søndag den 28. april 2019

2019.04.28 Snublende tæt på sølvet

Som tidligere skrevet, var det Listerlandet der stod for døren denne weekend. Dog havde jeg ikke 2 afvigelser med i min beregning. Den ene var vinden, der næsten selvfølgeligt skulle løbe fra NV og være ret svag, den anden... var at jeg fredag efter en uge med masser af møder, måtte mødes af en SMS fra SAS om at mit fly var aflyst og siddende i Holland, se en weekend minimeres. Jeg var ved at købe billetter til Zurich, Bruxelles, London, Prag, Frankurt og hvad ved jeg, men i takt med at strejken fra SAS bredte sig til folket, forsvandt samtlige alternativer for at komme hjem til Danmark/Kastrup. Det endte med at min kollega og jeg valgte at leje en bil og køre den til Kastrup, så efter 10 timers kørsel, kun afbrudt af en schnitzel i Tyskland og optankning, "landede" vi i Kastrup natten til lørdag efter klokken 01 og lidt i 3, kunne jeg endelig finde dynen i Trelleborg.

Frisk som en havørn, var jeg med andre ord IKKE lørdag og da jeg stod op søndag, var jeg evigt glad for nordvestenvinden. Jeg hang til lidt i 12 og da jeg ville ud, var Javier allerede på vej. Vi mødtes på vores lokale plads og kunne der konstatere at der på 1 uge var kommet uendelige mængder med slik og nu også de mest ulækre og ærgerlige fisk... heldigvis huggede de ikke. Og så var der en havørred efter. Måske de... men nej..
Vi tog til den gamle dame, som ikke plejer at holde de store mængder horn, men netop her, var der af alle dage netop horn. Jeg tog 3 og var rasende. De forpulede lortedyr er noget af det mest irriterende der nogensinde er skabt og mit havørred hjerte blødte indtil der troppede en ganske pæn ørred op efter wobleren. Måske der alligevel var en lille chance?
Endnu en havørred dukkede op, men hugge ville de ikke og efter 3 horn og ingen havørreder, var jeg klar til at sælge fiskegrejet.

I stedet tog vi til sandbunden og startede en jagt på havørreden, men der var ikke nogen fisk der ville lege. Det eneste positive var at der heller ingen horn var her. Overhovedet. Så jeg gik sådan lidt halvtilfreds op langs sandstranden og kastede til de mørke pletter og var egentlig lidt træt i det, da der pludselig og uden hug eller andet, dukkede en temmelig stor havørred op bag OLR wobleren og fulgte med hele vejen ind. Den var ikke engang skræmt eller noget, men gik bare bag wobleren dette ene kast og vendte langsomt ud mod det mørke igen. Jeg var målløs. Kastede på langs, lige ud, kort, langt og gjorde alt hvad jeg kunne for at få wobleren til at se endnu mere fristende ud, men fisken var væk og resultatløse mødtes vi begge senere oppe ved bilen og for hjem for at tage et skud narko direkte i blodårene, fordi forårsfiskeret lige pludselig var væk... Pludselig var der klamme horn på kysten. Pludselig var havørreden mistænksom. Pludselig indser man at dagsfiskeriet er en saga blot og man skal til at indstille sig på aftenfiskeri og nat-ditto. Ikke at det gør noget som sådan, men det er lidt vemodigt at inden det kom i gang, så sluttede det pludselig.
Man er snublende tæt på sølvet - FCK er snublende tæt på guldet.

På gensyn i solnedgangens land!

søndag den 21. april 2019

2019.04.21 Endnu mere solfaktor 30 - men nu uden disco

Jeg havde planlagt Listerlandet med David, men vi måtte i løbet af ugen sande at østenvinden, der måske ville gå i sydvest eller måske nord, eller måske tage af, eller måske nordvest, nok var for upålidelig, til at tage telt og det hele med. Én ting er at være på Listerlandet, noget andet er at der også godt må være lidt tro på projektet, så vi skød det simpelthen til næste weekend, hvor vi vil være på randen af maj og de første kanyler er landet på Sydkysten.

Så må vi håbe at vinden er med os...

Så Listerlandet blev til Sydkysten og Henrik meldte samtidigt sin ankomst, da han syntes at selskab og grill godt kunne kombineres. Lidt egoistisk valgte jeg kajakken, ud fra den tanke at den udlovede sydvesten vind der ville øge over middag, ville trække folk på kysten og derfor ville jeg ikke risikere at stå og nyde min plads og dernæst blive overrendt af andre fiskere, der liiiiiige...

Det viste sig senere at være et klogt valg.

Jeg er blevet helt god til det der kajak. Den kan pakkes og rulles til vandet på ingen tid. Søsættes og jeg er fiskeklar, uden det store problem. Det er også nødvendigt, da den trods alt er lidt mere tidskrævende uanset hvad, idet den skal en tur op på/ned fra taget og på- eller af-monteres ved pladsbytte,  hvis sådanne er nødvendige. Det blev det ikke i dag. Mest fordi jeg ikke gad og fordi vi troede vildt på pladsen. Javier havde taget 2 små da jeg ankom og som jeg gled i vandet, havde han hug, hvorfor jeg kun kort fik hilst på Henrik og ellers lagde mig ud foran dem. Der var ankommet 2 på spidsen, som stod og hev tang op i hvert andet kast, med hvad der lignede tungt endegrej.

Fiskene så vi ikke noget til, før jeg var drevet langt østover og kastede mig tilbage til grillen. Så fik jeg et hug, der kunne skrives historie om. Der var ingen tvivl fra havørredens side. At det siden viste sig at være en undermåler er en anden sag, men det hug... auch... et riffelskud. Fedt mand!

Sydvestenvinden var taget til og jeg gyngede lystigt på bølgerne, men fiskene udeblev. Det er sært, men jeg kan denne gang ikke finde andre forklaringer end at østenvinden igennem april måned har påvirket. Det siger Henrik´s fiske ven i øst også. Han sætter aldrig garn når det blæser fra øst. Men jeg syntes nu ikke jeg har oplevet decideret dårligt fiskeri i østenvind - kun når den er stædig og forbliver i det hjørne og det er da vist bekræftet i år.

Efter en god gang grillpølser i strandkanten, havde vi fået nyt selskab af 2 fiskere der gik på spidsen. Selv indtog vi området igen og jeg havde hurtigt 2 fine fisk efter i 2 kast. Men vinden til trods og med gang i vandet, var det alligevel sært at kun se dem efter uden at de viste tegn til hug. Jeg tog endnu et langt drev og fiskede tilbage igen, for igen at holde hyggelig pause på stranden, mens gæsterne så sit snit til at indtage vores pladser, hvorfor jeg var glad for min kajak dernæst, for Henrik gad ikke mere og Javier blev irriteret over deres påtrængenhed og kørte hjem. Selv nægtede jeg at give op og padlede derfor ud på toppen af revet, for at fiske hele bugten af og siden revet indefra og udefra.

Men ak... dagen blev som de andre i denne april måned, uendelig lang og uden det vilde fiskeri. Men givetvis også utrolig dejlig, både med selskab og på vandet i kajakken - som nu pakkes sammen for en stund, da arbejdet kalder på den anden side af 2. påskedag.

fredag den 19. april 2019

2019.04.19 Solfaktor 30 og disco

Der skete noget mærkeligt. Torsdagen blæste væk i den evige påskeøsten og det var som ikke fordi jeg skulle ud og fiske, men havde vinden været til det, så havde jeg ikke kørt 2 kolde ned hos Rickard sådan omkring 15 tiden. Så havde jeg drukket vand og været klar til kysten. Men vi sad der i solen og nød kolde pilsnere i læ og bare lavede ingenting. Det var altså også rart!

Så da jeg vågnede i dag og det mærkelige indtraf; "Vinden" gik i syd... så var jeg ikke sen til at pakke grejet, omend jeg tog sent afsted, men det skyldtes mere solen der bagte ned fra den evigt blå april himmel med fuld styrke. Så fantastisk herligt det var udenfor. Fuglene der sang, blomsterne der nu sprang ud overalt, naboen der var ude i shorts, som så er min foretrukne beklædning året om, omend man ikke ser mine underbukser, som naboens... men det er så en anden sag... og så alle de andre der ellers var i gang med diverse sysler rundt omkring, hvis ikke de skulle stå og glo med nysgerrige blikke over hvad andre lavede. Jeg bestemte mig for at takke nej til en 8 cl Gammel Dansk hos naboen og tog i stedet tørdragten på. Nu skulle fiskene ha´ bank!

Javier var lige ankommet og på rekord tid fik jeg kajakken i vandet. Det gik så stærkt at jeg først ude, opdagede at jeg havde glemt at lukke lynlåsene. Ikke så smart, men fiske iveren trak mig ud. Omend... den iver gik så over igen, da jeg mødte Javier, der givetvis havde haft et hug men ellers intet set eller mærket. Arghhh... ikke igen. Kom nu havørreder. Det kan ikke være rigtigt at vi på randen til invasionen af de klamme kanyler mister det gode april fiskeri?

Men sådan en dag blev det. Ok... jeg sad godt nok nede på "mit" stræk, der hvor der intet er specielt anderledes end resten af den mega lange plads og havde pludselig 3 havørreder efter på en gang! Med en trekrog var jeg utvivlsomt blevet sydkystmester i havørreder, men enkeltkrogen kunne kun magte en fisk af gangen og denne, en fed blank undermåler, fik friheden dernæst. Siden skete der intet. Som i OVERHOVEDET ingenting.

Jeg bøvlede ned langs kysten. Tilbage igen. Kastede og fandt enorme sten der smukt lå nede på bunden (hvor ellers) og fiskede kubikmeter efter kubikmeter vand af. Der var helt dødt og det samme kunne Javier melde da jeg svedig og stegt kom tilbage igen.

Discovejret måtte passe sig selv. Vi ville på andre pladser og kom atter engang af vandet, af sted og i vandet på ny plads på super rekord tid. Men til vores store forbavselse måtte vi her, efter komplet gennemfiskning af revet fra den ene ende til den anden og tilbage igen og med stormester tro og det hele, atter engang indse at de havørreder der... de ville os bare ikke. Og så havde jeg 3 efter i 1 enkelt kast tidligere. Er du gal hvor er det mærkeligt nogle gange... ret ofte... egentlig hele tiden, lige for tiden... Men så kommer de nok en anden dag.

onsdag den 17. april 2019

2019.04.17 Påskeøsten

Det er en årlig tilbagevendende begivenhed. Påskeøsten. Den har så vidt jeg lige husker, aldrig slået fejl. Den eneste forskel er hvor længe den varer ved. I år har den varet ved længe. ALT for længe.

Således måtte jeg se april starte med østenvind og op til ferien, se østenvinden fortsætte. Heldigvis for mig, havde jeg et fuldt program med en masse fornøjligheder som fødselsdag, Em-håndbold kvalifikation, mere fødselsdag, besøg fra familie og en tur til København at fornøje mig...

Ok... håndboldkampen i Royal Arena var rigtigt fed og turen til København lækker som altid. Alt det andet var... nu skal jeg vare mine ord.. hyggeligt. :-)

I dag skulle Henrik, Javier og jeg have haft et særdeles velkommen besøg fra Danmark. Planlagt var det at Ole og Jan skulle besøge vores kyster og jeg havde til lejligheden sørget for at genudsætte masser af havørreder gennem de sidste mange år og der ud over ikke fange de store, hvorfor det for Ole og Jan bare var at komme forbi og fange/genfange dem. Hvad jeg ikke er herre over, er vinden. Desværre. Som dagen i dag sig nærmede, ville den stædige påskeøsten ikke lægge sig eller tage et par grader i en anden retning. Nej, dæleme nej! Den ville fortsætte, hvorfor planerne mere og mere så ud til at blive skrinlagte, idet vi sydkystere kun kunne byde på de vestlige pladser. Alternativt de pladser der rent faktisk peger mod vest.

Surt var det derfor at droppe fællesturen til sidst, men på den anden side... så fik jeg fisket i kajakken i dag, for den var eneste alternativ og da jeg syntes det var tid, ringede jeg til Javier der til min store forbavselse allerede var ude. Han havde lige set sit snit til at køre uden om mig og teste en af de lokale pladser, der så godt ud. Da han efter en halv time ringede og meldte at resultatet var et stort nul, aftalte vi at mødes med kajakkerne i stedet og således gled jeg over et nyt vestligt rev, med et stort smil på læben.

Smilet stivnede aldrig, for det der kajak... det er bare mig. Men efter 2 timer med fuld knald på og en tiltagende strid østenvind, så måtte vi resultatløse lægge til land og der indtage den medbragte mad. Der var ingen af os der var synderligt fiske ivrige. Vandet foran os så kanon godt ud. Det stank af fisk, men det var helt utroligt dødt. Overraskende dødt. Alligevel sadlede vi om og drog til vestsiden.

Den evige trækken ud med kajakken og ingen pedaler før efter 200 meter og intet ror før efter 100 meter, har aldrig været min favorit, men sådan er det her. Det er lavvandet et langt stykke og da jeg endelig kom på Hobie venlig dybde, skød kajakken over det flade og meget klare vand.

Vi fiskede meget. Sådan rigtigt meget. Kom ud på toppen. Ind forbi. Så skete det... beklager virkelig, men jeg fangede et forpulet horn. Heldigvis for den, røg den af inden jeg fik min kølle frem. Det er bare SÅ ærgerligt. Midt i gudesæsonen, så kommer de lange kanyler og ødelægger alt. Hvorfor er der ingen der fisker dem op og bruger dem til industrien i stedet for at tage tobiserne? Hornfisk er ikke sjove. Slet ikke!

Jeg var ved at give op. Spritklart vand og næsten helt stille. Så mistede Javier et eller andet. Hans "neeeej" antydede at det næppe kunne være ærgelsen over en klam hornfisk. Så ganske rigtigt; I kastet efter, kom 2 havørreder i modellerne små efter OLR Kutlingen.
Jaaaaaa mand! Ægte fisk! Hold fest hvor blev jeg glad over bare at SE dem. Så fik Javier en. Så meldte jeg mig også ind og pludselig havde vi fanget 7 af de blanke sådan midt i det hele. Vi havde mange følgere, men de fleste tog uden dikkedarer og vi så ikke mere til de klamme horn heldigvis.
En lidt mærkelig dag endte lykkeligt og med et smil på læben, over endelig at møde vores elskede havørreder, drog vi tilbage til det flade område for at trække vores kajakker op. Det var alligevel 7 timer på vandet.

mandag den 8. april 2019

2019.04.08 Afvist i døren

Jeg sad på kontorstolen og havde som mit at se til - men der var også tid til at kigge ud af vinduet i det multikulturelle Malmø. Heldigvis for mig, kunne jeg også kigge op og der nyde noget knapt så tvunget ligestillet og blødsødent som den blå himmel. Helt almindelig himmelsblå med hvide skyer - godt at både hvide skyer og himmelsblå ikke er faldet offer for en eller anden krænkelseskultur. Desuden var der i perioder mere hvidt end blåt!! Men det sluttede med mest blåt og da jeg tjekkede vinden for Sydkysten, tænkte jeg at arbejde kunne være arbejde og at der lige skulle lægges en time på kysten, ovenpå weekendens lurendrejeri.

Så da jeg havde sagt det obligatoriske "hej" i hoveddøren derhjemme, var det med et fast blik at grejet igen blev pakket og så ellers endnu et obligatorisk "hej hej" da jeg straks derpå strøg ud af døren med kysthabitten på.

Det er nok en måned siden jeg sidst var tør i skridtet. Tro nu ikke at jeg går og sjatpisser, men jeg har bare ikke rigtigt haft hverken tid eller tørre waders til lige at tænke på det, men inden min ferie i næste uge skal jeg altså lige have noget aquaseal eller hvad det hedder smurt godt og grundigt rundt i de nedre regioner.

På mine waders!

Men alt det tænkte jeg ikke på, da jeg gik over den lille strandkant som bølgerne og det afsindige højvande havde skubbet op. Nej, tankerne var på de kære havørreder og deres hyggelige selskab. Hvis de altså havde savnet mig? De havde de, for jeg nåede kun at tage et par omdrejninger da den første fisk tordnede på i et drøn af et hug. En fin lille blanko kom til afkrogning og inden jeg var vadet helt ud, kunne jeg i andet kast mærke hvordan det bare sugede til i stangen. Fuck mand... der er vist fisk hjemme i dag! Den stod af, men jeg kunne så i tredje kast, igen mærke hvordan næste fisk markerede agnen og så var telefonen på vej op at lommen for lige at informere Javier, hvis nu han alligevel sad i sofaen med en Sangria eller hvad spanjoleren nu lavede her til aften, meeeeen...

Jeg skulle lige have et par kast til og så indtraf det store øjeblik!

Det døde...

Det var ellers sådan en aften man tænkte at det nok skulle blive sjovt, men det varede sådan cirka de 3 kast. Givetvis havde jeg da 2 yderligere hug og et par følgere, men med kolde fingre måtte jeg 1 time senere forlade stranden med et noget mærkelig udtryk i ansigtet. Jeg var vist blevet afvist i døren inden jeg kom ind til det fine selskab med de blanke havørreder, men hey... så prøver jeg da bare en anden dag!

På vej til bilen fandt jeg en i særdeleshed udtørret fladfisk. Der skal nok sidde en grønlænder og ryste på hovedet af mig over at lade den ligge, men du kan få dine tørfisk for dig selv og hvis du spørger, skal jeg nok sige hvor jeg efterlod den.

søndag den 7. april 2019

2019.04.07 På vandet i forårssolen

Der var meget der skulle nåes på mine tildelte minutter i weekenden. Lørdagen blev afsat til Blänkaren, så søndagen var sådan lidt hektisk, men en ting var helt sikker! Hobie og jeg skulle på tur. Spørgsmålet var alene hvornår. Et af gøremålene var at skifte til sommerdæk på bil 2, og så kunne prøveturen ligeså godt klares med kajakken på taget. Så i 14-15 graders varme, sad jeg i bilen med tørdragten på og bare længtes helt vildt til vandet. Vinden skulle hele dagen løbe med en 3 meter fra SØ, men vel ankommet til vandet, var der ikke mange rifler i overfladen, der afslørede nogen form for vind. Faktisk, så lå det helt stille hen. Bugten så ellers fin ud, men det glasklare vand lokkede ikke nu der ingen vind var, så jeg vendte og kørte retur til den plads Javier ikke kunne fiske på i går.

Det måtte have klaret lidt op og hellere vindstille med lidt grums, end ginklart vand nu det alligevel havde bestemt sig for at være ren disco.

Jeg havde da heldigvis ret i den antagelse. Vandet var ikke klart, men havde det her lækre svæv der på en sådan solbeskinnet pragtfuld forårsdag, måske kunne lokke de kære pletsild ud af starthullerne.

Men jeg glemte alt om havørreder og discovejr, da jeg fik kajakken i vandet. ENDELIG. Årets første tur, så sent som det nu blev og så lå jeg her. Jeg var egentlig fiskeklar ud til spidsen på min krog, men mest af alt... nød jeg bare at glide ud blandt de store sten og se min kyst lidt bedre fra oven.

Jeg fiskede til en start mere af pligt end lyst, men lysten overtog hurtigt og jeg kørte det første stræk igennem. Mærkeligt. Ikke et hug. Her plejer ellers... og så fiskede jeg videre. Længere ude. Så kom en eller anden filur og stod med sin stang som han førte frem og tilbage i hurtige bevægelser. Så kom Javier i hans kajak. Sammen fiskede vi revet af igen. Han tog spidsen og jeg det lange stræk. Stadig lige så stille som vandoverfladen. Jeg tog en tur ud i det blå. 2 gråsæler lå langt ude og der var måger omkring dem. Der var sikkert laks i 20 kilos klassen, samt en masse havørreder på de 10 kilo og opefter der svømmede herude. De store går altid langt ude, indbilder man sig. Jeg lagde kysten bag mig. Javier var pludselig meget lille. Husene små gule og røde firkanter. Sælerne forsvandt. Mågerne ligeså... det var bare mig og flokke af edderfugle der ikke længere trak langs kysten langt ude, men over mig - langs kysten. Det var dejligt bare at ligge her og lysten til at fortsætte fandtes, men desværre havde jeg stadig signal til min fornuft og bestemte mig for at jeg var kommet langt nok ud.

Det så ellers godt ud herude. Vandet var spritklart og 2 grader koldere end det kystnære. Jeg tog nogle kast, men når man er ude på det dybe, er det som at fiske fra en klippe... det er ikke rigtigt det samme. Lidt for tilfældigt, selvom jeg sad med det evige håb om at der kom en kleppert - sådan helt tilfældigt - og i et udløb ville trække mig endnu længere ud, mens jeg langsomt men sikkert vandt linen på hjulet igen. Jeg burde sgu have taget i Bordershop nu jeg alligevel var der. Der kan sagtens stå 9 rammer øl på Hobien.

Det dybe blev til det lave igen og en halv sovende Javier kunne afsløre at han havde fanget lige så meget som mig. Sammen tog vi atter en gang revet på kryds og tværs og jeg endte denne gang nede i den anden ende, men ak... størst succes havde jeg med at padle mod svanerne, som ikke har den store respekt for en vadende fisker, men dæleme nok skal flytte sig når du er i kajak. Så mens jeg morede mig med lidt svane skak, for at få dem over til den sure hansvane, der pustede sig op og afviste alle der kom nær - undtaget mig til sidst - så fiskede jeg også det lave vand af igen. Og trampede tilbage til Javier der nu var temmelig stram i masken af den dejlige sol. Vi kunne knapt smile af frygt for at vores læber ville sprække, men endte alligevel med netop et smil over de finurlige havørreder, der endnu engang løb med sejren.

Hvilket i øvrigt burde være ulovligt på sådan en dag!

lørdag den 6. april 2019

2019.04.06 Jubilæum, fiskekonkurrence og lidt ulovligheder

Så var det tid til den årlige konkurrence, Blänkaren, der i år kunne fejre 10 års jubilæum. I hvert fald i det nuværende regi, med Per-Olof ved roret og officiel indvejning ved Engelska Bryggan i Ystad. Det var et jubilæum der ikke blev overrendt af store blankfisk, men nærmere en helt sædvanlig opvisning af hvad der var fanget. Havørreden vidste åbenbart ikke hvilken fokus den var i. Igen.

Tjek eventuelt vores officielle side om konkurrencen her og se billeder fra de foregående år.

Der er noget kriminelt over at være kystfisker. Jeg plejer at køre pænt nu hvor jeg er kommet op i alderen, men det var vist ikke til køreprøven jeg lærte halve håndbremsevendinger og race, som det nu går med bil uden turbo, gennem den lille skov, men nu skulle der altså fiskes. Sådan på rigtigt!
Jeg startede ellers med at stå tidligt op, sætte mig i bilen med kysthabitten på og transporterede mig til Ystad for at starte grillen op, hvor Per-Olof stod og ventede ved klubhuset. Der var indløbet diverse sms´er og rapporter om fanget fisk og mange mennesker ude. Det var også en umådelig smuk forårsdag, med kun let sløret sol, 12 grader og jævn vind fra Ø og NØ. Vandet lå gudesmukt hen med lette søer der knækkede over revet og bodybuilderen havde lige mistet en fin fisk ude på revet.

Grillen kom i gang og det gjorde snakken også fra alle der ikke gad køre Skåne tyndt for at finde fiskevand. Selv blev jeg bevilget lidt fritid på revet, væk fra grillens stank af fugtige briketter og svensk tændvæske, der består af 95% vand og måske lidt madolie. Makværk at tænde op med for en grill entusiast som mig. Makværk var det også at betræde revet for at konstatere at vandet var pivhamrende klart og derfor ikke have kontakten til noget som helst. Jeg tog et par søer fra Bornholmer færgen og håbede det ruskede gang i fiskene, men der stod vi 10 mand på rad og fangede intet.

Pølserne bar kun let præg af briket stanken og da jeg havde trykket 3 af dem i halsen, var det tæt på slutsignalet for konkurrencen. Som tidligere skrevet, er det ikke en fang-mest konkurrence. Vi forventer os der i mod at vores medfiskere langs kysten har pli til kun at tage blankfisk og ikke flå hver enkelt af dem op, men fremvise det rette og fede eksemplar... og det har vi gennem årene lykkedes ganske godt med. Jeg hørte også fra flere at de havde fået en del fisk, men de savnede lidt bug, hvorfor de var genudsat.

Lars Ipsens fisk havde bug. Den havde lige præcis den pasform jeg syntes havørreder skal have og det rakte også rigeligt til at vinde konkurrencen. At det samtidigt var en fisk på 4,1 kg gjorde ikke tingene værre. Respekt Lars, for at for anden gang vinde Blänkaren med Fulton 1,38!

Bemærk teksten på rullen
Da Javier, Henrik og jeg havde talt færdigt, startede jagten på fiskevand. Nu var det nok med Zoega´s og skinkesøm. Nu ville jeg ikke høre om andres fiske, men selv udøve det og motoren var knapt slukket, før jeg stod i vandet og tonsede OLR lang pokker i vold, i håbet om hugget der ude for enden.
Men efter at have vadet hele strækningen igennem, der hvor sandet går i dybden og tobiserne kommer ind mellem støvlerne, var det bare at konstatere at vi ikke skulle have fisk her.

Og så opstod der endnu en ulovlighed. Javier og jeg landede på et af Sydkystens mest sikre kort, fiskede igennem, så mindre fisk der markerede i overfladen og gik atter fra vandet uden en fisk. Den slags er dæleme ulovligt i april måned! Men det var nu alligevel en fantastisk dag ude i foråret og i morgen... skal kajakken nok frem, hvis jeg vil have lov til andet end at kaste lige ud, som vejrudsigten ser ud lige nu.

søndag den 24. marts 2019

2019.03.24 Så startede festen endelig!

Ajes og jeg havde talt om en tur og selvom jeg havde advaret om fiskeriet, var det alligevel en alt for frisk fyr der stod klar udenfor klokken 8... nuvel.. frisk som jeg var (NOT) pakkede jeg grejet om og fulgte med. Er du gal jeg var slidt. Tyndslidt, ondt i ryggen, træt i kroppen... helt færdig, efter 6 dages fiskeri. Havde fiskeriet været mere på toppen, havde lysten være mere til stede. Jeg havde lyst, men det var måske ikke det første jeg tænkte da jeg stod op. Nærmere noget i stil med hvorfor helvede Ajes skulle komme klokken 8, hvor jeg havde en aftale med dynen...

Og så kom vi til revet. Så var jeg pludselig en helt anden igen. Nu ville jeg fiske. Meget gerne... sådan er det tit, når vandet ser ud som den koldeste fad-øl i Indre By en varm maj dag. ALLE VIL HAVE DEN!

Så vi indtog revet, fordi vi ville have det og alle fiskene der måtte være, men første runde fra vest til øst, var resultatløs, bortset fra den fisk der havde hugget på den hængende tobis.
Forklaring: David og jeg har fisket utallige timer sammen gennem livet. På Listerlandet har vi gennem årene fisket vores agn på alle måder. Der er den sløve tobis, der er på vej til arbejde mandag. Der er den hurtige tobis, der skal hjem til lillekone aften onsdag og så er der blandt andet også den stående tobis, der faktisk står stille foran stangtoppen, netop som du har rullet den ind. Og den stående tobis huggede en mini på, på første tur.

Den stående tobis sikrede mig på anden tur en mini der ikke kunne lade være. Yderligere en rigtigt flot nedgænger faldt for den i kastene efter. Det var fisk der ville mere i dag. FEDT!
Længere nede af kysten hamrede en fisk på. Den fightede rigtigt godt og ind kom en flot blankfisk på målet, som jeg lod svømme videre. De er større og de skulle dæleme hugge!

Javier kom frem - siden kom solen frem. 3 mand på revet, klar med fuld udrustning = Så tag nogle flere havørreder frem! Og de kom igen. Vi nappede 9 fisk på revet over de næste timer i den lækre sol, der en overgang viste en flot halo bag et par slørskyer.

Men fiskeriet var ikke det samme, efter solen kom frem. De blev mere sky, stik mod vores forventning og enige var vi om at prøve en ny plads, for altid at kunne vende tilbage senere, hvis vi bommede eller fortrød.

Jeg stod og talte med en bekendt fluefisker der havde gået over det nye rev. Han havde fået en 4 kilos nedgænger der ikke manglede meget for at han havde taget den med, men en nedgænger var det og han havde genudsat den. I mens vi talte stod jeg og frøs og var irriteret over at mine waders åbenbart lækkede, for jeg var våd og det forklarede den snigende kulde jeg havde følt de sidste par timer. Jeg gik alligevel i vandet og i mens havde Ajes taget spidsen af revet og Javier det næste rev.

Så blev det forår i vandet... i tredje kast hamrede en blankfisk på helt ude i kastet. Den væltede rundt, tog udløb og fulgte siden med, for igen at tage kampen op nær mig. Det var en fed fight og en gudesmuk blankfisk på ca. 60 cm., fik lov at svømme videre, da jeg mente der var større derude.

Det var der!

I kastet efter kom et mindre hug et par meter ude. Siden så jeg en bamse bag OLR wobleren og som huggede igen i en vending. Netop som jeg troede den var væk, kom bamsen helt ind til mig og en stålblank skønhed på nok 4 kg., vendte i et mega skvulp - uden min krog i munden. Nøøøøøj jeg glemte alt om kulde der! Kastet efter, kom den igen på fuld hammer, men kun en gang og var siden væk. Fuck mand... hele ugen var pludselig reddet alene på de 2 fisk. Det er NU det sker. Det jeg hele tiden har ventet på. Men som fiskeriet nu engang er, så er disse perioder stadig korte. Jeg havde kort efter en fisk efter magen til den første jeg tog - siden skete der ikke mere.

Tilbage i sofaen... endelig... sidder jeg med et stort minde på nethinden af den fede blankfisk der gik lige bag min wobler og 2 gange huggede vildt efter den. Uha... det så godt ud!

lørdag den 23. marts 2019

2019.03.23 En kort - en lang... en blankfisk - min stang... en fyr der si´r ding-dang...

Jeg var endnu engang længe om at komme ud, men denne dag var det ikke kun træthed, det var også af familiære hensyn, da der var opstået lidt grynten i krogene om ham der "far" der var ude og fiske hele tiden. Det endte så med - i øvrigt som det plejer - at jeg sad alene i sofaen og alle råb om hjælp til oprydning, støvsugning og de andre nødvendigheder forblev ubesvaret oppe fra førstesalen - og at jeg til sidst, igen, sad alene i sofaen, men i det mindste "var hjemme"...

Men så kunne det ikke holdes længere. Solen skulle dukke op ved 13 tiden og derfor stod jeg selvfølgelig udvadet lige deromkring. Det så bragende godt ud. Vandet løb over revet og stenene med den giftigste grønne farve og jeg ville have væddet skødet på huset væk om at det nok skulle holde fisk.

Jeg skylder ikke nogen noget hus. Der var mange fisk! Alle 12-14 følgere, som heldigvis var små følgere, for ellers havde jeg været endnu mere ærgerlig. Mærkeligt alligevel at de kun fulgte efter. Jeg gav revet en del tid, men fiskene var lige ubeslutsomme og fulgte som sagt bare efter eller huggede yderst forsigtigt.

Battleplan 2 blev taget i brug. Revet Javier indtog i går, da jeg valgte de østlige pladser, blev besøgt. Han havde mødt fisk! Det gjorde jeg også. En stime tobis yngel, såmænd... der ud over var der knaldhamrende dødt og jeg havde dernæst det første rev i tankerne, fordi vinden nu ret så pludseligt, men i følge vejrudsigten, havde vendt til NV og derfor blæste fra land. Det vil sige; Gammel sø, grønt vand og nu medvind.

Det var fiskene så enige i. Sådan lidt da. Jeg var knap nået ned til området, som ligger midt i det hele og intet ligner i forhold til resten af revet, da en fisk hamrede på OLR Kutlingen. Så røg den af. Sørens! Et nyt kast blev lagt og så hamrede endnu en fisk på. Denne en model lille, men så røg den sgu også af! Jeg tjekkede krogen - kastede igen - havde hug og i kastene efter flere hug, indtil den næste smadrede på krogen... og røg af!!!

Så blev jeg sgu sur, indtil jeg opdagede at krogen jeg brugte ikke var min Mustad Tarpon, men den billige Daiwa efterligning - og vist ligner den, meeen... de er ikke ens. Jeg byttede straks krog, men så var fiskene væk. Der skete ikke en skid og jeg fiskede mig ind i den forårssmukke aften, med lun vind fra land og lykkedes til sidst med en lille prutfis der, som de andre, hamrede på ude i enden af kastet.

Meget mærkelige fisk. Og mærkelig krog. Eller hvad det nu er...

fredag den 22. marts 2019

2019.03.22 En fuldblodsfiasko?

Normalt plejer jeg at skrive samme dage jeg har været ude, men i går - da jeg endelig kom hjem - var der kun en ting i der gjaldt og det var at sætte sig i sofaen med en GT og glo ud i luften. Lige indtil min ældste datter spurgte om vi skulle spille Matador. Det siger jeg aldrig nej til og det var så dagens eneste positive ting. Altså i går...

I dag var gårddagen ikke så tosset alligevel. Jeg mener, hvad kan man forvente sig? Der er gået en uge med tosset vejr. I mandags stormede det og jeg blev blæst om på Österlen. Tirsdag fik vi sol, men vinden der alt for sent aftog, gjorde at jeg netop ikke kunne fiske på Sydkysten andet et par kast i grov sø. Onsdag og torsdag tilbage i den grå, kedelige og disede trummerum i piv blæse vejr og så i går... da vinden endelig tog af, var det stadig gråt. Det er nok for meget at forlange at kræve fisk på hver tur, men når man så gerne vil det, kan det være svært at indse nederlag på nederlag.

Javier skulle igen hente unger, så han kørte et morgenshow. Jeg ville faktisk have været med, men var samtidigt temmelig slidt og lod vækkeuret være og tog en time til. Da jeg kom ud, havde Javier affisket 2 rev. Det ene fik 4 kast, så var han træt af at pille ålegræs af krogen - det andet var dødt. Vi mødtes på en af de gode favoritter, men der var mange ude denne grå og stille fredag. Vi lod de andre fiskere være og kørte til vores eget sted i fred og ro. Allerede i fjerde kast havde jeg en lille følger, som slog til wobleren og gav mig lidt tænding. Måske de ville lege i dag? Men den lille følger var alt der skete for 2 dedikerede kystfiskere i den lille time vi stod på hvert vores rev.

Da vi gik til bilerne, havde jeg kun et sted i tankerne. Jeg kunne sagtens overtales til en masse andre, men jeg var så tændt på pladsen, at jeg til sidste kørte alene afsted, fordi Javier ville skulle bruge for meget køretid i forhold til hans tidlige afgang. Jeg fortrød flere gange undervejs - måske var jeg alligevel i tvivl, men fastholdt beslutningen. På vej til fiskevandet mødte jeg en anden fisker. Jo, de var 4 mand med deres fluevifte grej. Der var små havørreder der hoppede på lavt vand og ellers var der intet sket. Heller ikke for de 8 der stod der da de kom.

Jeg gik til vandet fast i troen at det måtte vende. Men for at gøre en hel halv fiskedag kort, så gennemfiskede jeg strækningen fra klokken 13 til klokken 18, med kun 2 pauser. Jeg havde ikke så meget som en følger eller et hug og det eneste der skete var at jeg pludselig havde en uhørt sløv fisk på, der røg af lige så tilfældigt som den (ikke) havde hugget. Der var jeg måske en smule frustreret.

Men som sagt... her dagen derpå... hvad forlanger man? Ingen sol og næsten intet liv i vandet. I dag skulle solen komme frem. Når det sker, her om 2 timer i dette skrevne øjeblik, så står jeg nede på kysten og håber der er en plads. Kajakken skulle være med, men jeg gider ikke lige nu. Vil være mobil, så længe fiskeriet ikke rigtigt er kommet i gang.

torsdag den 21. marts 2019

2019.03.21 Fuld gas på Sydkysten - altså mig...

Som skrevet tidligere i dag, var det et par tunge ben der sad i sofaen og jeg var længe om at tage mig sammen, efter at have talt med Javier endnu engang der var i gang med at køre samme kystrute som jeg i går. Altså startende i syd for siden at ende i øst. Jeg var nysgerrig af hulen til på resultatet, men da klokken var omkring middag og de 2 første pladser var gennemfisket og resultatet det samme som mit i går, tog jeg beslutningen om at Sydkysten skulle have besøg.

Vinden havde lagt sig en del siden morgenens (pludselige) øgende vind - stik mod DMI´s "dit nærvejrs" lorteprognose. Men sure tanker på deres sindssygt dårlige vejrudsigter, var det med tvivl i sindet at jeg kiggede på kysten, men dæleme så! Vinden VAR endelig taget af og det var ved at klare op på flere pladser, dog ikke så meget at jeg stoppede på de første perler. Faktisk endte jeg pænt østpå, inden jeg satte fødderne i det grumsede vand. Desværre var søen stadig hård og gjorde turen til det tænkte rev lidt for uforsvarlig. Jeg måtte opgive efter 3 forsøg og havde kun nået 4 kast, men lignede allerede en der havde været ude hele dagen.

Tilbage i bilen tog jeg beslutningen om ikke at gå i fiske koma og køre videre østpå, hvorfor jeg vendte tilbage til de tidligere pladser. Det SKULLE fandme kunne lade sig gøre, så jeg tog chancen på den næste plads. Masser af sand, lidt læ i den nu tiltagende vind - IGEN stik mod DMI´s "dit nærvejrs" lorteprognose. Det skulle også klare op, men da jeg tjekkede appen igen, var der pludselig nye symboler for resten af dagen. Øgende vind, mere skyet og tåge til slut? Jeg tænker... hvis nu DMI havde deres 5 døgnprognose, så havde jeg ikke hidset mig så meget op, men var nok bare skuffet. Nu var jeg skide sur, for at være ærlig. Kan det virkelig være så svært at forudsige vejret selvsamme dag?

Mit halvmugne sind, klarede op som jeg gik i vandet. Der var støvler til syne hele vejen ud. Der kom jeg så meget hurtigt ind fra igen, for i samme øjeblik kom en mega sø og nærmest eksploderede over mig. Drivende våd stod jeg der og smilte. Det var kongevejr. Gi´ en blankfisk. Fuck DMI.

Så jeg kastede mig over revet, rent bogstaveligt. Gennemgik det minutiøst med noget endegrej jeg havde smuglet ud i bilen forleden... i nattens mulm og mørke... en Snaps i sølv. Fastmonteret! Uha det var nemlig Snapse vejr. Spørgsmålet var om...

Og så sad den der! Pang... desværre røg krogholdet et par sekunder efter. Nyt kast ud samme sted og så fandme... et blødt hug, blev afbrudt af rigtigt tunge rusk og jeg var piv hamrende glad. Fast stor fisk!

Og så røg den også af...

Jeg gik omgående op og bandt noget gennemløb på. Det skulle bare ikke misse det her. Fisk og så brænder jeg 2 på 2 kast. De følgende mange kast var resultatløse, hvis man bortser fra havets forsøg på at gøre mig drivende våd i de grove søer. Jeg måtte flere gange vride mine handsker, for at holde lidt varme i dem. Og så endelig.. Sillingen gjorde arbejdet, men måske lidt skuffet måtte jeg konstatere at den sultne kæmpe havørred var afløst af en flot, men lille blankfisk. Nu var de der igen. Kast, kast og flere kast. Jeg måtte over til det andet rev. Der var ikke nogen, men meget værre søer, som vedligeholdt mit drivende våde ydre. Tilbage igen. Ned til det næste rev. Og det sidste, inden det blev for lavt. Tilbage igen. Helt op. Kast mod vinden, langs vinden. Over det hele. Nyt endegrej.

Men nej... målløs forlod jeg vandet efter 4 timer og med et par store svampede hænder som knap kunne holde på rattet, da jeg endelig fik mine handsker af.

Det er hårdt at være kystfisker. Men også lidt sjovt...
Men DMI er stadig nogle talentløse socialdemokrater, hundehoveder, kludemikler og hvad ved jeg!

onsdag den 20. marts 2019

2019.03.20 Nu er jeg måske lidt skuffet

Så galt så det da ikke ud, hva´? Vinden havde lagt sig og de nøgne træer svingede ikke i takt, som i går. Sydkysten måtte kunne tæppebombes med diverse endegrej så afsted med mig! Men jo nærmere vandet jeg kom, jo mere musik var der i træerne og da jeg kom frem til pladserne "uden for døren", kunne jeg godt se at dette blev en hård dag. Men fandme om jeg skulle østpå igen!

Allerede halvvejs ude på revet, var jeg blevet smasket af adskillige rigtigt tunge østersøbølger. Man er vel sydkyster eller hvad? Jeg fortsatte og kom frem til stensamlingen. Havet brusede ind og knækkede søerne på forskellig vis, hvilket gjorde min stilling på en mindre sten om til en work-out time, hvor jeg hele tiden blev skubbet ned, for at gå op igen. Hårdt vejr. Fedt mand! Vandet var klart ude på toppen af revet og det så faktisk mega godt ud. Så godt at jeg efter en knap time, med vand til armhulerne og indenfor mine waders og stadig ingen fisk, tænkte at det her sats alligevel ikke var så god en start på fiskedagen.

Jeg kørte øst på. Ikke til øst siden. Fandme nej! Flere pladser var som den jeg forlod, men det var først da jeg kom til endestationen for Sydkystens egentlige rev at der var bølger til at klare og selv her, hård sø i den tiltagende vind. Jeg får altid fisk her eller oplever altid noget. Pladsen var endnu engang leveringsdygtig i dén udtalelse. Efter en times tomt fiskeri - helt utroligt - kom der helt inde ved strandkanten en lys brun ryg efter mit ADK blink. Den gik bare efter blinket, nysgerrig, men absolut ikke på jagt, så rolig som den var. Det var endda en model større... og så vendte måske 3 kilo havørred helt inde foran mig og gled ud igen. Hvad var det for en opførsel? Smaragdgrønt vand, diset og masser af gang i bølgerne. Og så en følger? Står der ikke i diverse lærebøger at i disse forhold, så smadrer havørrederne på alt, fordi de jager nådesløst eller er det bare noget jeg bilder mig ind?

Jeg vidste godt hvad der skulle til. Reje... men jeg har ingen rejeblink, så jeg skiftede et par gange, men ak...

Så skete det alligevel. Pludselig stod jeg Palle alene i verden, på en af Österlens perler. Jeg var alligevel kommet til at køre derom i et fiskemæssigt black-out. Det så selvfølgelig også godt ud og gullasch suppen blev i dåsen, mens jeg med en banan i munden og 3 æg i lommen, i hastige skridt skyndte mig ud til revet længst væk.

Men for ikke at trække pinen ud, så lad mig sige det så kort jeg nu kan:

Jeg fangede en sortfisk og havde en mindre følger, på de 3 timer jeg tæskede revet igennem.

Jeg er selv lidt stolt af ovenstående indlæg, for det er fileme ikke med glade miner jeg sidder i divaen lige nu. Hvor er solen? Den mindre vind? Alle mine havørreder? Jeg kører Skåne tyndt. Arghhh...

Jeg har fiske-feber... Så hvad skal jeg gøre i dag torsdag? Javier har lige ringet. Han var tidligt oppe og nede og inspicere Sydkysten. Grov sø og han ville køre til Österlen. Suk. Det er jeg ikke motiveret for lige nu. Ikke lige nu.

tirsdag den 19. marts 2019

2019.03.19 Lange dage - lange stænger

Jeg stod op til klar blå himmel og derfor også fuld sol, da den heldigvis også var stået op i dag. Det var derfor med solbriller på og det store smil fremme, at Mazda´en kørte østover til jagtmarkerne fra i går. Jagtmarkerne der var tomme på fisk, havde grumset vand og alskens kedsomligheder.

Det skulle helst være anderledes i dag og sørme så! Vandet var klaret op på Henriks plads - og ikke bare det, det var også steget, hvilket er en usædvanlig kombination. Jeg lykkedes først at binde mine støvler på femte forsøg. Forstod bagefter at det var fiskefeberen der rasede i kroppen. Jeg kunne ikke komme i vandet hurtigt nok og kroge den første, så allerede inden strandkanten lå OLR wobleren vandret i luften og ploppede ned hvor jeg senere skulle gå. Kom nu.. kom nu... kom NUUUU... jeg ville det sindssygt meget og kørte revet igennem 2 gange uden så meget som et hug. Det var sært! De kommer nok når vandet er lidt varmere, indbildte jeg mig og satte mig i bilen for at prøve plads 2 mens solen varmede vandet op.

3 danske biler og en svensk. Tænkte det nok. Alle spækkede med fiskegrej. Men kysten var tom. Jeg gik rundt og kiggede og dér, længst ude, stod en enlig fyr. Men de andre så jeg ikke til og jeg gik ud på revet. Inden 10 kast havde jeg fisk efter, men den var ligeså mistænksom som jeg. Vandet var ikke bare klaret op siden i går, men klaret helt op! Utroligt så stærkt det er gået. Min lyse OLR blev udskiftet med en mat og i første kast sad den der. En slank blankfisk kom til afkrogning og revet blev nu tonsefisket i de bedste viftekast jeg nogensinde har lært! Men en revkonge forblev det og jeg kørte atter engang lidt måbende fra vandet.

Her var det grumset. Ikke meget, men netop som det gerne må være. Her kunne de ikke være mistænksomme, men burde vel hamre på med det samme? Dagens første fede oplevelse stod en sortfisk for. Først troede jeg den var blank, da den fra siden kom tordnende mod wobleren og missede i et stort skvulp i overfladen. Det så hamrende fedt ud. Jeg så den først et par kast efter, med min krog hængende solidt i kæften. Ikke meget fight over den og efter en enkelt mindre følger og et par timer på revet var det tid til ENDNU et bytte.

Med stive, tørre og kolde fingre satte jeg mig i bilen. Det kan godt være solen var fremme og det var hamrende skønt i solen, men vinden... vinden var modbydelig. Kold og tør og ret skarp. Jeg frøs ikke, men kulden i vinden og den tørre luft gav mig tørre fingre og det kan jeg af en eller anden årsag ikke lide. Heller ikke udvadet aller helvede i vold på et stort tang rev der heller ikke dette, holdt fisk. Således kørte jeg fra plads 4 tilbage til plads 1 og tænkte at det var sidste chance på denne underlige dag. Og startrevet, nu med indbildt varmt vand, var præcis lige så tomt og dødt som da jeg forlod det. Forleden stod Javier her og fik 8 styk. Det var bestemt ikke sådan en dag i dag. Desværre.

Jeg bestemte mig for at inspektere Sydkysten for morgendagens fiskeri. Det var åbenbart ikke min dag i øst igen og hvorfor ikke bruge lidt tid på at se hvor jeg kunne fiske i morgen?

Alligevel lidt spøjst. Der er måske 10 kilometer kyst her. 10 kilometer grumset kyst uden de store egentlige rev eller områder. Alligevel så fik min nysgerrighed og tvivl på om det nu var SÅ grumset, mig til at gå helt til vandet. Sådan helt tilfældigt. Jeg tog et kast inden jeg nåede de grove søer der kom skråt ind. Så kom dagens anden fede oplevelse. Det var ikke bare et hug. Det var et hammer hug af den anden verden og ud af det grumsede vand fløj en blank skønhed på fulde gardiner. Den tordnede rundt, tog lidt line, men kom langsomt mod mig. En smæld fed blankfisk lidt under målet blev kort efter genudsat og jeg fik den vildeste fiskefeber. Du skulle lige se en kystfisker skifte blink efter 10 minutter på rekordtid. Og 10 minutter igen. Så gik der 10 minutter mere og jeg løb langs stranden, for at sikre at stimen, hvis der var en sådan, nu gik her ovre. Så gik der halve timer og pludselig var solen gået ned.
Det var alligevel som 7 rigtige i lotto. Hvordan fanden man i første kast på en grumset kyst, på en mega lang kyststrækning, napper en fisk sådan midt i det hele og siden intet mærker, er bare mærkeligt. Men det var et fedt hug. En fed fight og i dén grad en fed fisk.

I morgen skal jeg ikke gå lige så langt. Jeg har dæleme lange stænger nu og det er rart at sidde ned igen. Gamle mand...

mandag den 18. marts 2019

2019.03.18 Endelig tilbage - men det var så igen kun mig

Efter en hård arbejdsuge i Holland og siden en hård weekend med familien (det sidste var mest hårdt for nattesøvnen) så kunne jeg endelig tage hul på min ferie. En mandag der startede som mandage startede bedst; Psykopat hjernedød sindssyg lortevind med slagregn. Jeg vågnede i nat af de vildeste vindstød og det første jeg tænkte var; Der røg den fiskedag.

Jeg havde lidt ret. Det var i hvert fald ikke med tilfredse miner jeg stod op og så hvordan træerne nærmest lagde ned for vinden og regnen tordnede på ruden. At vinden var i SV ødelagde det hele. Der kom mere kaffe i koppen og jeg lavede alt andet end at fiske. Jeg prøvede at komme på en masse tanker, men jeg ville så gerne ud og til sidst tog jeg bilnøglen og daffede til Østersøen derude østpå.

Uundgåeligt at fiske andre steder, efter den tornado-orkan-storm der ramte. Og selv øst på var vandet præget af den lede vind. Jeg måtte nordpå. Helt op til klart vand og ... stille vand med rifler fra den lede vind. Eneste positive at sige om dette, var at der var kommet tobiser. En lille stime susede foran mig, som jeg gik over sandbunden. Dejligt. Gad vide om mine havørreder vidste det? Ikke i dag, måtte jeg siden erfare.

Jeg dyttede sydover. Stadig klart, men nu med lidt sø udefra og drivende skyer med regn og solglimt. Faktisk så det utroligt godt ud her, men hvor meget jeg end troede på det, så skete der intet. Jeg var rådvild. Skulle jeg blive og tro på det eller køre videre og håbe på opklaret sø? Jeg kørte...

... lige ned til den grumsede sydlige del. Jeg gik og jeg gik. Kastede og vadede og gik videre. Der var klart vand på spidsen og et par livsfarlige kast med rigtigt grov sø der buldrede ind, blev taget. Men det forblev lige dødt for enden.

Dagen måtte tage en slutning. Et sats. En chance mod endnu mere syd. Min forbavselse var stor da jeg kom til mere klart vand end jeg var kørt fra. Det så OGSÅ godt ud her og selvom den gamle sø, gjorde min vadetur temmelig besværlig lykkedes jeg med masser af kast og masser af tro. Hvis ikke lige det fordi jeg så atter engang var ene om det. Igen...

Dagen sluttede da jeg stadig intet havde fanget. Havde kolde fingre af den stadigt bistre vind, der nu også var blevet kold og smed endnu et blink væk.

I morgen... !

søndag den 10. marts 2019

2019.03.10 Det er så tæt på nu...

Jeg var usædvanligt længe om at komme af sted. Gik og fiflede med det ene og det andet, men intet der var nødvendigt eller vigtigt i forhold til fiskeri. Nuvel... hvis fiskeriet virkelig var på sit højeste, så havde jeg aldrig fiflet eller lavet alt muligt andet. Så havde jeg været ude, inden jeg stod op. Ja, faktisk... mit nye jeg! Ud af dynen, tidligt hvis det byder op. Bare vent!

Da jeg ankom til Österlen sådan noget efter middag, fortrød jeg mine dovne handlinger om formiddagen. Jeg havde ikke ventet så flot et vand. Det stank langt væk af fisk og fra første kast stod jeg og flexede overarmen, klar til at riv-rav-ruske min enkeltkrog solidt fast i gabet på den første af rigtigt mange havørreder. Det var kun et spørgsmål om et par kast... til... og et til... og så endnu et...

Så havde jeg fisk efter, men sådan lidt luskende. Så et lille hug. Så kom Henrik.
Så døde det helt.
Det så godt ud.
Bedre ud.
Meget store fisk ud.
Men det døde helt og aldeles og vi stod der og kastede i det store tomme intet. Igen.

Vi blev enige om at køre nordpå, men kom til spritklart vand og lidt skæv vind. Det burde ikke gøre noget på denne plads. Den er lidt 50/50... enten så er de der eller så er de ikke. De var der ikke. Udover en lille følger, der kom helt ind på lavt vand. Jeg var lidt skuffet.
Henrik ville hjem igen, for han var træt.

Så bestemte jeg mig at bruge de sidste lyse minutter i syd, men ikke der hvor man kan se til Tyskland. Det vil sige... det kan man aldrig, men jeg blev på Österlen og kørte sydover.
Hvis det første vand så godt ud, så ved jeg ikke hvad jeg sige om det nye. Det var ikke overraskende heller at nappe en fisk i første kast. Det var her de var. Alle 76 havørreder jeg skulle tage de næste 60 minutter.

Men nej... fisken der havde hugget på helt lavt vand, var en enlig svale og frem og tilbage gik jeg, mens OLR Kutlingen pløjede meter efter meter af denne gudesmukke kyst af - men i samme sætning... også ubrugelige kyst i havørred sammenhæng. For hulen det er så tæt på. Det kan mærkes at det lige pludselig eksploderer. Vandet er knap 5 grader. Lidt sol, lidt vind... lidt grums... så går fiskeriet amok.

Det bilder jeg mig i hvert fald ind, idet jeg i uge 12 har tilladt mig at tage ferie og derfor... Nemlig ja!