søndag den 17. marts 2024

2024.03.17 Total afslapning med sol og gullaschsuppe

Det blev mere en promenade i solen, en solskinsdag på kysten... en (næsten) gourmetoplevelse, en hyggetur i læ for den lidt kølige vind end det nogensinde blev en fisketur.

Jeg ringede til Michael mens jeg sad på en skrænt og nød det pragtfulde vejr i læ for vinden. De havde intet mærket og var gået over til bombarda. Så havde de fået 3 nedgængere og en lille blank. Jeg var ikke specielt overrasket men måske lidt skuffet. Vejret har ikke været særligt godt, men de forårstræk der plejer at komme her i starten af marts, var endnu udeblevet. Eller så var de her, da det stormede fra øst? 

Sydkysten fisker sjældent dårligt, men året i år er ikke noget at fejre indtil videre. Men det måtte jeg så lave om på! Dog ikke med bombarda, for det lod jeg blive hjemme selvom dagen var oplagt til det. Michael fik lov at hygge sig med de 10 andre og så tog jeg et par kast helt alene. Det så ellers godt ud og lidt sjovt var det, at jeg nu fiskede over det område som jeg i går gik og vadede på i lavvandet. Men det var en oplagt plads at varme sig på hvis man var havørred. Men den knap halve time var forgæves. Ikke skyggen af liv og så gik jeg op til bilen, åbnede gullaschsuppen og nød solen, mens en fluefisker kom forbi. Han havde heller intet mærket, men syntes som jeg, at dagen var helt igennem fortræffelig at være ude i.

Jeg blev siddende ret længe og skyndte mig med ikke at have travlt. Gentog nydelsen på en ny plads i læ for nogle hybenroser, hvor diverse småkryp også var vækket af de varmende stråler. Fiskeriet var ikke så vigtigt, fordi fiskene stadig var pauset. Så fik jeg talt med Henrik, min mor og fik ledt efter rav.

En lille køretur frem og tilbage og rundt, viste at alle stadig var ude og et øjeblik overvejede jeg at køre hjem, men vidste også at kørte jeg hjem, så ville jeg ikke kunne nyde dagen på samme måde. Så jeg blev på kysten og lavede absolut intet. Hvilket var helt mentalt fornøjeligt. Så fik jeg spist en øl-pølse, drukket en cola til og da jeg regnede det ud til sidst, så havde jeg været ude i knap 7 timer og fisket måske 2 timer. Men sådan nogle dage som denne er virkelig værd at nyde når man kan. Specielt ovenpå knap et halvt års vejr elendigheder.

Nå ja.. jeg fik en sporadisk og stålblank havørred til sidst, som ud af intet huggede stenhårdt. Den mindede om det ventede forårstræk, fordi den kæmpede og så ud som de skal nu. Men den var helt alene, udover en undermåler der huggede, da var solen længe væk og frosten havde gjort sit indtog.

lørdag den 16. marts 2024

2024.03.16 Det var en overraskelse

At året indtil videre ikke har været noget som helst at prale af, er ingen hemmelighed for os der fisker på Sydkysten. Jeg syntes heller ikke vejret har været med os, men nu hvor vinden endelig gik i SV og solen kom frem, selvom dagen i dag så blev vildt blæsende, så mangler fiskene stadig.

Således tilbragte jeg 4 timer med absolut intet udi fiskevej. Jeg var endda bekendt med at Paulli var ankommet med hans team, så de er 7 mand i alt. Samtidigt med at den tyske invasion er startet og dermed fuld parkering på revene. Men så havde jeg også forventet at få lidt rapporter om at nu var fiskene vågnet, men nej. Paulli og resten af flokken var kørt rundt og havde lykkedes med intet, før til aften hvor en af gutterne havde fået en på målet i sidste kast. Tyskerne, intet.

Og så var der mig. Jeg udforskede igen nye pladser i lavvandet og fiskede lidt på de gamle, så jeg kunne få en fornemmelse. Men fiskene... de var ikke til at se, mærke eller fange.

Det var dejligt i læ for den tiltagende vind. Koldt i vinden. Men solen var fremme og så kunne jeg da nyde den, mens jeg tænkte på hvornår mon fiskene dukker op her i syd.

fredag den 15. marts 2024

2024.03.15 Flere traner og en havørred

Når man sidder der på hjemmekontoret og hører tranerne igen og igen, så er foråret ved at være ganske sikkert. De kom i store flokke over huset og lavede pile i luften, som pegede samme vej som vinden kom fra. Sydvest. 

Endelig var østenvinden smuttet og mere normale vinde havde taget over. Og mere normale temperaturer. Og i dén grad et mere normalt hav, bød mig velkommen da jeg lige kunne bruge 2 timers afterwork på kysten. Omend det normale hav udi bølger og den slags, havde trukket sig meget langt tilbage. Men det gav mig så for første gang i år, rig mulighed for at undersøge de nye rev og sandbanker som oktoberstormen havde flyttet rundt på. 

Jeg blev vildt overrasket over at jeg flere gange i år tydeligtvis havde fisket over ren sand, men i så pas grumset vand at jeg ikke havde opdaget det før nu. Sikke et paradis til sommerfiskeriet, da sten og tang, nu lå i hvad der lignede et større hul og over en kastelængde ude igen var omkranset af en ny sandbanke. Ganske så stor forandring i området og da jeg opdagede at jeg var ved at komme til et større gennembrud i sandet og tænkte at her burde de så komme ind i området og patrullere, så huggede det præcis som det skulle!

Det var ikke et hårdt hug, men det var et dybt og tungt hug og stangen fleksede dejligt sammen. Øjeblikket efter slap krogen taget og så står man der og er et fjols. Det var vist den eneste fisk på pladsen, for der skete ikke rigtigt andet end et par småhug fra hvad jeg mistænker var små blanke i forårshumør.

Så jeg prøvede endnu en plads i håbet om at opdage lidt nyt der også. Faktisk var det så meget flyttet om, at jeg først vel udvadet, indså at jeg stod måske 20 meter længere til højre end jeg plejer, simpelthen fordi de indtil i dag, ukendte tuer af ålegræs som skabte en lille banke havde ført mig dertil. Jeg stod i vand til knæene hvor jeg aldrig plejer at vade og så fik jeg en lille blank.

Det var tydeligvis en revkonge, for det var alt jeg mærkede på den anden plads. Det var dejligt at få udforsket revene efter flyttedagen i oktober.

fredag den 8. marts 2024

2024.03.08 Traner og så var der gifler på tilbud

Det sidste lange stykke tid har det kun blæst, så ude på Sydkysten hører man ikke det store. Derfor blev jeg overrasket og glad da 4 traner pludselig kom flyvende i lav højde over mig. Dem plejer man at høre, før man ser dem. Men jeg havde intet hørt, hvilket skyldtes den konstante vind. Og solen.. den gemte sig bag nogle store skyer, der tæt drev over mig. Ikke det solskin jeg var kørt hjemmefra i. 

Der lå opklaring længere ude, men den ventede længe med at komme ind og da den første runde over revet, ikke havde resulteteret i noget, gik jeg op og ventede. Eller måske ville jeg køre efter solen. Det blev til sidst begge dele. Desværre var pladsen optaget, så jeg fandt en anden i solen, men her var resultatet udi fisk, det samme og så kørte jeg endnu engang videre, for der måtte da være både sol og fisk et sted.

Og så kom tågen rullende. Ikke bare sådan lidt dis, men en tyk klam ærtesuppe af tæt tåge, netop som solen skulle til at yde sit.

Så jeg blev i bilen, mens en anden fisker kom til og nærmest febrilsk væltede ud i vandet for at komme først. Da tågen havde omklamret kysten i en halv time, tjekkede jeg på DMI´s satellit fotos og kunne se at den store banke ville drive forbi inden for yderligere en halv time, så jeg gik til vandet og gik modsat den anden fisker. Minder fra sidste år rullede gennem hovedet, hvor tågen havde gemt på overraskelser. Men det var minder fra en periode hvor vandet var varmere, vinden ikke fra øst og luften i øvrigt også varmere - tågen til trods. Der skete heller ikke noget, selvom troen på mit projekt havde indfundet sig igen.

Tågen lettede lige så brat som den var kommet. Havet spillede max og solen varmede igen når man stod med fingrene i læ, men lige lidt hjalp det. Jeg fik fisket på nye pladser i dag og havde håbet at drømmene kunne indfries, men det gik som de andre dage i denne evige østenvind. Jeg fik kolde fingre, ingen fisk og så mødte jeg Mr. Skellefteå på den sidste plads, som snakker vanvittigt meget og kun har succes ture med den ene store fisk efter den anden.

Nå ja forresten... jeg så et tilbud i dag. 2 poser kanelgifler for 50 kroner! Slap af manner!

torsdag den 7. marts 2024

2024.03.07 Sol, men stadig bidende koldt

Endelig kom solen frem igen. Det er min evige forglemmelse hvert år, at solen findes, men den har endnu ikke så meget magt at den brænder skyer og dis af om morgenen. Det tager normalt en hel formiddag og mens den gik derhjemme, hvor jeg så kunne nå en masse praktisk, så havde jeg også ladet bilen med udstyret så den var klar til afgang.

Og så sad jeg der i vandkanten, med min gyrosrulle nede fra pizzariaet. Det er måske ikke helsekost, men den smager virkelig himmelsk og selvom vinden gjorde sit til at køle mig og min rulle, så kunne jeg også mærke de varmende stråler fra solen i ansigtet. Mens jeg sad der, søgte mine rav-øjne lige hastigt stranden foran mig igennem og sørme.. ikke bare et, men 5 stykker guld lå inden for en arms rækkevidde. Det var ikke stykker der kom i prale-skålen, men rav er rav!

Fiskeriet på denne første plads kom heller ikke i nogen prale-skål. Vandet så nogenlunde ud, men var langt fra klart og fisk var der ingen af. I hvert fald ikke fisk der kunne lide silling.

Så jeg kørte til næste rev hvor vinden var lidt mere barsk og tænkte jeg lige kunne give det en kort runde, inden jeg ville tvinges op for at få varmen. Vinden var nede i sydøst og kom fra havet, men havet havde også trukket sig tilbage, så søerne knækkede længere ude, hvilket gjorde at revet fremstod som den perle det nu engang er og for 1000. gang, var mine tanker igen på hvor mange og hvor store, mens det blæsende og kolde forår stadig spøgte som en negativ joker. Men solen havde vækket nogle nedgængere. Den jeg lykkedes at overliste, kom som en skygge over bunden foran mig, huggede og væltede rundt. Der var ingen fight eller udløb, bare tunge dybe stød og da jeg endelig fik den store fisk ind, kunne jeg let få krogen ud af dens solide kæft. Det var den eneste hugvillige ude på revet, så jeg gik ind på det lave for at se om der var flere der gemte sig. Ikke for at fiske dem, men bare tjekke på min vej op og jo, der stod 2 til herinde, som begge blev skræmt da jeg vadede ind. 

Så ved man at foråret er kommet, trods det besværlige vejr.

Jeg besluttede at køre lidt i læ, som den kolde stakkel jeg var. Måske der var fisk, hvor jeg mødte dem i går og bombardaen var forresten også med! Men jeg nåede kun at fiske i en halv, uden fisk i øvrigt, så ringede min VVS mand og ville komme forbi og ordne det sidste på badeværelset - og når man endelig kan afslutte et stort projekt, så skældte jeg for en gangs skyld ikke håndværkeren ud for at forstyrre mig på en solskinsdag ved kysten...

onsdag den 6. marts 2024

2024.03.06 Kom marts du søde milde

Der er nok en grund til at det er maj, der er sød og mild. Og ikke marts. Det var ikke sødt eller mildt og jeg havde heller ikke regnet med det, men bare lidt forår måske. En smule. En lille forsmag.

Nej!

Jeg var ude i går og prøve sådan lidt for sjov i den hårde østenvind. Den var gået et par klik fra lidt fra nord til ren øst og havet havde rejst sig. Men havet havde også trykket tangen ind, så det var faktisk muligt at fiske rent. Hvis altså man kunne komme ud. Jeg stod under halvvejs ude på 2 rev og tog nogle kast, men østenvinden har ikke hjulpet på bidehumøret. Og bombarda kunne jeg da glemme alt om, med de søer der rullede ind. Men jeg fik da prøvet. Igen!

Og så til i dag, hvor gårddagens tjek havde meldt kysten klar, så at sige. Men så vidste jeg hvor jeg kunne kaste, hvis jeg ellers gad. Lysten var der, men er du gal en led vind. Jeg prøvede en ny plads. Den plejer altid at holde fisk, men jeg var for længst gået ind i en trance med de manglende fisk og forventningerne var skruet helt i bund. Vandet var faldet til 4 grader og let grumset. Det så faktisk pivhamrende godt ud flere steder og jeg legede i hovedet at det var januar. Jeg mener, 4 grader i januar er jo kanon.

Så begyndte solen at kigge frem og jeg kørte videre, for at komme lidt i læ. Hvor svært det end er på en kyst, men også for at både få varmen og se noget andet. Og så stod der en bil, der hvor jeg havde tænkt. Jeg valgte alligevel at gå ned og fik hilst på fiskeren der var alene. Han var på vej op, så jeg kunne vælge lige hvor jeg ville stå. Det var blevet til en tabt fisk for ham og ellers intet.

