2022.03.08 Foråret og fiskeriet fortsætter - nu med kamera!

Selv den uopmærksomme læser har nok bemærket at jeg ikke har lagt billeder ud på det seneste. Jeg har mistet mit kabel til kameraet, så det har ikke kunne lade op. Eller noget. Men så fandt jeg det og vupti... strøm på kameraet igen og det var heldigt! Jeg tog en stille og rolig morgen præcis som jeg plejer. Det er lidt underligt med mig, men når det er vinter, så gider jeg ikke fordi det er for koldt og nu hvor det er kanon vejr, så er jeg slidt. Jacob må elske mig for mine undskyldninger, for ikke at tage tidligt ud. Jeg elsker også dig ;-)

Med en gyrosrulle nede fra Huses pizza i hånden og med ekstra stærk sovs, sad jeg ved kysten og nød udsigten og maden. Det så virkelig godt ud igen i dag. Givetvis stadig fralandsvind, men jeg gad ikke køre langt og desuden har der været fisk de sidste par dage. Og igen i dag... det startede ellers trægt, med en masse følgere i mini størrelser. De huggede en del, men ikke hårdt. Til sidst sad der en for enden af linen som let kunne kranes ind. Jeg søgte mig nedover revet og havde flere følgere og så døde det igen.

Det er underligt. Der er så mange fisk og med ét er de væk. Nogle gange så hugger de, andre gange ikke. Jeg kan ikke lade være at tænke over hvad de laver/søger, men at jeg ikke har korrekt agn, er der ingen tvivl om, når de ikke hugger. Og så alligevel. Så tog jeg en, siden en til og så kom også nummer 3 op til afkrogning, men jeg var ikke så tilfreds med størrelsen fordi det var sådan nogle undermålere. Så huggede det igennem helt ude i kastet og en sortfisk med en stor skade i siden kom ind og blev siden fulgt af endnu en sort. Alt sammen henover en halv time. 

Jeg satte mig op, da fiskeriet døde ud og tænkte at vejret og årstiden var det jeg havde ventet på i flere måneder. Jeg burde både fiske løs og sidde og nyde mere. Det blev til endnu mere nydelse. Jeg har ikke behov for at fange 200 havørreder, for jeg vil også nyde vejret og tage den med ro og det gjorde jeg.

Så da jeg atter trådte i vandet og fiskeriet forblev dødt, kørte jeg til en anden plads for at tjekke den ud. Den plejer at være stensikker i slutningen af marts, når det er tobis tid. Normalt er det bare en gold stenbund, men fiskene kommer forbi og på de rigtige dage med sol og den slags, så kan man være heldig. Også på det kystnære. Men de kystnære kast forblev uden liv bag wobleren. Alligevel skulle jeg ned til den lille spids. På begge sider af det næsten usynlige minirev er der måske 20 cm dybere. Der ligger lidt sten og står lidt blæretang og så er det nær land. Når solen er fremme en dag som i dag, indbilder jeg mig at fiskene godt kan lide at stå her og det har jeg også bevist et par gange.

Det der skete var ikke uventet, men alligevel... første kast, kun 3 meter fra stranden, kommer en mægtig bølge bag wobleren som tages helt inde ved stangtoppen, så brutalt at jeg slet ikke når at registrere andet end "fast fisk". De følgende sekunder er et stort Lalandia. Der er vand overalt og en fisk der slet ikke kan styre sig. Den hopper som en gal og vælter rundt omkring mig, på måske 40 cm vand. Den tager ikke line eller noget og i tankerne mister jeg igen og igen fisken. Men den forbliver kroget og finder pludselig en vej ud på mere sikker dybde i sådan en fart at bremsen skriger, mens fisken laver den fedeste plov i vandet. Jeg havde hovedet koldt nok til at tage kameraet frem og tjek lige linen i overfladen, så forstår du hvilken fart den havde på.

Fisken tager måske 40 meter line i en omgang og siden bliver fighten en mere normal af slagsen.
Tovtrækkeri og ikke for tæt på til klør 5 der gerne vil lukke sig om halen. Det ender med at jeg slutteligt kan kane en mega flot 3,5 kilos blankfisk op på det tørre. 

De der forårsdage der!