torsdag den 30. december 2010

2010.12.30 Godt nytår

Et rigtigt koldt år, skal jeg love for. Frostvejr på kysten frem til april og selv derefter var fiskeriet længe om at vågne op, for siden at eksplodere på meget kort tid og så kom sommeren med varmen og det hele. Og nu er det sørme frost igen og det har det været i over en måned, hvilket giver os over 4 måneder med frost. Et koldt år... også på fiskekontoen, hvilket kan skyldes ovenstående bistre faktorer eller måske bare at fiskeriet ikke er som "det plejer" eller helt og holdent, at det bare er uheld at ikke fange de fisk der må være derude.

Jeg fangede årets første, en sort i øvrigt, i midten af marts. Inden den, var kystturene optalt til 4 siden januar, hvoraf samtlige havde is på programmet. Jeg husker godt årets første, som tordnede på blinket og kæmpede af hulen til i 37 sekunder, hvorefter den iglebefængte og tislugtende fisk, kom op til afkrogning. En vinter der virkelig gjorde indtog i forårsfiskeriet, men som også gjorde sit til at jeg mod slutningen af juni kunne stå og natfiske i 13 gr. "varmt" vand og endda havde heldet til at lande mig en smuk blankfisk på den rigtige side af 4 kg.

Året blev aldrig som det blev planlagt, i fangst ønskerne. Hvert år, sine drømme om den store... Men næste år!
  • 35 ture
  • 37 havørreder, hvoraf de 22 var blanke
  • 4 mistede havørreder
  • 2 mistede blink
  • 8 stykker rav, fundet på fisketure
  • 127 stykker rav, fundet på ravture
Premierefiskeri? Tja... lad os lige se med temperaturen. Det der stive vand, er ikke min kop the udi kystfiskeriet, medmindre temperaturen svinger sig op. Men så er der noget med at vandet ikke er stift, når temperaturen er på den røde side.

Godt nyt fiske år

mandag den 22. november 2010

2010.11.22 Bornholm, dag 4

Til modsætning fra de andre dage, var vi i dag oppe på et normaltidligt tidspunkt. Vi kunne sagtens have været oppe endnu tidligere, men disse fiskedage skal ikke minde for meget om dagligdagen. Der skal være plads til at sove igennem og plads til at drikke vin om aftenen, så man kan sove igennem til dagen efter. Det er livskvalitet og ikke, som Johan ville beskrive det, et tysk fiskehold i konkurrence med sig selv om at få flest fisk. Jacob Schmidt var gået til grunde i disse forhold, men han havde til gengæld nok fanget en del flere fisk, for at straffe os andre.

Efter rydning og rengøring af huset stod vi på kysten til "normal" tid og kunne tage de sidste timer - i regn i øvrigt - inden færgen sejlede os hjem til dagligdagen. Nyd det, mens du kan!

Fisken huggede allerede i andet kast. En meget smal blankfisk eller muligvis en blank nedgænger, kæmpede en brav kamp, inden krogløseren udførte sit simple arbejde til 100%. Kastet efter afslørede en følger og efter endnu nogle kast, var jeg ikke i tvivl om at følgeren var modellen større, men det udløsende hug udeblev. Selv blev jeg vidne til hvordan Ralf efter en lang pause, gik ud og i første kast krogede en stor fisk, der omgående tog line af hjulet. Den tog faktisk meget line og sprang dernæst meterhøjt i luften langt ude. Det gik utroligt stærkt og jeg løb tilbage til min taske for at hente kameraet. Overværelsen af en umådelig herlig fight tog dernæst sin begyndelse - desværre afsluttedes den med at konstatere at fisken dels var farvet og desuden også fejlkroget. Men Ralf fik afprøvet sit hjul og sin stang ypperligt, for en fisk på over 4 kg. løber ikke stille afsted, når krogen sidder i halen. Utroligt, i øvrigt, at Ralf lykkedes med sin krogning på næsten samme måde som jeg gjorde i fjor, hvor enkeltkrogen ligeledes sad øverst - og på langs - i halefinnen.

Johan var forsvundet rundt om hjørnet, men kom fornøjet tilbage med en ny rekord for blankfisk i Danmark. Jo, vi kunne på alle måder være tilfredse med vores tur. Det er ikke størrelsen eller antallet alene, der gælder. Det er hyggen, samværet og alt det udenom.

søndag den 21. november 2010

2010.11.21 Bornholm, dag 3

Der findes almindelige dage, arbejdsdage, fiskedage og så er der alle de andre dage. Eventuelt findes også dage hvor du fisker, men som ikke indgår som en fiskedag og det var vel nok mest som sådan dagen i dag kunne betegnes. Ingen af os vidste hvad vi ville og ubeslutsomheden fik os på en delvis klippekyst uden nogen udfoldelsesmuligheder, andet end at bytte plads med revpartneren. Til venstre var det rent klippefiskeri og semi uhyggelig vadning - til højre et fredningsbælte. Med andre ord en fastlåst situation, jeg ikke kunne komme ud af og da pladsen samtidigt var ret så kedelig efter en første affiskning, forsvandt min lyst omgående. Stående i vand til låret, var det derfor med kolde hænder og fødder, fordi den manglende inspiration stoppede al blodtilførsel og vilje.

Øv bøv, for en kedelig
dag som desuden og følgeligt endte med nul fisk til mig, mens de 3 andre næsten skovlede fisk op da solen gik ned. Ajes oplevede endvidere en enorm følger der tog hans blink i kæften helt inde ved land og trods den var farvet, havde det været en drømmefisk at få lov at bakse lidt med, hvis bare krogen var tættere på munden. I øvrigt blev vi også i dag, slået hjem af regnvejr - som er en daglig ingrediens på solskinsøen Bornholm åbenbart.

lørdag den 20. november 2010

2010.11.20 Bornholm, dag 2

Drømmedagen eller hvad? Ralf glemte sin taske derhjemme og i tasken ligger Ralfs liv. Kaffe og pibe... så der var intet andet for, end at vende kajakken og drøne tilbage til huset efter den. Heldigvis stod Johan Kohnke og jeg med det bedste blik på og kunne derfor sættes af på dagens udvalgte fiskeplads, klar til at prygle de første havørreder der viste sig. UHA det så godt ud. Det var den slags vejr, hvor havørreden hugger i hvert kast og man ikke holder pause. Det var sådan en dag, man glemte gårsdagens uhyggelige vejr og udsigterne til mere ringe vejr og bare ville i vandet og så stod vi der. Jeg ca 1/4 ude på revet og kunne knap se mine støvler, Johan inde i læsiden af revet, hvor der helt sikkert stod fisk.

Da Ajes og Ralf kom retur, stod Johan og jeg oppe på parkeringen og så kørte vi til en anden plads. Vandet var simpelthen for brutalt og revet lod sig ikke affiske, medmindre man enten kendte pladsen og en vej derud og derudover var der reelt set kun plads til 2 mand. Bugten nord for revet indfriede nemlig langt fra forventningerne om hvad vi var fortalt, så bilen kørte sydpå trods en mulig udsigt til meget grumset vand, pga. vinden fra i går og så kom den totale uerfarenhed igen og gav os en overhaling. Østsiden var fiskbar - særdeles fiskbar!

Hold da fest, for et fiskevand der mødte os. Var det ikke fordi jeg nu vidste bedre, kunne jeg godt have satset en del penge på garanti fangst. Jeg havde tabt, men ikke hele indsatsen. Dagen vandt jeg i suveræn stil, hvis vi skal tælle efterfølgere, for fisk var der - men bide ville de ikke. Ajes fik en enkelt mindre og ellers kom der ingen fisk op. Jeg "mistede" en havørred på 10 cm. ved landingen, men havde til gengæld hen ved 10 følgere og det kan vel næsten kun skyldes vandtemperaturen at de ikke ville andet. Selv en sæl var så vild med vandet, at den først ikke ænsede Ajes og jeg. Ihvertfald dukkede den op, ganske tæt på os 2 gange, før den fortrak i et ordentligt plask. Drivende våde, pga. lækre store dønninger og skæv sø, måtte vi indse fakta og tage tomhændede hjem endnu engang.

fredag den 19. november 2010

2010.11.19 Bornholm, dag 1

Gad vide om vejret et eller andet sted er planlagt lang tid i forvejen? Altså planlagt i det format, jeg nu planlægger mine fisketure? Jeg er ihvertfald skråsikker på at jeg næste år kan forudsige blæsevejr fra rigtigt kedelige retninger, når jeg har datoen for afgang til den, forhåbentligt, kommende bornholmertur. Fra den dag vil det blæse og det er med garanti! Og nej, jeg prøver ikke at være pessimistisk, men det er indtil videre lykkedes vejret de sidste mange år, at ramme lige på med usselt vejr, når jeg skal på min årlige novembertur. Öland, Bornholm eller hvor det nu har været.

Og således tog vinden yderligere til fra ØNØ og gjorde sejladsen til Bornholm til en vuggende affære. Vel ankommet til det opvarmede sommerhus, kunne vi ikke høre havet. Sidste år havde der været en brusen uden videre - men i år var der stille og til gengæld farvet i vandet. Sådan minimælk agtigt - med chokopops.

Nordsiden og østsiden blev ikke undersøgt, for i den vind var det helt sikkert ikke sjovt at fiske. Vestsiden skulle testes, men det gik pænt stærkt med at konstatere at vandet havde antaget en forkert farve, grundet strømmen og vinden. Vi endte mere eller mindre, lige foran vores sommerhus i det mælkefarvede vand. Men der var fisk hjemme! Jeg startede med letfarvet og utrolig tyk skønhed, der huggede i det andet kast jeg foretog. Uha det er en dejlig følelse, når de sådan går til den så hurtigt, men sikke en kedelig fight - eller rettere, indhaling det blev. Ralf fulgte efter med en tyk og farvet fisk og så viste Ajes vejen med 2 blanke fisk. De kunne altså godt i mælken, de kære havørreder.

Dagen endte med at vi alle var blevet fuldstændigt regnet igennem af vejret og vinden, men kunne tage hjem med et rimeligt resultat, i vejrets altoverskyggende magt.
Hvis nogen kan komme med en forklaring på hvorfor jeg finder en ødelagt spand 2 meter oppe på stranden, fyldt med tanglopper og kun det, så hører jeg rigtigt gerne fra dig!

mandag den 15. november 2010

2010.11.15 Rav Anders

Straffen for ikke at tage sit kamera med på kysten, er et køkkenbordsbillede af dagens fangst. Muligvis forsøger man at gøre det lidt mere lækkert, ved at fotografere fisken på græsplænen, men det er aldrig det samme som ude på pladsen - omend man forsøger at skjule netop fangstpladsen, så godt det går. Således også med rav. Ikke at jeg vil skjule pladsen, men jeg gad ikke slæbe kamera med og egentlig var det godt det samme, for jeg gik utroligt langt i dag og slæbende på det, ville jeg nok have haft en del mere ondt i ryggen nu, end tilfældet er.

Og så alligevel... billeder af rav på papir eller på terrassen, mellem de blade jeg forlængst skulle have fejet sammen og så et forsøg på at gøre det lidt lækkert med en norsk fjeldsten. Nej, det er ikke det samme, men sådan bliver fisken solgt i dag!

Jeg var først. Den eneste ene og dermed først! Så uendelig vigtigt at stå som den første på opskyllet og vide at den første gennemgang er uden roden rundt og kan foregå i mageligt tempo og hopsan... der lå dagens første stykke. I går havde jeg ungerne med og hvor hyggeligt det end var i pivende vind og vandret regn (og med slikposen fuld af vand og sand!) så er en tur alene på stranden noget andet, når øjet står skruet ind på rav. Og så lå der et til lige foran mig. Gårdagen havde budt på 9 stykker med det største på 4 gram. I dag bød samme plads mig på 16 stykker og en samlet vægt på 18 gram, efter 2 timer på stranden. Det største fik vægten "i bund" med sine 5 gram. Der er noget om det, for vinden kan ikke være forkert hele tiden. Der er åbenbart ikke så meget rav, for hvor bliver det ellers af og hvilke vinde skal der så til og hvor kraftige?

Jeg var i bilen på vej hjem, da jeg besluttede for at opsøge en plads jeg kun har været på en gang. I øvrigt via vandvejen, fra den plads jeg netop forlod. Et tip på hvordan man kom derned, fik mig ud på hemmelige skovveje og selvom jeg ikke ramte rigtigt, kom jeg til vandet - når jeg krydsede golfbanen... undrer om det var lovligt, men det må jeg finde ud af hvis de stopper mig en dag. Eller hvis en golfbold gør det...

Jeg var ved at vende om, inden jeg fandt ravpindelaget som lå på stranden. Jeg havde fundet et par stykker, men ellers ikke noget at tale om. Ravpindelaget lå urørt midt på et lige stykke strand og indeholdt en del træ, men allerede da jeg sparkede til det første gang, kom et smukt gult stykke rav på 14 gram til syne. Ved at sparke og rive i pindelaget fik jeg lynhurtigt gravet en 30 stykker rav frem og alt sammen på et lille område, der målte 5 x 2 meter.

Min videre færd langs stranden førte mest tilfældige stykker med sig og da jeg kom til stedet, hvor man kan krydse stranden i ekstrem lavvande, vendte jeg om og gik tilbage. Tilbage ved ravpindelaget, undersøgte jeg vandet øst for på vej mod bilen og inden for 10 minutter havde jeg fundet 10 stykker til og denne gang et yderst smukt stykke mørkerødt rav på 20 gram.
Herlig tur med et dejligt resultat, for en gangs skyld. 96 gram rav, fordelt på 62 stykker. Kom med noget vind!

onsdag den 3. november 2010

2010.11.03 Nu kom der rav i den

Da jeg kom til parkeringspladsen, alt for sent i øvrigt, var der ikke et øje... ikke så meget som en bil i sigte. Jeg har for længe siden opgivet de spartanske håb om at jeg dermed er alene, fordi jeg efter konstateringen; "ingen biler" har opdaget at folk har brudt diverse love og regler for at komme lidt tættere på stranden, fiskepladsen, rav området eller hvad det nu skulle være, men det passede altså i dag. Ikke et øje i sigte og med vinden hylende ret så lækkert, kom jeg hurtigt i det høje gear.

Og så lå der lige sådan et flot stykke på 5 gram midt på stranden. Tegnede godt. Videre ud, videre mod vinden, mod regnen der piskede i mit varme ansigt så det føltes som at det flossede. Mere tang, mere råddenskab, hvidt vand, rødt vand, klart vand, brunt vand, tang i vand... ingen rav i vand - eller på strand. Jeg ledte længe og gik endnu længere. Kom i det lave vand, ud på pladser jeg ikke har betrådt og fandt på havbunden flere vragdele fra de over 400 vrag der omringer området jeg gik i. Overvejede at slæbe en 4-5 meter lang del hjem, men alene tanken burde have afholdt mig fra at forsøge løfte det fuldstændigt sindssygt tunge stykke træ. Flot havde det ellers været på terrassen. Så lå der en kæbe fra en sæl (tror jeg) og ikke så langt derfra, en spids sten der blev "genudsat" fordi den ikke mindede nok om et stenalder redskab. Jeg fandt også en sikkerhedshjelm, en gammel sko og noget gult skum, der mindede lidt om det jeg ikke fandt mere af.

Sikkert har de over 20 sæler, grint af mig, da jeg slukøret forlod kysten og gik mod bilen igen. På vejen tilbage brugte jeg lang tid på at lede alt grundigt igennem, men vejret vil det ikke for tiden. I hvert fald ikke ad rav veje.

Da jeg kom til den anden plads, var jeg mest stoppet fordi jeg kender den og fordi jeg ikke havde så mange andre alternativer, for dem der ikke vil hjem endnu. Døren stod længe åben og jeg sad bare inde i bilen og kiggede. Skulle jeg vove mig over terrænet og tro på det hér? Jeg tog chancen og gik i dagens anledning en anden vej til vandet fordi jeg alligevel ikke ville gå så langt. Det allerførste jeg gjorde var at finde et stykke rav. Ved siden af det, lå endnu et... og så gik der hurtigt 10 minutter med at tømme mit lille private ravpindelag, som vinden havde drevet ind til kysten. Jeg var sikker på at der lå mere, men efter endnu en lang tur langs kysten - nu var ved at være træt - måtte jeg indse at jeg havde taget fejl og vel tilbage ved åstedet, fandt jeg så et par stykker til.

Nuvel, jeg er jo ikke prof udi dette, så jeg kan sagtens være glad for 19 flotte stykker rav op til 6 gram. Men jeg erkender blankt at jeg savner at være ham der finder de der store klumper, som alle taler om de finder. Og nej, det er ikke lige for nyligt de har fundet dem, men de kommer op. Det vidner bl.a forrige års rav eventyr jo om.

Yderst glædeligt, så jokkede jeg på en særdeles levende ål i dag. Undrede først hvad det var, som var så blødt under tangen og da min fod siden fik et slag af noget, så jeg en temmelig stor ål svømme ud af tangen. Det var glædeligt at opleve - omend ålen helt sikkert ikke mente det samme, med min støvle ovenpå sig.

mandag den 1. november 2010

2010.11.01 Rav i den - igen

Læs sidste års indlæg fra samme tid. Læs det hele og se bort fra at jeg tog min datter med sidste år...
Og så var jeg der rigtigt tidligt i dag og fandt hele 2 stykker rav. Til gengæld var de små.

Vil du læse mere om dagen, så hæng på. Men det er ikke det værd, dig der venter på historien om de store guldklodser.

Da solen stod op, var der ingen i området der så det. Men en lysning bekendtgjorde at opgangen havde fundet sted og dermed var der mulighed for at se det vi var kommet efter. Vi er mig, alene, og så lige alle de andre der havde fået samme gode idé, sådan en vindstille, diset og ellers ganske så dejlig mandag morgen. Jeg ved ikke om jeg havde forventet flere ude, men syntes det var nok, dem der var ude i forvejen. De klagede allesammen over vejret, men det var ikke dagens vejr - i stedet årets vejr, som ikke havde bidraget nok med rav som de kunne finde. Jeg gik videre og tænkte at jeg nok skulle rive mig et par ordentlige klodser op og endelig var jeg fremme ved det udsete mål, efter at have forceret hen ved 60 meter tang, nogle steder op til lårene.

Det var næsten umulige forhold at lede i. Tang i metertykke lag lå langt ud fra kysten og den slags er umuligt at søge igennem. I stedet var jeg henvist til "land" som herude bestod af rådden tang i tykke lag og gående på det, var jeg sikret en liflig duft af rådden tang og meget gammel, selvdød sæl. Dertil var laget jeg gik på ikke særligt sikkert og under mig kunne der både være 20, men også 100 cm dybt.
Ellers tak, for du kan ikke lede i det og står heller ikke stille. Så turen gik hurtigt i snak med andre om bedre rav vejr og siden fandt jeg 2 mindre stumper.

Ak ja...

fredag den 22. oktober 2010

2010.10.22 Del II

Velkommen til den solrige side af denne blæsende dag. Jeg var tidligt oppe og kørte til Ljungen for at lede efter rav. Det gjorde jeg faktisk rigtigt længe, for der var stoppet med tang og det var utroligt lavvande, så jeg kunne komme ud steder jeg ikke havde været før. Steder hvor gammel tang, muslinger og ravpindelag lå tykt og bare ventede på at se dagens lys, for første gang i mange år. Ud fra lugten at dømme, var der ingen tvivl om "alderen" i det pindelag jeg søgte igennem, men uanset hvor stort og lækkert området end så ud, så kunne jeg ikke være første mand på det. Der var intet rav at finde.

En større indsø, deler stranden og normalt set kan man ikke komme over på den anden side, da bunden er mere end almindeligt løs og normal vanddybde ikke indbyder til "I dare you" lege. Bunden der i øvrigt er dækket af muslinger, gammel tang og så lige... ravpindelag. I dag skulle jeg bare gå ud til anden revle og så gå langs stranden og vupti, så var jeg på den anden side. NU, tænkte jeg... Nu river jeg lige et stykke guld på 600 gr. Hverken hvor jeg tidligere havde trådt mig frem og her, var der så meget som et eneste fodspor i nærheden. Det var den sikre sejr, som det plejer at være. Indsøens utroligt tiltalende bund, var skrabet let af pga strømmen i den kraftige vind. Afskrabet lå på vindsiden jeg netop var gået over til og nu skulle jeg først gå den igennem for at samle de største klumper. Dernæst kunne jeg tage de mindre klumper og var jeg endnu ikke træt, så kunne jeg overveje at samle de små turiststykker op. Men nej... intet rav. Intet som helst og hvor meget jeg end ledte, så var alt jeg fandt en 7-8 golfbolde, en gammel ballon og så en appelsin der var alt for frisk til at snyde mig. Øv bøv...

Så var det alligevel som det plejer, uden at pessimismen skal være for udtalt. Det ser skidegodt ud og skuffelsen er lidt større, når man intet finder.

Fiskeravbog? Nej, der går noget tid før jeg kan lave en side for det. Men en ny side er på vej, omend jeg ikke vil give nogen former for indikationer på tiden for dens fødsel. Vent og se og så må fiskedagbog helt enkelt være mit talerør for andet end fisk i mellemtiden. I mellemtiden, hvor jeg altså ikke fisker, forstås.

2010.10.22 Del I

Datoen passer ikke. Eller... nu fik jeg set på uret og klokken er over midnat og en ny dag truer om et par timer og en 20 mm regn eller hvor meget der nu er i vente. I hvert fald trommer det mere end lystigt på ruderne og det trommer i særdeleshed i mine ører, fordi jeg sidder og lytter på heavy. Eluveitie - Inis Mona... interessant musik med nordiske indslag.

Det er ikke første gang jeg overvejer titlen på min hjemmeside, men det er nemmere og langt billigere at skifte bukser end at købe et nyt domæne. Derfor må jeg nok hellere tilføje en underside eller, indtil det nye site kommer op at køre, lade dig leve med indlæg, der i den kommende tid ikke kun indeholder fiskeri - i hvert fald ikke så meget som tidligere. Årstiden er i øvrigt ikke til fiskeri på mine kyster, men det har jeg fortalt om.

Opsummering på "Klubben der fanden i helvede med død skulle straffe din lokale garnfisker" er langsomt gået i glemmebogen og væk. Mine trusler om at NU skulle du bare se og ikke mindst den lokale fisker, var åbenbart tomme og ja, jeg er ligeså overrasket over at jeg ikke fik fuldført mine skumle planer om et pinligt og tomt exit til en garnfisker. Nu er det mig der er pinlig... og fredningen starter stadig d. 15 september. Suk...

Gad vide om jeg har en forgænger eller 2 som har oplevet det samme? Jeg erindrer at have hørt dette før, omend ordvalget har været anderledes. Nuvel, min afløser findes vel og jeg håber du læser dette og tænker "Jeg vil ændre denne lovgivning... jeg vil ændre dette land... JEG VIL ÆNDRE VERDEN" og at du så gør det. Men lad være med at kopiere hvad jeg har skrevet, hvis du ender der.

Opsummering på fiskeriet. Bortset fra en ret så heftig vind, så ville kysten kunne smide et par fisk af sig. Jeg må hellere gribe fat i fluestangen og stikke til Blekinge en tur og prøve en gedde - og jeg mener, gedde! Havørrederne må vente på mig i Danmark og ellers herovre på at fredningen ophører. Lige nu virker det ikke som om den fredning nogensinde ophører. Og lige nu har jeg masser af tid.
Hvorfor sad jeg nu her og skrev om ingenting? Nå jo, jeg havde bare brug for at komme af med nogle ord, uanset hvad det så end indebærer.

Er det mig der kun har halvt så meget tid som alle andre eller er jeg dobbelt så længe om tingene? Og nej, jeg prøver ikke at være sjov, men tiden bare blæser væk som træernes blade i efterårskulingen. Visner, falder af og forsvinder - for altid. Hvor dybt...
Med tanke på hvad klokken er, må jeg hellere gå i seng.
Fiskedagbog: Nu med snik-snak og snart om noget med rav. Måske også vin, mad og andet godt fremover... øl og hornmusik? Men f**** skal du lede efter andre steder. Godnat.

søndag den 12. september 2010

2010.09.12 Sensommer

Meget mærkeligt... en eller anden må virkelig savne sine løg. Herre mange løg. Afstanden mellem plads 1 og 2 er næsten 40 km og jo, hvis det estiske løgskib "Pikad Sibul" var gået ned med hele årets høst, så var der en forklaring på mængden løg. Men jeg har ikke hørt om en tabt løgfragt og ikke desto mindre er det nærmest hvad Ralf og jeg vader rundt i. Nogen må da savne dem. Først troede jeg at jeg havde fundet årets største stykke rav. Jeg blev ligeså skuffet som når jeg finder peberfrugter eller appelsiner i vandet, på jagt efter rav. I øvrigt er en, i havet, langtidslagret peberfrugt noget af det mest klamme jeg har grebet hårdt om i troen at nu var megaklumpen der...

Men nok om peberfrugter, løg og rav. Jeg var på fisketur med Ralf og ikke på jagt efter løg. Vores traditionelle efterårstur som også i år, stod for at skulle afvikles i alt for godt vejr og alt for varmt vand. På dagens første plads havde vi som sagt løg og i øvrigt ingen fisk. Det så ellers mageligt godt ud, trods en mørk tone i vandet, som var kommet fra de sidste dages blæst. Ralf og jeg var enige om at havbamserne nok skulle hugge i dag. Det var kun et spørgsmål om det var her eller på den næste plads og så måtte det jo blive på den næste plads, nu der var gået 2 timer her uden så meget som et hug eller en følger.

Det sjove er at der også ligger løg på plads 2. Der må simpelthen være mange løg i suppen, hvis du forstår... Nå, men for at det ikke skal være løg-n (arj...) så finder Ralf og jeg faktisk rav her. Vi finder også grillen frem efter en vandretur med svedperler på hele kroppen. Sikke et sært vejr vi altid kan rende ind i. Vandet er 17 grader og ser pragtfuldt ud, men der sker ikke en meter og egentlig må jeg også erkende at jeg forstår det, med tanke på den temperatur.

Vandet er 16-17 gr. og luften op til 21 gr. - selv ude ved kysten. Det er ikke lige det vejr, jeg normalt kendetegner som efterårsvejr og da vi er tilbage på sporet på Sydkysten, efter et ligegyldigt besøg på Österlen, er vinden flovet og havet ligger næsten helt stille hen. Troen er ikke blevet større, så jeg er noget overrasket da jeg pludselig får fisk på. Først ser jeg en tobis lege rundt i vandet, hvor jeg har blinket. Dernæst mærker jeg et mere alvorligt puf og så flyver tobisen af helvede til ud til siden inden mit blink bliver taget i et hårdt hug. Det hårde hug er nok det tætteste jeg kommer på en spændende fight af en letfarvet hunfisk. Den tager knap et udløb og da jeg får den ind er jeg ved at gøre det hele dobbelt så spændende da mine støvler intet greb har på stenene. Fisken ryger ud af grebet og linen sidder fast ved det nederste øje, mens fisken bakser rundt i vandet. Må have set utroligt åndsvagt ud. Eller sjovt.

Oppe på det tørre er jeg stadig i tvivl om jeg skal tage fisken, men bestemmer mig for at jeg også skal have lov, når nu nogle dele af familien spiser fisk. Jeg står jo her med et lovligt bytte på 3,75 kg. så den ryger med. Havde jeg ikke taget den, havde alle de garn der står overalt måske gjort det. Eller de 8 andre fiskere der stod på den lille plads vi besøgte...

Efterårsfiskeriet er ikke hvad det har været. Tidligere kunne man tage ud og være alene på kysten hele dagen. I dag har Ralf og jeg set ligeså mange folk ude, som var det en normal dag i april. Mens ryggen stadig er god, vælger vi at stoppe for denne sæson. Kysten vinker farvel med en stor farvet fisk der sprøjter fri af vandet og lander i et stor plask.

søndag den 5. september 2010

2010.09.05 Efterårstakter

"Så forsvandt august igen i "travlhed" og sommerferie og det var nu meget godt et eller andet sted. Jeg har været træt... jeg er stadig træt. Godnat."

Sådan gik min første fisketur i slutningen af denne sæson. En sæson der vist har været som den plejer og som ikke bør sammenlignes med de tider før børn og finanskriser, som jeg har gjort tidligere. Dengang hvor et arbejde var et sted at tjene penge og så kunne man fiske som man ville, fordi sæsonen - ikke arbejdet - krævede det. Det er ikke en tale om de gode gamle dage... tiderne skifter, det skal man acceptere.

Og så tænkte jeg et øjeblik på om ikke det var en flynder der gik der bag blinket. Langt ude kunne jeg se den... nøddebrun i solens lys og uhyggeligt bred over ryggen. Men det var en havørred - en havørred af enorme proportioner. Mellem 2 store sten vimser den kobberfarvede Bornholmerpil og lige bag, går den store fisk som, 10 meter foran mig, vælger at vende om i en usynlig bevægelse og nærmest uden nogen bevægelse i overfladen. Jeg ved ikke om jeg havde forventet bølgeskvulp eller andet, men lidt mere end bare en krusning burde en så stor havørred give. Jeg så den aldrig mere, men havde senere på dagen en halvt så stor fisk efter i 4 kg´s klassen. Den var helt lysegrå på ryggen...

Efterårstakter. Det er ikke alle det gælder, men fredningen kan ingen flytte på. Jeg må nøjes med en dejlig dag på kysten der er alt for kort og som afsluttes med en meget lille havørred og en lidt større steelhead.

mandag den 12. juli 2010

2010.07.12 Level 3

For første gang i historien udsendte det europæiske center for torden Estofex, et såkaldt niveau 3 advarsel for Danmark. Af 3 mulige, havde vi med andre ord at gøre med et yderst sjældent vejrfænomen som for Danmarks vedkommende kunne betyde voldsom torden, kraftig vind og meget nedbør. Ikke at det i sig er usædvanligt i sommermånederne, men varigheden af det her uvejr kunne tilmed blive langvarig.

Arbejdsdagen var lang og jeg skal ikke være bleg for at erkende at der på skærmbillederne i baggrunden tit var lidt nyt om uvejrets vej til Danmark. Og så kom det til Jylland, hvor Ekstra Bladet kunne fortælle at hele Jylland stod i flammer! Ikke bare lidt lynnedslag her og der, nej "Jylland i flammer" sagde overskriften - Det er Breaking News!

39947 lynnedslag senere, kan jeg fortælle at det var vildt. Jeg var ikke i Jylland, for det kunne ikke nåes med arbejde, familie og det hele, men Jylland var jo også brændt af, så det var jo heldigt nok. Jeg oplevede istedet uvejrets passage i tryg afstand fra Hvidovre, hvortil jeg var kørt for at mødes med Ajes. Og det tordnede dygtigt derude i horisonten, på vej mod os.

Dig der følger lidt med her, ved at jeg ikke er så heldig med at få noget som helst der minder om lyn og den slags guf alt for tæt på... jeg er nærmest en modsætning, for der hvor jeg er, tordner det mærkeligt nok ikke. Således også i aftes... Men lidt billeder fik jeg da i kassen og det er da også ok.


Kan tilføje at der, der hvor jeg stod, kun er registreret 2 lynnedslag i området. Meget "underholdende", med tanke på at resten af landet ikke kan ses for bare lyn på DMI´s lynkort.
I øvrigt har det næsten tordnet i Trelleborg her til morgen. Du gætter rigtigt, hvis du tror at det tordnede ude over vandet og da det kom til kysten - da stoppede det... Det er virkelig underligt at det sker gang på gang. Nøjagtigt det samme skete d. 11. juli, hvor et meget kraftigt uvejr havde ren kurs mod mig - det stoppede lige som det kom til byen og fortsatte så i fornyet styrke, da det var trukket forbi - vel at mærke uden at give så meget som et lyn eller en millimeter regn. Hvis du forstår fænomenet, hører jeg gerne fra dig. Jeg føler mig lidt uheldig på det her område...

Forresten har vi nu haft 4 tropenætter i træk:

Natten til lørdag: 20,6 gr.

Natten til søndag: 21,4 gr.

Natten til mandag: 20,3 gr. og

Natten til tirsdag: 21,8 gr.

Det er lidt for varmt for mig. Jeg trænger til noget torden her i Trelleborg, så luften kan blive renset...

fredag den 9. juli 2010

2010.07.09 Tropenætter, teenagere og to kolde på terrassen

Jeg kan ikke skjule den opsøgte plads. Vi havde tænkt Ystad og Engelska Bryggan, da man får det meste hernede. Dybt vand, strøm og sand - at det tillige er nemt at vade, gør pladsen oplagt til natfiskeri. Men så var der lige 400 teenagere og deres biler, som ikke indgik i den plan som David og jeg havde lagt. Vejen til Engelskan var stoppet med en bilpark, som ville gøre enhver nystartet bilforhandler glad i trompeten. Der var alt at vælge imellem, fra den gamle amerikaner slæde til den seneste high-tech japaner... det gav sig selv at Polo´en ikke hørte hjemme i det selskab og da de 2, i denne sammenhæng, aldrende herrer i Poloen fik kigget sig omkring, skulle fiskepladsen tydeligtvis henligges andetsteds.

Jeg var ellers overbevist om at vi skulle få fisk, men jeg havde også været meget tændt, idet sommervarmen var kommet og der alligevel var dukket koldt vand op. Som Johan Kohnke sagde forleden; Jeg var taget til den proppede strand og det var først da jeg dyppede tæerne, at jeg forstod hvorfor alle lå oppe i sandet. Altså en oplagt fiskemulighed, som jeg så spildte i det andet eller tredje kast. Det var en mistet fisk eller rettere, måske bare et langt hug, hvis du forstår. Så gik aftenen og natten med at snakke og fiske og snakke lidt mere. Mest snak, nu jeg tænker over det... to trætte gutter i sommernatten ovenpå en utroligt varm dag.

Pølserne vi nød fra grillen på stranden, var nu gode! Men de 2 kolde øl på terrassen hen ved klokken halv fire, fire, var bedst. Og temperaturen kom aldrig under de 20 gr. Sikke en dejlig morgen!

tirsdag den 22. juni 2010

2010.06.22 Det bliver aldrig en tradition

Jo, jeg har indset det. Det at tage på kysten og fange en ørred, bliver vist aldrig en tradition. Ring lige, hvis du skulle opleve det en dag. Dig der altså fisker mere end en gang om året.

Det er ellers et dejligt tidspunkt at fange fisk på. Ikke at det ikke er dejligt på andre tidspunkter af året, men for at gentage mig selv; Nattergal, sommerdufte, rådden tang lugt (det hører jo med), hygge i vandet, stjerneskud, smukke lange aftener... ja, jeg har nævnt det før - jeg vil nævne det igen og sådan bliver jeg ved. Det er jo også det det hele går ud på.

Og så stod Kasper og jeg næsten på samme plads igen. Der skete ikke en skid, for at sige det ligeud. Kasper havde endda været på plads i 1,5 time før mig og absolut intet set eller andet. Vandet var steget siden sidste uge, men temperaturen ovenpå denne dejlige sommerdag havde ikke fået vandet op i graderne - tværtimod. Det var faktisk godt gammeldags sommerkøligt og lige tilpas til aftenfiskeriet. Men fiskene var bare ikke hjemme. Vi fiskede og fiskede og da vi på et tidspunkt kiggede på hinanden, var det sådan lidt opgivende. Af frygt for at høre de ord jeg ikke ville høre (skal vi køre), vendte jeg Kasper ryggen og kastede lidt videre - det næste jeg hørte fra ham; "Så var den dér".

Efter en fin fight kunne Kasper lande en tyk og flotter blankfisk over målet. Fisken kom ud af det blå, huggede på den lyserøde og forsvandt i det sorte. Natten forblev gylden og vandet var blankt. Vi tog hjem lidt over midnat og var enige om at vi i morgen.... Nej, det var vi nemlig ikke enige. Jeg skal ikke ud. Nu er det tid at hente noget søvn, luge, stryge og alle de andre ting som af en eller anden årsag ikke klarer sig selv, når man fisker for meget om aftenen.

torsdag den 17. juni 2010

2010.06.17 De andre skal også prøve

Rygtet var løbet langs sommerkysten. Der var fisk og de kunne fanges med relativt enkle midler. Selv med flue, lød rygtet! Det var derfor at Kasper stod på plads og ikke fordi hans telefonsvarer var fodret med en rablende kystfisker der omkring midnat dagen i forvejen havde gispet efter en fotograf til hans fisk! Endda fordi fotografen havde lovet at komme på kysten, men aldrig dukkede op. Det var noget med næsen og det pulver Kasper fik i den, vist nok...

Hvorom alting er, så stod Kasper på plads da jeg ankom. Dvs. han stod ikke på pladsen, men bare på plads. Jeg undredes lidt over at han ville stå der, mens jeg tøffede ud på min sten fra i går - den man fanger fisk fra, vel at mærke! Men der skete ikke noget og fra min fisketomme plads, kunne jeg se Kasper lave nogle utroligt irriterende buk med kroppen og gå ind og ud igen... Sig mig stod han og fangede fisk eller hvad? Han havde givetvis ringet inden jeg nåede på kysten og fortalt om en landet fisk, men det kunne da ikke blive ved og da slet ikke uden at jeg fangede noget... kunne det? Hmm... jeg måtte lige op i bilen og køre lidt tættere på ham. Jo, jeg kunne sagtens gå, men jeg valgte bilen med stangen ud af vinduet og det hele. Må have set sjovt ud!

Så stod vi endelig i vandet. Kasper havde fået sine billeder af hans sommerfisk - en skønhed på 3,2 kg - og nu kunne jeg endelig fiske her hvor fiskene var. Klokken var også blevet 10 minutter i fangsttid, så det var bare om at komme i gang! Jeg tror faktisk at tiden passede ret godt med i går, for på det vi kan kalde slaget 12, huggede en fisk brutalt helt inde under land. Den angreb med fuld styrke min wobler som et lyn fra en klar himmel og sprøjtede vandet til og forsvandt lynhurtigt igen - uden krog i munden. Sikke et chok jeg fik og hold da op, hvor det så godt ud!

Senere på aftenen huggede det endelig på min wobler og min nye stang kunne stå sin første prøve. Jeg har fået købt mig en erstatning til den Grey´s jeg holdt så meget af, men som ikke kunne tåle det store. Nu fisker jeg med Shimano Lesath 10" - den ny med læderhåndtag. Uha, det kræs...
Nå, det huggede og den fisk var sur. Sommerfisk er generelt rigtigt sure og en kanonherlig fight begyndte med udløb og hop og sluttede siden med et hop og et udløb, efter jeg havde haft fisken til næsten afkrogning. Der er simpelthen så meget krudt i de fisk her om sommeren. Den vejede vel en knap 2 kg. og var uanset hvad genudsat, hvis den havde været oppe og få krogen ud.

Sikke nogle dage det har været! Nu starter en periode med lidt blæsende vejr, men så snart vinden lægger sig, står jeg derude igen. Der skal bare fiskes, mens vandet er koldt!

onsdag den 16. juni 2010

2010.06.16 Huggets ABC

Se, når nu havørreden hugger - det er jo børnelærdom, for lystfiskere det her - så starter den ofte med at slå til blinket, siden leger den med agnen (det der ofte føles som at kontakten til blinket "forsvinder") og slutteligt hugger den hvis blinket stadig har interesse eller du kan pirre fisken til hugget. Det er i hvert fald ABC for havørred hug, sådan som jeg kender det. Det sker et par gange om året, men jeg må erkende at de seneste år længe ikke har budt på den slags normaliteter. Enten har mine fisk suttet blinket i sig eller så har du hugget som et riffelskud, så da jeg efter 3 hornfisk og en masse småpillerier, mærkede de velkendte puf til blinket, blev hele kroppen sat i det absolut højeste alarmberedskab. Jeg ved ikke om du kender det, men nogle gange ved man det bare... Så forsvandt kontakten til blinket og da jeg ved genetableringen lige satte farten lidt op på blinket, så kom hugget. Hvilket sus... altså... Det var så super typisk at jeg begyndte at grine af bare fryd. Ikke mindst fordi havørreden var en tyksak på knap 2 kg. der bare gik helt amok som kun sommerørreder gør det, med utallige hop og udløb. Fedt manner!

Da viserne passerede 23 var nymånen sunket mod horisonten og stjernerne kommet til syne. Der var ikke sket så meget mere efter jeg fik den fede blanke, som i øvrigt blev genudsat. Der havde været masser af tobiser, sild og andre dyr tæt på land, som både havde hoppet og sprunget og alt muligt, men som i går, var jeg igen snydt af mine ideer om fiskeriet, der burde foregå lige nu. Den der havørred på de 2 kg. havde hugget helt efter planen - det var ret naturligt at tage en havørred lige netop på det tidspunkt og nå ja, så havde der været pause med billeder og sådan. Men nu var jeg ved at være træt og egentlig overvejende på vej hjem eftersom der intet skete og så skete der alligevel noget.


Det huggede ikke så voldsomt, men meget kontant langt ude i kastet. Fisken tog det roligt i starten, men vågnede så op med min sandgrævling i kæften og gik dernæst fri af vandet i en serie hop. Efter nogle små hidsige udløb og uden at have vundet noget line på fisken, viste jeg at det var en bedre fisk. Jeg begyndte at blive lidt nervøs for landingen, for her stod jeg uden net og handsker og kun med lidt aftenlys tilbage og kunne ikke rigtigt flytte mig, men måske jeg også lige skulle trætte fisken ind til mig først... Efter flere utallige hop, nogle af dem temmeligt høje, fik jeg endelig fisken ind og i tredje forsøg kunne jeg med et solidt greb om halen løfte den op og derved få fat i gællerne og starte en besværlig tur mod land, med en sur fisk i armene.

4,4 kg og 72 cm. Det var en dejlig aften!

tirsdag den 15. juni 2010

2010.06.15 Der er sjældent et "perfect match"

Først så er der mig! Jeg var tilfreds. Så var der vandet - det så godt ud og jeg var endnu mere tilfreds. Så var der vinden og luften, lyset og duften og så var jeg fuldt tilfreds. Men da jeg ikke kunne se mine støvlesnuder på 50 cm. vand, blev jeg alligevel lidt ærgerlig. Jovist er fisken da på hugget og ser de agnen, så tvivler jeg ikke på at de tager den - men at fiske mørkt vand om natten er lidt som at undvære enten fiskestangen eller hjulet eller måske bare højre eller venstre ben i dine waders. Vandet skal nu helst være lidt klart og desuden ikke 40 cm. over daglig vande og sådan var det i dag. Altså lidt mærkeligt uklart og temmelig højt... men jeg troede på det. Månen var endda ny...

Mod mig kom en brise på overfladen i den stille aften. Eller? Det var da ikke en brise - der var fisk. Tobiser... der manglede en stor plovende følgerbølge bag dem, men den kom aldrig og jeg kastede mig gennem aftenen uden at der skete noget som helst overhovedet. Helt overbevist om det modsatte, måtte jeg derfor skuffet sætte mig i bilen omkring midnat og køre hjem med uforrettet sag.

Havde jeg bare haft mit kamera med, havde jeg i det mindste kunne skyde nogle kanonbilleder af nymånen på vej ned over træerne, men det blev ved sansernes indtryk i i dag... og nul fisk.

tirsdag den 8. juni 2010

2010.06.08 Tjek på badesæsonen

Jeg var ude i går, men det var slet ikke noget værd. Jeg kom hjem med svedige tæer og havde bare kørt en masse kilometer langs kysten og alt jeg havde lavet, var at kigge på vand inde fra bilen. Brunt vand... med waders på. Fordi det var smartere at være fiskeklar hjemmefra. Det er det også, men kun når det går at fiske og det gjorde det så heldigvis i dag i stedet. Lige indtil jeg stod i vandet.

Rev ledigt; Tjek

Bølger og alt det andet; Tjek

Fiskegrej monteret og bilen låst; Tjek

Og så kunne jeg kun lige se mine støvler på 60 cm. vand. Knap så tjek, men hvor kan man også vide det fra? Well, det skulle have en chancen og derfor fiskede jeg mig over revet. Allerede i første kast havde jeg et horn på og sådan gik de næste kast også. Masser af horn og var det ikke fordi jeg så en havørred der gik fri af vandet, så var jeg nok smuttet. Men håbet var der, selvom det ikke var i dag det skulle indfries. Nye ture venter, for vandet er temmelig behageligt for en havørredfisker. Badesæsonen, derimod....

onsdag den 2. juni 2010

2010.06.02 Kystnarkoman

Norge er godt for krop og sjæl, men det er altså på kysten jeg hører hjemme. Det er der min dope findes, så jeg var glad for at kunne betræde mine sten igen. Ja, nemlig - MINE sten!
Men havde jeg savnet dem, egentlig? Var det alligevel det her jeg gerne ville? Et øjeblik var jeg i tvivl, for stående med min trofaste i hånden, altså den der ikke er knækket, så var det ikke fordi jeg var så voldsomt tændt på at fiske. Jeg kunne ligeså godt have hængt ud derhjemme på terrassen eller hvor jeg stod med en iskold fadøl og bare nyde at være til. Måske bare været der... det kan man også nyde, men det foregår på en anden måde. På den anden side så var jeg sikkert faldet i søvn og hvem gider ligge på kysten og snorke, mens skovflåterne indtager din blegfede krop og du bliver fugtig i folderne? Nej, det var nok meget godt det her...

...indtil jeg havde fisket i en halv time og kun fanget mig et horn. Så trak stranden alligevel, men istedet for at tænke søvn eller nydelse, så tog jeg lidt billeder af alt det nye, som først nu er kommet for dagen idet det stadig er koldt ved kysten. Marcus var i øvrigt med på turen, men han var kun bedre til at fange horn end mig - det var måske pga. indspinningshastigheden? Efter jeg havde genskabt lidt narko til kroppen, på tanker om vilde fights med havørreder, betrådte jeg nye dybe områder på revet. Her havde der stået en turistfisker i foråret og hvordan fasiken var han kommet længere ud end hvor jeg stod nu? Jeg var i vand til livet og kunne mærke at der ikke var mange cm tilbage af min normale kropstemperatur. Nordøst vinden dagen i forvejen havde lagt et par lag vand oveni i det normale og turistens sten skal jeg nok finde - men det bliver en anden dag, med normale vandstande.