Så jeg gik i krig. Her er der nemlig også altid fisk. Men det siger jeg på hver plads...

Men jeg fik alligevel ret, for sillingen fik pludselig et slag. Og så var ham den anden ikke engang kørt endnu. Et sted i mellem stivfrosne pølser og en åndelig åbenbaring, fik sillingen yderligere et slag, jeg lavede spinstop - men måske var det efter en kulderystelse - så huggede det pludselig sådan rigtigt. Det sjove var at jeg mere mærkede det i armen, end fingrene. De var kolde og tykke af den lede og kolde vind, men jeg skulle også indvie mine nye forårshandsker, som så IKKE kommer med de næste dage!

Fisken pjaskede rundt og kunne let afkroges følgende. 

Jeg havde lidt flere hug, blev påmindet om at her kunne jeg faktisk godt fiske med bombarda og det skal jeg nok prøve i morgen hvor de lover fuld sol.

søndag den 3. marts 2024

2024.03.03 4 rev på et par timer

Jeg kunne lige tage et par hurtige timer på kysten, nu jeg havde fået styr på stumperne derhjemme og samtidigt ville jeg slå 2 fluer med et smæk, for lidt tidligt for årstiden, lader østenvinden til at ville slå til. Den har lagt i øst et par dage nu og skal vist fortsætte med det ugen ud. Det er måske ikke lige det forårsvejr jeg bestilte, men de der prognoser laves om hele tiden og nu lader vinden til at aftage i slutningen af ugen. Endda med sol.

Uanset... hvordan stod det til derude? Jo... første rev lå øde hen. Der var en fantastisk fin farve i vandet da jeg kom ud på det og forventningen om at der var fisk klar til at hamre på, var stor. Da jeg havde fisket revet af, kørte jeg til det næste og oplevede det samme. Der var ingen fisk klar til at hamre på.

Det gik lidt skuffende ligeså ude på den gamle dame, hvor der de sidste år heller ikke har været det store at komme efter, men de måtte da være et sted tænkte jeg? Jeg fiskede bugten, spidsen og det store område af, hvor jeg før i tiden havde haft kanon fiskeri.

Men ak... så jeg kørte videre til næste rev igen og var ved at være lidt træt af østenvinden der nu havde sat et ekstra gear ind og var rigeligt hård. Vandet lå ellers på 5 grader dagen igennem og solen var bag et par slørede skyer, men intet lokkede fisk frem til mig. Måske jeg var lidt sløset på dette tredje rev, i det jeg egentlig bare fiskede toppen og siderne af, men forventningen til at finde fiskene var også dalene, samtidigt med at sulten begyndte at indfinde sig.

Så mens jeg fik lidt mad i hovedet, sad jeg og spekulerede på om de 5 andre jeg havde set på de andre rev, mon havde fanget noget. Eller om jeg bare var uheldig. 

Og så kørte jeg til det sidste rev og gav den en ordentlig skalle på hele revet. Men det blev endnu en tom dag på kysten udi havørreder. Stående, gående, vadende og kastene over det hele, forventede jeg næsten hele tiden en følger, et hug ... et eller andet. Men jeg sluttede med 3 bundhug og bestemte mig for at køre hjem. Det skal nok blive bedre næste gang.

søndag den 25. februar 2024

2024.02.25 Lønningsdag i brændingen

Mine økonomiske udskejelser i lørdags blev opvejet af at det var lønningsdag i dag. Nu vel, lønnen kom ind i fredags, hvis jeg skal være helt ærlig. Men det gjorde at de små masseproducerede kanelgifler blev reduceret til hvad de egentlig var; En dej med lidt sparsomt fyld, til en vanvittig høj pris.

Jeg havde alligevel respekt for mit indkøb og som tingene altid går, når man er ekstra påpasselig... så tabte jeg en. For helvede altså!

Men fokus var, på lønningsdagen, ikke på de 2,5 krone men hvorfor fiskene stadig ikke var i humør. Min trussel om brug af bombarda blev ikke ført ud i livet på grund af en frisk vind fra sydøst og siddende ved bilen i en pause var jeg stadig enig i det valg. Bølgerne brækkede frækt over revet og farven i vandet spillede max, men min første time havde kun resulteret i en følger fra kanten. En lille følger endda.

Jeg tog nogle grove søer og bevægede mig over revet, men det var kun i tankerne at jeg skulle have følgere, hug og fighte fisk. Der var helt dødt. Mine opkald forblev ubesvarede.

En lang tur over alle naborevene, mest for at få tiden til gå frem til den gyldne time, der dagen til ære, var grå og dermed ville blive "den tonede mørkegrå time" - nu med regn - gav mig samme resutalt og så var det at jeg sad ved bilen og tænkte at nu her til aften, som regnen trækker ind og lyset sænker sig, så kommer de.

Men det blev endnu en tom tur over revet og ved siden af revet og ude på revet og på den anden side af revet. Ikke så meget som en følger. 

Nå, men de kommer nok næste gang.

På vejen hjem kunne jeg glædes over en front der tog form på vej op over Sydkysten, med en rullesky, som er relativt sjældent set i februar! Den gav et par millimeter regn. Det trængte vi godt nok også til...

lørdag den 24. februar 2024

2024.02.24 Om kanelgifler og økonomi

33,95 kroner! Det er hvad kanelgifler nu til dags står i og er man på farten, har spist hjemmefra, men alligevel mærker maven knurre og tænker... jeg napper da lige en giffel og en sodavand, så sidder man i saksen. 33,95 kroner for en pose kanelgifler. Nu med mulighed for at vinde et eller andet rejsesæt, som man kan have ombord på flyet. 

Ja, det er da på første klasse til den pris for en sølle gang mel, kanel, vand og sukker. Jeg kan da godt forstå at mening mand sparer på pengene, men det var ikke overraskende for mig at det så sådan ud. Jeg handler også ind i mellem. Jeg var nok bare lidt blåøjet i mit syn på grådigheden hos vores handlere, der samtidigt markerede at sidste års regnskab var rekordstort. Tillykke til jer. Ikke til min pengepung.

Mens jeg sad og krammede min pose med kanelgifler, nådigt optalt til 14 styk - hvilket i øvrigt giver en stykpris på knap 2,5 krone per styk - reflekterede jeg over om hr og fru Svensson skulle uddeles hver deres, for at vise dem min totale luksuriøse økonomiske overlegenhed i indkøb af kanelgifler. Men de hilste bare og gik videre og jeg kunne slippe taget i min kanelgiffel pose igen. Skuende over vandet med det ene øje og det andet fast på giflerne.

Fiskene var ikke rigtigt hjemme og solen var desværre forsvundet igen bag nogle tynde skyer. Solen havde alligevel ikke udført den magi jeg håbede på, men håbet... det svinder aldrig.

Jeg syntes tiden gik for langsomt, mens jeg grundigt tyggede kanelgifler i mig for knap 15 kroner. Jeg ville gerne have noget aftenfiskeri, for når solen gik ned, lyset svinder, så burde de da gå til bidet.

På en eller anden måde lykkedes jeg med at få tiden til at gå og da klokken vel var aften nok, så vadede jeg ud på et andet rev og tog et par kast. Min forbløffelse blev stor da en blankfisk kom glidende ud af det brune vand på SIDEN af min silling og vendte igen. Det var bare en fisk på målet, men det så godt ud og jeg fik også en forskrækkelse over dette pludselige liv. Følgeren blev afløst af en meget lille følger, siden skete der ikke mere og mine fingre var også kolde. Men alligevel skulle jeg prøve endnu en plads. Bare lige kort du ved. Bare lige 5 minutter.

Og her skete det samme. I din opfriskende østenvind, havde jeg igen følgere. Alle var de små og finurlige, men silling ville de ikke have. Det bliver nok en runde med bombardaen i morgen. Mens jeg skal nyde mine sidste gifler og tænke over om min investering ikke havde været bedre i aktier.

søndag den 18. februar 2024

2024.02.18 Hej igen normale februar

Hvor dagen i går var en særdeles behagelig forsmag på foråret, var vejret i dén grad vendt tilbage til sit vante jeg i dag. Det var ikke fordi lysten var enorm, men jeg vidste samtidigt at dagens vind, ville vaske Sydkysten ren. Ikke bare for andre fiskere, for vinden var ret så frisk, men også på grund af regnen og det absolut vigtigste; Vindretningen. Jeg fik ret.

Der var ikke et øje ude, vinden stod lige på og vandet spillede 100%. Det stank af havørred.

Men når man står der og bølgerne sprøjter ind og man kan se samtlige sten og sandpletter over revet, så er lysten skærpet til fulde. Sillingen kom ind og bag den gik der pludselig en stor lysebrun havørred. Ja, den var sikkert blank, for den var godt nok ikke tynd, men ligeså hurtigt som den kom efter, lige så hurtigt forsvandt den i skummet fra en ny bølge. Jeg stod og måbede over den frækhed. Hvor flabet at følge efter i det her vejr og ikke hugge. Hvad bildte den sig ind?

Et par kast efter havde jeg hug. Men nej, som i går, hvor vejret var væsentligt anderledes, var fiskene stadig i februar mode. De ville ikke lege med, hvilket på en måde var lidt ærgerligt, men så kunne jeg glæde mig over at igen var ude på den blå hylde og i særdeleshed være alene i det fantastiske vejr.

Ok, det var måske lidt koldt og da jeg sad i bilen, for at prøve en anden plads, så var midterkonsollen våd fra mine våde ærmer og gulvet sejlede fra de fugtige waders.

Men lidt ro i ansigtet gjorde godt og på den ny plads, hvor oktober stormen havde sandet meget til, er jeg sikker på at jeg havde hug igen ude i det ny badekar. Men det blev aldrig til mere, trods at jeg gennemfiskede strækningen grundigt.

Havørredfiskeri de lux på Sydkysten!

lørdag den 17. februar 2024

2024.02.17 En lille forårsdag

I vejrudsigten havde de talt om det i et par dage. Solen ville komme frem til weekenden og dæleme om ikke det passede. De holdt fast i prognosen og da klokken var op ad formiddagen, forsvandt de fleste skyer og omme bag ved dukkede der mere og mere af det blå op, for siden, da jeg stod ved vandet at være afløst af kun det blå. AMAZING.

Solen varmede endda, da jeg gik i vandet et par hundrede meter længere nede, end hvor jeg nonchalant havde kørt forbi Hashim og Javier. Det var ikke fordi jeg ikke gad være med dem, men hallo... vejret! Vandet! Der skulle ikke snakkes, jeg skulle ikke stå i midten på et lille rev. Jeg skulle fiske og have plads og det kunne kun gå for langsomt. 

Åh hvor var det helt igennem fantastisk dejligt. Nævnte jeg at solen varmede? Jeg stod uden handsker og de udeblivne hug tænkte jeg knap nok over. Det var så uendeligt længe siden jeg havde stået her på mit blå kontor og bare nydt solen og dagen som den var. Eller blåt var det ikke helt. Vandet havde en let brunlig nuance blandet med lidt af det her hvide, som ikke er kalk men som er .. ja det er så stadig hvidligt, uden jeg ved hvad det er.

Der var ingen fisk. Måske et hug og så havde oktober stormen flyttet rundt på en masse sten, fordi bølgerne brækkede anderledes end de plejer foran "Själastenen". Men solen varmede, hvis jeg glemte at sige det.

Min runde over revet, resulterede i at jeg krogede en gemmensigtig tynd filur af en art. Glasål? Tobis? Nej, der er vel ikke yngel nu vel? Du må godt lige skrive hvad det er, dig der ved det. Jakob A-menneske, er også velkommen!

Nå, men jeg kunne ikke stå og være egoist hele dagen og desuden var jeg sulten. Det resulterede i sammenkomst med yderligere en fisker vi har kendt gennem alle årene, men hvis navn vi ikke kunne huske. Det blev gullasch fra trangiaen og en rejesalat mad og en masse snak. Siden fordelte vi os på revet, men jeg ville have plads og forsvandt rundt om hjørnerne og det resulterede i det samme som de andre. Mens solen varmede videre.

Da vi stod ved bilerne igen, kom sælen over revet og tog endda en tur over det lave. Den var på jagt efter det samme som vi, men virkede ikke heller til at kunne finde lykken. Dernæst blev vi enige om at splittes og så kørte jeg lidt rundt på må og få og endte til sidst på et lille rev med brunt vand og stadig ingen fisk. 

Mens solen ikke varmede så meget mere, fiskede jeg af og endte som alle de andre gange, oppe i bilen og kørte hjem. Sikke en helt igennem fantastisk dejlig fisketom dag.

søndag den 4. februar 2024

2024.02.04 Årets... nå ligemeget. Det var alligevel blæsevejr igen

Ja det var i hvert fald endnu en nultur. Men årets første "rav fundet på fisketur" fandt så vej til lommen... Og pølserne var gode. Selskabet. Det blæste, men grillen var varm.

Da jeg kom frem og åbenbart lidt sent i forhold til dem der stod klar med pølserne som skulle på min grill, så var meldingen udover at de var sultne, at der ikke var sket en skid. Det var alligevel lidt trist at høre, men i går hvor jeg også skulle have været ude havde Javier meldt det samme og på samme strækninger; dødt hele dagen. Ikke så meget som et hug. Og det mente Henrik, Javier og jeg ikke kunne gentages 2 dage i træk. 

Men det kunne det!

Uanset, så fik jeg gang i grillen, Javier gang i pølserne og Henrik gang i hyggen og så sad vi der i den tiltagende vind og gnaskede pølser, mens vi planlagde eftermiddagen og hvor fiskene så skulle fanges. Da jeg var ved at bide skindet af pølseenden på den sidste pølse, kom en gut forbi og sparkede i tangen og gik igen. Siden gravede Henrik dybt i lommen og fremviste en mængde rav der havde ligget frit på stranden.

Så kan den ivrige læser vel gætte sig til resten?

Men jeg fik selvfølgelig også fisket!

Henrik måtte afbryde turen, da nogen i nærheden ikke havde varme i huset. I 20 sekundmeter og 4 grader, er varme i huset slet ikke så ringe endda. Javier og jeg fortsatte slaget på andre jagtmarker og ved godt mod, gik vi over de gullige (dobbeltbetydning for de Øresundske!) sandstrande med lidt mere tro på det. Men vores tro blev skubbet rundt. Enten af vinden der piskede ind i ryggen og fik os ud af balance eller bølgerne der slog ind udefra og også dem, fik os ud af balance. Der var en skubben og masen frem og tilbage, mens koncentrationen på endegrejet skulle bibeholdes, men resultatet var som på den første plads og gentog sig på den næste igen.

Og da vi egentlig var på vej hjem fra den sidste plads, dels fordi jeg havde stået i komplet sort vand og derfor troede det var mega grumset og ikke mindst på grund af tiden der pludselig signalerede aften, så var Javier gået ud det rigtige sted og havde fundet vandet perfekt. Jeg ville vride de sidste minutter ud af dagen og sammen tog vi 5 minutter til, der siden resulterede i et højt UHHH fra Javier der pludselig havde haft en stor følger. Følgeren var dukket op ud af ingenting og var forsvundet ud i det store ingenting. Selv mærkede jeg ingenting og sådan endte dagen desværre igen udi i fiskeriet.

Det skal ikke være nemt. Men det er stadig sjovt.

søndag den 28. januar 2024

2024.01.28 Årets første...

 ... tabte fisk!

Jeg tror nok de fleste kan genkende timingen med håndværkere, som noget man ikke stiller klokken efter? For mig skulle klokken stilles tidligt og timingen var nu ok, men hvorfor kommer de så på en fiskedag, når vejret endelig er tæt på perfekt? 

Nå, men det var da en belejlig undskyldning at bruge. Jeg var nok ikke taget ud så meget tidligere alligevel og da gutterne endelig var færdige, sad jeg i bilen på vej mod drømmenes land. Havet i går var farvet og jeg havde en stor tiltro til at det ville være klaret så meget i dag, at det kun kunne se fantastisk ud. Det fik jeg ret i!

Jeg mødte Javier som stod udvadet og ikke havde mærket noget, men bekræftede mine forhåbninger og efter en lille snak, gik vi ud på det lange rev og lod vores Sillinger pløje hver kubikmeter vand vi havde foran os. Da jeg kom ned til stenen der så tit holder fisk, var jeg måske lidt skuffet over intet at have mærket. Samtidigt så er det endnu tidligt på sæsonen og på den åbne kyst i 3 grader varmt vand, skal man ikke forvente det store liv bare fordi det ser kanon godt ud.

Javier fightede en mindre fisk ind et par kast efter og netop som jeg tænkte at der i det mindste burde komme en runde små blanke forbi, så havde jeg i de følgende kast en masse mindre hug. Det endte til sidst i en kroget fisk der nåede at ruske lidt i stangtoppen inden traditionen om årets første krogede også er lig med "tabt fisk" indhentede mig og så var fisken væk igen.

Jeg fiskede koncentreret området af, men gik til sidst op fra det kolde men flotte vand. Javier havde fået en til omkring målet og ellers var også han lidt skuffet og ville videre på nye rev. Vi gav det alligevel en lille chance mere, men stimen af mindre blanke, som sikkert var det vi havde mødt, var draget videre.

På kanten af det andet rev, står der næsten altid havørred. Endda langt inde. Jeg fornøjes altid af at beskue revet og at ingen andre bestiger det, mens jeg fisker naborevene af. Får det en pause på 2 timer, er der nærmest gevinst garanti. Det var derfor med enorm tro på det, at jeg kunne gå ud og fiske langs kanten ud til stenen, men er du gal hvor jeg tog fejl. Vandet spillede max. Alt var perfekt. Men samtlige kast både til stenen og ud over resten af revet forblev ubesvaret og til sidst gav jeg op for at køre ned og tage lidt billeder af solnedgangen og Javier der stod i Paullis hjørne.

Jeg blev aldrig klog på om Javier havde fået en fisk der eller ej, for han skulle hjem og efterlod mig derfor alene i søen, men det korte af det lange er, at jeg også her fiskede revet af, mens solen lagde sine sidste stråler over kysten. Det blev en fantastisk solnedgang, men uden indfrielse af mine fiskekåde forventninger.

lørdag den 27. januar 2024

2024.01.27 Årets første...

... fisketur! 

Endelig flovede vinden og frosten havde sluppet sit tag i en periode. Præmiereturen kunne endelig finde sted og da jeg rullede ud af byen, genkaldte jeg samtalen med fødselsdagsbarnet Javier minutterne inden, men samtidigt så ville jeg bare ud. "Vandet er total grumset her og det er grumset og fuld af ålegræs der" og mens vi talte, rullede han ned til en tredje plads hvor der så stod 2 på den ene pynt og netop som han stoppede bilen, gik der yderligere 2 ud på den anden pynt. Så kørte han hjem og jeg overvejede om den præmiere tur overhovedet skulle finde sted, men det ville være lidt ærgerligt ikke at få fisket i januar overhovedet.

Og det var grumset. Ikke overdrevet, men lidt for meget af det gode, trods at jeg i højvandet kom 3/4 dele ud på revet. Der var ikke rigtigt tegn på bedring en kastelængde ude, præcis som Javier havde sagt men det fik en halv time hvis nu man skulle være heldig.

Plads nummer 2 var langt bedre i sigten. Man kunne se støvlerne i vand til over knæene og jeg fik lidt mere tro på det hele, men den knappe time jeg ofrede på pladsen, var ikke noget der lokkede havørreden ud af hullerne.

Jeg bestemte mig for at køre hjem og afvente at vandet skulle falde og vinden forblive ikke-orkanagtig, med et håb for morgendagen hvor der måske vil være lidt flere pladser at vælge mellem.

søndag den 21. januar 2024

2024.01.21 Sikke en start på sæsonen... !

Jeg gad ikke begive mig ud den første januar. Ikke fordi der var tømmermænd at pleje, men jeg gad bare ikke. Lysten manglede og desuden er januar lang. Men det var åbenbart forkert at ikke gide, for lige siden har der kun været 2 slags vejrtyper: Dybfryser eller storm. Vandet har desuden kørt op og ned som en jo-jo så de sidste weekender er enten blæst eller frosset forbi og når nu lysten meldte sig, så var det ikke overraskende at se store mængder is ophobet på en strækning jeg ellers lige håbede på jeg kunne fiske.

Vandet var givetvis klart i syd på sine steder, men vinden allerede over de 10 fra netop syd, så ravnettet blev pakket ud i den glæde at så kunne jeg da finde dét når nu fiskeriet er på en ufrivillig pause! 

Der er ikke noget der er så dårligt at det ikke er godt for noget!

Sagde jeg... da jeg gik ned af grusstien og kunne se havet åbenbare sig foran mig. Den flotte Østersø i den tiltagende vind og den flotte hvide sandstrand, som har fået 4 meter ekstra liggeplads til sommer, efter stormfloden i oktober. Men tangen... den var blæst ud og der var intet at lede i. Ikke engang i vandet.

Jeg tjekkede strømmen ud og tænkte at det hobede sig op på pladser hvor der var menneskeskabte forhindringer. Jeg tog fejl. Eller jeg havde lidt ret, for der lå absolut tang længere ude, sådan på 1,5 meter vand mellem de store søer der bøvlede ind.

Således fandt jeg mig frem til en tredje plads og tænkte at jeg i det mindste kunne lede efter smuler der hvor andre har gået, men min indsats var forgæves. Selv her havde havet slugt alt den gamle tang og efterladt en paradisisk smukt udseende strand, som kunne sælges som feriedestination på et billede fordi man ikke ville fornemme hverken temperatur eller vind.

Jeg endte lettere skuffet i bilen og tænkte om jeg skulle søge nye veje, men samtidigt at det måtte de andre om. Jeg havde givet den et skud, som var helt fejlplaceret og det er også ok engang imellem.