søndag den 10. januar 2021

2021.01.10 Og idag med vinden som ledsager

Den lille forskel fra i går var ikke temperaturen, trods en vinddrejning over i sydvest, der ofte er det varme hjørne på denne årstid. Næh... vinden tiltog og løb med en 10-12 sekundmeter ude fra havet, hvilket umuliggjorde at komme til i syd, hvorfor Javier og jeg bestemte at prøve nyt i dag.

Vi tog over på vestsiden for at se om vi kunne finde læ, men det skal man kigge langt efter i Skåne - såvel som i Danmark. Der er ikke læ at hente i flade landskaber, men vinden kom da fra siden, vel på plads og sammen gik vi i vandet og gik... og gik og sad fast. Så gik vi ikke længere men stod og gloede lidt fjollet på hinanden. Nu var vi vadet helt herud og så sidder vi fast i vand til knæene og stadig med 100 meter ud til en vanddybe der indbød til et par kast. For mit vedkommende blev det et enkelt kast, Javier satsede på det og tog en del flere kast, mens jeg i sneflokke der kom vrimlende søgte mig længere nordover. Mere fast bund skulle jeg have under fødderne, før jeg syntes det var sjovt - men turen blev lang og undervejs i en pause ringede jeg til Javier der havde bestemt det, jeg nok også skulle have gjort. Han drog hjem igen, ovenpå vores totalt forfejlede sats, mens jeg, nu jeg alligevel var ude, lige ville gå turen jeg plejer at gå i sensommeren. Omend denne tur var i waders og med mudder, ler og tang til anklerne hele vejen.

Lad det være sagt med det samme. Jeg gik langt. Helt ud. Jeg var ret flad, med andre ord, men jeg var også rigeligt varm og havde derfor masser med overskudsvarme til at fiske temmelig længe i den stride vind, hvor jeg fuldstændigt blottet, stod og lod sneen hvirvle omkring mig. Det havde sgu siddet fint med en grov havørred, men har det ikke altid passet ind? Den huggede ikke og der skete ikke andet end at jeg langsomt fik forvandlet min overskudsvarme til en snigende kulde, der startede i fingrene for siden at krybe op af armene. Det var bestemt ikke en hyggetur og i rygsækken lå endda mit stormkøkken med gullasch. Men jeg opgav alle tanker på at lave mad ude på dette vindblæste sted - desuden var det nok 300 meter ind til nogenlunde tørt underlag og så tænkte jeg at sådan en march tilbage til bilen nok skulle give varme og ekstra meget sult.

Med varmen tilbage i kroppen og et blik der var helt frossent, sad jeg i bagagerummet på bilen en halv time efter og følte mig lidt sej. Ok, måske også lidt sølle... men jeg var gået direkte tilbage uden stop og med vinden lige i masken. Det kunne godt mærkes i kroppen og ansigtet.

Suppen gjorde underværker og et øjeblik sad jeg og nød det, mens sneen var overgået i slud. Men når man har svedt og siden sidder stille udenfor, så trænger kulden igennem, når ens åndbare undertøj og overtøj ikke kan klare kapaciteten fra en heftig tur og jeg fortrak til sidst til bilen for at køre hjem.

Billeder... ikke idag.

lørdag den 9. januar 2021

2021.01.09 Med solen som ledsager

Ovenpå en lang periode med gråvejr, der afsluttedes med sne og let frost, var det helt magisk at se solen. Ikke at januarsolen kan mærkes - knap nok i kinderne, men alligevel. Lidt indbildsk kunne man mærke den gennem de sorte handsker, men der var ingen nåde forneden.

Udvadet i vand der var lige lidt over 1 grad, var det en påmindelse om seneste tur, der sneg sig ind efter at have stået udvadet en lille time. Kulden. Langsomt men sikkert kom den i tæerne og selvom jeg lige havde haft 2 forsigtige hug og et par kast efter et rigtigt hårdt af slagsen, vidste jeg godt at "på land" var en vinder for at redde lidt liv.

Derinde gik jeg Javier og Stefan i møde, der havde stået lidt længere oppe på strækningen. De var ikke frosne som mig - men havde så også lige indtaget gullaschsuppe, som jeg ikke havde med i dag - og det får man varme af. De havde så heller ikke hul i deres vaders, som jeg alligevel ikke havde lykkedes at lave, trods endnu et ihærdigt forsøg. Nuvel, det stod ikke ind, men varmer gør det altså heller ikke, hvilket nok forklarer en del af den frossenpind periode jeg pludselig er kommet ind i.

Javier havde taget en blank på målet og mistet en stor nedfaldsfisk - Stefan haft et hug, som jeg - og ellers var der ikke sket mere.

Selv havde jeg stået med mit nye bombarda rig, inspireret af "Havørredens hemmeligheder" og nej, jeg havde ikke kludder kast, kulden til trods. Kun en enkelt gang fik forfanget fat, men det kan jeg leve med. Hvad jeg ikke kunne leve med, var det gennemløb, der nu var sat en stopper for. Hele min idé med bombarda er at der er gennemløb mellem hovedline og kreationen forenden. Men det set-up jeg havde lokket mig ud i og som var smart i alle kanter, havde fjernet gennemløbet.

Måske jeg bare skal lappe de vaders og lade være at fryse, så kan jeg jo kaste normalt uden at skulle sidde hjemme og lære alle mulige nye løsninger.

Jeg gik ud på revet igen og så stod vi 3 mand på række mens vores bedrag ploppede i vandet foran os, da næste kast måtte give en fisk mere. Men udover endnu et forsigtigt hug, så stod vi vel mest bare og slikkede sol. Vinden tiltog fra nord og så til at varmesystemet ikke kom helt i gang og gav tæerne det blod de behøvede og til sidst gik jeg op for at gå en tur og få lidt gang i kroppen. Det endte med at blive sidste tur på land, for mens jeg gik og fotograferede kom de 2 andre ind, idet de også syntes at nok var nok, nu der ikke havde været flere hug eller fisk på land.

Dagens længde er tiltaget 23 minutter og det kunne godt mærkes, stående ved bilerne i snak frem til 16:25 uden at det var helt mørkt da. Dejlig årstid der er på vej - bare gerne med lidt mindre frost og tørre vaders.

søndag den 3. januar 2021

2021.01.03 En endnu koldere dag på kontoret

Endnu engang var der planlægning og ønsker aftenen i forvejen fra forskellig side. Dog blev jeg ikke spammet af alle a-vennerne, der nok havde indset at "mig tidligt op og i januar"... nytteløst. (Det er det så også i februar ha ha)

At der desuden blæste en temmelig frisk vind fra nordøst, samt at der var frost i luften, gjorde bestemt ikke sagen bedre, så efter endnu en dejlig formiddag i sofaen med kaffekoppen og det uendelige internet, så bestemte jeg mig der lidt i middag at nu skulle jeg ud og se om der var lidt fisk i denne "herlige" fralandsvind.

Javier og Stefan var på samme tanker og var landet på min tænkte fiskeplads, allerede udvadet ved min ankomst, men uden noget resultat indtil. Ikke så overraskende måske, for vandet var dykket reelt til kun 2 grader og den der fralandsvind kan være god nogle gange, meeeen... rart var det fandme ikke i den styrke og hele 1 grad i luften. Det var faktisk bistert og alene fordi solen kom frem, lod jeg bombardaen tordne langt ud over det i håbet om en lille fisk eller 2.

Vi fiskede længe med ryggen til vinden og genfandt lidt varme i det læ vi kunne opbygge med ryggen og hænderne så tæt på kroppen som muligt. Vi vadede op over revet og pludselig skreg Stefan "JAAA"... han er ret ny til det der fiskeri, så jeg spurgte om jeg skulle komme og hjælpe med noget. Net og den slags, men han svarede at det nok skulle gå, så jeg fiskede videre mens jeg kiggede på hans fight, der trak lidt ud i forhold til den fisk jeg første gang så vende i overfladen. Nuvel, måske stangen var lidt blød i det, for op ville den ikke og slet ikke ind til netkanten, som den ellers flere gange var ved at besøge. Mens han stod og fightede, fik jeg et ordentlig hug på en eller anden ligegyldig flue jeg havde sat på bombardaen. Fisken fightede kanon, vandets temperatur til trods, men til sammenligning med den Stefan nu endelig havde i nettet, var det ikke en ligeså skøn og konditioneret havørred. Jeg valgte at genudsætte den, for de der blanke skønheder på 3,7 kg og med fulton 1,2 i januar, er svære at slå. Sikke en fiskelykke der indfandt sig.

Javier og jeg fiskede videre og pludselig foran mig kom et hul i vandet fra en følger der ville have fluen ligesom jeg skulle lægge et nyt kast. Jeg kastede på langs med land og fik kort derefter endnu en fisk på i samme kaliber som den første jeg tog. Den så nu blank ud, men grundet mine manglende skills i knudebinding af fluer, tabte jeg den da den kom ind. Jeg kan bare ikke de der knuder, men har indset at det skal læres NU. Jeg tabte også en rigtigt flot blank i foråret sidste år og jeg er ret sikker på at fordi mine fluer ligger på siden og ryggen og hvad ved jeg, fordi jeg ikke kan de knuder, så kroges de forkert.

Og fileme... så huggede det igen en halv time efter, da den første frost havde indfundet sig i mine tæer. Men det forblev ved hugget på langs med land og Javier og jeg blev enige om at der skulle varme i kroppen nu - og den kom kun ved en march tilbage til bilen. 

Jeg genfandt ikke varmen i tæerne - indså siden at begge mine sokker i mine waders lækker og kunne derfor tømme varmtvandsbeholderen da jeg kom hjem, med et langt bad til følge. Min hæl, fodsålen og mine tæer var helt hvide af kulde - det er ikke særligt sundt faktisk, så jeg må nok ty til mine gamle neopren waders på næste tur, hvis kulden og vinden holder i sig.

Uanset... sikke en fed dag trods alt. Vi fandt fisk, fangede fisk og så endda en flot blank af slagsen.

Det skal prøves igen!

lørdag den 2. januar 2021

2021.01.02 En kold dag på kontoret

Allerede i går blev de første spadestik taget for morgendagen. Der blev talt om her og der og alle vegne, men det værste var de der A-mennesker jeg kalder for venner. Altså klokken 06.30 ligger jeg og sover. Det gør jeg også klokken 8 - eller der står jeg som regel op og i dag var der, de 9 minutters mere dagslys til trods, stadig mørkt udenfor. Hvad skal man op så tidligt for i januar? Det er mørkt, koldt og i dag... tåget tilmed.

Næh du! Sengen gjorde godt. Det gjorde de mange kopper kaffe i sofaen også i de følgende timer, mens jeg ventede på de første desinner fra alle mine morgenfriske fiskekammerater. Men der var tyst på tråden.

Først ved 11 tiden kom der liv i kludene. Ingen fisk det ene sted og en enkelt mistet det andet sted. Det var også der omkring tågen lettede og jeg daffede udover sletten, mens bilens termometer viste 1 grad. Heldigvis var det udenfor. Vel ankommet til vandet, kunne Javier berette at det stadig stod 1-0 til fiskene og at han havde haft en følger. Jeg syntes det så ud som om han havde 10 følgere, for fiskerne stod på række i vandet og oppe på land. Jeg gad ikke fiske. Der var stille og der var mange ude. Ikke så meget spas der og et øjeblik overvejede jeg at køre hjem igen, men så kom jeg i tanke om den mad jeg havde liggende med Skagenröra (det er sådan hen af rejesalat) og så kunne jeg da lige nyde den, mens Johnny og hans søn kom forbi og talte lidt.

Mens vi talte, kom de andre fiskere på andre tanker for pludselig var der tomt på strækningen og så kunne der alligevel tages et par kast. Det stille vejr til ære, så havde jeg været forudseende nok til at medbringe bombarda stangen og allerede efter et par kast, huggede det helt ude. Det var årets første fisk der dér kom til afkrogning et par minutter efter. En lille blank filur med en Grå Magnus (vist nok) i munden.

Jeg troede på mange flere og hvis tro kunne varme, havde jeg helt sikkert også nydt den følgende time udvadet i det kolde vand og med den kolde vind i nakken. Men tro varmer ikke og kold begav jeg mig til sidst på land, mens jeg lige nåede at se at Javier også han kunne sætte kryds på årets første fisk.

Vi stod længe og talte os varme eller prøvede i hvert fald at få varmen mens vi talte. Han havde haft en følger af pænere størrelse, men ellers var hans fangst af samme karakter som min. Men enige var vi om at der måtte være flere på plads vi kunne lure. Vi lurede kun os selv til at tro på det og at varmen ville komme tilbage, men det gjorde den ikke. Fingrene bed, tæerne var følelsesløse og ørerne dunkede. Et pladsbytte med fuld blus på blæseren og sædevarmen i gang, gjorde underværker. Det lille rev vi indtog kunne affiskes på max 30 minutter og det bestemte vi os at give det, inden hjemturen kaldte med noget lokkende varme. Ingen af os mærkede noget som helst og sådan går januar ofte. Nogle gange er man heldig at løbe ind i en stime, men i dag var heller ikke en sådan.

fredag den 1. januar 2021

2021.01.01 Premieren

Det var en klassisk premiere tur. Lige som den skulle være. Ingen fisk, tungt hoved og et mistet blink... Og... så tager jeg 2 venstre handsker med ud. Fååårking typisk!

Hashim havde allerede nytårsaften spammet mig med spørgsmål om plads, tid, afhentning og hvad ved jeg. De unge mennesker... ak ja... selv holdte jeg, både på grund af Corona, men også belejligt nok på grund af hundehvalpen, nytår hjemme. Det var absolut ikke med min gode vilje. Siden jeg blev født, har jeg holdt nytår med mine forældre. Jeg er ikke mors dreng eller forældre syg, men jeg gider ikke en eller anden mega fest eller andet pjank nytårsaften. Jeg er en dreng... en fyrværkeri dreng og er aldrig blevet ældre på dét område. Jeg nyder at være hos mine forældre, ikke mindst fordi de, men også min søster og hendes familie, samt min egen familie elsker at spise sønderjysk grønlangkål med kålpølser til. Hamburgerryg og snaps - og så skal der fandme skydes krudt af. Det har jeg gjort gennem 46 år - måske ikke lige med snaps alle årene, men det er en tradition og den blev på grund af pandemien og det nye danske ord, samfundssind, brudt. Jeg ville heller ikke have mine forældre på besøg, siden blev de også nægtet adgang ind i landet, som alle andre besøgende og så stod vi der... men havde da løst problemet med hvalpen.

Så nytårsaften... uden så meget som et heksehyl, sad vi der og havde spist den traditionsrige middag og kiggede så ellers på klokken, der kun var 21...

Vi havde en god aften, men lad det være sagt med det samme. Det var ikke det samme.

Så selvom jeg vågnede lidt sent på årets første dag, var jeg klar til en tur ud i det fri, nu jeg havde en del ekstra tid. Hashim var selvfølgelig allerede ude og sad i bilen og tørrede sig efter de første bølgers indtog mod kysten og ikke mindst ham. En anden spinnefisker havde taget en undermåler lidt tidligere - ellers var der ikke sket noget, men jeg må indrømme at jeg troede på det. Vandet så rigtigt fint ud med let grums længere ude og så var det hele 5 grader varmt. Javier syntes det var så varmt at han havde badet i det - dermed blev hans premieretur lidt kortere end forventet. Men det er stadig januar og fiskeriet er svært - således gik det også for os.

Først havde jeg over 2 kast tydeligt hug og fisk der nappede til OLR wobleren. Siden skiftede jeg til den anden side på revet og stående der, råbte Hashim pludselig på mig. En flot blank havde nappet hans gennemløber og blev fightet ind. Så var hans premiere afklaret. Vi tog en tørn til over revet og efter jeg havde skiftet plads, endnu en tur - men som det plejer i januar... så kan der være langt mellem snapsene, hvorfor vi valgte at køre til en anden plads.

Jeg havde håbet at revet var intakt, men desværre var stort set alt dækket af sand, hvorfor mit håb om en kystnær havørred hurtigt forsvandt. De plejede ellers at stå her, men nu var det lidt meget at kaste på sand alene, hvorfor vi gik ud til første revle hvor der så i stedet var dukket et mindre rev op. Og dér kronede jeg premiereturen på bedste vis ved at sætte min OLR wobler i en sten længst ude og så var slaget tabt. De kolde fingre bedyrede at det der med knuder var lige meget nu, samtidigt som en mindre front med slud trak over os og gjorde det kolde vejr, endnu køligere.

Så langs stranden gik jeg med mit sædvanlige premiere smil på læben - uden fisk, med det sædvanlige tabte stykke endegrej og havde alligevel haft en dejlig dag ude. Det skal man sige, er der nogen der siger - men os der mener det... vi siger det altså også :-)

I morgen skal jeg prøve noget vestpå - det har de sidste år sikret masser af havørreder, hvorfor der ingen grund er til at stå nede i syd, når nu vinden alligevel går i nord.

mandag den 28. december 2020

2020.12.28 Ravturen

Som skrevet tidligere, så stod den på ravtur og jeg ville ikke have lavet et indlæg hvis jeg var kommet hjem med de sædvanlige mængder, men jeg ramte lidt rigtigt. Ikke helt rigtigt. Det gjorde nemlig damen der kom 10 minutter før mig og fiskede en enorm guldklump op af vandet på måske 300 gram. Den var større end min hånd og gul og rød og jeg stod længe bare og gloede på den. Tænk at finde sådan et monster en dag... 

Jeg fiskede løs i vandet foran mig og gik fra vandet i tiltagende mørke med 114 stykker guld i lommen af diverse størrelser. Det var fantastisk. Eftersom lyset havde stjålet mine muligheder for yderligere søgen, så bestemte jeg mig om aftenen at give det et skud mere og hjem fra stranden kom jeg sent, med yderligere 10 stykker i lommen. Ravet lå under et tykt tæppe af tang der lå i en over 100 meter bred bræmme og det var ikke muligt at se det, hvorfor der skulle fiskes. Da aftenen var fremskreden og ryggen gjorde ondt, måtte jeg til sidst stille mig tilfreds med de 10 stykker og håbe der var noget gemt til i morgen... hvor jeg skal ud igen. 

Selvfølgelig...

2020.12.28 Årets statistik

Jeg tror jeg vil begive mig ud på en rav tur nu... så må vi se om havet har kastet lidt guld op, som jeg kan samle sammen. Hvis man skulle være så heldig. Men det er dejligt ude og bedst er det i dagslys, selvom de natture tidligere på måneden også var sjove. Uanset er man udenfor og møder ikke særligt mange mennesker og det er godt i disse virus tider.

Corona har intet at gøre med fiskeri. Faktisk næsten modsat, så burde jeg netop have lagt mere tid på fiskeriet på grund af Corona. Jeg har kun rejst 3 gange i år og har ellers siddet og øvet mig på alderdommen i min alt for dårlige kontorstol hjemme. Kugrygget og hulbrystet er jeg blevet - stresset af et arbejde, som stort set ikke har været påvirket som andre steder. Men som sagt... I en ikke-ergonomisk stol, indså jeg i oktober at jeg havde siddet på min flade for længe. Manglet at fiske, gå i trapperne til arbejdet, cykle til stationen, træne... gøre noget... og nu er det for sent i 2020. Så såvel som med fiskeriet, så lad os få det her lorte år af vejen i en rygende fart.

Dagen er tiltaget med 3 minutter allerede nu. Herre gud... ingen mærker det, men at se det lille 3-tal inde på "dagens længde" giver så meget energi og håb, for den lysere tid vi nu går i møde. Dagens længde i lys er vi sikre på bliver længere, noget andet er fiskeriet. Gad hvordan 2021 bliver, jeg der håber på et par fede 5 og 6 kilos hvert år, men syntes at de udebliver ligeså sikkert som dagene bliver længere.

Nuvel... årets statistik i fisk...

24 ture

24 havørreder, hvoraf de 19 var blanke

4 ufrivilligt genudsat 

5 styk mistet endegrej

4 stykker rav på fisketur og 297 stykker på ravture.

onsdag den 16. december 2020

2020.12.07+09 Ud i mørket og lede

I sommers da jeg gik rundt i shorts på Fanø og nød det helt fabelagtige gode vejr, fik fruen den idé at købe mig en ravlygte. Ikke at den stod på nogen ønskeseddel eller for den sags skyld var i tankerne, men hun syntes jeg skulle have en tidlig fødselsdagsgave og så lå ravlygten ellers hjemme i skabet og ventede på... øh... mørket eller mig.

Det er som ikke fordi jeg er bange for mørket - jeg syntes bare at havet og naturen er flottest, eller dejligst om du vil, i dagslys, men så var det at vinden vendte. Du ved nok, sådan en mandag aften, hvor man sidder i sofaen og kan høre det blæser derude og ikke bare den sædvanlige vestenvind, men fra øst - det bemærker man hos mig, idet emhætten godt kan klapre lidt i det. Typisk... med en arbejdsdag dagen efter. Ja en hel uge med arbejde og al fritid forlagt i mørke.

Nuvel... man kunne da prøve en kort tur og se hvordan det var, så på med den kraftige pandelampe og ravlygten i hånden og afsted med mig. For at som det første, at overraske en rotte... klamt.

Det var faktisk ikke så slemt at være ude - de 2 hundeluftere havde begge deres hunde i snor og det er egentlig det eneste jeg er bange for. Løse hunde.

På den anden strand, nede ved kanalen, var der ingen ude. Jeg var lidt overrasket, men fik så alligevel forklaringen da jeg kom ned til vandet. Helt tomt for tang og andet - bare strand.

Nå men øhh... skulle jeg hjem eller videre? Turen gik ud til Falsterbo hvor der er øde. Jeg fik min tang, og jeg fik også prøvet min ravlygte, som så ikke lyste noget rav op denne aften. Det gjorde pandelampen dog og med et lille stykke i lommen havde jeg gjort mit første forsøg, hvilket faktisk var mega hyggeligt.

Et par dage efter, endnu med østlig vind, var det afsted igen. Samme tur blev gennemgået og allerede ved kanalen var der en enorm ændring, nu med store mængder tang. Ned til enden hvor alt guffet ligger, men der har helt sikkert været folk før mig. Der lå et enormt pindelag og trods en stor indsats, fandt jeg ikke så meget som et lille korn...

Jeg måtte ud til den øde strand og mens jeg gik i vandet, begyndte det fileme at sne. Eller slud var det vel mest, men ... og så var jeg alligevel ikke alene, men mødte en anden fyr ude med en ravlygte, der siden viste sig at være dansk og længe stod vi i mørket og talte om rav og pladser og fiskeri og så videre.

Turen gav 2 små stykker, så jeg har for det første ikke ramt rigtigt - ej heller været den første på plads og så skal jeg erkende at jeg bestemt også burde være kørt til Måkläppen, men der har nok været mange ude og hvorfor stå der og samle sig, hvis man nu kunne være heldig på en (næsten) øde strand?

Heldig var i hvert fald hvad jeg indbildte mig jeg kunne være...

søndag den 6. december 2020

2020.12.06 Ravtur i tiltagende østenvind

Uha det kan svide i fingrene for at komme ud igen, når man forlader vandet med 92 stykker guld i lommen. Desværre kunne de alle få plads i en og samme lomme, men jeg var lykkelig. Lykkelig for at igen have fundet en masse rav og tillige var helt alene ude. Måske derfor de 92 stykker ikke ligefrem tyngede min ene side af jakken ned? For de store stykker, ja dem leder jeg stadig efter.

Men jeg ved at min mor ville blive grøn af misundelse - hun der altid vil have rav og være med på tur, men når hun så ser vejret, så trækker hun i land. Men sådan er det. Det nytter desværre ikke at vente til det er blevet stille og fint vejr, for så har alle de andre været ude og har plukket alt det der ligger fremme, medmindre man er heldig at sparke en stor knold op under tangen.

Det venter jeg så også på sker en dag... 

Så med min kese var det ud og skovle i tang. Heldigt for mig, så havde havet bygget en bræmme af tang op og lige foran den var der flere steder masser af områder uden det store ålegræs eller det her brune tang. Jeg kunne med andre ord, gå lige til fadet, som jeg kom ned på stranden og allerede i første dyk, var der gevinst i form af en lille gul smuksak som glimtede i pindemøget. Og sådan gik det lidt slag i slag, mens min iver på at nette en enorm guldklump bare tiltog, som pindelaget blev bedre og bedre, for pludselig at være væk. Videre til næste hul - samme histore igen.

Og sådan blev det ved indtil dagen ikke havde mere lys at byde på og jeg måtte vende snuden hjem, mens vinden tiltog yderligere fra sydøst og gjorde at tankerne fløj over på alverdens undskyldninger for ikke at komme på arbejde mandag morgen. Hvor ville jeg gerne stå der igen.

Men jeg må tage til takke med shorts og varm kaffe indenfor på en kedelig mandag i computerens blå lys, mens jeg ved at andre tømmer havet for mig og håber de er så grådige at de gemmer de små stykker til mig, så jeg igen kan glædes når jeg får tid næste gang.

Dagens fangst af rav resulterede i øvrigt i en ravperle. Den er jeg ved at få undersøgt, først via nettet, om den kan have noget oldtid over sig. Hvis det viser sig at det er en mulighed, vil jeg gå til museet her for at vise den frem. Det ville være et fantastisk fund!

mandag den 2. november 2020

2020.11.01 Rav sæson - nu med endnu mere strand

Det er ikke tit det sker, men jeg prøver mindst 2 gange om måneden, at komme ud og lede efter lidt rav, hvis vejr og vind - samt weekenden - passer til det. Og for en gangs skyld passede weekenden endda med månedsskiftet til november, så der pludselig var en hel del mere strand at gå og lede på. Måkläppen åbnede nemlig portene for sæsonen og hvad kunne være mere belejligt end at komme derud og gå en lang tur?

Men da jeg sidste år noterede en enorm tilgang derude og hvad jeg ville kalde en rekord i antal biler, blev jeg i går endnu mere overrasket. Ikke bare ny rekord i antal biler, men også trafikkaos for bare at komme til parkeringen. Jeg gav op, uden at forlade bilen. Der var biler over alt og selvom måske 80 % af dem skulle ud se en fugl eller en sæl, så var det slet ikke foreneligt med en fredfyldt tur i det fri.

Så jeg kæmpede mig ud af parkeringskaoset og tilbage på kystvejen for at finde et sted hvor jeg måske ikke kunne finde så meget rav, men i det mindste få en tur i det fri og ikke mindst i fred og ro.

Det var så dagens eneste gevinst, så at sige. Jeg havde et stort stykke strand næsten for mig selv og fik gået en masse kilometer i vandet, hvor der var tykt af tang og endnu mere tang. Faktisk så lå der tang over det hele. På stranden, i vandkanten - både som store forhøjninger og som ruller af ålegræs og så lå der tang langt ud i vandet. Jeg var vist kommet på en umulig opgave i det fantastisk efterårsvejr. Et vejr så dejligt, at det selvfølgelig forklarede den enorme mængde af biler på Måkläppen. Sikke et vejr. Der var ikke meget rav at finde, faktisk intet - men jeg stod måske også og tog mig selv i at døse hen i solen, der varmede i den behagelige vind. Den slags dage er ikke ofte forekommende på denne årstid, hvor det mest af alt blæser og er trist vejr, men det er bare om at nyde og glad ved tanken om at vi nu skrev november, hvor der er under 2 måneder til vintersolhverv og lyset vender tilbage, så var det hele lidt nemmere!

Og så tog jeg endnu en tur gennem de store tang områder i håbet om at finde nogle af de lyse områder og under dem, som det er sket før, pindelaget af muslinger, træstykker og ikke mindst... rav.

Men jeg måtte efter en times trampen rundt, konstatere at hverken jeg eller den anden lykkesøger der var kommet til, havde heldet med os. Men jeg håber da at han såvel som jeg også tog sig tiden til at nyde den helt igennem fantastiske efterårsdag ude i det fri.

søndag den 25. oktober 2020

2020.10.25 Fulton og alle hans fisk

Her på det sidste er jeg blevet spammet af en person, som tror han er blevet både fiskegud og stormester på kysten. Det er ikke fordi jeg har noget problem med ham som sådan, men hans løgne... dem har jeg i min fremskredne alder svært ved. Jeg burde være meget mere voksen og overbærende, men da vedkommende også spammer andre - hele fiskegrupper og har egen facebookside - og har en del der ser op til ham, bliver jeg alligevel lidt stødt når der skal overdrives. Specielt når det kommer til fulton. Så her kommer et lille indlæg om hvordan rigtige fulton fisk ser ud.

Det sjove med personen er at han reelt set er en dygtig fisker, men det er åbenbart ikke nok i jagten på berømmelse. Jeg har fået billeder af helt almindelige havørreder, som han påstår har fulton 1,60 og 1,62. Endnu flere af andre fisk, der langt fra holder fulton 1,1 men som lyves op.

Så lad mig lige vise par billeder af fisk med ægte høj fulton værdi... bare lige for at hylde de tykke fisk og de fiskere (tykke som tynde) der faktisk har noget at have det i.

Vi starter med fulton 1,30 og op til 1,39


Flere kunne vises, men lad os konstatere at vi har med dejligt tykke havørreder at gøre.

Fulton 1,40 op til 1,49




Nu bliver det rigtigt sjovt. Fulton 1,60 rent - fanget af Henrik Ask tilbage dengang mobilkameraer ikke var noget at prale af - men det er fisken.
Henrik Ask - Fulton 1,50

Og så kongefisken over dem alle... med fulton 1,72... Jacob Schmidts drømmefisk fra Stevns.

Skal vi ikke bare lade de billeder stå lidt...

lørdag den 3. oktober 2020

2020.10.03 Glimmer på fingrene og en skummel lugt på stangen

Jeg ved ikke hvor mange år siden det sidst var, sådan seriøst og rigtigt. Det var måske heller ikke helt seriøst i dag, men det var uden unger - kun Ajes og jeg og så betalte vi endda for det!!

Ja da... Put & Take fiskeri på den gode gammeldags måde, oven på 2 Cote de Boeuf á 1400 gram dagen i forvejen og rigeligt med røde druer til.

Det var fandme rart med noget vind i garnet og bare sidde på en bænk ved den lille sø vi var taget til. Jeg havde helt savnet det. Bare stille og roligt hygge fiskeri i jeans og uden al udrustning, ingen tunge waders eller et koncentreret søgende blik over overfladen på konstant jagt efter fisk, markeringer, hvirler. Men ok, det behøvede vi heller ikke lede efter, for fiskene mere eller mindre væltede rundt hele tiden. Tog de ikke 3 spring på hinanden, så var de konstant oppe i overfladen og frustrationen var et øjeblik ved at tage over, da vi på tredje time ikke have fanget noget, indtil vi kom i tanke om at det var kun P&T fiskeri og det var for at hygge og slappe af og det var vi gode til.

Det endte i øvrigt med at fiskene endelig vågnede op til andet end luftakrobatik, som de ellers underholdt rigeligt med sammen med traner, musvåger, tårnfalke og duehøgen. Pludselig havde Ajes en fisk på og ikke bare på hvilken agn som helst, men sørme så... den gode gammeldaws PowerBait der stadig stinker præcis som den gjorde i gamle dage. Jeg var ikke forundret, som sådan - men måske lidt skuffet over at mine fluer forenden af buldoflådet kun havde kastet et hug af sig. Tænk at de gamle fluer jeg bandt engang i ... 90´erne tror jeg... stadig havde kroge der var skarpe og fjer der blafrede... men som ikke kunne fange fisk denne blæsende dag.

Mit bombarda var sådan et intermediate af slagsen og Ajes havde fået sin i overfladen. Typisk... jeg tænkte at en gang PowerBait på bunden som ALTID gav fisk i gamle dage, var lige så godt - men da vi havde en halv time tilbage på vores 4 timers kort, måtte jeg ty til noget der kunne flyde og fileme...

I Ajes grejboks fra før Berlinmuren blev bygget og med rum der alle var røde af rust fra millioner af kroge, spinnere og diverse ældre endegrej, lå der sådan en god gammeldags plasticboble fra dengang jeg var ung. Der var endda sådan en plastfætter til man kunne tråde linen gennem, så flådet kunne stoppe hvor man ville - men moderne som jeg var, kørte jeg jo med en svirvel og en perle, til at sikre gennemløbet i boblen. Hold kæft det var konge!

Ud med en klat pubæ og så skulle i andre fandme bare se løjer. Indtil jeg indså at jeg stod med glimmer mere eller mindre over det hele på mine hænder og stang. For satan da! Ikke nok med at jeg lignede en eller anden billig tøs fra Brønshøj, så lugtede jeg også som jeg havde haft hænderne i hende. Aj, den var lige grov nok... undskyld dig fra Brønshøj, der følte sig truffet. Jeg mente selvfølgelig en syd for Køge!

Nuvel... vi fiskede videre og Ajes lykkedes at fraviste søen endnu en regnbueørred, mens jeg måtte nøjes med et par forsigtige hug og så blev jeg egentlig lidt træt af at ikke fange noget og satte mig med en kage, mens jeg undgik at få glimmer i mundvigen.

Kønt syn med 2 fyre på fisketur, at komme tilbage med glimmer i mundvigen.

Det var nogle vildt gode bøffer og vanvittig god rødvin og aften, med en masse fiskesnak og fiskedrømme og den slags, inden alkoholen lod søvnen tage over. Og det var en dejlig dag i en eller anden sø uden for Næstved. Og vi hyggede os og vi vil gøre det igen.

mandag den 14. september 2020

2020.09.14 Lige før fredningen

Jeg havde planlagt en tur med Henrik, som aldrig blev til noget. Vejret spillede for stor rolle til at vi gad tage ud, ikke mindst fordi vores spejder Hashim ikke kunne holde sig hjemme og dermed scoutede at hele sydkysten var pløret til. Ingen overraskelse, med tanke på hvordan vinden havde været, men håbet levede frem til i går, søndag... 
Hvor Javier ville afslutte og jeg egentlig var enig i en tur. Hvis ikke lige han ville til Österlen og kaste, hvor jeg mere var til de hjemlige egne, som så var plumret til.... suk.

Så nej, du har ret... det blev ingen tur. Dårlige undskyldninger og lysten til at lave andet, fjernede viljen til fiskeriet, hvilket jeg er lidt ked af, nu jeg tænker over det. Nu kommer 3 måneder med aftagende lys og kulde. Jeg ser frem mod at lede efter rav og netop rav, har jeg i de blæsende dage her i starten af september også været og ledt efter. Ikke med det store held, må jeg erkende, men det jeg kalder blæsende har nok også nærmere været friskere vinde og fordi kysten var lukket for fiskeri, så fik ravet da en chance, så ude har jeg været! Jeg har også set havørne, rådyr og en masse måger :-)

Og så var jeg på jagt efter skypumper, da endnu en fisketurs dag måtte indstilles på grund af det grumsede vand. Og jeg så skypumper. Ingen nåede at blive så store at de kom helt til jorden, dertil var vinden for hård, men der var masser af begyndende tragter i skyerne. Alt det nåede jeg her i september, hvor det egentlig var fiskeri der skulle have været udøvet.

Så jeg må se om jeg kan nå en tur til Danmark efter havørreder eller til Blekinge efter gedder her til efteråret. Eller søge gedderne lokalt.

Vi skrives ved - og husk det der med sommertiden! Den skal ikke afskaffes - det skal vintertiden, så vi i de mørke måneder, kan have den time ekstra om eftermiddagen, hvor den gør noget mere gavn.

mandag den 31. august 2020

2020.08.31 Farvel sommer - goddag efterår... og fredning

Det kan føles en kende ærgerligt at allerede stå på randen af efterår. Pludselig er sommeren forbi og de sidste par års indlæg gentages, bare med nye datoer. Tiden der forsvandt, sommervejret der ikke blev som ønsket i fiske optikken... fiskene der ikke var på plads, når jeg var på plads.

Måske er det bare sådan det er?

Dagen i dag var i hvert fald. Præcis som de andre år. Sommeren i juni var jo pragtfuld med sommerøjne. Sol og varme - lækkert, trods arbejdet tog sin del af timerne mens solen stod på himlen. Men de lange lyse dage, opvejer alle negativer i sammenhængen. Det er lyst længe og man får nærmest en dag ekstra oveni hatten, når arbejdsdagen er slut. Så kom juli med et lidt usædvanligt vejr af det dårligere. Desværre var vinden ligeledes dårlig, så fiskeriet kunne ikke dyrkes i den udstrækning jeg havde håbet på og så blev det august... og tid til min sommerferie. Jeg klager bestemt ikke. Sådan et par uger i Blåvand med 30+ grader og fuld sol. Der var ikke noget andet at ønske. Men givetvis... gavnede det ikke heller fiskeriet, så da vi fik lidt mere, for årstiden, normale temperaturer, arbejdet igen kaldte og vinden gik i venlige fiskehjørner, var det tid til en længe ventet kysttur.

Og så stod jeg der med sveden drivende ned af ryggen i en bagende sol, trods klokken var over aftensmad.

Jeg så allerede fisk i overfladen da jeg gik i vandet for lidt afkøling. Det tegnede godt, men den første time forløb uden hug eller anden form for kontakt end tobiser der nysgerrigt fulgte med ind.

En pause i skyggen gjorde godt og jeg var klar til runde 2 - som desværre var en ren gentagelse af runde 1. Der skete absolut intet og det så ellers så fint ud. Masser af flimmer i vandet, solen var nu væk bag træerne og gjorde skyggerne lange. Temperaturen lige vel høj, men godkendt hvis du spørger mig... til et bad...

Men fiskene ville ikke være med, hvorfor jeg overvejede at afslutte tidligere og sætte mig i divaen derhjemme. Indtil jeg kom op til vejen og stadig havde sol på himlen, hvilket gjorde at et pladsbytte blev udskiftet med sofaen.

Men pladsbyttet var kun en god idé i mine tanker, for heller ikke her var fiskene til stede. Det vil sige, jeg havde pludselig en mindre følger, men efter den forsvandt, fortsatte de mange kast ud i diverse strømskel, over sandpletter, bag sten som i foråret havde gemt på fisk og lige lidt skete der.

Indtil jeg endelig måtte indse at jeg ikke kunne vende lykken for i dag og lod sofaen vinde. Nuvel, det var også blevet mørkt, så der var ikke megen mening videre fiskeri.

Det bliver nok til en tur og en til inden fredningen - men vinden får vel lov at afgøre det.

fredag den 17. juli 2020

2020.07.17 En årstid senere

Som sædvanlig er det ikke lysten der mangler, jeg er bare blevet ældre og har haft en del andet at se til. I særdeleshed i disse tider, hvor verden pludselig er blevet mere distanceret. Egentlig burde jeg derfor have fisket mere, for jeg undgår alle mennesker - nu også når jeg ikke fisker - men jeg har i stedet taget den med ro når arbejdet ikke kaldte og ellers været i haven og nydt solen og arbejdet.

Vist nok et helt normalt liv, men jeg savnede fiskeriet også selvom jeg bestemt ikke var lokket da vi i juni stod i 30 graders varme, hvor det ellers havde siddet fint med en aftentur eller 2.

Så blev det juli og sommeren skulle for alvor gøre sit indtog, men tværtimod er vi nu på vej mod den koldeste juli i mange år. Ikke at det er så koldt, men for årstiden er det. Haven er dog glad for al den skygge den får fra skyerne og kystvandet var på vej ned i temperatur igen. Og så var der ham Hashim. Han skrev igen og igen og til sidst fik han mig med på ideen.

Og så stod vi der. Waders på og 22 grader for oven, med en fantastisk udsigt over det smukke stille vand, der ikke skulle være så varmt.

Vi stod og svedte da vi kom til vandet. Der var kun en form for afkøling der ville virke og det var ude i det. Og så stod man der klokken 18 en varm juli dag og kastede på en folketom kyst. Det var rart at være ude og uden varsel fik jeg allerede efter et par kast, et solidt hug ude ved en sandplet. En herlig fight afsluttedes med et par fine hop og udløb og så kunne jeg genudsætte en flot havørred under målet. Jeg var ikke forbløffet, men alligevel. Det er noget med min opdragelse, tror jeg. Havørredfiskeri er fra september og frem til april - og så et par afstikkere om natten (aftenen) i maj og juni. Midt på dagen i juli, vidste jeg godt er muligt, men i min verden er det alligevel fjernt og nu stod jeg i det og havde bevist det.

Hashim var glad. Vi havde fundet fisk og det lugtede faktisk af flere. Vi bestemte os for en lille pause og bagefter prøve det næste rev. Som velopdragen kystfisker har Hashim lært at ikke bare vælte ud i vandet, så vi sneg os langsomt over de første sten, da vi lagde det første kast ud. Jeg mærkede et stød i agnen og sagde til Hashim at der nok var fisk efter og ganske rigtigt kom der en bule på overfladen et par omdrejninger længere inde. Den vendte i nogle flotte hvirvler og mere så vi ikke til den.

Præcis det samme scenarie gentog sig på det næste rev, hvor jeg alene var trasket ned. Et stød i wobleren og en stor hvirvel inde foran, da jeg ikke havde mere line at spinne ind.

Hvad der var startet lovende, endte med en aften uden yderligere fisk, mens vores woblere ellers gennemsøgte hver en sandplet og sten effektivt langs kysten. Vi så hver vores fisk hoppe fri af vandet, men der skete ikke mere.

Da jeg drog hjem, var det med et smil på læben, for jeg havde været ude efter en alt for lang pause. Jeg havde fået fisk og vi havde haft en god tur. Der skal vel ikke gå så lang tid før næste tur igen, tænker jeg.