torsdag den 31. januar 2008

2008.01.31 Hov

Opsummering: Det er helt til grin, og så er jeg alt for stædig. Januar går hermed ud, med kun en tur på kontoen. Vinden har skylden og så var der den om stædigheden, for jeg gider ikke tage om på Österlen. Slut!

Februar: Byder på en mindre tjenesterejse, familie tam-tam, en tur til Danmark (på fiskeri!!!) og så skal jeg faktisk have besøg af ingen ringere end en anden fisker. Han kan, i modsætning til mig, godt abstrahere fra horderne af fiskere på Österlen og har snakket om at vi skal derom, hvis vinden fortsætter sin afstrafning af Sydkysten. Jeg har endda lovet ham at tage med, selvom det er mod min vilje lige nu... men fortsætter vinden, er jeg sikkert så desperat i midten af februar at jeg er klar til at fiske guldfisk i en sø af middelmådig størrelse.

Fiskekonkurrence: Jeg har sendt mail til Kustfiskedagboken, Henric og Spinnstopp for at forberede årets konkurrence "Blänkaren".
Datoen er ikke fastsat, men vi har et forslag til slutningen af marts. Det skal lige på plads, og så skal vi se til at konkurrencen selvfølgelig ikke skærer ind over andre konkurrencer. Men nu ved I at den kommer igen i år - så langt så godt. Jeg vil allerede nu huske Jer på at komme til "indvejning" selvom I måske ingen fisk har med. Sidste år var vi en del tilmeldte, men der dukkede kun godt 1/4 del op. I gik glip af hyggeligt selskab, fiskesnak og ikke mindst grill og godis... og det vil I vel ikke misse?

Forårsturen: Jeg er ikke kommet en dyt videre i mine tanker. Jacob tager til Gotland - jeg er misundelig, men det er for sent at arrangere sådan en tur nu, tror jeg. Listerlandet spøger hele tiden i tankerne, men jeg er også bare så klar på at give Öland en skalle i stedet. Overvejer at droppe det hele og blive hjemme, men så går der bare hurtigt fjol i den, selvom Sydkysten de sidste par år har kastet både større og flere fisk af sig, end Listerlandet har formået. Det burde ikke være så svært at vælge på det grundlag, men der er lige tvisten med naturen, traditionen på Lister og antallet af fiskere deroppe og her.

Forresten: Jeg har bestilt en bunke Snaps i egne "farver". De kommer snart til salg i Fiske- og sportboden i Ystad. De er egentlig ikke noget specielt, hvis jeg skal være helt ærlig - men de er netop noget specielt, fordi de er blevet som jeg vil have dem. Ganske enkelt, så har jeg bestilt en omgang sølv- og kobbersnaps uden lak, som bliver slidte i farven, hurtigere end vinden blæser. Og de der matte farver dér... prøv dem og find ud af det.

Generelt brok: Nuvel... jeg er træt af vinden og ikke mindst vejret. Altså, når det alligevel blæser som det gør, så kunne der ligeså godt være en ordentlig røvfuld sne og frost i det, så man kunne få en rigtig vinter i stedet for det her slask. Jeg læste lige på Henric´s side at der var nogen der allerede nu havde fundet kantareller i skoven... flot natur! Så er der sikkert også en masse skovflåter klar derude.

Suk og et gammelt ordsprog: Nå, men jeg kan da også bare lede efter rav hvis det skal være. Har lavet 2 keser i forskellige størrelser - de skal lige prøvekøres, så ordsproget om at "der ikke er noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget" kan jeg for en gangs skyld godt bruge.

Hejsan...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar