lørdag den 16. februar 2019

2019.02.16 En smag af forår på godt og ondt

Der er gentagelser i et hvert liv og et hvert forløb. Mine består i at jeg ved de første spæde forårstimer, død og pine ABSOLUT indbilder mig at det er så skide meget forår, at handsker og hue da ikke behøves. Der går sådan cirka 2 minutter og 3 sekunder fra jeg stiger ud af bilen, til jeg er rocker kold og indser at min forårsforelskelse langt fra er til stede på kysten, hvor meget jeg end gerne vil det. Men i år lykkedes jeg at være en lille smule klogere. Jeg havde ekstra handsker med! Tag den, fake forår!

At jeg så glemte dem i bilen, kan vi lige bortse fra...

Jeg kørte langs kysten og så den ene fede plads efter den anden. Men på dem alle stod den ene flok af fluenørder efter den anden. Jeg kunne ikke lade være at grine. Det der sociale fiskeri, hvor man står en fluekastelængde fra hinanden og kaster mod sin rev kammerat. Sikkert hyggeligt et sted, men jeg er blevet så gammel at jeg slet ikke kan se charmen ved det. Jeg vil have mit rev i fred og behøver ikke sidde med min fiskestang oppe i nakken og sige "reje æder" fordi jeg fanger en fisk. Jeg skulle måske også lige starte med at fange en fisk, men det var så også målet med dagens tur - hvilket det her forresten drejer sig om.

Da jeg havde kørt lidt længere end planlagt, kom jeg frem til en af mine rigtigt gamle kendinge. Hun lå så smukt der, forårsbleg på land og guddommeligt indbydende i farven i vandet. Jeg elsker den plads. Kan betrædes i alt slags vejr og i marts, når tobisen sådan rigtigt er i gang, så kan man være heldig at vade rundt i stimer af fisk. Sådan gik det ikke i dag. Jeg tonsede revet af fra spidsen ud mod den anden spids. Inde i bugten og tilbage. 4 grader og masser af svæv. Vand der i marts havde kastet enorme mængder fisk af sig, men i dag, en spæd forårsdag i februar... kun havde en der kastede. Og det var mig. Kastede ud i det tomme smukke intet.

Jeg gik til bilen og indtog min medbragte suppe. Alt var som det plejede. Suppe, ingen fisk og dejligt ude. Den næste bugt så fed ud. Den fiskede jeg så af. Først i den ene ende, så i den anden. Men kun jeg, mente der skulle være havørred her.

Så kørte jeg. Hvorhen vidste jeg ikke, men nu var der gået 4 timer og ikke skyggen af fisk. Javier stod på den plads, jeg tilfældigt landede på. Han var lige gået af vandet og sammen stod vi der og mente at vi skulle have fisk.
Således gik det så endelig på den sidste plads. Det så egentlig grumset ud, men vinklen fra solen, farvede vandet mere oppe fra set, end det faktisk var. Faktisk så var det så guddommeligt lækkert her også, at jeg endnu engang besluttede mig for at tro på det. Rigtigt meget. Og sørme om ikke jeg havde hug 2 kast i træk. Mega forsigtige hug, bølger og vind til trods. Altså for helvede... i marts havde de tordnet på, indbildte jeg mig. Jeg skiftede agn og krog. De skulle sidde fast! Javier landede en fisk, jeg gik videre. Endnu en fisk markerede min agn. Men så var jeg åbenbart blevet træt af agn, for pludselig beholdt en sten min OLR wobler. Da var jeg blevet kold og ved at blive hammer sur. Der var fisk, de huggede - jeg fangede ingen og nu smed jeg fandme også mit grej væk. Fuck jer!

Jeg gik tilbage til stenen, hvor jeg vidste der stod fisk. Så fik jeg endelig en på og så var der det der med gentagelser. Den røg af... det er et eller andet der sker hvert år ved den første fisk. Jeg fatter ikke hvordan, men sådan er det bare. Det var der, jeg bestemte mig for at det kunne være nok nu. Nu ville jeg have en fisk. Så den huggede så et par kast efter. ENDELIG. En flot lille blankfisk var oppe og hilse på og så fik jeg det straks meget bedre. Tak for hjælpen havørred!

Der skete ikke mere i landinger. Men der var fisk der ude. Forsigtige hug og en enkelt følger, afslørede flere på plads og Javier skræmte en på vej ind. I morgen du... i morgen er det slet ikke sikkert jeg får tid at komme ud. Nå, men vi ser... foråret er, vist nok, sådan lidt i gang.

søndag den 10. februar 2019

2019.02.10 Rav tur i regnen

Blæsten i går var ikke noget at tale om. Vist var der sus i skørterne, men ikke noget der kaldte helt vildt. Alligevel tænkte jeg at jeg ligeså godt kunne tage ud en tur ud i det fri, nu jeg regnede med at Sydkysten var lukket for fiskeri, netop på grund af blæsten. Men det var den ikke. Vandet var rigtigt klart og vinden der stod lige på, fik mig flere gange langs kystvejen, til at overveje at hente fiskegrejet i stedet og lade rav være rav. Men jeg fortsatte. Fiskeriet er endnu i de træge perioder og selvom man kan lykkes med enkelte gode dage, er det mere og mere foråret der lokker mig. Så mange gange jeg har stået derude og fedt har det været, men så alligevel... at traske hjem uden fisk.

Nej, det blev en rav dag og det fortrød jeg ikke, for netop ankommet gik jeg kun et par meter langs vandet og så en plamage tang i vandet - nede i den, lå der er et stort flot stykke på 24 gram. Fed start! Længere henne, fandt jeg en lille glasklar bid og så gik det sådan lidt slag i slag. Der var ingen åbenlyse områder, men der lå lidt rav her og der.

Da jeg efter 19.000 skridt kom tilbage til bilen, havde jeg 65 gram nordisk guld i lommen. Drivende våd udenpå, men tør indeni og med et smil på læben. Det er dejligt at være ude!

søndag den 3. februar 2019

2019.02.03 Fri for fisk - igen

Mens det ene skridt afløste det andet over knap 5 km., tænkte jeg over om det overhovedet var besværet værd. Siddende her i sofaen er svaret ja... men mens jeg gik gennem den ene mudderpøl efter den anden, det ene lag dynd og tykke lag tang efter det andet, det lave vand og de glatte områder og med den kolde vind lige i masken var tankerne, jo længere ud jeg kom, mere på en solrig april dag med krappe bølger og en 6-7 grader i vandet.
Jeg måtte skifte hænder til at holde stængerne hele tiden. Den ene hånd i lommen, den anden ude i det kolde miljø - så byttede vi plads og den frosne hånd kom i lommen et par 100 skridt inden det var tid til en ny bytter. Men til sidst nåede jeg frem og så var min første tanke faktisk; Hvad fanden skulle jeg egentlig helt herude?

Jeg begyndte at vade gennem det sidste lave vand og kom efterhånden ud på kastevenlig dybde. Nåede langt om længe området, som kajakken af flere omgange har sejlet over. Her kunne der være fisk. Vandet kom inde fra området og var sikkert lidt mere venligt end det mere salte miljø ude i vest. Der var blød bund, små tangområder. Mon ikke der så var en fisk på den anden side af 6 kilo der ventede på at få Henriks Cola wobler i kæften?

Jeg kastede og gik. Gik og kastede. Der var ingen sultne kæmpehavørreder. Der var heller ingen små. Der var 2 både ude og 2 gutter på land på den anden side. Og så mig. Mig der havde trasket i flere dage, for endelig at komme herud, for så at indse at den besværlige tur med kajakken ikke var mindre besværlig til fods - for atter engang at indse at besvær eller ej, så var der endnu engang ingen belønning for indsatsen. Det havde jeg måske heller ikke forventet, om jeg nu skal være ærlig. Men man ved aldrig, vel...

Jeg fiskede grundigt området af, gik længere og længere ind, men lige dødt forblev det.

Så undrede jeg om Sydkysten stadig var ligeså flot i vandet, som da jeg kørte forbi i morges og traskede så de der +4 km ind igen.

Sydkysten var ligeså flot! Der var endda varmere i vandet - eller varmere og varmere... 2 grader ik´. Men i det mindste det dobbelte af forrige plads. Det lyder bedre at sige det sådan. Vandet var dobbelt så varmt hernede!

Men det var fiskene iskolde overfor, for nu at bruge en passende term. Ikke skyggen af fisk, hverken på den ene eller anden plads. Men siddende her i sofaen havde jeg en forbasket dejlig tur ude i den rå natur. Og øllen, nu hvor jeg har fået varmen, er dejligt kold. Skål :-)

søndag den 27. januar 2019

2019.01.27 I survived the Blizzard of 2019!!

Det er nok et af verdens mest utaknemmelig job at være meteorolog. Jeg er et eller sted glad for at jeg ikke valgte at gå den vej, trods en del spørgsmål om netop dette, da jeg syntes at vejret er interessant og gennem mange år har samlet vejr data og så videre.

Snestormen januar 2019 så ud til at blive vild og hård. Vestjylland ville ligge i tø-linjen der skulle skære ned over Fyn og Lolland. Nord for den: Frost, hård vind op mod 19 m/s og sne. Fedt mand!
Avisoverskrifterne lod os forstå at dette ikke var magsvejr og på Bornholm bad Bornholms Folketidene folk om at blive indendøre og have en sneskovl klar - hvad man så skal med en sneskovl indenfor...

Selv glædede jeg mig både til snestormen, men ikke mindst de mange sekundmeter fra øst og sydøst. Det er nemlig rav vejr!

Og så blev det lørdag aften. Temperaturen steg. Så kom den over nul. Vinden rørte sig ikke rigtigt. Så begyndte det at sludre. Slud gik over i regn og da jeg vågnede søndag morgen pissede det ned, mens temperaturen stod på 2,8 grader. Og vinden... ja den løb med 6-7 sekundmeter fra sydøst.
Nuvel... grejet var pakket og klart og jeg satte mig i bilen på denne sæsons sidste tur til Måkläppen. Men som vanligt var man hverken alene og den manglede vind gjorde det ikke let at finde noget rav. Danmark endte med VM-guld i håndbold - Jeg endte med 8 stykker af nordens guld - alle små stykker, som blev fisket op fra store områder med løs tang. De andre jeg mødte led samme skæbne, men vi var enige om en ting:

Vi overlevede alle snestormen januar 2019!

lørdag den 19. januar 2019

2019.01.19 Med vinden i ryggen

Sammen talte vi om kajakken, Javier og jeg. Vinden, solen og vandet på dagen måtte afgøre det. Men som så mange gange før, vågnede jeg op til en lidt for frisk vind, siden en melding om temmelig brunt vand og som jeg forstod det, ikke fiskbart eller kajakvenligt på Sydkysten.
Så blev morgenen til formiddag og formiddag til middag og jeg vidste ikke rigtigt om det skulle blive eller ikke. Og så blev det alligevel, da jeg i en pludselig indskydelse tænkte, at ok... det kan jo ikke gå værre end det har gjort indtil videre og samtidigt får jeg en tur ud af det.

Således trampede jeg over engene med seneste melding fra østsiden, hvor der var helt stille i vandet og fuldstændigt glatbarberet for fisk. Ak ja... jeg sparede da de kilometer i det mindste og trampede mine egne i håbet om at jeg kunne finde en lille havørred. Eller måske endda en stor!

Støvletrampene blev mange, men ikke så lange. Så kunne jeg skimte lidt mørkere bund og lagde de første kast ud i området. Som forventet, men ikke pessimistisk ment, udeblev al kontakt til liv. Jeg gik videre. Målte temperaturen. Min forbavselse var stor. 1 sølle grad i vandet. Suk. Det måtte godt være lidt varmere, specielt nu solen ikke var fremme. Men jeg troede faktisk lidt på mit projekt og gik videre. Skræmte en havørn, der var i gang med sin middag. Den lettede ud over vandet og da jeg nåede dens seneste position på land, kunne jeg godt se at det havde været en sulten en af slagsen. Der lå kun fjer tilbage. Resten var nok endt i dunken.

Jeg trampede rundt. Fik tilbagelagt en 7-8 kilometer. Gå-fiske-natur-tur. Det var dejligt. Jeg stod med vinden i ryggen. Vinden der kørte med en 8-9 sekundmeter fra vest og var 2 grader. Ikke det fedeste at stå med lige i masken, medmindre der var fisk på vind siden. Jeg fandt ikke ud af det.

Et opkald om at bil nummer 2 - den uden turbo - ikke ville starte mere, grusede morgendagens planer for fiskeri og afgjorde dagens plan for fortsat fiskeri, fordi jeg måtte tage hjem og lege assistance.
Hvad gør vi nu, lille du...

lørdag den 12. januar 2019

2019.01.12 Forunderlige januar - mærkelige fisk - dårlige kystfiskere

Der skal så lidt til. Så lidt - og alligevel så meget. Fryden ved at køre hjem med enten en stor fisk i bagagerummet eller i det mindste et par fisk i hånden under dagen, havde ændret alt.
Alt, der ville afgøre en dag fra at have været god, underholdende, våd... kold... til at være helt suveræn. Ikke mindst... i særdeleshed ikke mindst, fordi man næsten er alene ude i det rå vejr.

Men suveræn blev den aldrig. Desværre. Det så ellers sådan ud. Som så mange gange før.

Eller det er måske også at tage i - ligesom vinden. Faktisk var det sådan at jeg havde alt kajakgrejet klar. Bilen var ved at blive pakket, da vinden alligevel vendte. Tog i. Kajak udrustningen blev liggende. Jeg blev siddende i sofaen. Igen. Så ringede jeg til Javier, fordi han også havde indtaget den samme position som jeg - stik mod forventning - da han dagen i forvejen nærmest var ved at købe hus på Österlen med kajak port ned til havet. Nææh... han sad derhjemme, da dagens vand nåede ham og jeg. Jeg forstår ham. Vi aftalte at jeg hentede ham 30 minutter senere, så kunne vi køre ud i verden og tjekke vores kyst. Vi kørte den ene vej. Så vendte vi min bil og kørte den anden vej. Mørkt, grumset, sort, mørkegråt, møg-hamrende sort. Mørkt med mørkt på. Vi blev ved at køre. Talte om at vende kareten igen. Rådvilde.

Det var faktisk ude på overdrevet da vi ville køre sten-saks-papir for pladsvalg. Det kom aldrig dertil. Vi landede på den vel nok, eneste mulige plads. Og så var vandet slet ikke så ringe endda. Faktisk langt fra.

Faktisk så det kanon godt ud og der stod kun 2 flue tosser og prøvede at forcere vinden i bagkastet. Der var bestemt heller ikke rart uden for bilens vindstille miljø. Vinden tog i og regnen begyndte at stå sidelæns. Men vi var på revet. Fluerne gik hjem. der var kun en tilbage og han stod længere inde. Her måtte der være en tyksak på den anden side af 4 kilo som kun ventede på at få præsenteret vores endegrej. Vandet var let farvet og der var tryk på hver eneste skæve bølge, hvilket gjorde vadningen usikker over revet. Og så havde jeg et klokkeklart hug. YES... de var der, præcis som jeg havde regnet med. Minutterne gik. Minutterne blev til kvarter. Kvarteret til halve timer og til sidst en time. Mindst. Fingrene gjorde ondt. Jeg måtte gå op og holde en pause i læ.

Pausen gjorde godt i ben og fingre. Så stod jeg der igen. I en time. 2 timer og lidt mere. Pludselig var dagen ved at gå på hæld. De tunge regnskyer hjalp givetvis heller ikke på dagslyset. Jeg blev derude. Jeg ville fandme have den skide havørred. Havørreden var ikke min ven mere - nærmere en fjende der SKULLE besejres. Men havørreden vandt i dag. Igen. De 4 grader i vandet, den let grumsede høje urolige sø. Den mørke januar himmel. Den besværlige vind. Ingredienser der kan fryse din næse og overlæbe så meget, at du har svært ved at udtale ordene korrekt. Ingredienser der kan kaste et par fede havørreder af sig.

Men ikke ingredienser der i dag kunne blandes i den store gryde og bruges til noget. Desværre.

Hvad så med i morgen Anders? Jo.... med de 15 sekundmeter, så bliver det nok lidt svært. Lad os se! Der er noget viking over at være ude, når alle andre er hjemme. Også selvom fiskene ikke er hjemme :-)

søndag den 6. januar 2019

2019.01.06 En fantastisk dag på Sydkysten og så alligevel... måske ikke...

Bilen uden turbo kunne lige klare opstarten og heldigt for det, for her havde jeg pakket den og skrabet ruderne fri og så skulle det da lige passe at den ikke ville starte. Men vi tøffede over sletten med østlige pladser som destination, Mazdaen og jeg. Javier var taget ud lidt før mig, så jeg kunne ikke tilbyde ham at køre med, men ham ville jeg møde senere når/hvis vi kom frem.

Hvis altså ikke det lige var for det der vand dernede i bugten. Hvorfor var der ingen der fiskede der og hvorfor blev folk ved med at skrive om grumset vand? Det så perfekt ud og da jeg trådte ud for at kontrollere at det jeg havde set fra vejen også passede - ja, så skulle du se en fisker flyve. Flyve fra vandet, tilbage til bilen og ned til vandet igen. Nu med komplet kysthabit.

Hold kæft det så godt ud. Det var slet ikke grumset. Der var svæv i vandet, men det var klart og vinden stod på med en 4 sekundmeter fra VSV. Med solen fremme, skulle jeg kun kaste 1 gang, så fik jeg en 4 kilos fuldfed bamse. Og hvor fanden var alle de andre henne?

Jeg tog kast nummer 20. Stadig ingen fisk. Længere ud, længere hen. Langs kysten. Bag stenene. De var der. Ingen tvivl om det. Men jeg trak en nitte, for nu at være ærlig. Der kom "endelig" 2 andre fiskere ned. De kiggede på mig, på afstand og gik til min glæde den modsatte vej. Jeg havde 2 kilometer havørred vand i topklasse for mig selv. Ventede på at jeg blev afsløret fra vejen, men det var vel mest folk på søndagstur og folk med trailere der var ude, for alene forblev jeg.

Jeg bestemte mig for at indtage noget mad. Lade solen varme det kystnære lidt op og give de store havørreder noget fred, så de var mere klar til anden runde. Jeg var i hvert fald mere klar end vandet og med sejren indenfor rækkevidde satte jeg mig op til bilen for at køre en gang gullasch ind. I mens jeg spiste afventede jeg Javier der fra Østfronten intet havde mærket og derfor valgte at gøre mig selskab.

Da Javier så vandet, bekræftede han mit syn på det. Der var kun et spørgsmål om tid og hvor stor den var. Men sammen kastede de mere og mere kolde lykkeriddere sig gennem hver kubikmeter vand, for kun at indse at det var havørreden der atter engang vidste bedst i dag.
Der var en fantastisk dag på Sydkysten og så alligevel ikke helt, for går man fra vandet tomhændet i den slags forhold kan ikke lade være med at være en smule ærgerlig.

Aj altså... det var en fantastisk dag. Et brag af en vinterdag med forårsfornemmelser.

lørdag den 5. januar 2019

2019.01.05 Premieren

Fiskeåret 2019 tog fat, der hvor det gamle sluttede. Ikke i en håndfuld fisk til manden fra savværket (3 styk ha ha... den var dårlig) Næææhh... ingen fisk overhovedet. Sådan lidt derhen ad; Det bliver et lorte år og fiskene hader mig og jeg gider ikke fiske mere eller noget!

Men det var nu slet ikke sådan det var. Weekenden skulle bruges ved vandet og på denne første weekend dag, sled jeg mig ud af døren henad middag og havde en bil ventende i indkørslen. Javier mente ikke jeg måtte fiske alene og det er nok godt det samme, for havde jeg fisket alene, var 4 fluefiskere afgået ved døden. I hvert fald mindst den ene af dem.

Sammen kørte vi over sletten østpå og prøvede at gennemskue højvandets vandkvalitet. Den ene sagde vandet var sort, den anden at det var brunt - de fleste kaldte det grumset. Men jeg havde så talt med en der sagde at det var helt fint og derfor sad vi i bilen. Og helt fint var vandet. Endda forbavsende fint. Så fint, at jeg allerede i første kast krogede og landede en 4 kilos fuldfed blankfisk. Det var i hvert fald det jeg mente skulle ske, indtil bombardaen dukkede op uden fisk for enden ved fluen. Ikke desto mindre havde jeg fisk efter i andet kast, som huggede... sad på sådan lidt tungt... og var væk igen. Fluen blev tjekket og ganske rigtigt... krogen var mindre skarp en børsterne på min hårbørste. Suk. De satans sten. Fluen blev skiftet og på kom en med en krog så spids, at jeg blødte på den højre pegefinger, da jeg testede den på den venstre! Dét er spidst, min ven!

Det holdt cirka 6 kast. Så havde jeg haft bombardaen nede omkring yderligere et par sten og krogen var nu rettet ud i en 90 grader vinkel. Suk!

Vi kastede os igennem revet og fik hurtigt selskab af 4 fluefiskere. De der viftere... de minder lidt om Jehovas vidner. De kommer bare tættere og tættere på. De kan ikke lade være. "Jamen vi gør ikke noget"... nej nej.. men må jeg ikke godt få mit rev i fred?

Jeg pakkede gårddagens lækkerier op. Javier gjorde store øjne. Tapas! Hjemmelavet oliven-tapanade, Manchego ost, soltørret tomatmix med mandler og hvidløg, grillede artiskokker, artiskok creme, blandede pølser og tørret skinke, mozarella ost... mangler du noget?
Maden sad ualmindelig godt i maven - hvidløgene fra tapanaden blev måske lidt mange, men hvad søren.

Vandet skulle betrædes igen. Flue-Jehovas-vidner-sutterne havde i hemmelighed rykket ENDNU nærmere. Fandme om vi skulle have lov at fiske i fred! Nææhh... vi skulle omvendes så vores grimme spinnestænger kunne skiftes ud med det langt mere ædle fluegrej og så vi sammen - en dag når vi havde set lyset - kunne ligge og kramme oppe i sivene med vores elskede fluestænger.

Revene vest for - alle indenfor gå afstand, selv for en dværg - var helt fri. Vi gav op og lod Jehovas Vidner få vores lille rev. De var 4 - vi var 2. Alene havde jeg i min voldsverden nok slået dem ihjel, men må erkende at jeg i virkelighedens verden ikke ville gå så langt alligevel. Men hvorfor... hvorfor gå ned hvor vi står? Hvorfor fiske lige ved os? Revet til venstre = frit. Alle revene til højre = fri!

Som sagt fortrak vi til de ledige rev mod højre. Mod vest. Vi fiskede igennem, men fiskene ville os ikke i dag. Sælen der i mod... den ville os. Den jagtede vel det samme som vi, for pludselig sprøjtede det til i overfladen og jeg var rigtigt hurtigt til at lægge an til et kast, indtil det store runde hoved dukkede op. Sælen fortsatte sin plyndring på pladsen jeg havde stået på og derfor tog dagen en lidt hurtigere afslutning end planlagt var.
Det gjorde egentlig heller ikke det store. Det var blevet koldt og selvom Javier mistede en lille til sidst, var vi enige om at det var på tide at pakke sammen. Også selvom vi stinkende af hvidløg, sikkert godt kunne bruge et par timer til i den friske luft.

fredag den 28. december 2018

2018.12.28 Årets statistik

Endnu et år går på hæld og atter en gang vendes blikket mod de 6 kilo´s havørreder jeg ikke fangede og endnu engang er tankerne rettet på næste års sæson - og de 6 kilo´s sølvbomber jeg forventer at fange.
Gad vide hvordan sæsonen bliver? Foråret? Sommeren? Året i år var helt sensationelt på en masse områder. Jeg var mest fascineret af hvordan vi havde en relativ normal vinter frem til februar hvor kulden langsomt brød igennem, for at lukke ethvert spirende forårshåb i marts, da kulden for alvor bed sig fast og ikke skyndede på mine ellers så gode forårsfornemmelser om et par blanke salmo truttaer der bød op til fight i det lunere og mere føderige hav, som april og maj ville nærme sig.
For så gik kølige april med spæde forsøg på at varme vandet op og der kom endelig lidt gang i fiskene da temperaturen hen mod slutningen af måneden langt om længe kom op i hele 10 grader!

Maj bød på de sædvanlige sataner der aldrig giver op. Man opfisker tobis, torsk og hvad ved jeg, men hornfiskene... de kommer i uhyggelige stimer. Altid. Desværre. Desværre kan jeg også sige om fiskeriet, for med maj og de klamme horn, kom der en utrolig varme der ingen ende ville tage før hen i august måned.

Sikke en sæson... men mens al frosten lagde sig og alt det ovenfor skete, fik jeg fixet førstesalen på huset og henne i juli måned, kunne jeg lægge de sidste hænder på projektet og næsten lukke det. Endnu mangler jeg at lave lidt småting, men de er på vej / i gang og nu skal jeg spare op til næste projekt; Have og badeværelser. Og så også lige førstesalen på garagen, som skal have samme tur som førstesalen på huset, men som er lidt mindre og samtidigt "bare" skal bygges om uden bad og værelser mv.
Ak ja... projekter er der nok af, men det skal ikke være dem der sætter stop for fiskesæsonen 2019 de første måneder, så jeg håber at vejret vil kysten og fiskene, for ud kommer jeg i så fald.

Med ønsket om et godt nytår og på gensyn i det nye :-)

Årets fiskestatistik:

12 ture
12 havørreder - alle var blanke
2 ufrivilligt "genudsat"
1 mistet OLR wobler der ligger nede på Møn og venter på en storm
111 stykker nordisk guld på diverse fiske- og rav ture.

Årets vejrstatistik:

69 frostdage, heraf 14 frostdøgn
3 mindre tordenvejr - og så ovenpå dén sommer... suk
44 sommerdage, heraf 5 tropedage

Regn
























2018 Målt, middel SMHI Middel
37,6
34,7
40
8,6
25,5
26
48,4
29,0
33
34
27,2
33
6,8
28,6
37
12,4
47,6
45
7,2
45,1
50
83,2
82,1
49
19,2
37,2
53
38
59,4
49
28
58,0
52
77
51,2
49
392,4
519,76
516


























































































søndag den 9. december 2018

2018.12.09 Du dejlige Danmark

Tilbage i fosterlandet, med en turbo der var stået af. Min kære Mazda. Tro tjener gennem snart 10 år og 305.000 km på tælleren. Og så røg turboen. Suk. Den burde holde lidt til mente jeg, men nej. Værkstedet havde afsagt dommen. Skift og betal - og så til en pris, der udgjorde den repræsentative værdi af bilen med fungerende turbo. Alternativet... køb en brugt turbo og søg råd på Google. Mig der måske ikke lige er mekaniker. Hus-renoverings-menneske, så lad gå - men at rode nede i et motorrum. Det kan jeg ikke!
I hastigt tempo lægger Ajes og jeg Møn bag os, med en fungerende turbo i hans bil og en dejlig dag på bagen. Med fisk i hånden endda!

Revene i syd ser uhyggeligt lækre ud, da vi ankommer. Grumset, men vinden kommer fra siden og giver fart over feltet, hvilket gør at ålegræsset hurtigt samles bag os og var det ikke for sigten på 50 cm., kunne vi godt være blevet her. At vi siden fra en af de lokale fik at vide at vi bestemt skulle være blevet i dén slags forhold er så en anden sag. Hans anledning til ikke at være der, var den store sprække i hans støvler. Østersøen er ikke specielt varm lige nu. Jeg forstår han blev på midt kysten - på land - hvortil vi fortrak efter vores halve time i den stride vind sydpå.

Midtkysten var lukket ved trappen. Skred af ler, havde revet trappen over og over det hele lå træer på land og ud i vandet. Jeg sukkede længselsfuldt for at grave i blå-leret, for den slags kan være rigt på både rav og fossiler, men højderne bag leret fristede ikke. Lidt regn, lidt frost og lidt mere regn... så kunne man let selv blive fundet som fossil om et par år, hvis ingen skulle savne Ajes og jeg.

Så havde jeg hug. Midt i alt det grumsede vand kom en stor hvirvel til syne og linen blev slap. Meget mærkelig fisk. Et par kast efter skete det samme igen og jeg kunne se noget brunt i det hvide vand. Tredje gang var ikke lykkens gang og opgangsfisken forblev i sit trygge uklare element, hvorfter Ajes og jeg gik nordpå. Der skete ikke det store, selvom det så godt ud og sammen vadede vi over utallige flintesten. Runde sorte flintesten der sammen gjorde kysten til en af de smukkeste dele af mit kære fosterland. Vi kom ud til pynten og sammen med ålegræsset fiskede vi vandet igennem, men fisken gad ikke os.

Indtil vi kom tilbage til udgangspunktet og jeg i et mærkeligt spinstop endelig havde en fisk der huggede. Og blev hængende. En flot blank havørred under målet havde endelig, efter utallige forsigtige hug, fundet vejen til krogen.
Vi fiskede koncentreret. Længe. Vandet var koldt. Det blev jeg også. Der skete intet andet end de mærkelige forsigtige hug, som knap var hug. Vi talte om at gå hjem, men valgte den besværlige vej over et større skred, fordi der lå en sten i vandet vi absolut ville kaste til.
Her var der fisk der tog fluer i overfladen. Det er ikke så tit man ser det på kysten, men ikke desto mindre.
Og så fik jeg en til. Endnu en blanko kom op til afkrogning og så mistede jeg på en måde en i et hug. Havde en efter. Endnu et hug og så fik jeg sørme en til, mens sælen kiggede på 200 meter ude. Den var næppe misundelig.

Dagen gik på hæld, som den gør alt for tidligt på denne årstid. Pludselig indfandt sulten sig. De havregryn der var gledet ned om morgenen var ikke længere til gavn i maven og mørket gjorde opstigningen gennem blå-leret til en verden med 4G signal temmeligt udfordrende. Telefonen fandt signalet og påmindede mig om et hav af mails, sms, Wordfeud påmindelser og ikke mindst mål i Superligaen (3 til FCK). Påmindelser om den anden verden, mens vi stod i Østersøens kolde vand og fiskede havørred...

Mens Ajes Mazda fløj op over Sydmotorvejen, tilbage til min Mazda uden turbo, sad jeg og frydede mig over en dejlig dag i mit dejlige fosterland med en god ven.