2023.02.18 + 19 Otto er et blæsehorn

Storm, stærk storm og orkan. Jeg har altid elsket vejret og været ude i det, når det er vildt. Jeg var endda og gå ved havet dengang Decemberorkanen slog til. Set i bagklogskabens klare lys, med luftledninger der blafrede rundt og diverse fyrretræer der knækkede, var det vist ikke så kvik en beslutning, men sket er sket og det var vildt dengang. Og fedt!

Om fredagen skulle jeg ikke ud og gå, men jeg var da udenfor. Mest for at se om der var kommet en ny trampolin til haven eller som sidst, et grill overtræk til en grill jeg ikke har. Jeg vidste også godt at vinddrejningen til NV var til gavn, men mest kiggede jeg dels med fascination og dels spænding på vandstanden. Malmö meldte 108 cm over og Ystad, som var nærmeste officielle måler, var nede på -62 cm, men lokale observationer længere vestpå ved Trelleborg, var nede på -100 cm. Altså 2 meters niveau forskel på 30 kilometer i fugleflugt. Hvis ikke det er fascinerende!

Spændingen bestod så i hvad det havde af betydning for lørdagens fiskeri. Det her vand skal jo jævnes ud og fredag inden solen lukkede ned for dagen, var jeg og konstatere at vandet var spritklart. Så langt så godt. Men lørdag... ak... Det var ikke uventet, men håbet, fordi det nu engang er weekend og man har tid, gjorde at jeg drog ud, men det blev kun til et halvhjertet forsøg langt inde på revet, idet vandet var kommet tilbage og havde lagt +20 cm på, samtidigt med at der stod en gammel sø ind, hvilket fik det hele at se nok så fedt ud, men det var rigtigt grov sø og som sagt nåede jeg slet ikke ud på revet.

Så med spænding måtte jeg afvente dagens fiske muligheder, nu hvor vinden tog af og gik i vest og dermed burde have klaret vandet mere op - men nej... endnu engang kunne jeg bare konstatere at hr. Otto Storm havde pisket det hele så meget op at der i dag, var grumset over det hele. Næsten.

Jeg mødtes med Hashim og sammen drog vi østpå for at finde fiskbart vand, hvilket vi til sidst lykkedes med på en af småfisk pladserne. Jeg gik i vandet med en let skepsis, som hurtigt blev gjort til skamme, da jeg allerede i andet kast mistede en fisk. Ikke nogen rekord fisk, men der var liv på pladsen hvilket de følgende kast afslørede i form af forsigtige hug. Udfordringen var at holde koncentrationen på dette lille område, for der var vitterlig ikke meget fiskeplads at tage af og da jeg samtidigt fik meldinger om endnu mere grumset vand østpå, så havde vi dette lille egoist spot eller sofaen at vælge mellem og i sofaen har jeg siddet i hele efteråret isch... 

Så kom der en runde fisk igen. De huggede, men var ikke rigtigt 100 % på at det var det de ville. En bombarda med flue havde nok gjort underværker, men jeg gad ikke skifte. Det blev i stedet en pause med suppe ved bilen i læ for vinden, hvilken var taget godt til igen. Hashim nød en pizza med tunfisk... ingen kommentarer på tun på pizza. Det er som ananas på pizza og er ligeledes en synd!

Det hjalp med noget foder, hvilket måske afspejledes i koncentrationen, for tilbage på pladsen, så lykkedes jeg med 3 i rap. Denne gang var de ikke forsigtige i deres hug, men da det sjove kvarter var overstået, gentog alt fra starten sig igen. Jeg blev kold, fiskene forsigtige og lige så langsomt var det tid at takke af for denne blæsende weekend.