Der skal være tid til snak og samtidigt havde de 20 minutter ikke vist en ændring i fiskeriet, som lokkede mig i vandet og på den måde fik vi udvekslet en masse ny info, som jo også kan være rart engang i mellem. Da vi var færdige med det, tog jeg nye 20 minutter og så en lille filur hoppe fri af vandet. Så havde jeg en følger som nok var filuren og siden kørte jeg hjem.
Og så blev det vinter igen!
Vinden slog om i nord, nordøst og siden øst. På kontoret sad jeg og kiggede på et let snefald, der siden slog om i et mere intenst af slagsen. Det lokkede slet ikke med fiskeri og så alligevel. Alene fordi det er sommertid, havet er varmt i forhold til det nye vejr og fordi jeg syntes det kunne være sjovt, så tog jeg en tur efter arbejde. Men for helvede det var koldt. Vinden var gledet ned i sydøst og stod skråt ind på revet, da jeg vadede ud. De sidste dages lavvande og mere stille vejr, stod i skærende kontrast til hvad jeg nu befandt mig i. Det var også savnet et eller andet sted, men erkendt... jeg havde allerede kolde fingre da jeg gik i vandet.
Min tur ud over det mindre rev, blev stoppet flere gange af bølgerne der slog ind. Handskerne var fugtige allerede inden første kast, men jeg havde også skræmt en fisk inde på det lave. Så der var fisk på plads, trods vejret! Desværre var der også tang på plads, som tarveligt nok var hvirvlet op ude foran hvor jeg kastede og ikke hvor jeg stod. Dermed måtte jeg trække mig efter 3 kast og se om det yderste rev måske vaskede rent ude foran - men hvor jeg også var i langt større risiko for at blive mere våd hurtigt.Og således blev det. Der var ingen tang, men her var der heller ingen nåde. Overhovedet. Jeg lykkedes alligevel med hvad jeg kom for og kunne fighte en undermåler ind til afkrogning. Det var nok den eneste havørred der oplevede at surfe denne kolde dag på sydkysten. Følgende måtte jeg snige mig lidt i læ. Vinden bed i fingrene og bølgerne besværliggjorde koncentrerede kast og til sidst krøb jeg våd og kold om på læsiden af en stensætning for at dér overliste et par fisk til, men uden held.
Jeg endte på en ny plads hvor første kast meget hurtigt blev det sidste, fordi tangen var overalt og så var det ellers tilbage til bilen og slå sne af støvlerne og komme hjem i varmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar