fredag den 1. januar 2021

2021.01.01 Premieren

Det var en klassisk premiere tur. Lige som den skulle være. Ingen fisk, tungt hoved og et mistet blink... Og... så tager jeg 2 venstre handsker med ud. Fååårking typisk!

Hashim havde allerede nytårsaften spammet mig med spørgsmål om plads, tid, afhentning og hvad ved jeg. De unge mennesker... ak ja... selv holdte jeg, både på grund af Corona, men også belejligt nok på grund af hundehvalpen, nytår hjemme. Det var absolut ikke med min gode vilje. Siden jeg blev født, har jeg holdt nytår med mine forældre. Jeg er ikke mors dreng eller forældre syg, men jeg gider ikke en eller anden mega fest eller andet pjank nytårsaften. Jeg er en dreng... en fyrværkeri dreng og er aldrig blevet ældre på dét område. Jeg nyder at være hos mine forældre, ikke mindst fordi de, men også min søster og hendes familie, samt min egen familie elsker at spise sønderjysk grønlangkål med kålpølser til. Hamburgerryg og snaps - og så skal der fandme skydes krudt af. Det har jeg gjort gennem 46 år - måske ikke lige med snaps alle årene, men det er en tradition og den blev på grund af pandemien og det nye danske ord, samfundssind, brudt. Jeg ville heller ikke have mine forældre på besøg, siden blev de også nægtet adgang ind i landet, som alle andre besøgende og så stod vi der... men havde da løst problemet med hvalpen.

Så nytårsaften... uden så meget som et heksehyl, sad vi der og havde spist den traditionsrige middag og kiggede så ellers på klokken, der kun var 21...

Vi havde en god aften, men lad det være sagt med det samme. Det var ikke det samme.

Så selvom jeg vågnede lidt sent på årets første dag, var jeg klar til en tur ud i det fri, nu jeg havde en del ekstra tid. Hashim var selvfølgelig allerede ude og sad i bilen og tørrede sig efter de første bølgers indtog mod kysten og ikke mindst ham. En anden spinnefisker havde taget en undermåler lidt tidligere - ellers var der ikke sket noget, men jeg må indrømme at jeg troede på det. Vandet så rigtigt fint ud med let grums længere ude og så var det hele 5 grader varmt. Javier syntes det var så varmt at han havde badet i det - dermed blev hans premieretur lidt kortere end forventet. Men det er stadig januar og fiskeriet er svært - således gik det også for os.

Først havde jeg over 2 kast tydeligt hug og fisk der nappede til OLR wobleren. Siden skiftede jeg til den anden side på revet og stående der, råbte Hashim pludselig på mig. En flot blank havde nappet hans gennemløber og blev fightet ind. Så var hans premiere afklaret. Vi tog en tørn til over revet og efter jeg havde skiftet plads, endnu en tur - men som det plejer i januar... så kan der være langt mellem snapsene, hvorfor vi valgte at køre til en anden plads.

Jeg havde håbet at revet var intakt, men desværre var stort set alt dækket af sand, hvorfor mit håb om en kystnær havørred hurtigt forsvandt. De plejede ellers at stå her, men nu var det lidt meget at kaste på sand alene, hvorfor vi gik ud til første revle hvor der så i stedet var dukket et mindre rev op. Og dér kronede jeg premiereturen på bedste vis ved at sætte min OLR wobler i en sten længst ude og så var slaget tabt. De kolde fingre bedyrede at det der med knuder var lige meget nu, samtidigt som en mindre front med slud trak over os og gjorde det kolde vejr, endnu køligere.

Så langs stranden gik jeg med mit sædvanlige premiere smil på læben - uden fisk, med det sædvanlige tabte stykke endegrej og havde alligevel haft en dejlig dag ude. Det skal man sige, er der nogen der siger - men os der mener det... vi siger det altså også :-)

I morgen skal jeg prøve noget vestpå - det har de sidste år sikret masser af havørreder, hvorfor der ingen grund er til at stå nede i syd, når nu vinden alligevel går i nord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar