I går blev der fisket et par minutter ved Klubhuset og det var desværre alt
jeg nåede. Da jeg kørte hjem mødte jeg Ralf og hans venner og sørme om ikke de
havde haft det man kun kunne kalde godt fiskeri. En blank på 4 kg. lå i græsset
og længere henne endnu en blank på 3,2. Jo, de blanke var gået til den over
dagen og der var nok kommet en 10 stykker op indtil nu, fortalte Ralf... Jeg
tænkte; Imorgen...
Så i dag stod Linus som den første og i øvrigt eneste på revet. Jeg kunne
simpelthen ikke komme op og var godt ærgelig over ikke at være med først på
plads. Til mit held skete der ingenting i det ginklare og stille vand.
Vi mødtes (sent) på et nyt rev. Jeg vil ikke påstå at det var
forventningens glæde der fik os til at vælte ud og fiske revet af. Vi gjorde det
som den pligt det var og så lavede vi en stor omgang pølser som vi kunne nyde i
det gode vejr. Efter maden var gode råd dyre. Mest af alt havde jeg lyst til at
køre hjem og gå i haven, men jeg blev på kysten. Revet som Linus var startet på
om morgenen tog vi tilbage til og det blev atter engang gennemfisket. Siden blev
et andet rev fisket igennem og da vi endte på det jeg regnede med var dagens
sidste stop og det også var gennemfisket, så valgte vi at tage endnu et rev.
Linus var endda blevet sur i mellemtiden og jeg var bare tvær over alle de fisk
vi mente vi skulle have fanget nu. Det så fantastisk ud. Helt igennem utroligt
lækkert og der skete først noget på det sidste rev hvor jeg havde et par små
følgere og en hornfisk. Gad vide hvorfor fiskene ikke huggede? Muligvis var de
skræmt af den båd der et par minutter inden vores ankomst kom væltende ind på
revet og lå og kastede febrilsk mod land. Den samme båd der, i det øjeblik Linus
og jeg gik ind, kom igen og gentog samme seance. Revet fik ikke lov at hvile og
derfor tog vi den sidste plads for dagen.
Og så fik jeg tæsk... Først havde en ven til Linus taget en blank på 3,5 kg.
Dernæst var Marcus gået på revet og havde også fisk. Selv gik jeg ned og fangede
masser af det der klistrede tang på den anden side af revet og imens fik Linus
også fisk. Så fik Linus flere fisk og da jeg endelig kom tilbage til brødrene
Andersson, krogede jeg en fisk istedet for at fange den.
Senere fik jeg en lille blank, men Linus stod på den helt rette sten idag,
for mens Marcus og jeg kastede både længere og spændte mere bredt, så stod Linus
nærmest og hev dem op. Først en blank på 2 så et par små blanke og nogle sorte
og så sluttede Linus af med en kanon blankfisk på 4,2 kg. Helt igennem Linus
aften og et velfortjent skulderklap herfra.
Sikke en sæson. Omkring mig tager folk 3 og 4 kg´s fisk, men selv må jeg
nøjes med sorte og små blanke. Ikke nok med det... hornfisken er kommet. Nu står
den på rent aftenfiske, som til gengæld kan blive sjovere end vanligt den næste
måned, da vandet stadig er meget koldt. Tør jeg virkelig tro på det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar