidt underlige i forhold til de 3 jeg fik så hurtigt efter hinanden. Uanset spinstop og alt muligt, så ville de pludselig ikke mere. Havde det været forår, var jeg blevet gal til sidst, men her i de fugtigere og knap så lange skyggers land, gjorde det ikke det store. Selvfølgelig vil jeg uden tvivl helst fange dem, men da jeg havde landet 3, var det mere god underholdning at have så meget selskab. Indtil...

... den store huggede. Så var det alligevel lidt sjovere med fisk på og ikke kun efter. Hugget faldt i en stor følger bølge da jeg overvejede at vende snuden hjem. Det faldt måske 3 meter ude og fisken tumlede først rundt. Men så skete der noget, som du måske vil opfatte som en god fiskehistorie, men som ikke desto mindre er sandt. Den tog et udløb så hidsigt og langt at jeg brændte mig på fingeren, som jeg altid står med på spolen så jeg kan justere efter fiskens gøren og laden. Jeg har sjældent oplevet noget lignende. Du vil måske stille spørgsmål ved bremsens indstilling og nej, den står ikke i "killer mode" men så fisken selvfølgelig kan trække line af hjulet hvis netop den hugger tæt på land. Alt for ofte er det sket at de hopper som sindssyge og siden ryger af, hvor en hurtig manøvre til at løsne bremsen efter hugget, har hjulpet mig. Men så løs stod den heller ikke og fisken fortsatte en kastelængde ud, inden den tog en pause, gik på langs af kysten og så strøg den afsted igen. Jeg havde ikke fået line på hjulet endnu og hold kæft hvor det bare fedt.

Fisken stoppede og jeg havde fået telefonen op fra "halskæden" - det her skulle filmes og som Kasper siden sagde; Ret cool handling og jo, det var det vel egentlig nok, men samtidigt... eftersårsfisk. Var det sket i april, så havde jeg ikke været cool nok. Nu var det bare at nyde, mens jeg håbede at kunne filme lidt galskab.
Galskaben kunne givetvis ikke vare ved, men et par solide udløb og tovtrækkeri fik jeg med, men jeg vandt nu line på fisken og kunne til sidst se den første gang på nært hold og under roligere forhold. Den var pæn og rigtigt bred over ryggen. Krogen sad lidt yderligt, men nu havde jeg den på film og så pyt være med resten, men jeg fik på god gammeldags fight manér - du ved lidt frem og tilbage og taunus og kage, til sidst lagt fisken på siden ind mod stenene og kunne derfra håndtaile den i land.

Stilheden tog til. Jeg tog en pause, siddende ved siden af fisken og sad længe og stirrede på den og havet. Gik ud og tog et par kast til, men det blev ikke helt det samme. Den fugtige sensommer aften blev mørkere og jeg bestemte mig for at slutte dagen. Så blev det alligevel en 4+ i år. Udmærket!