2012.03.03 Hvad havde du gjort?

Siden sidst havde solen været en del fremme, vindene været varme og det føltes som mere forår, men på Sydkysten var der intet sket (jeg havde knapt hørt noget) så da en pålidelig kilde fortalte om mængder af fisk på en "knapt så kendt plads" i Danmark, var jeg ikke sen om at bestemme en omgående tur. Ralf blev kontaktet og torsdag aften, en time efter rygtestart, var turen på plads og fredag skulle bare lige overståes, så var det Ralf og jeg der skulle stå med fleks på klingen og prøve om vi også kunne ramme 30 havørreder - Blanke! Hver! Og med et par over 4 kg. endda.
Rygtet var ikke spredt helt vildt, for hvad vi blev mødt af, var kun 2 andre og de kunne bekræfte fangsterne, fortælle om lidt flere og endda 2 over 5 kg. Dertil, omend i en knap så glad tone, kunne de fortælle at det hele døde igår, om fredagen. Ikke en fisk var kommet op, men da Ralf og jeg kørte til vandet inden vi mødte andre mennesker og hørte deres dårlige nyheder, var det helt sikkert ikke en tanke der på nogen måde strejfede os. Slet ikke, overhovedet, nogen sinde, i hele verden... overhovedet.

Det så bare godt ud! Det lugtede af fisk, præcis som de andre gange, jeg har sagt det. Vi skulle nok få fisk i det her vand. Kysten var grønlig med strejf af blåt og længst inde, grumset, som gjorde sigten knap så god - netop hvad der skal til. Med den tiltagende vind, i fuld sol og en vandtemperatur der lå over hvad man kunne håbe på, hvad ville du så selv tro på? De andre stod hvor Ralf helst ville have stået, men strækningen er lang og en "strejfer strækning" uden reelle standpladser, så vi begyndte fiskeriet midt i det hele og traskede sydpå mod de andre, for at fiske på deres anden side, så småt. Vel fremme blev vi mødt af ovenstående bekræftelse af rygter og de knap så gode nyheder, men fortsatte sydover i det uhyggeligt flotte vand. Da jeg kom frem til en lille spids, hvor tangbæltet spredtes lidt mere var et hug garanteret, så hvorfor jeg skulle stå med stangen under armen og stramme til i ferulen i andet kast NETOP som det huggede, ved jeg ikke. Et modhug blev det aldrig til, men at det var fisk var der ingen tvivl om. Typisk, ikke? Men pga. alle de andre omstændigheder, var det kun een fisk blandt mange i dagens løb, mente jeg. Da vi gik videre sydover blev vandet alt for grumset, så vel tilbage måtte jeg lige prøve spidsen igen. Det sagde ikke bang, men en fisk knaldede på blinket, var væk og kom igen lige bag det, hvorefter den skræmt forsvandt fra skuepladsen. Det var faktisk alt hvad der skete den dag.

Men det vidste vi ikke endnu.

Så vi fiskede tilbage mod bilen for at grille en pølse og se om ikke de 4 graders varme i vandet, forvandledes til lidt mere og havørrederne blev mere snakkesalige. Pølserne var som sædvanlig fortrinlige, tranerne (og DÉT var en lækker oplevelse at se og høre) skræppede og så kom en lokal forbi og fortalte om en meter havørred han havde mistet igår. Derudover bekræftede han også rygterne om de vilde fangster, men sagde at den tiltagende østenvind var noget skravl og at vi ikke ville få fisk idag. Den troede vi ikke på og så spiste vi færdigt, mens 2 andre kom forbi og fortalte om deres fangster. Det var da utroligt som alle havde fået fisk i løbet af de sidste par dage, men rygterne var da bekræftede en del gange nu og så var det på den igen, hvorefter Ralf og jeg løb ind i et fiskemæssigt mareridt. Vandtemperaturen steg til de behagelige 5 grader, solen fik det til at se endnu bedre ud og alt virkede som det skulle, måske lige pånær mit bagstop på hjulet, men der skete ikke og en skid. INTET. Vi var hvileløse og vandrede frem og tilbage, kastede her og der og på må og få. Lange kast, korte kast. Langs kysten, ud over sandet. Langt ud over sandet, men det forblev dødt. Uhyggeligt dødt.

Hvad havde du gjort? Din hjemmelige kyst fisker ikke, vejret er heller ikke til den. Rygterne svirrer på andre kyster. Var du ikke kørt? Tranerne og viberne reddede vores dag. Foråret er nært, trods en temperaturmæssig nedgang de næste par dage.