søndag den 12. februar 2023

2023.02.12 Tilbage til mellem-vintervejret

Sammenlignet med sidste weekend, så havde vi stadig forår på kysten. Skyerne var kommet, men temperaturen lå stadig på 7 grader. I forhold til sidste weekend var det ikke koldt, men i forhold til i går hvor solen var fremme, så var det ikke helt i forårstanker jeg stod og ventede på Javier der var på vej ind.

Han kunne meddele om en lille blank i de første kast og siden var intet sket, trods at vandet var klaret en del op og så rigtigt godt ud. Mens vi stod og talte, kom der en fisker gående som kortvarigt fik lidt fiskenyheder og siden gik ud på revet. Det fik Javier og jeg på andre tanker, hvorfor vi søgte os til et nyt rev, for at med lidt sol i sigte senere på dagen, fiske os over revene i håbet om at møde noget sølv.

Og på det første rev, føltes det som at jeg vadede ud i en runde fisk. Men det var i så fald kun nogle meget legesyge fisk, for de huggede flere gange, men ikke en eneste gang havde jeg et ordentlig hug og dermed kroget fisk og da Javier kom tilbage fra hans gå tur langs revet, tog vi spidsen igen i håbet om at de var blevet langt gladere i solen der nu var kommet frem, men nu var fiskene helt væk og intet skete.

Så var det vi iværksatte planen, om at fiske os tilbage til startpladsen, men planer har det med at smuldre når det gælder fiskeri, for hvem kan planlægge fiskeri hvis nu der er fisk på næste plads eller man ikke gider mere end næste plads, hvis ikke der sker noget? Således kørte Javier til et lille rev og jeg var overbevist om at dagens første rev både var klaret op og med solen fremme, ville kaste fisk af sig.

Til dels fik jeg ret. Revet så helt fantastisk ud nu og den anden fisker var for længst gået hjem. Bølgerne slog perfekt ind og jeg havde virkelig sigtet indstillet på masser af havørreder, da der også tumlede en på netop som jeg var kommet på plads. Denne, en nedgænger med kampgejst, fik hurtigt friheden og så måtte de blanke godt komme til bidet.

Men ak... mine fiskedrømme led et knæk, for givetvis var der kommet fisk på plads, men alle var de små og huggede hidsigt på min silling, men ingen ville hænge fast og det var faktisk alt der skete, mens eftermiddagen blev til aften og solen forsvandt bag en ny runde skyer. Det er ikke altid let her i februar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar