søndag den 1. januar 2017

2017.01.01 Dagen derpå fiskeri

For ikke så mange år siden, var der en jomfrulighed over dagens rev. Mit rev. Det var og er ikke sådan, at andre ikke måtte fiske der. Slet ikke! Men... igennem utallige, uhyggeligt gode fisketimer, med rigtigt mange havørreder, hvor bilerne på vejen bag mig susede forbi i jagten på de "rigtige" fiskepladser, har jeg kunne stå og le i skægget over fiskeriet her. På min plads.
Så mødte jeg Javier. Ikke at han har nogen skyld i det følgende, men... med Javier blev vanerne lagt om og vi brugte mere offentlig tid på revet, end tidligere. Det er i øvrigt heller ikke sådan at jeg har nogen skyld i det eller for den sags skyld, at jeg peger på så mange overhovedet i mit indlæg. Men hvorom alting er, så brugte Javier og jeg mere fisketid på det mere og mere kendte rev.
Jeg og vi, kunne stå fra maj og hele sommeren helt alene på revet. Måske lige med besøg fra en ferietysker, Marcus og Linus eller Mattias, men ellers... alene.

Og vi fik fisk. Masser af havørreder på lige denne plads - men ikke særligt mange vidste om det.


Sådan er det ikke mere. En eller anden Malmø klovn (han får skylden!) har fået for sig at lave videoer om pladsen og beskrive den for alle i hans butik. Min plads. Det føles i hvert fald sådan, når jeg ser hvordan de tåbelige primært fluefiskere tror de kan affiske revet og ellers stille sig med 30 meters mellemrum og tro de pludselig ejer det hele. Lige dér går "deres" plads over og bliver MIN! Men jeg har ikke krav på den. Jeg er bare ærgerlig over at en så suveræn fiskeplads, på ingen tid er blevet overrendt og nu til dags er nærmest umulig at komme til.

Tænk dig... en fiskeplads, hvor jeg utallige gange, har set havørreder jage over mega lavt vand. Jeg har stået på land og fulgt dem. Set havørreden gå over sandet og jage tobiser, så det sprøjter til alle sider. Sådan en plads hvor du vidste der stod fisk bag bestemte sten og du vidste du var dagens første, sågar ugens første måske. Der er masser af den slags pladser. Det jeg ville frem til var nok bare det sure i at ens hjertensbarn bliver udleveret og gennempryglet konstant og hele tiden, hvor jeg tidligere var vant til lidt mere luksus. Men det er jo sådan tingene ændrer sig og jeg skal selvfølgelig bare finde andre steder - igen.

Meeeeen... da revet var frit, her på årets første dag...

....tænkte jeg at vandet nok var brunt. Og det havde jeg ret i. Det så længe ud som om, at årets første blogindlæg, på årets første dag, kunne drejes i en vinkel med årets første kast... og årets eneste kast. (Indtil videre)

Men jeg fandt en ny plads lidt længere henne, der ikke var en tangklat bedre i sigt, men som i det mindste ikke indeholdt kilometer af ålegræs og således fik jeg de første tusind liter Østersø over brystet i min kamp, for at komme ud og kunne kaste lidt. Det blev ved nogle gode lange, men måske ikke så koncentrerede kast og mest var jeg bare glad for at komme ud og få noget luft og så tog jeg turen hjem igen. Blinkede til "mit" rev på vejen og sagde endda på gensyn! Men det bliver jo nok fra vandet næste gang, da gæsterne på revet står så tæt efterhånden, at kajakken er fremtiden. Når vejret vil.
Og jeg får tid...

Optimisternes dag var ovre, men jeg giver ikke op, fordi årets første tur eller de følgende mange, ender i et nul. Det er også derfor jeg har egne pladser :-)

fredag den 30. december 2016

2016.12.30 Godt nytår

Så gik der et år til og jeg står som vanligt, måbende på sidelinjen og ser fiskeriet flyve forbi. Jeg tilhører dog ikke skaren der generelt ser livet passere hurtigt. Jeg syntes jeg opnår en del - givetvis mange af de samme ting - men livet går som det skal. Det er bare fiskeriet der ikke får den plads, det fortjener.
Altså en sang af de sædvanlige, med andre ord. Det må være pensionist tilværelsen, der giver den store tilfredshed i tiden, til det fiskeri jeg ikke når i den travle hverdag. Være sig efter havørred eller rav.

Men... mens fiskeriet 2016 passerede, har jeg fået samtlige indervægge - pånær 3 korte omkring badeværelset - taget op og erstattet med beton. Det er således, at huset vi har købt, er bygget efter datidens (70´erne) smarte standard, hvor man anså at trykimprægneret træ, skulle udgøre bundremmen samt bunden af samtlige husets vægge - også de bærende. Altså har man støbt gulv indtil disse vægge, som inden også var monteret med gipsplader og så 41 år efter, opnået en lugt der ikke rigtigt kan beskrives, men hvis du forestiller dig trykimprægneret træ, der er muggent og fugtig (ja, det sker faktisk) så har du lugten.
Den lugt er væk! Jeg har haft den bærende væg taget ned, understøttet, støbt beton og sat nye vægge efter tidens regler, såvel som de andre vægge også har været nede og er enten genopbygget eller helt fjernet. Jeg har flydespartlet gulvet i køkken, stue og gang og samtidigt udvidet stuen. Det samme er sket i soveværelset, som er det eneste rum der er helt færdigt. Flydespartling, nye lofter, vægge, udvidelse og nyt gulv. Lagt nyt gulv i køkken og gang. Bygget nyt køkken (som nu involverer 3 tidligere rum), efter 4 måneder med fruen og håndvasken i badeværelset som "opvasker". Fået nye vinduer i hovedhuset oppe og nede. Taget halvdelen af gulvet op på førstesalen - det er i øvrigt stadigt oppe - fordi jeg laver lys/trækker el nede i stueetagen. Fået ny el-tavle (det har en elektriker altså klaret), lavet ude-belysning, fået lagt ny terrasse. Lavet skur i haven til diverse, anlagt det meste af haven mod syd og vest. Bygget stakit og genopbygget stakit og fældet træer og buske.

Lige nu sidder jeg i 19 grader og venter på at VVS´eren kommer forbi og sætter radiatorer op. Vi har kun 2 nede i stueplan (en på hvert toilet), resten er fjernet for at kunne komme til. Det er dejligt at være hus-ejer, men det tager på fisketiden. Til gengæld mangler jeg vist kun at fuge gulvet i gangen, lægge nyt gulv i stuen, få den malet og sætte stikkontakterne op - der er trukket el - og så lige tilslutte LED spottene i loftet. Nå jo, så skal jeg lige lave kontoret, som lige nu er ungernes soveværelse, men det er småting efterhånden. Badeværelse og toilet må helt enkelt vente her i stueplan, for næste år skal jeg renovere hele førstesalen, som siden dedikeres til ungerne. Førstesalen på garagen der i mod... den er MIN! :-)


Fiskeåret resulterede i 21 ture. Under halvdelen af året før, men ovenstående er vel en rimelig forklaring til det. Ikke en rimelig fordeling af ønsket tid, for så ville jeg ønske at jeg ikke også skulle passe et fuldtidsarbejde ved siden af. Der er dog en økonomisk vinkel i det, forståes.

  • 21 ture
  • 29 fisk, hvoraf de 25 var blanke
  • 1 mistet fisk
  • 2 mistet stykker endegrej (stadig uden bly)
  • 7 stykker rav fundet på fisketuren
  • 183 stykker rav fundet på ravture

Selvom det også kun blev til 3 ture i kajakken, så har året som sagt været fint i betragtning af hvor meget tid der er lagt på alt muligt andet.

Med ønsket om et godt nytår og det sædvanlige ønske om mere fisketid næste år :-)

lørdag den 12. november 2016

2016.11.12 Blandt rav, kridt og gode venner

Jeg har en tanke på Jacob Schmidt hver gang jeg nærmer mig et fiskevand og klokken ikke stemmer overens med dagens start. De der ture til Øland Jacob, har virkelig gjort indtryk på mig. Det skal du vide. Du, der blandt andre har savnet indlæg her på siden, beriges nu med et fra i dag.
Et eller andet sted, skriver jeg vist mest for min egen skyld, men der sidder da nogle derude og kigger på billeder ved jeg. Om du læser alt det her, ved jeg ikke, men hvis du gør... tak :-)

I dag er jeg nok lidt hengiven og tøse agtig. Jeg har nemlig haft et brag af en fisketur. Og det altså uden at fange noget som helst! En kombination af umådeligt godt vejr, gode venner, fantastisk smukt fiskevand, et afsavn af de helt store til kysten og så lige få lov at være med i det... tja... det var så åbenbart hvad jeg trængte til i dag. Jeg er i hvert fald SÅ meget ovenpå lige nu og det er så hvad fiskeriet og samværet omkring det, gør ved mig. Godt!

I en af Tysklands über luksusbiler, penetrerer vi rimtågen og når vores mål. Klintekysten ligger solbadet, med en flot dybblå efterårs himmel i baggrunden. Det er frostvejr og piv glat på stien ned til vandet, som vi bestemt ikke når i en tid som Jacob havde været begejstret for. Røgen fra det nærmeste hus stiger dovent til vejrs og vandet er mod forventning, spirtklart trods gårdagens østenvind.

Østenvind? Det er sgu da rav vejr! Jeg når ikke at gå mange meter, før jeg kigger efter tang, jeg kan lede i. Et hug efter 5 kast får mig dog på andre tanker igen. En hvirvel i overfladen og ellers ikke mere. De 4 andre, Henrik, Javier, David og Ole, står hver især med blikket rettet mod deres seneste kast. De har vist intet mærket og sådan går den næste time... Og SÅ står jeg med blikket i tangen, præcis som jeg regnede med og da jeg samler et flot gult stykke op, pifter Ole til mig og viser et stykke sølv frem, der lige behagede at hugge hans seneste kreation af OLR wobler, da jeg flyttede opmærksomheden væk fra vandet. Jeg går i vandet, for at igen at have et hug og en hvirvel i overfladen og siden intet mere.

Lidt snak i strandkanten. Lidt billeder. Javier går mod pynten. Henrik og David bliver mod nord. Jeg går mod dem og vil lede rav og fiske, inden det er tid til pausen. Så ringer telefonen midt i den smukke naturoplevelse og Javier kan fortælle at anstrengelsen ud til pynten var det hele værd. 3 kast = 3 fisk, med den største på 3 kg. Fantastisk! Jeg er på samme tid lidt misundelig, såvel som mega glad. Den der glæde man aner, når en kammerat får en god fisk... det er næsten som at tage den selv og jeg falder dernæst over et flot stykke rav på 6 gram. Men den glæde jeg opnår ved dét, er der vist ingen der forstår.

Om pølser og rejesalat: Ole blev ikke lokket i fælden. Der i mod, stod jeg med rejesalat om munden og lignede en velintegreret svensker, da jeg forgæves forsøgte at overbevise om det gode i denne underlige beklædning af pølsen. Næste gang Ole... næste gang!

En halv time senere, står vi 5 mand med blå tænder og smiler til hinanden og moder natur. Blåbær pien sidder rigtigt godt ovenpå pølserne og mætte - rigtigt mætte - går vi igen til vandet i et lidt mere adstadigt tempo. Maden til trods, er kulden trængt ind under jakken og det er med kolde fingre jeg igen betræder vandet. Skyggerne er allerede blevet lange og frosten trænger sig på, sammen med den tiltagende vind. Jeg finder varme i jakkelommerne, da Ole og jeg tager en lang pause ovenpå frokostpausen og er mætte på fiskeri, såvel som på mad. Det er godt med selskab, andre meninger og holdninger og en dejlig natur at færdes i. Jeg er utrolig taknemmelig for at være en del af dette og da vi går mod über luksus bilen, er jeg fuldt tilfreds med dagens resultat for eget vedkommende. Jeg har nemlig fanget farve i kinderne, frisk luft i lungerne, et tusinde dejlige indtryk af naturen på den anden side af gipspladerne og været sammen med det, jeg er ved at indse betyder ligeså meget som familien... nemlig vennerne. Tak!

tirsdag den 1. november 2016

2016.11.01 På kanten af det røde hav

Jeg har sprunget over. Erkendt. Jeg har ikke haft tid og ej heller lyst til at skrive eller gøre noget ud af siden de sidste par uger. Det vil sige, tiden har ikke været der overhovedet. Lysten er nok lidt et udslag af tiden. Stressede hverdage og bygge om og afsted og så er der nogen idiot der har opfundet den forpulede vintertid, der fuldstændig tager lysten til et liv fra en.
Og JA... jeg ved godt at sommertid ikke er normal tid, men som jeg har skrevet flere gange før, så kan jeg ikke bruge en solopgang kl. 3 om natten om sommeren til en skid. Til gengæld kan jeg godt bruge lyset frem til kl. 23
Såvel er det også med lyset vintertid. Jeg er fløjtende ligeglad med at det er lyst om morgenen. Men indbrudstyvene elsker at det er mørkt tidligere - og så misser man også alt dagslys når man har fri fra job.
Og skal hjem og bygge om. Suk...

Men jeg tog fri 01. november og på rav jagt i dårlige forhold. Det blev og gik som forventet. Jeg fandt et heldigt stykke på kanten af det røde rådne hav. Men fik da en hygge tur ud af det og tænke på hvornår jeg igen kom herud.

søndag den 28. august 2016

2016.08.28 Et morgenknald

Et billede siger nogle gange mere end 1000 ord, så skal vi ikke bare lade billedet stå.
Men jeg vil da gerne tilføje at jeg vågnede ved at det pludselig blæste helt vildt. Syntes det var rart med lidt frisk luft, men var samtidigt skuffet over at overgangen fra den vilde varme, de sidste dage bare sluttede med blæst. Indtil jeg kiggede den anden vej og så jeg havde sovet fra en stor gustfront og at det var dén, der havde startet blæsten. Nu var det bare at vente på uvejret, der byggede op nede sydvest på. Dejlig morgenvækning!