lørdag den 8. april 2017

2017.04.08 Blänkaren og sydkysten mest populære fisker

Det var tid til konkurrence og dagen til ære, havde vejrguderne beriget os med en fantastisk fin vind og muligheder for sol. Det startede også sådan, men desværre kom der et gråt låg og lagde en dæmper på gemytterne over hele dagen. At vinden siden gik fra "ahhhh" lun, til skide kold gjorde det ikke lettere at være kystfisker, men 96 mand var enige om at gøre sit til at vinde konkurrencen.

Selv dampede jeg forbi et ledigt rev nær Ystad, da flere af dem jeg havde passeret inden, alle var optaget eller ikke så lokkende. Vandet havde stadig den her mærkelige overflade, som det ikke rigtigt gik at se igennem og så stadig den her lidt blålige tone. Det er en del af al mystikken og overtroen om ørreden, at vandet også skal have den rigtige farve - men lige den her, tror jeg også på. Der er noget med farven på vandet/overfladen, som tit gør fiskene mere sky eller ikke så hugvillige.

Det er ikke dagens undskyldning, men der kom ikke mange fisk til indvejning. 5 styk i alt, hvor vi desværre måtte afvise de 3 fordi fulton var for lav. (Men det var blankfisk!) Så med 2 fisk der lige akkurat klarede kravet, kunne vi kåre en vinder og så gik snakken ellers om de underlige fisk. Jeg var nemlig ikke alene om at fiskene havde været noget underlige i det.

Mere underligt var det derfor at møde David og Andreas, da jeg hen under aften var på vej hjem. De kunne nemlig fortælle mig at de havde taget 21 havørreder med en top på 3,7 kg. Givetvis havde de fleste taget tidlig morgen og siden var de også mødt af utallige følgere, men alligevel... og der stod jeg, som netop var gået af vandet ovenpå 2 timers afslutningsfiskeri og havde haft omkring 30 følgere... sydkystens klart mest populære fisker, med så mange følgere... men det er en anden snak.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar