søndag den 28. februar 2021

2021.02.28 Farvel vinter - velkommen... FORÅR

Dagen i går var endnu en velsignelse udi forårsvejr og ja, jeg elsker det. Det forstår du også nu. Men ok, forstod du det ikke, var du ikke her som læser heller. Jeg døsede i sofaen ovenpå en masse sol og gode oplevelser. Bedst havde døsen været med en 5 kilos på samvitttigheden, men tålmodighed kære havørredfisker... tålmodighed.

For så at stå op til alt andet end det DMI havde lovet. Eller helt præcist... skyet vejr og ikke solskin. det var derfor helt ok at være til hvalpetræning hele formiddagen og køre hjem i roligt tempo, i endnu skyet vejr. Og vel hjemkommen, at opdatere de seneste net-fiskeri-nyheder om at der ingen fisk var. Nej, det tro da fanden... solen var der ikke.

Og da jeg stod med alt grejet klart, for at bevise Javier og Stefan uret, så tog Stefan hjem fra det falske rev, hvor der i hvert fald ingen fisk var, mens Javier ville på et for mig, ligegyldigt rev. Og jeg ville alligevel ikke falde ned i sofaen igen, fordi jeg havde fri og det nu engang var fiskedag. Så jeg overtalte, på en meget sælgeragtig måde alligevel Javier til at følge med til lige netop dén plads "du-ved-nok" og dæleme om ikke jeg lykkedes!

Så der stod vi, med vandet omkring os og fuglene foroven og forude og ... kastede igen og igen og jeg følte mig lidt som ham der sælgeren der havde lovet lidt for meget og vist nok ikke helt kunne indfri det. Indtil Javier havde en følger. Så havde sælgeren alligevel haft lidt ret, men det var så hvad der skete i timen efter, hvorefter vi indfandt os på land og strækte der stænger vi ikke kastede med og plejede de ømme rygge. Nogen af os, fordi vi havde lidt ondt generelt og andre fordi de havde været fysisk aktive med nedrivning af køkken og den slags. Javier bekendtgjorde at det var sidste tur i vand - selv så var jeg frisk på et par kast til og huskede også lige at jeg ikke havde fanget noget endnu, hvorfor det blev en selvfølge at fortsætte.

Så med mig selv som selskab betrådte jeg igen vandet og var positiv over at de 2 andre spinnefiskere først var gået i en stor bue rundt om os og siden havde forladt etablissementet. Der er nogen der stadig har forståelse for andre fiskere - en fornøjelse at opleve.

Jeg nåede 7 kast imens så jeg Javiers baglygter blive tændt og så huggede det lige som det skulle. Sådan et rigtigt saftigt og dybt hårdt hug. Bang, på god gammeldags fiskemanér. Jeg havde en fed fight med en udleget og rigtigt flot nedgænger, som selvfølgelig blev genudsat. Nøj hvor det hug sad godt. Det lugtede af flere og et par kast efter skete præcis det samme, da jeg lagde et kast langs land. Denne gang var det et endnu større "bang" da fisken huggede. Den tordnede på, selvom jeg hverken så følger bølge eller hvirvler ved Henrik´s wobler. Alligevel var det et jagende hug og jeg udstødte en eller anden guteral lyd af bare fryd, som måske mest lød som om jeg kastede op. Desværre røg fisken af og som jeg senere skrev til gutterne... var begge fisk røget af, ville jeg sværge på at det var store fede blanke fisk - men hvad ved man om det, når man ikke ser dem?

Fiskeriet gik ind i tusmørket og ved siden af wobleren kom en stor hvirvel. Intet mere skete, udover jeg havde et godt hug hele ude på distancen, men sikke en aften... igen. Denne sidste vinter aften; For nu bliver det i kalenderen, forår! Dagen er tiltaget med 3 timer og 37 minutter per i dag. Det indebærer at det er muligt med en times fiskeri efter arbejde og med tanke på weekenden, mon så ikke man liiiige kan trække i det vandtætte bentøj og nappe et par kast i solnedgangen med håbet om en god oplevelse eller 2?

Ses vi derude? Det håber jeg - med afstand!

lørdag den 27. februar 2021

2021.02.27 På randen af forår

Den uge hvor man sidder inde på kontoret, hvadenten det er hjemme eller på det "rigtige" kontor, så fortsætter foråret sin fremmarch og koncentrationen omkring arbejdet er bare ikke den samme, mens solen sender sine livgivende stråler mod land og vand. Vand, der måske var grumset, men uanset hvad blev varmet op og satte gang i alt det man drømmer om, når man sidder og arbejder.

Drømme der skulle omsættes til fisk i massevis, når man endelig havde fri. Og fri tog jeg så allerede torsdag og fredag - sådan en halv dag, begge dage. Torsdag med hunden ud i det fri, hvor jeg burde havde fisket og fredag, hvor jeg så fiskede - indså det ikke gik på grund af vinden og burde have haft hunden med. Men sådan er det nu engang. Det blev til et par kast her og er par kast der og så satte jeg mig i divaen igen, for det trængte jeg til ovenpå endnu et halvår med alt for meget arbejde og så sad jeg og tænkte på ... arbejde...

Godt det blev lørdag. Sådan en pragtfuld forårsdag, hvor jeg kunne gengælde lidt af den tid jeg havde fået af Rickard til min renovering. Nu var det min tur til at smadre hans hus. Så det gjorde jeg. Med de bare næver rev jeg hans køkken ned, vægge og lister og fixede vandet, så der ikke var indendørs fontæner. Med gips i alle åbninger (!) forlod jeg Rickard med én ting i tankerne og det var havørred.

På revet stod stod kun Stefan, da Javier var ved at rigge om. Javier havde fanget en flot blankfisk, han ville have genudsat, men da krogen sad dybt og fisken blødte meget, var den aflivet. Ingen fejl på det. Det var en rigtigt flot blankfisk, men ja, lidt tynd i det. Med håbet om flere, tog vi jagten op, men vi endte med at blive de jagede da et par viftende fjollehoveder langsomt med sikkert, bekendtgjorde deres nærvær med at komme tættere og tættere på. Sjovt de bliver ved... men sådan er det blevet.

Vi gad ikke stå og trænges og blev enige om at søge nye vande, da vi heldigvis havde hjerne nok til at affiske pladser hvor der ikke var andre. Desværre for os, var fisken ikke hjemme, hvorfor først Javier kørte hjem og siden Stefan og så stod jeg der og ville fiske... og kørte ....

Ikke hjem! Fandme nej om en så gudsbenådet forårsdag skulle spildes i divaen, når man nu stod der med kysthabitten på. Så jeg endte på det lange rev med de små fisk. Og forventningerne blev indfriet. Jeg gik langt og jeg fik små fisk, men det var sjovt fordi jeg endelig fik kontakt til de sølvblanke skabninger og det var ikke bare kontakt, men masser af kontakter. Først havde jeg et par mistænkte hug, men samtidigt stod jeg med en masse sten og tang foran mig. Siden gjorde spinstoppet sit arbejde og krogede en gudeskøn blankfisk under målet. De er bare flotte, de små filurer. I kastene efter gik det helt amok. Eller for fiskeren gik det amok - for læseren, der skete der ikke det store - men der kom virkelig fisk ind og med kolde fingre havde jeg ikke modet eller tålmodigheden til at skifte til bombarda, men nøj hvor de huggede og fulgte efter. Jeg havde vildt mange hug og følgere og i et kast hele 2 følgere. Det var rigtigt fint. At jeg kun lykkedes med endnu en lille blank, kan jeg takke mig selv for, men sådan er det med kolde fingre og knuder og den slags. Jeg var alligevel lykkelig da jeg gik fra revet, for sådan en begyndende forårsaften... den er guld værd.

søndag den 21. februar 2021

2021.02.21 En forårsdag i februar

Hvor dagen i går, blændede mig med en flot sol, højt til himlen og smagsprøver på foråret, blev dagen i dag lige toppet med lidt mere af det hele. Pludselig sidder man i sofaen, lidt stram i masken men er sprængfyldt med energi. Eller ok... jeg er nok lidt træt efter en dag ude, men det er slet ikke det samme slidte indre man sidder med. I januar, ville jeg sådan en søndag sidde i divaen og hænge ovenpå en dag ved vandet. Nu sidder jeg oppe i min man-cave på førstesalen af garagen, hvor jeg har installeret de højtalere som ikke må stå fremme i huset og så kom jeg til at supplere dem med en ret så aktiv subwoofer og pludselig kunne jeg i dén grad matche vores nye "skråt-over-gaden-naboer" og deres hang til discomusik. Forskellen mellem dem og jeg, er at jeg har døre og vinduer lukket.

Og så hører jeg rigtigt musik. Ikke ungabunga-tam-tam. Volbeat - KAN I HØRE DET?

Det kunne et eller andet sted være så fedt at smide et par mega højtalere ned til vandet og så bare fyre af. Det ville, erkendt, ødelægge idyllen ved at være ude, men samtidigt... nogle gange når man står i det lækreste vand, så er det også så opløftende at jeg kunne tænke mig netop et par møgsvin af et par højtalere stående og bare rocke sammen med mig, under fiskeriet. Måske lidt bizart, men sådan kan jeg have det netop en sådan dag som i dag. Solen der brager ned og i dén grad varmer. Nej, jeg havde ikke engang handsker på de første timer. Vandet var mere grumset i dag, men det så stadig godt ud og så var temperaturen lige krøbet op på 3 grader.

Rock on!

Faktisk var jeg startet inden jeg mødte Javier og Stefan. Men vandet var desværre rigtigt grumset på min første plads, så jeg tøffede hurtigt over til dem. Der mødte jeg en gut der sad og nød solen og sammen faldt vi i snak om Corona, Skellefteå (hvorend det nu kom fra) og selvfølgelig havørredfiskeri.

Javier og Stefan kom slukørede ind. Heller ikke de havde mærket noget som helst og det var unægtelig lidt mærkeligt, med dagens forhold. Jeg nød lidt mere sol, for det der med at være ude og bare sidde og nyde havet er så givende på sådanne forårsdage, som denne var.

På mærkelig vis lykkedes samtlige fiskere at undgå vores uhørt kendte plads i dag og jeg tog mig til sidst sammen og sneg mig ud i det våde element. På listefødder prøvede jeg at få vadeskoene til at være stille mod bundens sten og dermed kunne jeg lægge de første korte kast ud over tangkanten, hvor jeg på forventelig vis straks havde en følger. De står bare altid der, når det er som det er i dag og så huggede den lille blanke filur sørme også, men af årsager jeg ikke kan forklare, så havde jeg ikke byttet krog fra det bundhug jeg havde tidligere og ja, krogen var bøjet. Nogen gange er man bare lidt for doven eller så gider man ikke fange fisk. Sådan gik det i hvert fald et par minutter efter, da jeg fik en på som kortvarigt lod sig bemærke på stangens fleksibilitet. Den røg af og så tænkte jeg over fejlen med krogen, hvilket givetvis førte til et omgående krogbytte. Men da var det lis´som for sent med de 2 første. Jeg tog en lille blank, som med sin nærmest overforsølvede side, lod sig fighte relativt roligt ind og i et par kast efter var det hug, men fiskene var træge. Blinket var helt nede i tempo og slet ikke i det forårsmode som jeg.

Sammen sad Javier og jeg i tangen og nød vejret og lidt læ, fra den endnu kølige vind fra havet. Tangfluer fløj omkring os og jeg forstod dem godt. Tangen, der lå i store bræmmer var fulde af is og sne nedenunder, men tangfluerne havde overlevet og sammen kunne vi mærke solens varme.

Alt det liv der var - pånær i vandet. Eller... jeg tog i første kast efter pausen faktisk en til. Det lovede jo godt, men den må have gået og ventet på mig alene, for der var ikke flere - lige bortset fra den følger jeg senere havde, men det var så også det.

Javier havde ondt i ryggen. Jeg havde ondt af mig selv over alle de store fisk der bare ventede derude, men endte med at køre mit slowmotion fiskeri så langt ned i tempo, at jeg til sidst smed 2 blink væk på hinanden og så mente jeg at det var på tide med noget Volbeat oppe på garagen. Og de spiller endnu... mens jeg sidder her og er sprængfyldt af energi ovenpå en helt igennem fantastisk dejlig dag ved havet.

lørdag den 20. februar 2021

2021.02.20 Med en smag af forår

Åhhhh... den her årstid altså! Tiden går pludselig stærkt. Lyset har ved dette skriv, vundet 3 timer rent på mørket og det kan i dén grad mærkes, både på de dage hvor man tjener til dagen og vejen, men i særdeleshed når man står derude på det blå kontor og nyder.

Og man ved også godt at det gælder om at holde fast, for nu går det stærkt. Februar er snart marts. Marts er forår. Så kommer der et par blæse dage - måske går vinden i nord og lidt vinter vil bide fra sig - så er det april og i slut april begynder invasionen af de ærgerlige fisk. Så var den forårssæson pludselig forbi. Det er om at nyde det nu - men uden stress... nyde, som i, slappe af og nå at se det hele. Også selvom det er brunt de fleste steder. 

Det var også brunt i vandet. Det her underlige alge-værk jeg ikke helt kan greje hvad er for noget.

Når vandet bliver koldt, er der en masse af de her brune runde ting, der hvirvler rundt. Sammen med en frisk vind, er det hurtigt sket for det kystnære og således var det ikke så fiskbart som ønsket, ovenpå de sidste par ugers vinter.

Jeg var ellers lige ved at opgive et indlæg i februar, da jeg i sidste weekend noterede minus 11 grader herhjemme. Vejrudsigten var ikke lovende for os med forårstanker heller, så det var bare om at nyde vinteren, hvorfor jeg fik gået nogle lange ture med hunden og dens familie (kone + børn) og sammen gik vi i det bistre vejr, både på frosne enge ved havet og på selve havet. Jeg har altid elsket vinter. Sne og hård frost er bare lækkert, men det behøver ikke indtræffe i februar, når man mest tænker på forår - men det kan man jo altid skrige af, uden det hjælper en fis. Så ud og gå på det stive hav. Langt ud. Fedt.

Men så med ét stoppede vinteren. Det blev tåget og sneen smeltede. Pludselig var der forår i luften og selvom havet stadig er stift nogle steder, så var det muligt at fiske på andre pladser. Så jeg søgte mig ud på den lidt grovere kyst. Men som sagt var vandet brunt og efter 20 minutter var jeg på vej mod Javier, der også var ude i dag. Dog stoppede jeg igen på endnu en af mine små perler. Her var vandet noget nær perfekt, men trods en times indsats, så var der stadig ingen tegn på liv. Mine fingre var dog i live. Ligeså med mine tæer. Forårsvarmen var ikke til stede ved kysten, men de 2 grader vi kunne holde nede i syd og som var det samme som havet havde, var mærkbart i solen. Det var nydelse på højt plan og ja ja... selvfølgelig havde en tyksak på den rigtige side af 4 kilo stadig været det ultimative, men du ved jo hvordan klaveret spiller.

Så opsøgte jeg Javier. Han kom fra vandet, netop som jeg kørte forbi. Ingen line i øjerne, så jeg undrede hvad der var sket. Først havde han tabt en fisk og i kastet efter var linen knækket. Med en OLR ude i en sten. Ak...

Sammen gik vi på revet med hver vores bombarda og tæskede igennem til højre og venstre og tilbage. Det jeg kom fra var som sagt noget nær perfekt. Det her var helt perfekt. Det stank af havørred og det var kun de 2 grader i det våde element, der lod mig forstå at mine kåde forårstanker på masser af blanke havørreder, nok trivedes bedst i netop tankerne. Fisken var der sikkert, men det blev ved den mistede til Javier. Selv efter han var kørt hvor jeg mest tænkte at sådan en "sidste-kast-i-solnedgangen-5-kilos-motherfucker-bamse-jeg-slår-alle-fulton-rekorder" fisk, ellers havde siddet allerbedst. 

Men det var en smuk dag og jeg nød det. Og så huskede jeg hue OG handsker, fordi jeg klog af skade fra samtlige af de tidligere år, nu har forstået at foråret er fake ned ved kysten, når vinden står lige ind.

søndag den 31. januar 2021

2021.01.31 Høj sol og blå himmel

Jeg havde en aftale med familien og venner til familien, om at lufte vores hunde oppe i istidsbakkerne. Det var en dejlig tur. Lidt blæsende og kold, men dejlig. Elsker at gå deroppe, hvor dyrelivet kommer tæt på, omend jeg endnu ikke har set havørn, som ellers plejer at være en flittig vintergæst. Den fløj så over huset forleden, mens jeg sad på hjemmekontoret.

Javier havde fået et opkald fra Stefan der ville ud og mens jeg legede hundefører, indtog de den første plads, der hurtigt viste sig at være ufiskbar på grund af grums. Den næste plads var isbelagt og da jeg kom hjem, var seneste melding at de nu stod lokalt, hvorfor jeg pakkede kysthabitten og drog ud til dem. Måske der skete noget på det lange rev, men ak... Stefan var hurtig til at ryste på hovedet og så fik vi snakket lidt, men han effektivt fiskede vandet foran sig af. Javier stod længere ude og viste heller ikke tegn på kontakt til noget, hvilket siden blev bekræftet da han også kom ind for at snakke lidt.

Sammen blev vi alligevel enige om at give pladsen en tur til, men ak... efter måske 50 kast, hvor samtlige var med ålegræs, fik jeg også nok og så skiltes vore veje igen. Jeg kunne enten tage hjem og sidde og være nervøs før dagens finale i håndbold eller drage videre og på den måde få tiden til at gå.

Så jeg landede østpå, hvor der var lidt læ for den kolde vestenvind. For varmt var det bestemt ikke, men det var en utroligt smuk dag med høj sol og dybblå himmel. Perfekt ude dag.

Selvom bølgerne slog lidt hårdt ind, lykkedes jeg at affiske både siden og bagsiden af revet længere ude, ret effektivt. Vandet var helt perfekt i farven, med hvirvlende sand for hver bølge og ellers klart. Og så var det hele 3 grader her i forhold til derfra jeg kom, med kun 2 grader i vandet. Muligvis kun én grad til forskel, men det kan godt have meget at sige. Men det var fiskene ikke med på. De vidste måske heller ikke at der 50 kilometer vestpå var koldere omgivelser?

Jeg satte mig op til et par træer og nød udsigten, solen og fik lidt læ. Rigtigt dejlig afslutning på januar hvis jeg selv skal sige det. Selvfølgelig havde en havørred da gjort lykken komplet, men jeg havde det rigtigt hyggeligt ved mit træ med solen i fjæset et godt stykke tid.

Revet fik en sidste tur, men der var ingen fisk hjemme i dag eller så fandt jeg dem ikke.

Og vel hjemme... så sidder jeg og skriver her, midt i håndboldkampen. Jeg er for nervøs til at se den ha ha

søndag den 24. januar 2021

2021.01.24 En smuk eftermiddag på det blå og grå kontor

Med gårdagens fiskeri i tankerne eller rettere fisk, var jeg i dag væbnet med andre hjemmebunde kreationer for enden af linen. Jeg var også væbnet med Javier, for både at dele den forhåbentligt kommende fede oplevelse og have 2 chancer i vandet, hvor den ene måske viste sig bedre end den anden, for på den måde at knække den hemmelige kode.

Begge dele var i hvert fald i tankerne og jeg følte mig en smule sejrssikker, da vi listede os i vandet.
Der gik heller ikke mange kast, før jeg så bevægelse på det lave vand. En bølge rejste sig kortvarigt og forsvandt - ikke bag min flue, men bare midt i det hele. Jeg lagde et par kast i retningen, men intet skete de første 10 minutter og så alligevel - et stød i fluen og en hvirvel bag. Så kørte jeg jævnt ind og dæleme om ikke fisken viste interesse for Willy med ræv i røven. Den huggede hårdt og så var den fiskehistorie slut, for den næste time.

Vi gik ind for at få lidt varme oppe på det tørre. Vind var der ikke meget af og egentlig var det ikke så koldt på denne stille grå dag, selvom der var højt til loftet. Lidt snak og en cola sidder altid godt og sammen listede vi os igen ud på revet for at se om den sidste halve time kunne kaste en fisk af sig. Men allerede inden vi gik i vandet, bemærkede jeg at alle rifler var væk. Vinden havde lagt sig fuldstændigt. 

Nu blev det svært! I forvejen vældigt forsigtige fisk på lavt vand, der skulle lokkes af et stykke plastic der trak et par fjer og hundehår der lignede jeg ved ikke hvad... og vandet var klaret op fra i går, hvor der i det mindste var lidt grums...

Jeg håbede at der ville komme en head & tail, et par hvirvler her og der, for jeg var helt overbevist om at fiskene var der, men nu gik på listesko. Men der var stille - helt stille. Og så alligevel... pludselig huggede det hårdt 2 gange i fluen og så sad den der - ud af vandet strøg en havørred med siden til, men linen blev atter engang slap. Samtidigt havde Javier en hvirvel ved hans flue og et hug og så troede vi lidt på det igen, men troen var svær at holde. Det forblev ved vores gyldne minut og da blodet alligevel var forsvundet fra vores fødder, bestemte vi at nok var nok for i dag.

I det mindste havde jeg tørre tæer da jeg kom hjem - men jeg havde så også uniformeret mig med de gode gamle Bare neopren waders i dag. Tænk at de stadig både holder og er tætte. 

lørdag den 23. januar 2021

2021.01.23 En hemmelig runde fisk

Jeg har slået mig ned som fluebinder for en kort periode. Blev vældigt træt af de små kroge, halvrustne kroge og kroge der har været i sten og som allesammen sad med diverse fjer på i en flueboks der har så mange år på bagen at jeg er imponeret over at den stadig holder.

Så jeg drog atter en gang til Henrik ovre i øst og sammen sad vi og nød en gigantisk smörgåstårta der er skånes svar på smørrebrød, som tidligere omtalt. Det smagte så fuglene sang og jeg var propmæt halvvejs gennem stykket. Da jeg kørte fra Henrik havde jeg hans kasse med diverse fluebinder materialer med og så var det bare at se om jeg helt havde glemt hvordan man gjorde. Det havde jeg ikke, omend lidt øvelse gjorde underværker. Jeg fik lavet en masse kreationer. Mest noget med lyserød krop og så noget hackel i gråt langs kroppen. Og så noget reje noget, lavet af hundehår fra Henriks hund og med rød ræv i nummi. Det blev en "Willy med ræv i røven". 

Kunne de så fange noget? Jeg var tæt på allerede i de første kast, da jeg havde 2 hug på hinanden. Jeg undrede hvad søren der holdt dem tilbage, men tænkte ikke mere på det. Svaret fik jeg aldrig, for det skete ikke mere før klokken slog 16 og jeg i den stadigt lyse aften, pludselig så en hvirvel bag fluen. Dernæst begyndte flere fisk at head & taile og flere hvirvler kom til syne både tæt på og længere fra mig. Så tæt som måske 4 meter kom en fisk op med hele ryggen og så var der endda en der hoppede og 3 gange havde jeg klare hug i fluen, men åbenbart var det lyserøde ikke hvad fiskene ville have.

Det blev en magisk fiskeløs januar eftermiddag i løbet af de 20 minutter det stod på. Vildt imponeret over de plettede sølvfisk, der drog rundt i jagt på et eller andet og mig der langsomt, men helt sikkert, stod og frøs tæerne af mig selv, i stilhedens tjeneste for ikke at skræmme fiskene. Hvor var det fedt at stå midt i og samtidigt frustrerende at man endelig har taget sig sammen til at stå med bombarda og så alligevel blive fusket. Fingrene var relativt kolde, så mine tanker på en rejeflue, blev ved tankerne - deroppe hvor der stadig var lidt varme tilbage.

Vel hjemme og efter et bad, samt den nu sædvanlige gennemgang af mine Simms waders for at konstatere præcis det samme som de andre gange - at de lækker, skrev Henrik det samme som jeg havde tænkt. Rejeflue... 

Så de der "Willy med ræv i røven" skal ud og bade i morgen. Så må vi se om Henriks hund kan fange en fisk, nu et eller andet lyserødt kunststof med en grå fjer over, ikke kunne i denne runde.

søndag den 10. januar 2021

2021.01.10 Og idag med vinden som ledsager

Den lille forskel fra i går var ikke temperaturen, trods en vinddrejning over i sydvest, der ofte er det varme hjørne på denne årstid. Næh... vinden tiltog og løb med en 10-12 sekundmeter ude fra havet, hvilket umuliggjorde at komme til i syd, hvorfor Javier og jeg bestemte at prøve nyt i dag.

Vi tog over på vestsiden for at se om vi kunne finde læ, men det skal man kigge langt efter i Skåne - såvel som i Danmark. Der er ikke læ at hente i flade landskaber, men vinden kom da fra siden, vel på plads og sammen gik vi i vandet og gik... og gik og sad fast. Så gik vi ikke længere men stod og gloede lidt fjollet på hinanden. Nu var vi vadet helt herud og så sidder vi fast i vand til knæene og stadig med 100 meter ud til en vanddybe der indbød til et par kast. For mit vedkommende blev det et enkelt kast, Javier satsede på det og tog en del flere kast, mens jeg i sneflokke der kom vrimlende søgte mig længere nordover. Mere fast bund skulle jeg have under fødderne, før jeg syntes det var sjovt - men turen blev lang og undervejs i en pause ringede jeg til Javier der havde bestemt det, jeg nok også skulle have gjort. Han drog hjem igen, ovenpå vores totalt forfejlede sats, mens jeg, nu jeg alligevel var ude, lige ville gå turen jeg plejer at gå i sensommeren. Omend denne tur var i waders og med mudder, ler og tang til anklerne hele vejen.

Lad det være sagt med det samme. Jeg gik langt. Helt ud. Jeg var ret flad, med andre ord, men jeg var også rigeligt varm og havde derfor masser med overskudsvarme til at fiske temmelig længe i den stride vind, hvor jeg fuldstændigt blottet, stod og lod sneen hvirvle omkring mig. Det havde sgu siddet fint med en grov havørred, men har det ikke altid passet ind? Den huggede ikke og der skete ikke andet end at jeg langsomt fik forvandlet min overskudsvarme til en snigende kulde, der startede i fingrene for siden at krybe op af armene. Det var bestemt ikke en hyggetur og i rygsækken lå endda mit stormkøkken med gullasch. Men jeg opgav alle tanker på at lave mad ude på dette vindblæste sted - desuden var det nok 300 meter ind til nogenlunde tørt underlag og så tænkte jeg at sådan en march tilbage til bilen nok skulle give varme og ekstra meget sult.

Med varmen tilbage i kroppen og et blik der var helt frossent, sad jeg i bagagerummet på bilen en halv time efter og følte mig lidt sej. Ok, måske også lidt sølle... men jeg var gået direkte tilbage uden stop og med vinden lige i masken. Det kunne godt mærkes i kroppen og ansigtet.

Suppen gjorde underværker og et øjeblik sad jeg og nød det, mens sneen var overgået i slud. Men når man har svedt og siden sidder stille udenfor, så trænger kulden igennem, når ens åndbare undertøj og overtøj ikke kan klare kapaciteten fra en heftig tur og jeg fortrak til sidst til bilen for at køre hjem.

Billeder... ikke idag.

lørdag den 9. januar 2021

2021.01.09 Med solen som ledsager

Ovenpå en lang periode med gråvejr, der afsluttedes med sne og let frost, var det helt magisk at se solen. Ikke at januarsolen kan mærkes - knap nok i kinderne, men alligevel. Lidt indbildsk kunne man mærke den gennem de sorte handsker, men der var ingen nåde forneden.

Udvadet i vand der var lige lidt over 1 grad, var det en påmindelse om seneste tur, der sneg sig ind efter at have stået udvadet en lille time. Kulden. Langsomt men sikkert kom den i tæerne og selvom jeg lige havde haft 2 forsigtige hug og et par kast efter et rigtigt hårdt af slagsen, vidste jeg godt at "på land" var en vinder for at redde lidt liv.

Derinde gik jeg Javier og Stefan i møde, der havde stået lidt længere oppe på strækningen. De var ikke frosne som mig - men havde så også lige indtaget gullaschsuppe, som jeg ikke havde med i dag - og det får man varme af. De havde så heller ikke hul i deres vaders, som jeg alligevel ikke havde lykkedes at lave, trods endnu et ihærdigt forsøg. Nuvel, det stod ikke ind, men varmer gør det altså heller ikke, hvilket nok forklarer en del af den frossenpind periode jeg pludselig er kommet ind i.

Javier havde taget en blank på målet og mistet en stor nedfaldsfisk - Stefan haft et hug, som jeg - og ellers var der ikke sket mere.

Selv havde jeg stået med mit nye bombarda rig, inspireret af "Havørredens hemmeligheder" og nej, jeg havde ikke kludder kast, kulden til trods. Kun en enkelt gang fik forfanget fat, men det kan jeg leve med. Hvad jeg ikke kunne leve med, var det gennemløb, der nu var sat en stopper for. Hele min idé med bombarda er at der er gennemløb mellem hovedline og kreationen forenden. Men det set-up jeg havde lokket mig ud i og som var smart i alle kanter, havde fjernet gennemløbet.

Måske jeg bare skal lappe de vaders og lade være at fryse, så kan jeg jo kaste normalt uden at skulle sidde hjemme og lære alle mulige nye løsninger.

Jeg gik ud på revet igen og så stod vi 3 mand på række mens vores bedrag ploppede i vandet foran os, da næste kast måtte give en fisk mere. Men udover endnu et forsigtigt hug, så stod vi vel mest bare og slikkede sol. Vinden tiltog fra nord og så til at varmesystemet ikke kom helt i gang og gav tæerne det blod de behøvede og til sidst gik jeg op for at gå en tur og få lidt gang i kroppen. Det endte med at blive sidste tur på land, for mens jeg gik og fotograferede kom de 2 andre ind, idet de også syntes at nok var nok, nu der ikke havde været flere hug eller fisk på land.

Dagens længde er tiltaget 23 minutter og det kunne godt mærkes, stående ved bilerne i snak frem til 16:25 uden at det var helt mørkt da. Dejlig årstid der er på vej - bare gerne med lidt mindre frost og tørre vaders.

søndag den 3. januar 2021

2021.01.03 En endnu koldere dag på kontoret

Endnu engang var der planlægning og ønsker aftenen i forvejen fra forskellig side. Dog blev jeg ikke spammet af alle a-vennerne, der nok havde indset at "mig tidligt op og i januar"... nytteløst. (Det er det så også i februar ha ha)

At der desuden blæste en temmelig frisk vind fra nordøst, samt at der var frost i luften, gjorde bestemt ikke sagen bedre, så efter endnu en dejlig formiddag i sofaen med kaffekoppen og det uendelige internet, så bestemte jeg mig der lidt i middag at nu skulle jeg ud og se om der var lidt fisk i denne "herlige" fralandsvind.

Javier og Stefan var på samme tanker og var landet på min tænkte fiskeplads, allerede udvadet ved min ankomst, men uden noget resultat indtil. Ikke så overraskende måske, for vandet var dykket reelt til kun 2 grader og den der fralandsvind kan være god nogle gange, meeeen... rart var det fandme ikke i den styrke og hele 1 grad i luften. Det var faktisk bistert og alene fordi solen kom frem, lod jeg bombardaen tordne langt ud over det i håbet om en lille fisk eller 2.

Vi fiskede længe med ryggen til vinden og genfandt lidt varme i det læ vi kunne opbygge med ryggen og hænderne så tæt på kroppen som muligt. Vi vadede op over revet og pludselig skreg Stefan "JAAA"... han er ret ny til det der fiskeri, så jeg spurgte om jeg skulle komme og hjælpe med noget. Net og den slags, men han svarede at det nok skulle gå, så jeg fiskede videre mens jeg kiggede på hans fight, der trak lidt ud i forhold til den fisk jeg første gang så vende i overfladen. Nuvel, måske stangen var lidt blød i det, for op ville den ikke og slet ikke ind til netkanten, som den ellers flere gange var ved at besøge. Mens han stod og fightede, fik jeg et ordentlig hug på en eller anden ligegyldig flue jeg havde sat på bombardaen. Fisken fightede kanon, vandets temperatur til trods, men til sammenligning med den Stefan nu endelig havde i nettet, var det ikke en ligeså skøn og konditioneret havørred. Jeg valgte at genudsætte den, for de der blanke skønheder på 3,7 kg og med fulton 1,2 i januar, er svære at slå. Sikke en fiskelykke der indfandt sig.

Javier og jeg fiskede videre og pludselig foran mig kom et hul i vandet fra en følger der ville have fluen ligesom jeg skulle lægge et nyt kast. Jeg kastede på langs med land og fik kort derefter endnu en fisk på i samme kaliber som den første jeg tog. Den så nu blank ud, men grundet mine manglende skills i knudebinding af fluer, tabte jeg den da den kom ind. Jeg kan bare ikke de der knuder, men har indset at det skal læres NU. Jeg tabte også en rigtigt flot blank i foråret sidste år og jeg er ret sikker på at fordi mine fluer ligger på siden og ryggen og hvad ved jeg, fordi jeg ikke kan de knuder, så kroges de forkert.

Og fileme... så huggede det igen en halv time efter, da den første frost havde indfundet sig i mine tæer. Men det forblev ved hugget på langs med land og Javier og jeg blev enige om at der skulle varme i kroppen nu - og den kom kun ved en march tilbage til bilen. 

Jeg genfandt ikke varmen i tæerne - indså siden at begge mine sokker i mine waders lækker og kunne derfor tømme varmtvandsbeholderen da jeg kom hjem, med et langt bad til følge. Min hæl, fodsålen og mine tæer var helt hvide af kulde - det er ikke særligt sundt faktisk, så jeg må nok ty til mine gamle neopren waders på næste tur, hvis kulden og vinden holder i sig.

Uanset... sikke en fed dag trods alt. Vi fandt fisk, fangede fisk og så endda en flot blank af slagsen.

Det skal prøves igen!

lørdag den 2. januar 2021

2021.01.02 En kold dag på kontoret

Allerede i går blev de første spadestik taget for morgendagen. Der blev talt om her og der og alle vegne, men det værste var de der A-mennesker jeg kalder for venner. Altså klokken 06.30 ligger jeg og sover. Det gør jeg også klokken 8 - eller der står jeg som regel op og i dag var der, de 9 minutters mere dagslys til trods, stadig mørkt udenfor. Hvad skal man op så tidligt for i januar? Det er mørkt, koldt og i dag... tåget tilmed.

Næh du! Sengen gjorde godt. Det gjorde de mange kopper kaffe i sofaen også i de følgende timer, mens jeg ventede på de første desinner fra alle mine morgenfriske fiskekammerater. Men der var tyst på tråden.

Først ved 11 tiden kom der liv i kludene. Ingen fisk det ene sted og en enkelt mistet det andet sted. Det var også der omkring tågen lettede og jeg daffede udover sletten, mens bilens termometer viste 1 grad. Heldigvis var det udenfor. Vel ankommet til vandet, kunne Javier berette at det stadig stod 1-0 til fiskene og at han havde haft en følger. Jeg syntes det så ud som om han havde 10 følgere, for fiskerne stod på række i vandet og oppe på land. Jeg gad ikke fiske. Der var stille og der var mange ude. Ikke så meget spas der og et øjeblik overvejede jeg at køre hjem igen, men så kom jeg i tanke om den mad jeg havde liggende med Skagenröra (det er sådan hen af rejesalat) og så kunne jeg da lige nyde den, mens Johnny og hans søn kom forbi og talte lidt.

Mens vi talte, kom de andre fiskere på andre tanker for pludselig var der tomt på strækningen og så kunne der alligevel tages et par kast. Det stille vejr til ære, så havde jeg været forudseende nok til at medbringe bombarda stangen og allerede efter et par kast, huggede det helt ude. Det var årets første fisk der dér kom til afkrogning et par minutter efter. En lille blank filur med en Grå Magnus (vist nok) i munden.

Jeg troede på mange flere og hvis tro kunne varme, havde jeg helt sikkert også nydt den følgende time udvadet i det kolde vand og med den kolde vind i nakken. Men tro varmer ikke og kold begav jeg mig til sidst på land, mens jeg lige nåede at se at Javier også han kunne sætte kryds på årets første fisk.

Vi stod længe og talte os varme eller prøvede i hvert fald at få varmen mens vi talte. Han havde haft en følger af pænere størrelse, men ellers var hans fangst af samme karakter som min. Men enige var vi om at der måtte være flere på plads vi kunne lure. Vi lurede kun os selv til at tro på det og at varmen ville komme tilbage, men det gjorde den ikke. Fingrene bed, tæerne var følelsesløse og ørerne dunkede. Et pladsbytte med fuld blus på blæseren og sædevarmen i gang, gjorde underværker. Det lille rev vi indtog kunne affiskes på max 30 minutter og det bestemte vi os at give det, inden hjemturen kaldte med noget lokkende varme. Ingen af os mærkede noget som helst og sådan går januar ofte. Nogle gange er man heldig at løbe ind i en stime, men i dag var heller ikke en sådan.

fredag den 1. januar 2021

2021.01.01 Premieren

Det var en klassisk premiere tur. Lige som den skulle være. Ingen fisk, tungt hoved og et mistet blink... Og... så tager jeg 2 venstre handsker med ud. Fååårking typisk!

Hashim havde allerede nytårsaften spammet mig med spørgsmål om plads, tid, afhentning og hvad ved jeg. De unge mennesker... ak ja... selv holdte jeg, både på grund af Corona, men også belejligt nok på grund af hundehvalpen, nytår hjemme. Det var absolut ikke med min gode vilje. Siden jeg blev født, har jeg holdt nytår med mine forældre. Jeg er ikke mors dreng eller forældre syg, men jeg gider ikke en eller anden mega fest eller andet pjank nytårsaften. Jeg er en dreng... en fyrværkeri dreng og er aldrig blevet ældre på dét område. Jeg nyder at være hos mine forældre, ikke mindst fordi de, men også min søster og hendes familie, samt min egen familie elsker at spise sønderjysk grønlangkål med kålpølser til. Hamburgerryg og snaps - og så skal der fandme skydes krudt af. Det har jeg gjort gennem 46 år - måske ikke lige med snaps alle årene, men det er en tradition og den blev på grund af pandemien og det nye danske ord, samfundssind, brudt. Jeg ville heller ikke have mine forældre på besøg, siden blev de også nægtet adgang ind i landet, som alle andre besøgende og så stod vi der... men havde da løst problemet med hvalpen.

Så nytårsaften... uden så meget som et heksehyl, sad vi der og havde spist den traditionsrige middag og kiggede så ellers på klokken, der kun var 21...

Vi havde en god aften, men lad det være sagt med det samme. Det var ikke det samme.

Så selvom jeg vågnede lidt sent på årets første dag, var jeg klar til en tur ud i det fri, nu jeg havde en del ekstra tid. Hashim var selvfølgelig allerede ude og sad i bilen og tørrede sig efter de første bølgers indtog mod kysten og ikke mindst ham. En anden spinnefisker havde taget en undermåler lidt tidligere - ellers var der ikke sket noget, men jeg må indrømme at jeg troede på det. Vandet så rigtigt fint ud med let grums længere ude og så var det hele 5 grader varmt. Javier syntes det var så varmt at han havde badet i det - dermed blev hans premieretur lidt kortere end forventet. Men det er stadig januar og fiskeriet er svært - således gik det også for os.

Først havde jeg over 2 kast tydeligt hug og fisk der nappede til OLR wobleren. Siden skiftede jeg til den anden side på revet og stående der, råbte Hashim pludselig på mig. En flot blank havde nappet hans gennemløber og blev fightet ind. Så var hans premiere afklaret. Vi tog en tørn til over revet og efter jeg havde skiftet plads, endnu en tur - men som det plejer i januar... så kan der være langt mellem snapsene, hvorfor vi valgte at køre til en anden plads.

Jeg havde håbet at revet var intakt, men desværre var stort set alt dækket af sand, hvorfor mit håb om en kystnær havørred hurtigt forsvandt. De plejede ellers at stå her, men nu var det lidt meget at kaste på sand alene, hvorfor vi gik ud til første revle hvor der så i stedet var dukket et mindre rev op. Og dér kronede jeg premiereturen på bedste vis ved at sætte min OLR wobler i en sten længst ude og så var slaget tabt. De kolde fingre bedyrede at det der med knuder var lige meget nu, samtidigt som en mindre front med slud trak over os og gjorde det kolde vejr, endnu køligere.

Så langs stranden gik jeg med mit sædvanlige premiere smil på læben - uden fisk, med det sædvanlige tabte stykke endegrej og havde alligevel haft en dejlig dag ude. Det skal man sige, er der nogen der siger - men os der mener det... vi siger det altså også :-)

I morgen skal jeg prøve noget vestpå - det har de sidste år sikret masser af havørreder, hvorfor der ingen grund er til at stå nede i syd, når nu vinden alligevel går i nord.

mandag den 28. december 2020

2020.12.28 Ravturen

Som skrevet tidligere, så stod den på ravtur og jeg ville ikke have lavet et indlæg hvis jeg var kommet hjem med de sædvanlige mængder, men jeg ramte lidt rigtigt. Ikke helt rigtigt. Det gjorde nemlig damen der kom 10 minutter før mig og fiskede en enorm guldklump op af vandet på måske 300 gram. Den var større end min hånd og gul og rød og jeg stod længe bare og gloede på den. Tænk at finde sådan et monster en dag... 

Jeg fiskede løs i vandet foran mig og gik fra vandet i tiltagende mørke med 114 stykker guld i lommen af diverse størrelser. Det var fantastisk. Eftersom lyset havde stjålet mine muligheder for yderligere søgen, så bestemte jeg mig om aftenen at give det et skud mere og hjem fra stranden kom jeg sent, med yderligere 10 stykker i lommen. Ravet lå under et tykt tæppe af tang der lå i en over 100 meter bred bræmme og det var ikke muligt at se det, hvorfor der skulle fiskes. Da aftenen var fremskreden og ryggen gjorde ondt, måtte jeg til sidst stille mig tilfreds med de 10 stykker og håbe der var noget gemt til i morgen... hvor jeg skal ud igen. 

Selvfølgelig...

2020.12.28 Årets statistik

Jeg tror jeg vil begive mig ud på en rav tur nu... så må vi se om havet har kastet lidt guld op, som jeg kan samle sammen. Hvis man skulle være så heldig. Men det er dejligt ude og bedst er det i dagslys, selvom de natture tidligere på måneden også var sjove. Uanset er man udenfor og møder ikke særligt mange mennesker og det er godt i disse virus tider.

Corona har intet at gøre med fiskeri. Faktisk næsten modsat, så burde jeg netop have lagt mere tid på fiskeriet på grund af Corona. Jeg har kun rejst 3 gange i år og har ellers siddet og øvet mig på alderdommen i min alt for dårlige kontorstol hjemme. Kugrygget og hulbrystet er jeg blevet - stresset af et arbejde, som stort set ikke har været påvirket som andre steder. Men som sagt... I en ikke-ergonomisk stol, indså jeg i oktober at jeg havde siddet på min flade for længe. Manglet at fiske, gå i trapperne til arbejdet, cykle til stationen, træne... gøre noget... og nu er det for sent i 2020. Så såvel som med fiskeriet, så lad os få det her lorte år af vejen i en rygende fart.

Dagen er tiltaget med 3 minutter allerede nu. Herre gud... ingen mærker det, men at se det lille 3-tal inde på "dagens længde" giver så meget energi og håb, for den lysere tid vi nu går i møde. Dagens længde i lys er vi sikre på bliver længere, noget andet er fiskeriet. Gad hvordan 2021 bliver, jeg der håber på et par fede 5 og 6 kilos hvert år, men syntes at de udebliver ligeså sikkert som dagene bliver længere.

Nuvel... årets statistik i fisk...

24 ture

24 havørreder, hvoraf de 19 var blanke

4 ufrivilligt genudsat 

5 styk mistet endegrej

4 stykker rav på fisketur og 297 stykker på ravture.

onsdag den 16. december 2020

2020.12.07+09 Ud i mørket og lede

I sommers da jeg gik rundt i shorts på Fanø og nød det helt fabelagtige gode vejr, fik fruen den idé at købe mig en ravlygte. Ikke at den stod på nogen ønskeseddel eller for den sags skyld var i tankerne, men hun syntes jeg skulle have en tidlig fødselsdagsgave og så lå ravlygten ellers hjemme i skabet og ventede på... øh... mørket eller mig.

Det er som ikke fordi jeg er bange for mørket - jeg syntes bare at havet og naturen er flottest, eller dejligst om du vil, i dagslys, men så var det at vinden vendte. Du ved nok, sådan en mandag aften, hvor man sidder i sofaen og kan høre det blæser derude og ikke bare den sædvanlige vestenvind, men fra øst - det bemærker man hos mig, idet emhætten godt kan klapre lidt i det. Typisk... med en arbejdsdag dagen efter. Ja en hel uge med arbejde og al fritid forlagt i mørke.

Nuvel... man kunne da prøve en kort tur og se hvordan det var, så på med den kraftige pandelampe og ravlygten i hånden og afsted med mig. For at som det første, at overraske en rotte... klamt.

Det var faktisk ikke så slemt at være ude - de 2 hundeluftere havde begge deres hunde i snor og det er egentlig det eneste jeg er bange for. Løse hunde.

På den anden strand, nede ved kanalen, var der ingen ude. Jeg var lidt overrasket, men fik så alligevel forklaringen da jeg kom ned til vandet. Helt tomt for tang og andet - bare strand.

Nå men øhh... skulle jeg hjem eller videre? Turen gik ud til Falsterbo hvor der er øde. Jeg fik min tang, og jeg fik også prøvet min ravlygte, som så ikke lyste noget rav op denne aften. Det gjorde pandelampen dog og med et lille stykke i lommen havde jeg gjort mit første forsøg, hvilket faktisk var mega hyggeligt.

Et par dage efter, endnu med østlig vind, var det afsted igen. Samme tur blev gennemgået og allerede ved kanalen var der en enorm ændring, nu med store mængder tang. Ned til enden hvor alt guffet ligger, men der har helt sikkert været folk før mig. Der lå et enormt pindelag og trods en stor indsats, fandt jeg ikke så meget som et lille korn...

Jeg måtte ud til den øde strand og mens jeg gik i vandet, begyndte det fileme at sne. Eller slud var det vel mest, men ... og så var jeg alligevel ikke alene, men mødte en anden fyr ude med en ravlygte, der siden viste sig at være dansk og længe stod vi i mørket og talte om rav og pladser og fiskeri og så videre.

Turen gav 2 små stykker, så jeg har for det første ikke ramt rigtigt - ej heller været den første på plads og så skal jeg erkende at jeg bestemt også burde være kørt til Måkläppen, men der har nok været mange ude og hvorfor stå der og samle sig, hvis man nu kunne være heldig på en (næsten) øde strand?

Heldig var i hvert fald hvad jeg indbildte mig jeg kunne være...