tirsdag den 21. marts 2017

2017.03.21 11 sekundmeter i ryggen

Der er stadig penge at spare hvis man skal servicere sin bil her i landet og hvis der er noget Ajes kan lide, så er det at spare penge! Selv hvis det koster en tur over broen og nogle kilometer på tælleren. Jeg var med på det set-up! Aflever bil til service, få lånebil, ud og fiske mens vi venter! Hvor enkelt!

Ajes og vores fælles tidligere kollega Bjarke, var allerede i gang da jeg ankom. Vandet havde været helt mørkt på første plads og her på den anden plads, var vi gledet ned til vandet. Smattet føre. Men det så godt ud. Let grumset, skrå fralandsvind og bølger der kom skråt ude fra. Burde altså give fisk og der gik ikke længe, inden Ajes stod med en blank havørred på knap 2 kg., som han fint genudsatte da vi kun lige var begyndt og der ville komme mange flere - og straks efter tog jeg en nedgænger på et vattet hug. Så ja, der var fisk. Bring them on!

Og så gik dagen som mindst ventet. Vinden tog til, solen kom frem. Vi kørte nordpå i det Österlenske. Vandet steg i temperatur. Men der var intet liv inde på det lave. En følger kom ud af det blå - og klare vand. Ajes mistede en. Bjarke klagede over at der var alt for mange sten. Vi fandt en plads til Bjarke. Dér var stille og heller ingen fisk. Bjarke klagede over for stille og for meget sand. Vi kørte tilbage. Stadig ingen fisk. Der var endnu mere grums nu. OG REGN! Men regnen holdt op, som regn gør det tit. Fiskene kom ikke, som fisk gør det tit.

Vi havde fisket en hel dag, spist god korv. Hygget og hørt på Bjarkes sure miner over de manglende fisk i min sø. Og de besværlige vadeforhold. Bjarke savnede vist fjorden.

Vi vendte om. Jeg havde en fisk på, et par sekunder i det mørke vand. Siden lidt puf til blinket. Meget underligt. Vi sad næsten fast i mudderet igen. Vi kørte hjem.

Jeg er målløs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar