tirsdag den 20. juli 2021

2021.07.20 En fisketur uden at fiske!

Lidt som jeg frygtede, overgik det spøjse forår til fuld sommer på nærmest ingen tid. Alle forhåbninger om aftenfiskeri (det jeg i mine yngre år kunne lade overgå til natfiskeri) gik til grunde, nogle dage givetvis på grund af EM i fodbold men de fleste på grund av 30 graders varme eller vinde der havde fedtet kysten ind i blingemöj/fedtemøg og den slags. Lige som hornfiskene ikke mere var så fuldtallige, at man kunne holde det ud. Men sådan er det jo bare.

Jeg havde blikket på sommerfiskeriet i stedet. Det der besværlige du ved nok, med forventede høje temperaturer og en søgen efter fisk - men også her, fik jeg et skud for boven. For de høje temperaturer steg bare endnu mere og alt over 25 grader i luften er ikke vejr for sådan en nordbo som mig, medmindre der venter uvejr på den anden side. Det gjorde der så heller ikke, men der kom da en rigtigt fin gang regn til haven.

Nå, men ... jeg var vel gået lidt i fiske-hi af den uventede længere pause, kun afbrudt af 2 ture til kysten, hvor jeg fik kigget og ikke fisket og så skrev Stefan pludselig at vinden altså var i nordvest og hvad filan jeg lavede hjemme, på det bedste skånske han nu kunne. Vi bestemte en tur ud og aftalte at mødes på kysten.

Det var så der jeg sad med halvdelen af kysthabitten på, da Stefan dukkede op. Vandet foran mig var brunt, vinden var i vest og man kunne endda mærke at det her ikke var temperaturer til andet end at bade i. Vinden var nærmest lummer fra havet og da Stefan endelig stoppede talestrømmen efter en times tid, gik han ud og tog 4 kast, kom tilbage og meddelte at jeg havde gættet rigtigt = 20 grader og så gik snakken igen.

Det der med at fiske... fiskeri skal ikke måles i størrelse eller antal. Det måles i oplevelser, afslapning, nydelse... ro i sjælen og ikke det seneste nye skrud fra hvem man nu handler udstyr fra. Tænk hvor dårlige fiskere vi egentlig er, hvis vi skulle måle alt? Den sæson du kun fanger 8 havørreder, er du bare pisse dårlig lige pludselig. Men hvad nu hvis du har haft 50 ture med fantastiske oplevelser, de dårlige fangster til trods? Du har hygget dig, lært noget, haft det sjovt, set en masse - var det ikke det der betød noget?
Det er det der tæller. Det er netop derfor jeg fisker. Selvfølgelig altid med en fangst for øje og gerne den store, men jeg bestemmer ikke lige hvad der hugger hos mig. Heldigvis. Det ville da spolere overraskelsen og glæden.

Men jeg vil stadig have nydt turen - også selvom jeg ingen fisk får. Det er i hvert fald målet. Det er vel kun hornfisk og dårlig opførsel fra medfiskere, der gør mig irriteret.

Om det stod vi og talte længe. Så gik Stefan i vandet igen, mine ører fik ro og jeg nød på en eller anden måde at se ham fiske uden at jeg selv gjorde det. Min lyst var der ikke helt, men på denne årstid er der fisk hele dagen, så troen på det var der. Desuden er ham i vandet sikret en større fangstgaranti end ham der sidder på stranden.

Og så dæleme... midt i det 20 grader varme og brune vand, lykkedes Stefan med det han kom for. En havørred på målet der kæmpede rigtigt godt og følgende blev genudsat.

Stefan var glad - jeg var faktisk også glad. Også selvom jeg endte med 2 timer på kysten uden så meget som at få våde waders. Det var en fisketur uden at fiske. Men vi havde det hyggeligt og afslappet. Også selvom Stefan snakker helt vildt meget ;-)

søndag den 30. maj 2021

2021.05.29 Mörrum

For et år siden, da laksefiskeriet kom i gang i de vestvendte danske åer, talte Henrik og jeg om en tur, men diverse restriktioner gjorde at vi holdt os hjemme og derfor aftalte at 2021 når covid-19 var ovre, SÅ skulle vi til Danmark og fiske laks. Jeg havde endda fået en guide på, da min ene kollega er lokalkendt i vandene i vest. Men corona mig her og der og alle vegne, gjorde at vi ikke kunne satse på en tur med god samvittighed og så faldt valget på Mörrum for et par dage siden.

Så fredag eftermiddag kørte jeg til Henrik mens et tordenvejr drog ned over Österlen, hvilket gav en fantastisk gustfront over de gule rapsmarker. Laksefeberen blev bygget op med diverse film fra Mörrum og så var det ellers til ro, inden Henrik startede hans seneste indkøb op, en god gammeldags Ford Mercury V8 som var det selvskrevne valg at tage på tur i. I hvilken bil kan du ellers have en 11 fods stang liggende på tværs i bagagerummet ha ha...

Gode gamle Mörrum. Jeg har været der en del og i de helt unge år, var jeg og fiske flere gange med min far. Det var givetvis sommerfiskeri i forbindelse med sommerferien, hvor vandføringen var lav og laksene træge. Ikke at jeg havde en chance med min 7 fods ABU stang og indkapslede hjul, men som dreng er drømmen den vigtigste og de store laks der hoppede indgød håb. Nu var det majlaksens tid. Sølvblanke fede torpedoer, friske fra havet og de sidste dages fangstrapporter, gav os yderligere et skud tro på det hele, selvom vores erfaring var mere eller mindre lig nul. Men som en fisker senere på dagen meddelte, så var der størst chance med agnen i vandet og nå ja...

Så med en kondom spinner og Henrik med spin-flue, gik vi opstrøms og fiskede i både stille pools og mere rivende strømme, hvor vi kunne komme til for buske og nyudsprungne bøgetræer og andre fiskere. Ingen tvivl om at laksefiskeriet er populært, for der var en del ude, men systemet er at man fisker en strækning af, går af vandet og så kommer næste til. Så selvom der var mange, så fungerede systemet og vi kom aldrig til at mangle fiskevand eller opleve fastgroede fiskere.

Men fiskene mærkede ingen til. Der var så smukt som der kan blive ved en å der løber gennem skov og landskab og vi nød vejret til fulde, da dagen berigede os med rigeligt med sol, hvorfor træerne gav dejlig skygge. Men de der laks der...

Mercuryen fik en tur sydover, grillen kom frem og vi stod og nød grillede vildsvinepølser med udsigt over åen, mens fisketursystemet kørte sin gang. Siden kunne vi indtage en plads ved et af åens første stryg og mødte der en fisker der havde fisket laks i mange år, aldrig fanget nogen og som ellers uddelte tips. Vores strategi var rigtig nok, men når fiskene ikke vil, så er det som det er. 

Mens vi talte gik flere laks i overfladen med plask eller markeringer, så der var ingen tvivl om at der var fisk på plads, men gentagne gange gik vi strækningen igennem og lod vores endegrej afsøge hvert hul, stryg, bagvand og forvand og uden resultat, men vi havde en fantastisk dag ved Mörrum og der var ingen tvivl om det var en tur der skulle gentages, nu vi var blevet lidt klogere på det der laks...

torsdag den 20. maj 2021

2021.05.20 Jeg vovede mig ud

Der er intet federe end når man gennem en periode har fisket meget og fået en god fornemmelse for fiskeriet. Man kommer ned, vandet ligner lort og alligevel ved man at der er fisk, fordi man er inde i stime. Ikke en stime af blanke, men du ved hvad jeg mener.

Så da jeg i går efter gentagne beskeder fra Stefan, der savnede selskab, lod mig lokke ud, så var der intet u-federe end at komme til vandet midt i højsæsonen for alle tiders pestfisk. For nu var jeg pludselig lokket ud efter jeg indvilgede i at holde pause. Lokket ud i det der stadig kunne være godt havørredfiskeri, hvis de var hvor vi fiskede eller måske lokket ud til at holdes for nar af hornene. Og rytmen på havørredfiskeriet, havde jeg ikke længere. Huggede de klokken 18.30? Gik de hvor de plejede? Kom de i stimer - senere? Tobiser og terner?

Slettens landskab åbenbarede sig i et væld af farver. De fleste gule og hvide og udsigten var ikke længere så stor, da der nu var kommet blade på træerne siden sidst. Foråret, der endnu er rigtigt koldt, havde langt om længe holdt sit indtog på kysten og selv ved vandet, var der tydelige tegn på forår idet der nu var kommet der her grønne slimede tang på alle sten. Det lå sågar udtørret som et tæppe oppe i strandkanten da jeg trådte ud i det lave vand. De sidste dages vind havde givetvis også revet noget af fedtemøjet løs og derfor var første plads hurtigt afklaret, efter jeg havde tørret tang på linen i hvert kast.

Stefan stod på sin sædvanlige plads og kastede den sædvanlige vej. Han var måske stadig i rytmen fra april? Eller bare vant til at stå der og kaste den vej? Det var det sidste, men det havde faktisk også resulteret i en blank under målet, hvorfor jeg gik ham i møde og kastede den anden vej i håbet om at flere var på plads, men der skete ikke rigtigt noget, andet end de sædvanlige tunge hug, når pestfisken tager wobleren og holder den fast. Vi blev enige om at opsøge oprindeligt tiltænkte plads - der hvor der er meget mere sand.

Min erfaring er at der længe ikke er så mange horn, hvor der er meget sand. Samtidigt er fordelen med sandet at der er tobis. Og hvor der er tobis, går der gerne havørred. Så vi tog ned til endnu mere sand, men ak... de sidste dages vind havde plumret vandet i bugten til og sandpletterne kunne ikke ses fra vejen, men vi ville give det en chance og gik i vandet, der givetvis klarede lidt op, jo længere ud vi kom.

Men men... det var det med rytmen... stimen... for fiskene, de rigtige altså, udeblev og i stedet måtte vi trækkes med de ærgerlige horn. Jeg havde håbet på lidt terner der dykkede eller tobiser der ploppede, men det var så livløst som det kunne blive og så endte vi til sidst oppe ved bilerne, hvor jeg bestemte mig for at køre hjem og Stefan ville give spidsen et par kast til. Disse uden fisk, erfarede jeg senere.

Koldt forår. Det var ikke hvad jeg længtes efter, men der har været gavnligt for vandet. Der var kun 13 grader og selvom vi skal trækkes med mere vind lige nu, så går der ikke længe før næste tur finder sted.

mandag den 3. maj 2021

2021.05.03 Et stort tillykke

Torsdag ringede Javier og spurgte om vi skulle på kysten på en lille aftentur. Jeg var faktisk tændt på en aftentur, men afbøjede fordi jeg gerne undgår de horn. Jeg ved ikke om mit afslag måske gjorde krudtet vådt hos Javier, for han gav mig ret og blev siden selv hjemme.
Så da det blev fredag og han igen spurgte, følte jeg mig lidt tarvelig, men på den anden side... der stod en weekend med en del arbejde for døren og jeg ville faktisk gerne ud, men var stadig alt for irriteret over de horn der ødelægger alt. Et afslag jeg kom til at fortryde, da fredags turen senere viste sig at byde på en flot 3 kilos som huggede i stedet for hornfiskene.

Så lørdag, da jeg stod i haven og havde 2 måneders forsinket havearbejde foran mig, ringede Javier naturligvis ikke, for jeg var jo i gang her og han ville fiske, hvorfor han gik til kysten og tog de første kast. Der var givetvis horn på plads, men kun et enkelt efter. Hvad der også var på plads, var den fisk vi jagter dag ud og dag ind, når vi er ude.

Det sagde "booom" i følge Javier - og da jeg fik telefonsamtalen, var det fra en forpustet Javier. Han havde lige landet en ny PR. Han kunne slet ikke styre sig i telefonen, men jeg hørte ordene: Den vildeste fight, vanvittige udløb, stor og tyk, ny PR, smældfed, tobiser i munden... mens jeg stod og grinte højlydt. Der var ingen tvivl om at han havde landet en superfisk og efter samtalen, tikkede billedet ved siden af ind. 5,3 kilos kystbombe!

Så et stort tillykke med din PR fisk Javier - det er fandme godt kæmpet!

Du kan læse hans egen beretning på hans blog, hvis link står til højre på siden :-)

søndag den 25. april 2021

2021.04.25 Godtvejrs-skyer på den rå kyst

Da vi sad i pause nummer 3, sagde Javier det helt rigtige ord: Råt! For det var lige hvad det var. Råt vejr fra en bidende kold vind og så var det totalt overskyet. Det mærkelige er at skyerne kaldes for godtvejrsskyer og indikerer... ja godt vejr... og havde solen været fremme, havde vi nok været mere end enige i at det var fint vejr, men nej. Her i øst var det råt under godtvejrsskyerne. Henrik havde ellers sendt et billede bare en halv time forinden, hvor solen skinnede lystigt over sandet og tangen og det så hamrende godt ud. Vel ankommet, nåede Javier og jeg ikke engang at nyde solen inden skyerne trak for og den kolde vind der gik langs kysten kunne mærkes omgående, selvom den også skabte nogle rigtigt fine søer. Det så slet ikke så tosset ud, da bølgerne nemlig hvirvlede en masse sand op og kulden til trods, så troede vi på det.

Men der gik 3 runder hvor vi hver var strategisk placeret på revet, syntes vi. Henrik stod i hullet og Javier og jeg på hver vores rev, hvor jeg fiskede revet igennem fra den ene side og over til Henrik. Kun Henrik kunne overliste fiskene. Han sluttede de 3 timer med 2 styk, hvor hverken Javier eller jeg kunne finde ud af det. Jeg havde 3 mindre hug, men da jeg også så et horn efter min wobler, slog jeg huggene væk som værende fra de klamme fisk.

Og så sad vi der for tredje gang og havde pause med stive fingre. Det var ikke fordi vi frøs, men vinden var atter engang tør og kold og den manglende sol, der kunne have givet lidt varme, udeblev. Så vi blev enige om at skilles. Javier og jeg havde en aftale ved 18.30 tiden på et andet rev og Henrik testede sine hjemmevande.

Og på det gode gamle rev, kunne vi endelig nyde godtvejrsskyerne - på afstand. Solen skinnede lystigt fra den blå himmel og alt virkede som det plejer. Vandet var let grumset, en smule drivende slik og de dejlige terner der lystigt skreg her og der, men ikke over det hele. Men der skete ikke rigtigt noget. Jeg krogede en kanylefisk i nakken og blev lidt sur i det, men blev glad igen da jeg et par kast senere havde en rigtig fisk efter. Skal dog med at den gik 1 meter bag wobleren og derfor næppe var særligt interesseret.

Efter en grundig gennemfiskning på 18.30 revet uden at få det ønskede resultat, blev vi enige om at prøve naborevet, hvor vandet var mere klart. Her stod vi og kastede os ind i den kolde aften, mens vi begge fik hver vores lille blanke filur og da klokken pludselig var fremskreden og vi kom i tanke om at der var en arbejdsdag på den anden side af solopgangen, var det tid til at pakke sammen og mere eller mindre takke kysten endnu engang for denne første del af sæsonen.

lørdag den 24. april 2021

2021.04.24 En forårssæson lakker mod sin ende

Foråret, der ikke rigtigt er et forår i vejret, lakker mod enden inden det kom i gang. Det er selvfølgelig også forår i maj, hvor jeg forventer nogle dejlige dage i haven. For i haven kommer jeg til at bruge mere tid, nu hvor sydkysten i dag blev forurenet af alle tiders mest ligegyldige fisk.

Det startede heldigvis ikke sådan. Jeg var kommet lidt før til vandet end Javier og gik ned for at tage et par testkast, da vi dagen i forvejen havde hørt at der var masser af drivende tang. Men der var ikke drivende tang. Der var fint klart i vandet og kun ved land, lå der en masse slik (fedtemøj). Så jeg gik ned til min favoritplads og nåede 3 kast, da jeg havde et hårdt hug. Kastet efter resulterede i fast fisk og så havde jeg en fed fight med en målsfisk, der var så sur over krogningen at den sprøjtede mig til i vand flere gange, da jeg prøvede at afkroge den. Javier kom ned lige efter og håbet om at en stime var inde, satte jagten ind - og så var det at man forstod festen var ved at være forbi. Javier fangede et horn...

Jeg gik over til et sted på revet, hvor sandbunden slutter og tog nogle kast, som siden viste hele 4 af de forbandede fisk efter wobleren. Jeg havde givetvis også en havørred efter et par kast senere, men min film knækker når jeg ser hornfisk. De spolerer al glæde for mig.

Vi bestemte os for at prøve hver vores ego rev. Ego rev, fordi de begge godt kan holde 2 personer, men det er egentlig nok med en på plads og så ville vi også kunne finde fiskene hurtigere. Jeg fandt en meget lille blankfisk som huggede sløvt. Et par kast efter fik jeg endnu et sløvt hug og havde siden en følger og så pludselig blev wobleren stoppet lige på kanten af en sandplet. En tung fight uden udløb tog sin afslutning med at jeg forsigtigt måtte få krogen ud af en gudeskøn tyk blankfisk, der havde slugt wobleren i sin grådige jagt på tobis. Jeg håber virkelig at den klarer sig, for den blødte desværre fra krogholdet.

Jeg ville gerne have fisket revet af, men måtte trække mig da en fluevifter mente at han skulle fiske skråt bag mig, uden hensyn til afstand. Det er mig en gåde hvad der foregår i hatten på de mennesker. Men jeg var ikke sur - jeg var bare skuffet over den opførsel endnu engang.

Så jeg kørte videre og mødtes med Stefan og Javier på revet som de forgående dage havde givet fisk. Stefan havde haft hug, men havde endnu ikke kroget nogen. Selv havde jeg hurtigt et hårdt hug, men det virkede som de sidste dage, lidt som om at det var de her små filurer der løb omkring på revet, så jeg tog revene længere nede, hvor jeg dog hurtigt måtte trække mig, fordi nordenvinden og det høje vand, havde trukket en masse tang og slik ud. Hvert kast lignede et tørrestativ på linen.

Imens havde Javier forladt pladsen jeg de forgående dage havde stået på og egentlig var jeg på vej tilbage til plads 2, men valgte at blive stående for nu var klokken ved at være bidetid.

Og fandme så... det er ikke mærkeligt at fiskene følger både tider og ruter, for de kommer hvor der er byttedyr. Men det føltes alligevel lidt mærkeligt. I tirsdags ved 18.30 tiden fik jeg en 2 kilos ved den lille sandplet. I onsdags på samme plads og ved samme tid, fik jeg den på 3 kilo og ja... tidspunktet var det samme, kastet på samme sted og så sagde det bare bang. Det var ikke en vild fight som i onsdags. Der i mod var det en rigtig tung fight med tunge rusk og en fisk der gik med siden til. Da jeg endelig fik den ind, missede jeg håndtailingen første gang og troede jeg ville tabe fisken, men andet forsøg gik godt og så kunne jeg bære en smuk blankfisk på land. Denne vejede så 3,2 kilo og havde en helt anden form, end de andre jeg har taget denne uge. Meget mere torpedo agtig. Altså hvilken uge det har været!

Det er synd hornfiskene er kommet, nu hvor fiskeriet virkelig topper. Men som sagt, en pause med tid til haven, inden aftenfiskeriet skal have en chance, hvis temperaturen i havet holder sig nede.

Nu skal jeg have mig en folkeøl med en ølpølse eller 2...

fredag den 23. april 2021

2021.04.23 På den igen

Ja, det er ikke fordi min familie er glemt eller jeg ikke gider dem, men som skrevet for et par aftenture siden, så er de der satans horn på vej og når nu vejret tillader fiskeri - koldt og blæsende til trods - så er det om at udnytte mulighederne og nyde det så længe man kan. Og så har der jo været fisk i vandet, hvilket i dag ej heller var en undtagelse.

Selvfølgelig gentog jeg de sidste dage. Jeg vadede ud samme sted og næsten på samme sten. Det var nu blevet lidt højvande igen, men farven i vandet var den samme. Brunt og langt ud. Spidsen så ud som i går og tankerne fløj hastigt mod den, da den første halve time ikke afslørede skyggen af fisk. Ok ok ok... ud på spidsen og kaste, men her var der lige så dødt. Vandet lignede ellers en million. Let grumset inde og klart ude og hvert kast var med troen på det dybe hug. Og så kom det helt ude i et kast. Eller dybt og dybt.. det var et hug og en lille blankfisk hoppede fri af vandet 4 gange i træk ude på distancen. Al den energi den brugte på at hoppe og sprælle, var skudt af da den kom ind og kunne derfor afkroges nemt.

Men den enlige svale skulle ikke forblive enlig. Der gik dog noget tid før flere fisk bemærkede sig og det skete samtidigt med at et lille strømskel viste sig foran mig. Men hvor de hoppede og plaskede i går, så var overfladen helt død i dag. Så havde jeg en følger og siden et meget forsigtigt hug. Det var lidt for stille og jeg overvejede både at køre hjem eller finde en anden plads, fordi jeg havde brugt rigeligt med tid her. På den anden side havde det været fisk og så skal man heller ikke forlade det hele - slet ikke hvis man tror på det. Men troen flyttede ikke bjerge. Dog så lod stædigheden eller måske var det ubeslutsomheden, mig endelig få en fisk igen, fordi jeg blev hvor jeg var. Denne var også en mindre model, som i kastene efter blev afløst af endnu en undermåler og så tænkte jeg at nu... NU kommer rykket...

Men det eneste ryk det blev til, var endnu en undermåler af en blankfisk, som huggede stenhårdt på OLR tobisen. Det var en skøn aften. En afterwork som den skulle være. På det blå kontor, med hårde hug fra de smukke skabninger jeg fisker efter.

2021.04.22 Rådvilde havørreder

I tirsdags, vidste de godt hvad de ville. De fleste af dem. Der var lystige hug fra rigtige fisk. I går vidste i hvert fald 2 af fiskene godt hvad de ville og landskampen endte 1-1. Men i dag, var der åbenbart delt spørgeskemaer ud og det havde fået havørreden til at tvivle på om de nu var på jagt og ville æde hvad de fik serveret eller om de måske skulle være lidt kræsne. Lidt fornemme i det, til og med.

Den brune tæppe havde bredt sig i den endnu kraftige nordenvind, således at sandpletterne ikke længere kunne ses. Jeg gik alligevel ud på præcis samme plads, da jeg syntes statistikken talte for at stå der. Men der gik en time og så yderligere en halv og i dag havde jeg endda dovnet den lidt og var kommet senere ud, så det passede med hugtidspunktet. Max valuta for pengene, var tanken!

Så dukkede der en skygge op bag wobleren og forsvandt i en lille hvirvel. Det skete igen et par kast efter og så lokkede det lidt klarere vand på spidsen, for nu var hugperiode 1 overstået og jeg havde intet mærket - kun set. Men græsset var slet ikke så grønt på den anden side, som jeg indbildte mig, om end jeg havde 20 meter klart vand at kaste over, som et opstået strømskel pludselig flyttede rundt på og så var det hele brunt. Men strømskellet havde også en anden funktion. Det kom inde fra land og jeg kunne tydeligt se tang, slik og mere rådden tang i klaser flyde forbi... og tanglopper. Og så begyndte en mærkelig time at tage sin begyndelse.

Det startede med at en blank på målet tordnede fri af vandet og med sine sølvflanker rigtigt fik gnistret i solen. Ekstra provokerende, fordi jeg lige havde kastet i den retning, men den fik et kast til og svarede med et hug. Ikke mere. Så begyndte fiskene at hoppe og plaske i overfladen længere ude. Det gentog sig over timen der gik og jeg havde pludselig haft hen ved 20 hug. De fleste lidt forsigtige, men også enkelte bastante. Hvis du havde stået ved min side, havde du set mit skæve smil over de finurlige fisk, men også hørt mig mindst 3 gange komme med et "yes" over sikkerheden i en kroget fisk, der sekundet efter ikke var kroget, men bare var et ... langt hug igen... Det var SÅ mærkeligt. Fiskene var på plads, de huggede, men fulgte ikke efter. De hoppede og plaskede og alligevel, så var der for min side, ingen fisk.

Eller, jeg tog da en lille tyk hoppeglad havørred da solen gik ned og den var bestemt ikke glad for krogen som sad yderligt. Den hoppede 5 gange foran mig inden jeg kunne befri den og jeg håbede på at menuen nu stod på tobis for fuld skrald, men den lille blankfisk var et punktum for den magiske time. Strømskellet rullede lidt frem og tilbage, men kysten var pludselig livløs og jeg kastede mig ind i den kolde aften med nordenvinden i ryggen, mens solen ikke længere kunne bidrage med lidt varme, da den var gået ned.

onsdag den 21. april 2021

2021.04.21 Tobis-bevis i en strid nordvestenvind

Ternerne havde været på vingerne og de lystige skrig fra denne utroligt elegante fugl, havde fyldt lydbilledet på mere end én tur. Men det de så småt var begyndt at dykke efter, havde jeg endnu ikke set skyggen af. Vi er alligevel et stykke fremme i april og tobisen plejer at være synlig omkring månedsskiftet, men endnu havde jeg ingen set. Ej heller havørreder på jagt efter dem. Alt i alt, virker foråret i vandet lidt forsinket, med de mange normale havørreder. De skal have sul på kroppen og proteinpakken tobis er en vigtig fødekilde hertil.

Alligevel så vidste jeg godt de var kommet og derfor sad der igen i dag et tobis bedrag ovenfor krogen. Javier havde skrevet tidligt på dagen og var som jeg, helt klar på at en tur ud var et must. Det skulle ikke vendes, drejes eller diskuteres så jeg sprang igen aftensmaden over, da de blå skærme på hjemmekontoret blev sorte. Fisketur i sigte, kysthabitten på, 3 overhalinger på kystvejen. Vandet!

Ahh... 

Fralandsvinden, som havde forvandlet gårddagens behagelige forårstur, til noget der mindede om februar, var kold og knastør. Der ud over var vandet skubbet ud og havde efterladt kysten med et brunligt tæppe de første 150 meter. Jeg var lige ved at vende om, men noterede mig at spidsen hvor Javier stod, var helt klar og så går man heller ikke fra det man tror på, uden at tjekke det først. Bedraget viste sig siden at være et belysningsproblem. Solen skinnede lystigt mellem de drivende skyer og når den var fremme, så jeg udmærket bunden i vand til skridtet. Når jeg havde sigt, havde fiskene sigt.

Men der skete ikke noget den første lille time. Jeg havde cirka 15 meter klart vand, jeg i medvinden kunne nå. Resten foregik i det brunlige vand og 2 hårde hug ude i det klare vand, fik mig til at overveje en flytning over mod Javier. Men så skete det igen i dag. Samme plads, næsten samme tid... denne gang uden puf eller stød til wobleren... et riffelskud af hug. Det var imponerende hårdt, hvilket jeg overraskes over hver gang det sker. Fisken rystede med hovedet og så stak den af i et langt udløb. Jeg begyndte hurtigt at bakke mod land, for dette virkede som en "keeper". Og en fantastisk fight senere, kunne jeg håndtaile en gudeskøn blankfisk på 3 kilo, som på land blev sendt til de evige tobismarker.

Jeg begyndte at storgrine da jeg igen stod i vandet. Jeg har fået et par fine fisk i år, men hver gang er som om det er nyt igen. De der sindsygt hårde hug. Udløbene... hold kæft hvor var det en fed fight, grinte jeg videre. Det er sådan havørredfiskeriet skal være og jeg ønskede at mine piger en dag kunne være med til at opleve den slags. Det er den frådende vildskab, som en sulten havørred angriber på og som sender chokbølger gennem stangen, der besegler skæbnen. Man vil have mere - opleve det igen. Sådan har jeg det i hvert fald.

Og det skete igen. Helt ude i enden af et kast, med linebue, tordnede endnu en fisk på i samme vildskab. Stangen krummede dybt sammen og et stærkt udløb tog sine ende, da krogen mistede grebet. Der er sejre og der er tab. 1-1 mellem havørrederne og jeg.

Javier, der havde stået anonymt ude på spidsen, fordi vinden ikke tillod mange kast i hans retning, kom mig grinene i møde, da vi tog en pause. Vi talte i munden på hinanden om de hårde hug, følgerne og de fisk vi havde set i overfladen. Det var uhelbredlig fiskefeber mellem 2 havørredfiskere. Javier der havde stået i det mere klare vand, havde en føring på 3-0 til de blanke skønheder, der som mine også havde tordnet på vores tobisbedrag. Vi var helt enige om at den på 5 ikke kun gik derude, men også kunne og ville blive fanget og ikke mange minutter senere, stod vi der igen med dyb koncentration. 

Men med den øgende nordvestenvind, gik vi ind i de sidste kvarter af den kølige forårsaften uden at møde mere modstand fra de 5 kilos vi fiskede efter. Ja der var så heller ikke nogen under 5 kilo, skal jeg måske tilføje. Men vi havde haft endnu en dejlig aften og ja, tobisen er kommet. Der lå nemlig en tobis i svælget på min havørred og yderligere 4 samt en hundestejle nede i sækken på den. Fornøjeligt at få bevist.


tirsdag den 20. april 2021

2021.04.20 Inden polarluften slår tilbage

I dagbladene var de store overskrifter fremme; "Nyd det mens du kan". "Sidste chance i dag" og hvad ved jeg. Men den var god nok. Den ER god nok. Foråret får en kindhest igen og vi går nu mindst 10 dage i møde med temperaturer omkring 8 grader som højest. Det er lidt synd, syntes jeg. Ikke mindst fordi det også skal blæse og så er de tåbelige hornfisk på trapperne.

Så ud med mig, på denne herlige forårsaften! Javier havde haft fri og været ude hele dagen, men jeg havde ikke fået opdateringer og undrede derfor om fighten med den helt store sildeæder var trukket ud. Desværre var det ikke helt hvad der var sket. Det var blevet til et par sorte og en blank over dagen og masser af følgere, men jeg tænkte faktisk kun på forårsvejret. Sådan en stille april aften ovenpå en dag med fuld sol ved vandet. Hvor lækkert er det ikke lige?

Det er lækkert! Jeg valgte andre pladser end hvad Javier havde besøgt - mest fordi alle de følgere skræmte mig. Tænk hvis de blev ved med at følge efter? Det gjorde de ikke. Den første halve time viste ingen tegn på fisk, men så kom der en lille stime. Og de fulgte ikke efter, men huggede lystigt, omend forsigtigt. Jeg lykkedes at kroge 2, hvoraf kun den ene blev siddende til afkrogning. Det stod på i et kvarters tid og så var alt stille igen. Eller stille og stille... de 2 flueviftere som så mange gange før har besøgt revet, kunne høres inden de kunne ses. De har det sikkert hyggeligt, men er du gal hvor de kævler. De dukkede op rundt om hjørnet, mens de affiskede det andet rev og snakken gik højt og lystigt. Indtil jeg krogede den fisk, der helt ude i kastet havde puffet til OLR tobisen. Halvvejs inde lavede jeg spinstop efter en gang speedspin og så tordnede den på. Jeg håbede det var den jeg havde ventet på. Afløseren til de små. Og efter en fantastisk fight med masser af udløb, kunne jeg afkroge en rigtigt flot blankfisk på omkring 2 kg. Den fik lov at svømme videre, da jeg virkelig troede på den helt store. Og allerede i kastet efter, mens der endnu var stille fra de 2 flueviftere, huggede en fisk helt ude i kastet og tordnede i vejret. Det var samme model som den jeg lige havde taget, men den røg desværre af øjeblikket efter. 

Så kom snakken på hjørnet i gang igen, som aftenen skred ind i den sidste lille time og der ikke rigtigt  skete noget. Jeg havde lidt småhug og da snakkeklubben forlod vandet, tog jeg en tur nedover revet, hvis nu der stod nogle fisk dernede. Men turen var forgæves og vel tilbage til udgangspunktet, mistede jeg til sidst endnu en fisk der havde hugget nok så markant, men alligevel forsigtigt.

Det var en fantastisk aftentur. Mest fordi at foråret virkelig kunne mærkes, vinden var behageligt stille,  fuglene kvidrede i baggrunden og fordi der var havørred i vandet til lige at krydre oplevelsen.

søndag den 18. april 2021

2021.04.18 Kajaktræf uden reklamer og salg for øje

Når man har kajak er man tit alene ude og ser kun sjældent andre sjælefrænder. Den er selvfølgelig nem at lave om på. "Du skal bare møde op til dét og dét event"... ja og så koster det liiiige 500 kr i startafgift og hvad ved jeg..

Jeg har aldrig været til det her topkommercielle fis. Det er hyggeligt at mødes, men hvorfor skal jeg for det første betale for det og siden fodres med reklamer? Det er desuden bare et show of force, blandt dem der står for det, så man skal føle at man mangler alt det de har.

Nu kan du mene at jeg er lidt dobbeltmoralsk, idet jeg selv har en konkurrence. Det har du også lidt ret i. Men du må gerne tænke tilbage til dengang konkurrencen ikke var stor. Da var det uden gebyr og reklamer. Bare grill og mødes. At det siden blev lidt udvandet, fordi vi havde 120 tilmeldte, hvor der dukkede 5 op, gjorde at deltagerafgiften blev indført. At vi siden manglede et sted at være og samtidigt ville hjælpe en lokal grejpusher, gjorde at der kom lidt reklamer med. Men pengene vi får ind går udelukkende til bevarelse af vores vande. Selv fra de pølser vi køber - der går indtægten i samme naturpulje. Men ja... jeg er nok lidt dobbeltmoralsk. Beklager.

Nå, men så stod jeg der med kajakken på taget og 3 pølser i hånden, mens John og Olof lige havde lagt låget på grillen. Til mit held var grillen varm endnu og de 3 pøller mødte deres forudbestemte skæbne, inden jeg som John og Olof, gled ud på det helt flade, ginklare og smukke vand. Det var rent discovejr og jeg må indrømme at troen på projektet var meget lille. Det korte af det lange, var også at der intet skete den næste time og så ville jeg over til vindspringet, der igen i dag lå som de foregående dage. Ret utroligt. Jeg var så ivrig for at komme på vandet at jeg slet ikke slog hjernen til og vel ude, indså jeg at jeg hverken kunne se bunden, trods jeg var langt ude og at søerne havde rejst sig alt for meget til at det var forsvarligt at ligge der alene. Vel inde ved land, blev jeg kæntret af en bølge hvorefter jeg havde tang over alt på kajak og tøj og hvad ved jeg.

Vinden øgede yderligere og jeg var lige ved at bare køre hjem, men tænkte at en plads i lidt læ måske kunne prøves og så gled jeg for tredje gang ud på voverne, med lidt mistænksom mine, fordi vinden var gået så hurtigt fra intet til mere end frisk vind. Men Hobien er skabt til det og jeg gav pladsen en chance, ikke mindst fordi jeg hurtigt fandt fisk, men bommede ikke bare 1 men 4 i træk, fordi kajakken blev flyttet rundt i det urolige hav. Var det ikke vinden, var det bølgerne og jeg skulle hele tiden skifte side for at have vinkel på endegrejet. Men jeg lykkedes til sidst at kroge 2 blankfisk der begge kæmpede vanvittigt godt, trods det var undermålere. Jeg havde også følgere, men alle var de små, hvorfor jeg søgte videre og ville ligge bare nogenlunde stabilt op mod vinden i fri drift.

Det gav en større nedgænger og under fighten måtte jeg kaste anker igen, for ikke at komme i sten og vel færdig med afkrogningen, skulle ankeret op og så knækkede linen til ankersystemet på grund af presset fra bølger og vind. Nu sad jeg fast, mens tovet sad i et rulleøje nede bagerst - der hvor man ikke kan komme til og mit første forsøg var tæt på at smide mig i vandet, fordi søerne kom skævt ind. Der var lidt panik på må jeg indrømme, men jeg brugte øverste etage og min åre og fik til sidst fat i ankertovet og kunne redde resterne op. Der var ikke megen mening i at fortsætte selvom jeg gjorde det. Men uden fortøjningsmulighed, var det for svært at holde kajakken i ro, hvorfor jeg til sidst måtte kapitulere og køre hjem.

lørdag den 17. april 2021

2021.04.17 En udfordrende dag

Lad mig slå det fast endnu engang. Selvfølgelig fisker jeg for at fange fisk. Helst både store og blanke, men det er man ikke altid herre over. Så da jeg kom hjem fra dagens korte tur, blev jeg mødt med beskeder som "trist" og "surt" ovenpå dagens fiskeri. Men det er ikke trist eller surt. Det er bare sådan engang i mellem.

Jeg startede med at vade ud på revet jeg havde fisket på forleden. Ikke megen forskel, bortset fra at vinden var i nordøst. Vandet var stadig utroligt højt og tillige grumset. Nu med ophvirvlet tang inde foran, hvilket gjorde de fleste kast til irritation når der skulle pilles slik eller tang af knude og wobler.

Jeg bestemte at køre mere østpå. Det er et sjovt hjørne vi bor i af Skåne. Jeg har set det masser af gange før og fra min plads med let vind, kom jeg frem til en frisk vind og brækkende søer der rullede ind. Desværre var der også her grumset og tang i vandet, men jeg gik på revet og fik nogle kast, dog uden ønsket resultat, hvorefter jeg sad i bilen og rullede videre, for blot at stoppe længere nede da jeg igen blev lokket af bedraget om at "her burde jeg kunne nå fint vand" og igen havde glemt højvandet, der gjorde at jeg ikke kunne nå lidt bedre vand uden alt for meget tang i. Det var udfordrende at være ude i dag, ikke mindst fordi jeg skulle have haft kajakken med, men ombestemte mig i sidste sekund på grund af tiden og ikke mindst fordi jeg i morgen skal lege håndværker og derfor ville være bare en anelse frisk i kroppen. Kajakfiskeri er faktisk lidt hårdt, hvis du ikke troede det. Hårdt på en fed måde, vel at mærke.

Jeg forlod den vindblæste kyst og kørte tilbage efter hvor vindspringet sluttede. Som sagt, ingen vind. Uden vind, var min tro også relativt lille, men forsøgte gjorde jeg da. Men der var helt dødt i vandet. Og så begyndte det dæleme at regne, mens jeg stod i det helt stille vand. Altså rigtig regn. Ikke hornfisk, som jeg beskrev forleden, men helt almindelig sommeragtig regn. Det bare silede ned. Og det var egentlig fedt at stå der, selvom der intet skete.

Indtil jeg så heller ikke gad det mere og bestemte mig for at slutte på hjørnet af vindspringet. Men vinden havde lagt sig i forbindelse med regnbygen og nu var der kun gammel sø tilbage. Rå og grov gammel sø, der alle andre dage burde kaste en enorm sildeæder af sig, men som kun resulterede i en blank nedgænger til sidst. Da var jeg relativt våd af de store bølger der rullede ind, bestemte jeg mig for at stoppe for dagen. Specielt vejr og dejligt med regnen, sådan midt i det hele. Man mærker virkelig at foråret har fået fat nu. Og så dufter der så dejligt at grillet entrécote på min terrasse :-)

torsdag den 15. april 2021

2021.04.15 Højvande på sydkysten

Fiskeabstinenserne var ikke oppe i det røde felt, men den der fornemmelse man kan få inden regnvejret ruller ind over den solbeskinnede terrasse og ødelægger sommeren, gør at man lige skynder sig at nyde solen lidt mere.

Og fiskeriets regnvejr er på vej. Hornfisken er landet i Danmark og ser man på datoen, er der ikke noget specielt med det. Men hvert år står jeg og en masse andre tilbage og siger... "var det det"?
Foråret, der i år aldrig blev et rigtigt forår frem til nu, men blæste og frøs væk i snebyger, slud og hagl og som kom sidelæns ind fra alle verdenshjørner hernede i det vindblæste Skåne. Og så et fiskeri, der på de dage det var muligt har været fremragende på mange kanter, men som givetvis også efterlader mig med tanker om hvor meget mere det kunne være blevet til, hvis vejret havde spillet med.
Men jeg klager ikke. En god sæson indtil videre! Og med de lyse aftener, så skal det udnyttes så længe jeg kan få fred for hornfiskene, der endnu ikke er nået til mine vande.

Javier havde været ude med Stefan hele dagen. Derfor kørte jeg først lidt over 18, selvom jeg havde alt klar ved 16 tiden. De havde nemlig fisket overalt og ikke set skyggen af fisk nogen som helst steder. Ikke så meget som et hug eller en følger var det blevet til. Og så er det jeg kommer til det her med at nyde fiskeriet inden hornene kommer, for med ovenstående melding var det ikke med speederen i bund og afsted, men bare ned og fiske lidt. Nyde solen og dennes senere nedgang, samt se forårets udvikling på kysten, der altid er flere uger bagud på grund af nærheden til vandet.

Og ja, det var nyt forår på kysten. Alt det haven havde budt på i ugevis, var først dukket op hernede nu og det er jo egentlig meget fedt at kunne få lov at nyde den slags 2 gange. Indtil jeg kom til vandet. Her var det ikke forår... her var det februar. Mega højt, grumset og koldt. Den nordøstlige vind havde gjort som den plejer og skubbet vandet fra Österlen ned til os. Præcis som det plejer at ske i februar. Heldigvis kunne jeg konstatere at vandet længere ude var mere klart i det. I hvert fald så man kunne ane bunden. Og så tog jeg en kort runde på revet, mens jeg i tankerne lå oppe i sandet bag strandvolden og skød svaner med min riffel. Jeg er træt af svaner der konstant skal frem og tilbage og frem og tilbage, lige hvor jeg står. I kajakken kan man spille svaneskak - der har de respekt, men når man er udvadet er de bare irriterende.

Svanerne fik lov at svømme deres monotone vej frem og tilbage og jeg forlod revet uden at se fisk. Javier havde ret - der var ingen fisk, men jeg tog alligevel en plads til.

Og så er det at sjove ting sker - nogle gange. Første kast på den nye plads, resulterede i at en blank nedgænger tordnede på mit bedrag. Så kommer alle antenner ud og man skærper hvert kast. Men den næste lille time gik således:
Svanepar der svømmede frem og tilbage. 2 hug. Mega lede bølger der drønede ind, trods ingen vind. Snakke Jönsson der kom ned og brugte 20 minutters fisketid. Bølgefoto med længere lukketid efter solnedgang. En nyt blink til ting-finder-samlingen, samt oprydning af 20 meter line fra havet.

søndag den 11. april 2021

2021.04.11 Fisk i farten

April med alle sine vejrtyper, fortsatte som ventet da det blev søndag. Sne og slud piskede på ruderne allerede ved 6 tiden, så jeg vendte mig om og tog en time på den anden side.

Ikke nogen ændring ved hverken 8 eller 9 tiden heller udover at sne og slud var overgået i regn, da temperaturen samtidigt var steget. Efter middag skulle regnen ophøre, vinden flove og så kunne man da lige se om det var muligt med et par timer i vandet.

Og således blev det, da Javier og jeg ankom til tiltænkte plads, som lidt i læ, sagtens kunne fiskes når først vi var kommet ud på revet. Det vil sige, jeg var lidt tidligere fremme end Javier og gik derfor i vandet for at tage de første kast... det første kast med et hug og det andet kast med en følger helt inde foran. Det tredje kast med fast fisk og så var spansken ikke engang nået i vandet, mens jeg stod og fightede!

Han så det og han så også at jeg et par kast efter først havde fisk på og siden fightede endnu en, inden han var nået ud. Det er lige den slags fiskeri man vil gå ned til og jeg var helt oppe at køre.

Da Javier kom på talevenlig afstand, kunne jeg meddele at begge var blanke nedgængere og at jeg havde haft følgere og hug og så var vi ellers i gang. Begge tog vi hver vores fisk igen og så ville jeg på tur til de næste rev, da jeg fornemmede at fiskene gik langs kysten, men efter en lang tur og kun en nedgænger som resultat, kom jeg tilbage til Javier der lige havde nappet 4 fisk i streg, da en stime kom forbi ham. Selv havde jeg godt set og mærket dem, men mistænksomme var de pludselig blevet overfor mig.

Vi gav revet et par kast til og indså at kulden i den endnu stride vind, ikke var en stor hjælper for kropsvarmen og da fiskeriet alligevel var lidt dødt for en periode, tog vi en pause på stenene.

Pausen var både tiltrængt og behagelig og efter et par englehop, armbøjninger og diverse anden gymnastik, var vi klar til endnu en runde. Eller Javier var, for vel ude så fortsatte Javier med at fange fisk, hvor jeg igen kun havde følgere. Det var underligt, for vi fiskede med det samme, da jeg i frustration havde byttet endegrej, men fiskene ville mig ikke og pludselig havde Javier fanget 9 styk mens jeg stadig stod med de 4.

Det var ikke værre end at jeg mod slutningen af dagen, alligevel fik knækket koden, hvad den så end bestod i og tog 3 på hinanden. Det var alligevel en vild dag, med tanke på vejret de første par timer. Hårde vindstød og regn, med senere aftagende vind og regn igen. Åbenbart lige hvad fiskene kunne lide og hvad der var nok så relevant - østlig vind med sin tidligere forbandelse, som må siges at kunne skydes i sænk med i alt 16 fangede havørreder.

Vi manglede kun den eller de store blanke, men mon ikke vi fortsætter jagten så snart det er muligt igen :-)

2021.04.10 En dag i solen med masser af følgere

Dengang månedernes vejr skulle deles ud, stod lille april ikke i køen, men legede på græsset. Da vejret var delt ud havde april ikke fået sit eget vejr og blev rigtig ked af det, for det var ikke mere vejr tilbage. De andre måneder forbarmede sig over hende og gav hende derfor lidt af deres. Det er derfor april er  som den er. April har ikke sit eget vejr, men er en blanding af alle årets måneder.

Så da vi gik fra sne, snekorn, hagl, blæst og torden sidste weekend og ind i denne uge med blæsende vejr, var jeg spændt på om lørdagens prognose kunne holde. Der stod nemlig sol og ikke frygtelig meget vind på menuen. Og det holdt. Knastørre 4 grader og en vind fra sydvest, var helt klart kajakvejr med solcreme og så sad jeg der alene, fordi Javier desværre ikke ville tage kajakken frem i dag. Meningen var så at jeg ville fiske med ham fra vandsiden, men jeg blev lokket af andre pladser og allerede da jeg gled ud over sandet og revet, så var jeg i himlen. Det så forbandet godt ud i solen og jeg var sikker på at det nok skulle kaste fisk af sig.

De 2 første opankringspladser, var dog ikke enige med mig, men på den tredje, hvor jeg kunne fiske nær land, skete der noget. Først var der noget der tog wobleren og ligesom holdt den - og så var linen slap igen. Så havde jeg et forsigtigt hug og i kastet efter bøvlede en stor nedgænger på. Det var en generelt slap fight, fordi fisken ikke tog udløb eller hoppede, men samtidigt også en rigtigt tung fight, fordi det senere viste sig at jeg havde kroget en rigtigt grov nedgænger med en enorm halefinne. Fisken ville simpelthen ikke ind og da jeg endelig lykkedes med det, så vidste jeg godt at den fisk til sommer var en fulton 1,4 plus. I kastet efter, mistede jeg en fisk og så gik der lidt tid, inden jeg fik endnu en nedgænger. Denne med noget mere krudt i, men ... de blanke.

Fiskeriet ebbede ud og jeg søgte en ny plads, samtidigt som 2 vadende kom til længere ude på revet. De vadede lige ud i en fisk, for de havde ret hurtigt nettet fremme og derfor testede jeg i deres nærhed, men med 5-6 kastelængder ind til dem og så gik det ellers hurtigt. 1, 2, 3, 4 ...... ja op mod måske 20 følgere havde jeg pludselig i løbet af den næste time. Men i modsætning til timen før, var fiskene pludselig groft mistænksomme. De gik op til 2 meter bag wobleren og selvom flere viste hugvillig interesse, ville jeg mene de havde haft masser af tid til at tage mit bedrag, men alt der skete var kun forsigtige hug. Det mest absurde var at kun 3 af følgerne jeg havde, var fisk under eller omkring målet. Resten var rigtigt fine fisk på 2-3 kilo som jeg lige kunne vurdere det og så var der en enkelt som var noget større... men hugge... det var pludselig ikke interessant. 

Dybt begravet i følgershowet, gik der en time med det. Så forsvandt fiskene med et knips og lige koncentreret sad jeg stadig og bare kastede og lavede finlir med endegrejet, men fiskene var væk og først da jeg havde byttet plads et par gange indså jeg at aprildagen i solen, var ved at tage en ende.

På vej ind, fik et lille område et par kast, men attituden på de fisk jeg fandt der, var den samme som inden, hvorfor jeg igen havde følgere og kun forsigtige hug. Det var en dejlig dag på vandet og en nydelse at være mobil over de mange rev man kan afsøge hurtigt og effektivt i kajakken.

I morgen får april endnu en skud december vejr, da vinden går i øst, bliver hård og medbringer sne og slud, inden temperaturen i løbet af dagen skulle stige til en 8-10 grader og vinden aftage. Typisk april - typiske havørreder. 

Jeg glemte stort set at tage billeder i dag, fordi jeg var så optaget af alle følgerne, så du må nøjes med et enkelt...