Men da bilvask og en længere kørende tørre-runde afsluttedes med en tur langs kysten, fortrød jeg nogle af mine dispositioner. Alene udsigten og farven på vandet, trak så meget i mig at jeg bare måtte hjem og hente udstyret. Jeg ville kunne nå en time og det føltes som en godt investeret time, da jeg øjeblikke efter sad i bilen igen, nu med udstyret på og et helt andet blik i øjnene.
Og trampende ud over revet, hvor jeg var helt alene, så var det en fantastisk fornemmelse at smide det først kast ud til stenene, hvor der tit går fisk. Men kastet og de mange kommende kast var forgæves og langsomt kom jeg både helt ud på revet og fik fisket ned over revet til det store hul hvor der tit står en masse nedgængere og gemmer sig. Men det forblev dødt og forklarede måske at jeg var alene i solnedgangen? Alle andre havde været ude og oplevet det samme som jeg og var for længst taget hjem til Janssons fristelser og Bingolotto.
Enig med mig selv om at jeg umuligt kunne have kørt forgæves, ikke mindst med tanke på de vanvittige benzinpriser der havde kostet mig måske 100 kroner at køre på kort aftentur, så tog jeg revet en gang til for at få noget for pengene og i anden rundes første kast ud til stenene kom der en skygge bag gennemløberen helt inde hvor jeg stod. Jeg lod sillingen snurre i bølgerne hvorefter fisken huggede prompte og en typisk nedgænger "fight" tog sin begyndelse og afslutning tæt på mig, med en masse plasken og ingen udløb. I kastene efter havde jeg et herligt hug og siden mistede jeg en fisk og som en afslutning på denne flotte forårsdag, huggede endnu en nedgænger på mit bedrag. Modsat den første, var denne helt vild med spring og udløb og den var derfor noget nemmere at afkroge da den udmattet og træt, kom ind til peangen.
De østlige vinde, højtrykket og forårsvejret fortsætter de næste mange dage. Jeg skal selvfølgelig ud og prøve igen. Faktisk allerede nu, hvor der alligevel ikke er mere kaffe på kanden...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar