søndag den 25. maj 2008

2008.05.25 Sørøya Dag 4

Dagen skulle bruges på det store plateau igen. Tænk hvis fiskeriet var lige så godt igen i dag? Turen derud tog 2 timer pga. dønninger og bølger der kom skævt på dønningerne. Det var absolut ikke en sjov tur derud og jeg var helt sikker på at jeg ville tisse blod i en uge efter de mange nyrehug jeg fik, hver gang båden næsten gik fri af vandet og knaldede på den næste skæve bølge. Øv.. det giver hovedpine, ømme ben og kolde fingre, for man rejser sig op noget af vejen for at afbøde nogle af slagene og i 4 gr. "varmt" snebyge vejr med 30-40 km/t, bliver snitterne hurtigt kølet ned. Men vi kom, sammen med 8 andre både, ud til pladsen efter 2 timer og så manglede vi bare fisken. Nu var dagen ikke tom, men det var ekkoloddet. Ikke at ekkoloddet skulle bestemme om vi skulle fiske eller ej, men med tanke på hvordan det havde set ud i fredags, var vi lidt nervøse for den blanke skærm der tegnede perfekte toppe under os. Selvfølgelig var fisken der - også nogle af dem man kunne være stolt af. Anders og jeg blev enige om at det var kastefiskeriets dag og efter en time uden det store knaldede en flynder på. Sikke en fight! 8 kg. og så på let grej! Anders var forståeligt pavestolt - men også noget slidt i overarmen. Jeg var helt med på fidusen og fiskede intensivt efter hvad der nu måtte komme på og så kom hugget - ikke af en flynder, desværre, men en torsk. Nærmere bestemt - efter et lille kvarter - en torsk på 14 kg. Sagde jeg igen at torskefiskeri var kedeligt? Der var bare sprøjt på denne fisk, som absolut ikke ville med op i båden. Vi satte gaffen forsigtigt i undermunden og løftede den ind. Hvad jeg troede var en sten, viste sig at være en stor brosme der lå i munden på torsken. Den blev spyttet ud, så vejede torsken 14 eller 15 kg.? Du bestemmer, for 14 kg. gik vægten til, uden brosme i munden og så satte jeg dem begge ud - dvs. brosmen var færdig, men det var torsken ikke heldigvis. Fed fight!

En anden fight der kunne have været fuldt fed, men desværre kun blev halvt fed, stod Anders for. Midt i kastefiskeriet, fik han et voldsomt hug tæt på båden. Fisken søgte omgående mod bunden og stod et øjeblik stille inden den stak af i et langt udløb. Jeg havde min jig ved bunden da det skete men fik hurtigt hevet grejerne op. Anders kunne slet ikke holde fisken - overhovedet slet ikke og linen kom nærmere og nærmere tovet til slæbeankeret. Det fik jeg halvvejs hevet op, da Anders line desværre sprang nede ved krogen. Jeg er lige ved at tro at hans bremse kunne ryge hvis vi hældte vand på. Surt at miste sådan en fisk, men trods alt - hvilken oplevelse at stå med sådan et dyr på!
Fiskeriet i dag blev ikke så vildt som i forgårs da vi var på grunden, men det var i dag alt ekstra spændende skete. Henrik hev først en sej op, der var fuldstændig skambidt. I perfekt foderstand havde den vejet over 5 kg., men angrebsfisken havde lemlæstet den godt og grundigt - sikkert en flynder. Så mistede Anders sin fisk på kastegrejet og bare et par minutter efter fik Henrik en lille torsk på. Den fulgte pænt med indtil et par meter fra overfladen, så fik Henrik et chok da hans stang pludselig dykkede voldsomt og linen blev flået af hjulet - det lyder som en rigtig fiskerhistorie, men det er det også. Desværre fik krogen i torsken aldrig fat i den angribende fisk og den slap efter et kort øjeblik og Henrik kunne fight sin torsk færdig. En torsk der var blevet godt tygget i, da den kom op.

I dag kom vi i land omkring midnat, med 3 store torsk og 3 helleflyndere i kassen. Jeg har indtil videre sat alle mine fisk ud, på nær den store flynder. De andre fiskespisende skulle have lidt med hjem og så smagte jeg helleflynder for første gang. Nu tror jeg at jeg godt kan spise lidt mere fisk, hvis det smager SÅ godt som det gjorde. Hvilken fryd at indtage. Ingen undren over kiloprisen på den fisk! Rensebordet var fuldt af glade fiskegæster som alle var i gang med at rense dagens fangst. Det er helt i orden forhold! Fryserum til fiskene med faste hylder til gæsterne, tørrerum (med faste pladser) til fiskegrej og påklædning og så er der også en lille fiskebiks der både sælger og lejer grej ud - og nej, det er faktisk ikke dyrt. Tværtimod var flere af priserne lig med eller endda lavere end dem vi havde set hjemme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar