søndag den 18. februar 2018

2018.02.18 På jagt efter Dansk Dynamit

Sigtekornet var indstillet på tidligere års rygter fra perioden vi er i nu. Rygterne i år, var ikke løbet os i forkøbet. Hverken da turen blev planlagt for længe siden eller i dagene op til. Alligevel var det med en stor tro på projektet, at jeg gik til vandet i følgeskab med Henrik, Javier og Ole. Vinden var flovet fra gårdagen - den skulle siden øge fra SV hvilket er en udmærket vind på Stevns, for det var her de første støvletramp blev lagt i jagten på det Danske Dynamit. Men det blev en sløv start på en sløv morgen. Vinden var nærmest ikke tilstedeværende og vandet fladt og spritklart. Ikke de optimale forhold, trods at Stevns fisker på de mest mærkelige måder og forhold. De trækkende fisk skulle nok komme - og det gjorde de sikkert også. Bare ikke hvor vi stod. Eller det vil sige... snakken om at kysten i princippet altid holdt fisk, bare ikke altid bidevillige sådanne, kom i gang og selvom spørgsmålet flyver i vinden, til nogen sætter et kamera i vandet for at filme, så blev vi ikke klogere. Ej heller sammen med Jan, der langt om længe dukkede op til en fælles fisketur. Ikke at han var sen, men Jan og jeg har skrevet sammen i en del år og talt om fisketur rigtigt længe. Det var fedt endelig at møde dig Jan - tak for en rigtig hyggelig fiskedag!

Sammen drog vi - nu 5 mand - sydover for at finde lidt mere vind. Det fandt vi. Vind med ålegræs til følge. Det vil sige, ålegræsset fløj ikke rundt - men nøjedes trods alt med kun at flyde rundt, tilpas meget for at genere endegrejet og en hurtig ny plan blev lagt. Sørens også. Vi stod på en gudeskøn plads, med store sten her og der. Vand der var let grumset, en sol der hele tiden prøvede at kigge frem. Og så det skide ålegræs. Øv.

Ikke så meget øv over den nye plads, men foretrukket havde jeg dog at forblive på de sydlige breddegrader, med vinden på. Men vinden tog i.

Mens Jan fik lov at smage hvordan en fisketur, kan laves - det vil sige, lækre pølser fra grillen og så den sædvanlige blåbærtærte fra Javier, så øgede vinden ganske meget. Så med fornyet tro, lidt varmere fingre og en proppet mave, gik vi til dagens sidste plads - bevæbnet med OLR woblere og en tro på tingene. Nu skulle dynamitten vise sit værd!

Så stod Henrik med fleks på klingen. Jeg stod et rev længere nede og så en blankfisk sprælle kort i luften og siden blive genudsat. De var der. Kom med den store. Men der skete ikke rigtigt mere.
Efter Jan, gik Ole og jeg ud på spidsen for at fiske af. Vinden stod perfekt skråt ind på spidsen og skabte rørelse i vandet, pressede ålegræsset mod land og efterlod en 6 kg´s i tankerne. Desværre måtte vi senere erfare at den kun levede i tankerne, for efter en grundig affiskning på hjørnet af Jan, siden mig og bag ved os, Ole, måtte vi hver for sig gå tilbage til udgangspunktet, for der at erfare at Javier havde smidt en 2 kg´s fisk lige inden landing, fordi der skulle billeder af fighten. Nuvel - vigtigere med et godt billede end fisk på land, for i nettet var den kommet hvis det alene havde handlet om mad på bordet.

En umådelig smuk solnedgang over klinten, kronede en rigtig kold, men samtidigt også en rigtigt varm dag. En varm dag i selskab med et par rigtigt gode venner! Så kan fisken godt vente lidt endnu. Men lad mig lige slå fast; Heller ikke så længe til. Nu er det snart på tide med en blank!

lørdag den 17. februar 2018

2018.02.17 På vandet i stilheden

Allerede da jeg drejede bilen ud på vejen, kom smilet frem på læberne, da den velkendte lyd af stropper der hyler i vinden, gik gennem taget og fulgte mig vejen ud til fiskepladsen. Den der brummende lyd er blevet synonym med kajaktur og den blev hurtigt plukket ned fra taget og rigget til. Jeg var klar til en tur på vandet, trods at jeg i sidste minut fik et afbud fra Javier. Tryggest er man 2, men jeg ville ud. I dag. NU.

De klukkende lyde fra kajakken er endnu en glad lyd, mens jeg glider gennem det klare vand. Jeg er blind for det drivende ålegræs og har kun spidsen i sigte, mens de eneste andre lyde er klamme svaner, der efter at have fløjet eller svømmet flere gange foran mig, endelig indser det tåbelige i at forsætte lige ud og endelig flyver til siden. Så dum en fugl skal man lede længe efter og jeg kun glad for at slippe dem, da jeg endelig kommer frem til sælen, der uroligt kigger på mig og glider i vandet, for dernæst at dukke op med følgeskab og betragte mig nysgerrigt på ganske kort afstand. Sælerne forsvinder, det gør også de klukkende lyde, da kajakken endelig ligger så stille som den kan i vinden og det eneste man hører er gæssene der skræpper i baggrunden. Der er, der ud over, helt stille. Fantastisk. Jeg har virkelig fundet mig en oase herude og nyder at være totalt isoleret fra omverdenen.

Omverdenen gør sig bemærket i form af jolle med 3 personer en halv time senere, men de er på vej efter andre arter og forsvinder langsomt bag mig, så det kun er mig og gæssene og - opdager jeg senere - et hav af diverse andre fugle.

I havet er der dødt. Dødt ålegræs, noget grønt og noget der er brunt, driver omkring eller ligger på bunden. Det eneste jeg mærker, er ålegræs. Mine fingre der i mod, mærker jeg ikke mere. Det er faktisk skidekoldt og også i tæerne begynder kulden at trænge sig på. Jeg undres. Er der virkelig ingen fisk, der kan underholde i det 4 grader varme vand? Slet ingen?

Svaret bliver desværre et nej. Jeg fisker i 4 timer og prøver over det hele, i det store område. Kulden bider sig fast og jeg erkender at denne første tur i kajakken, bliver ved den uendelige nydelse det er, at være på vandet - fisk eller ej. I morgen skal jeg til Stevns. Gad vide om der er andet end kulden, der vil bide dernede.

søndag den 4. februar 2018

2018.02.04 Det var jo premiereturen!

Det var først halvvejs gennem fisketuren at jeg igen kom i tanke om at det var en premieretur. Jeg havde gået hjemme og luret på vinden og vejret og det var ikke fordi det lokkede vildt, med en frisk nordøsten vind, men da jeg alligevel bestemte mig for at give det en chance, var det samtidigt med en messenger meddelelse i hånden om at Javier allerede var ude og havde fået 2 på 30 minutter. Premiereturen stod for døren, grejet blev pakket og så afsted på de glatte veje.

Det var et dejligt vejr og naturen stod som den plejer i starten af februar, bleg og brun - som nu naturen kun kan det. Jeg fik hilst på spansken og spurgt om der var sket mere, men desværre. Vi bestemte os for at prøve igen, gik på hver vores odde og kastede med bobleflådene over det ganske lækre vand. Højt var det - meget endda, men rimelig klart trods alt.

Og så var det 3 grader i vandet, hvilket søerne der kom ind udefra, lige mindede mig om. Det var ikke varmt eller behageligt vejr, men da solen tittede frem, var kulde, premieretur og fisk for den sags skyld, glemt bort. Væk var tankerne fra huset og al ombygningen. Bare mig og solen. Åhhh hvor det var rart at stå med ryggen præcis mod vinden og mærke solen i huden.

Jeg byttede plads. Spansken bandede over et eller andet. Måske en tabt fisk? Jeg gik videre. Vadede ud og kastede af. De kan jo stå lokalt på denne årstid. Ingenting.
Næste hul i tangen afslørede en lille gråsæl liggende død i vandkanten. Selv som lille, var den stor. Gad vide om det var en garnfisker der havde skudt den. Den havde et kæmpe hul i hovedet. Måske lidt klamt, men vinden førte eventuelle odører ud over vandet, hvis der var nogen som kunne skabes i kulden.

Næste hul igen, havde pludselig nye sandpletter foran sig. Der plejer at være sten. Ingen tang bare 10 meter ude og nu sand. Vandet var tilmed ganske klart. Jeg troede mere på det og det var da, jeg igen kom i tanke om at det var premiereturen. Jeg var sikker på at der var en fisk til Anders, men det kun mig der atter engang delte den opfattelse.

Spansken forsvandt, solen forsvandt igen i det grålige tæppe. Varmen i fingrene forsvandt og dermed også lysten til at fortsætte. Alligevel tog jeg lige og rundede af på odden, inden afgang til bilen - men jeg fik kun endnu koldere fingre af det og der gik ikke længe, før jeg sad i bilen med røde kinder og en rød næse, på vej hjem til varmen.

Det var nu dejligt at være ude trods alt. Premieretur eller ej. Pyt med fiskene. I denne omgang!

søndag den 7. januar 2018

2018.01.07 Uden isolering

Min far ringede og spurgte hvordan det gik det med isoleringen af førstesalen. Jeg måtte fortælle at det gik som planlagt. Lidt bagud og endnu ikke færdigt.

"Men hey... solen skinner... skal du ikke ud"

Det var et sådan wake-up call, på moderne dansk. Uden fiskestang, men med kameraet i hånden, fulgte jeg det gode råd i det i særdeleshed, pragtfulde vejr. Helt igennem utroligt dejligt at være ude og bare gå en tur. Så det her er ikke en fisketur - beklager. Men bare en gå tur...
Men jeg vil da godt lige slå et slag for hvor dejligt det var og hilse fra kysten at den er smuk som den plejer, at der ligger rav hvis man gider kigge efter det og at solen stadig går ned og er uendeligt smuk, selvom det måske lige var tidligt nok.

Indtil jeg kiggede på uret efter jeg var kommet hjem og indså at klokken var over halv fem... og der var stadig lys...

Til dig, der som mig, er lys-narkoman kan jeg anbefale Dagens Længde som er et boost, når ikke den gule klat hænger hvor den plejer, men er væk bag årstidens sædvanlige grå tæppe, der får en at tvivle på om der nogensinde kommer et forår igen.

Det er på vej og dagen er tiltaget med - i dag - hele 21 minutter. Jahuuuuuu

onsdag den 27. december 2017

2017.12.27 Årets statistik

Når jeg ser på mine seneste indlæg er der en ting, ud over at det er for længe siden, der slår mig. Det er de 10 timers dagslys til forskel. Surt og deprimerende med mørket lige nu! Men mest af alt surt, fordi jeg på grund af renoveringen ikke har givet fiskeriet eller så meget andet, plads.

Jeg skiftede arbejde i sommers. Det har taget tid at sætte sig ind i det og når jeg så havde fri, startede mit andet arbejde og jeg rev alt - ALT - ned og ud på førstesalen. Helt ud til indertaget. Det fylder 3 store containere, den slags! Og mens det så stod sådan, fik jeg lagt nyt tag i efteråret. Da taget var lagt, kunne jeg igen bygge op indefra og det, samt mit nye arbejde har jeg brugt timer og atter timer på.

Fiskeri? Kajak? Familie? Selv den nærmeste familie har jeg været "væk" fra.

Det er ikke super sjovt lige nu, fordi jeg stadig mangler at isolere førstesalen, men når det er gjort, så vil jeg slappe lidt af og måske lige se om der skulle være en vinterørred til mig derude. Hvis det stadig, teknisk set, er vinter når jeg er færdig...

Og tænke tilbage på alle de gode gamle dage, hvor man bildte sig at man havde meget mere tid.

Fiskeåret går igen ikke over i historien. Jeg lykkedes virkelig ikke med noget som helst. Forkerte dage, forkerte agn, forkerte pladser og så føltes som den forkerte person for enden af stangen. Hver gang gik der noget galt. Ret godt klaret af mig, når man tænker over det - for fiskeåret for ALLE andre (sådan cirka) var bestemt ikke ringe!

Men sådan er det og det er bare at komme i gang igen.

Jeg nåede dog alligevel...
- 38 ture
- fangede hele 38 havørreder (det var et let snit!)
- hvoraf de 26 var blanke
- til gengæld genudsatte jeg ufrivilligt 9 styk
- og smed også 4 woblere væk - som stadig er blyfri!
- Rav? 2 stykker, det var alt.

Godt nytår :-)

Jeg vedhæfter et billede jeg har fundet for lang tid siden. Ophavsmanden kender jeg ikke og jeg håber ikke at nogen bliver sure over gengivelsen, for det eneste der er at sige til skriften, er at den er dejlig sandfærdig. Den sande fisker: