onsdag den 26. juli 2017

2017.07.26 Vi prøver igen

Nå men så skidt da... den kolde øl, forblev kold - i køleskabet og jeg vendte vrangen tilbage på de våde waders og skrev "jeg kommer" til Javier, da han spurgte om ikke jeg ville med ud, trods gårdagens ubetingede succes i jagten på ingenting.

Vi mødtes på halvvejen, forstået på den måde at Javier var kommet halvvejs mod det, der senere blev destinationen. Vandet var blevet klarere siden i går og nu kun lysegråt - men stadig uden større sigt. Dog havde Javier givet pladsen en chance til jeg kom frem og sammen blev vi enige om mere østlige pladser, med bedre sigt. Det fik vi. Og det fik en hel del andre tydeligvis også. Der var over 15 mand ude, på denne herlige vindstille sommeraften.

I DAG skulle vi have en 6 kilos hver. Det var der ingen tvivl om. Måske lige bortset fra fiskene. De var i tvivl om de overhovedet skulle være på plads, så vi stod med andre ord og var ligeså meget til grin, som alle de andre dage. Vi fiskede igennem. Jeg så endda en tyk målsfisk hoppe helt fra af vandet - den hang nærmest i luften i flere sekunder - men intet skete der ud over. De 2 der kom ned senere, havde samme fiskelykke.

Den ny plads, den på spidsen... var ledig. I bugten stod 3 mand og ude foran lå en bådfisker. Jungletrommerne havde gjort sit! Men nogle gange - mange gange - ja, alt for ofte faktisk... så er det vist mere bare med at komme ud og kende sit vand. Dagens vand, som tidligere skrevet.

Og vi fiskede os ind i den smukke parodi på en sommer aften - eller parodi på sommer - men smukke aften, uden at se eller mærke noget som helst. Igen.
Men sådan er det jo nogle gange - mange gange - ja, alt for ofte faktisk.

Næste år får jeg 2 over 6 kg. Bare vent!

tirsdag den 25. juli 2017

2017.07.25 Gaspedalen i bund - igen

Jeg fik bilen retur fra service og kunne ligeså godt benytte lejligheden til at se om alt virkede - med fiskestangen på bagsædet så klart! Bilen kørte som en drøm igen og jeg lagde hurtigt vejen ud af Trelleborg bag mig. Nu var det havørred jagt.
Men ak hvor skuffet jeg blev. Vandet var steget adskillige decimeter, grundet den hårde østen og nordøsten vind og trods "fladt vand", var det ikke bare brunt, men nærmere sort. Langt ud. Altså hvor utroligt er det lige, det her. Hver gang jeg vil ud, er der noget galt og når alting endelig stemmer - så er den gal med ham i den tykke ende af stangen. Eller ham den tykke med stangen.

Jeg kørte til næste plads. Sort, men måske lidt mere lyst, så at sige. Mørkegråt!
Næste plads var direkte sort og det så kun lidt bedre ud en kastelængde ude - der i mod kunne spidsen måske fiskes, men den ville jeg gemme til senere, for nu ville jeg ikke teste mig frem, men fiske.

Så jeg kørte til en plads der ofte er klar og havde endelig ret. Men så... vandstanden... jeg kunne simpelthen ikke komme ud på revet og havde jeg forsøgt, havde dønningerne givet mig en skylle. Jeg fiskede indersiden af revet af uden tro på det og besluttede mig siden for at prøve en sidste plads inden Ystad, som så var optaget.

På vejen tilbage, med et underligt udtryk i ansigtet over mit for tiden, utrolige fiske held, stoppede jeg på Kaspers plads. Vandet var nogenlunde klart her og jeg kunne fiske revet af, hvilket jeg gjorde i den følgende time, men uden kontakt til fisk. Returnerede siden til det første rev, for at gå i vandet - helt ud - og kunne der konstatere at vandet stadig var sort, for siden at køre til revet ved havnen og prøve der, men hvor vandstanden gjorde at jeg heller ikke der kunne komme ud, for til sidst - nu ret træt i kroppen - at slutte aftenen af med 2 timers tomhændet fiskeri på de helt lokale pladser.

En mindre fisk hoppede fri af vandet uden for mit synsfelt. Jeg hørte plasket, men så ikke fisken og ellers skete der intet. En underlig dag. Igen.

Havørredfiskeri er stadig mit gebet - men jeg fanger åbenbart ikke noget mere.

mandag den 17. juli 2017

2017.07.17 Bremsen halvt i bund

Kasper lokkede mig på kysten, da han alligevel var i området og uden at andre må tage det for nært, så er der ikke så mange der for tiden kan lokke mig ud. Det handler nemlig om fiskeåret generelt, at jeg ikke gider... ikke om dig. Kasper er bare en sjælden gæst, så selvfølgelig ville jeg med.


Og så stod vi der i vejkanten og min bil lugtede temmelig varmt! Bremsen havde hængt sig lidt i højre side og jeg bemærkede godt hvordan den trak mod højre, samt brugte mere benzin. Heldigvis kunne den køle af et stykke tid, for tilfældigvis stoppede vi næsten på den udsete fiskeplads.


En fiskeplads som 2 andre pludselig også udså sig og så kom der sørme yderligere en! ?

Vi skal da ikke mere end 3 år tilbage, så havde du kysten helt for dig selv. Her til aften, en blæsende juli aften, var vi nu 8 ude - altså inklusive dem jeg havde set på vejen. Utroligt. Meeeen rygterne havde også svirret på det sidste og det var bestemt ikke dårlige rygter. Selv vendte jeg det hele ryggen. Altså indtil Kasper ringede...


Nuvel... vadende gennem det brunlige vand, som gårddagens vind havde pisket op, var jeg en anelse skeptisk. At temperaturen samtidigt var steget, gjorde mig endnu mere skeptisk - men Kasper havde opsnappet at den ene af gutterne som kom forbi, så sent som i forgårs, havde fanget en flot fisk ved midnatstid. Så længe holder jeg ikke for tiden, så jeg håbede på at vi kunne støde på fiskene lidt tidligere også. Men der var ikke noget liv de første 2 timer. Jeg kastede uden pause, ufortrødent ud over det lidt klarere vand længere ude og et foreslag om pladsbytte var siden oppe at vende - men da jeg havde en bil stående med ukendt status i køre egenskaberne, var alternativet at køre længere øst på, ikke at foretrække. Samtidigt ville vi også bruge fisketid på at køre, da det ikke heller var meningen at fiske natten over, så vi blev hvor vi stod og håbede på det bedste, mens vi igen og igen gennemsøgte revet.

Men vores ihærdighed gav ikke udbetaling i sølv eller guld. Kun en flad, som forskrækket hoppede fri af vandet mellem os (seriøst!) da Kasper trampede på den, på vores vej på land igen.
Men så en anden dag, da?

lørdag den 1. juli 2017

2017.07.01 Ingen sommer

Henrik har ferie og jeg tænkte at ovenpå en gang regn, skulle vi da mødes, nu han alligevel ville ud og fiske på Sydkysten. Indtil videre er sommeren 2017 ikke en årstid der går i bøgerne som en solrig en af slagsen. Det er koldt, blæsende og så kom der til sidst en pæn omgang regn. Ret trist vejr, hvis ikke man lige sidder i sommerhuset og har gang i pejsen og et spil UNO med ungerne. Men måske ikke på 4. uge...

Jeg startede for mig selv da vandet så godt ud. Måske en ørred eller 2 også syntes det? Ikke den første time, så jeg kørte til Henrik der havde haft en følger på sandet - men det var måske en brakvands Lada. Vi kastede os gennem et par timer på denne plads og yderligere en, men der var ingen fisk der ville lege med os denne dag.

onsdag den 21. juni 2017

2017.06.21 Solhverv

Jeg skal lige slå slaget for sommertiden endnu engang. Dig der sidder i sofaen og trykker... indrøm det nu bare. Det er sgu da dejligt at det er så lyst, så længe ikke? Hvad kan du bruge en solopgang klokken 3 i morgen til? Da sover du jo og du sidder derfor mindre tid ude om aftenen, fordi mørket kommer tidligere. Den eneste fordel med det, er færre myggestik - men det er altså ikke noget særligt godt argument, så overgiv dig; Sommertid året rundt, tak.

De seneste år, har jeg været aktiv på kysten her omkring midsommer. Det har givet fine ørreder og fede oplevelser. I år har det af en eller anden årsag ikke været sådan. Vejret har selvfølgelig spillet ind, men jeg plejer altid at nå en kyst-sommerbombe-ørred.

Og så blev det lige midsommer og jeg havde ikke været ude og fiske indså jeg.

Vinden gik i NV igen. Egentlig skulle jeg til Sydkysten, men valgte selskab med Henrik på hans side. Så kunne vi også drive lidt tid af sammen. Også på hans terrasse med de åbne vidder mod sydøst siden af Skåne. Det var en god aften og vandet var ikke engang koldt. 16 grader og fuldstændigt tomt for fisk. Det vil sige... jeg havde en fisk efter, som virkede lidt sløv. Men da Henrik 5 minutter efter tog en brakvands Lada - så kunne jeg godt lægge 2 og 2 sammen. Det var næppe en glad ørred, jeg havde set.

Vi kastede os ind i skumringen og den lyse aften, men uden følge skab af fisk, nattergale eller andre former for liv. Faktisk en på alle måder, særdeles stille aften.

Indtil Henrik i tusmørket på den nye plads, fangede et horn. Stilheden til trods, var det en kanon flot aften og da jeg susede ad elg, rådyr, vildsvin og kronhjorte kystvejen tilbage til Trellehula, tænkte jeg at det nu var meget godt med en tur ud i det fri - men også at det ligegodt var satans som den hugkalender spøger i mit hoved. Det var nemlig en hvid dag!