Hornene huggede og hev i mit blink, så da det puffede lidt ekstra på vejen ind i kast nummer 231, tænkte jeg absolut ikke mere over det, før jeg pludselig så en blank side da blinket ligeså pænt blev stoppet af en mund. Sådan fanger du havørred! (Øhh hrmmmm) Sikke en kedelig fight. Fisken var på vej på land, hvor jeg vidste der lå en sten og ventede på den, men så ombestemte jeg mig fordi den var så kedelig. Noget måtte være galt og sørme om ikke jeg havde fanget mig en nedfaldsfisk som var kommet meget flot igen - men knapt så stærkt. Jeg valgte at lade den leve videre og få en ordentlig hængebug til næste gang.

Min fangst blev desværre ikke fulgt af andre af dem med fedtfinner, men aftenen bød på en herlig Sydkyst Trippel i form af torsk, horn og havørred. Og det var tæt på at blive en dobbelt op, hvis bare lige havørreden der var efter et par kast senere, havde hugget igennem. Der var faktisk rigtigt mange havørreder på kysten. Lige pludselig sprang de alle for livet løs, men det varede kun en halv time, så var de væk igen.

Natfiskeriet... det er vist nu der skal gøres noget ved det!

onsdag den 26. maj 2010

2010.05.26 Skandinavisk hjemtur dag 8

Nu skal vi hjem... først over de smukke fjelde på den hullede og dårligt vedligeholdte norske E6. Siden til Finlands smukke, men søvndyssende lige og meget lange veje på E8, for siden at køre fra Haparanda til Trelleborg langs E4. Fisken holdt sig frossen hele vejen og jeg var næsten vågen hele vejen.

En kanon fisketur og stor tak til Dennis og Ajes for godt selskab og det hele!

tirsdag den 25. maj 2010

2010.05.25 Sørøya dag 7

I går blev team "den blå hylde" dannet. I 2008 lykkedes det Ajes at kaste vores drivanker ud, uden at fastgøre rebet. Jeg lykkedes at smide det væk forleden, selvom jeg i modsætning til Ajes havde bundet det fast (splejsningen gik op) og i går syntes Ajes at han ville veje Dennis´s fisk på den anden side af rælingen, hvilket resulterede i at vægt og torsk forsvandt mod bunden. Ajes meget præcise og suveræne Bismer vægt som vi har haft stor glæde af, så det var rigtigt ærgeligt. (Torsk for sig og vægt for sig, skal det lige siges)

Eftersom alle åbenbart hedder et eller andet supersmart og er i team sammen og kun kan fiske som et team, besluttede vi os derfor for at kalde os "Team Den blå hylde".
Vinden hylede rundt om huset og selvom det var muligt at fiske i dag, så valgte vi en tur på fjeldet ovenpå nattens hygge med de andre. Vi skulle også pakke og gøre klar til afrejse onsdag morgen, så en fjeldtur til at klare hovedet ville sidde perfekt.... lige indtil jeg stod på den første stigning og måtte gøre holdt, nærmest astmatisk hostende efter vejret. Puha, det var pinligt det her. Ikke at Ajes og Dennis stod på toppen og ventede på mig, men de var foran mig og jeg var stoppet. Det måtte jeg endda gøre et par gange til på vejen op, med tilsyrede ben og hivende efter vejret - og svedig på ryggen. Og du skal ikke svede når temperaturen er 4 grader og du er på vej mod den blæsende top, for så fryser du omgående du stopper.

Vel oppe på den første top åbenbarede en smuk udsigt over byen sig. Sikke det blæste - vinden var tæt på storm i vindstødende og pludselig var det åbenlyst hvorfor fjeldene heroppe så ud som de gør. Helt og aldeles glatbarberede ligger de og udsættes for dette barske kolde og blæsende kystvejr året rundt.


Vel på toppen indtog vi en fortjent madpakke i nogenlunde læ for vinden og efter maden skulle vi lige have lidt billeder da Ajes pludselig tager min opmærksomhed fra den betagende afgrund vi har siddet ud til. En havørn er lettet kun et par meter under os og sejler stille og roligt over vores hoveder, bedøvende ligeglad med vores tilstedeværelse. Hvilket mægtigt øjeblik at nærmest stå i skyggen af denne enorme rovfugls vinger. En majestæt uden lige og en smuk afslutning på vores fjeldtur.

mandag den 24. maj 2010

2010.05.24 Sørøya dag 6

Nej, det blev vist sidste gang jeg skal køre herop. Jeg er træt, udkørt, ude af balance og mangler min søvnrytme og nej, det hele skyldes ikke køreturen. Rettere fiskeriet, men eftersom jeg er her pga. fiskeriet skal en køretur ikke hjælpe til med at ødelægge det. Flynderen var igen et mål for os, men uden drivanker og med en skarp vind fra NØ, var det svært at holde bund og efter Dennis havde fightet en lille flynder til genudsætning på spinnegrej (!) valgte vi at ligge båden i læ for fjeldene og fiske derfra. Eller læ er nu så meget sagt, for vinden skal nok finde rundt eller over fjeldet - vær vis på det. Men ihvertfald kunne vi ligge stille og nyde solen, som det meste af ugen havde været væk bag skyerne.

Der var 40 meter til bunden og ekkoloddet var tomt. Så var det bare at vente til flynderen huggede. Men det skete ikke. Til gengæld stødte vi på de allestedsnærværende torsk og havkatte. Besynderligt var det at vi, så vidt jeg husker, kun fangede 1 havkat som var kroget men nok stod for over 10 havkat hver. De havde alle bidt i halen på vores jig og var ellers fightet til overfladen, hvorefter de slap. Ajes legede cirkus med den ene, da den begyndte en febrilsk jagt på hans jig som han kørte rundt i overfladen. Det så utroligt sjovt ud og det hele startede med at Dennis havde fået selvsamme havkat op, som jeg siden havde som følger og som endte hos Ajes´s cirkus, inden den forsvandt i dybet igen. Meget mærkelig fisk!

Trætheden var vist udtalt hos os alle, for vi sejlede rundt og kunne ikke rigtigt bestemme os for hvor vi skulle satse på fiskeriet og dagen endte med at vi tog hjem og drak os fulde sammen med de andre på vandrerhjemmet - som også havde haft en dag som vores. Ingen fisk og for megen vind og en ubeslutsomhed for hvor man skulle fiske... men vi vidste allesammen godt hvordan man åbnede en øldåse.

søndag den 23. maj 2010

2010.05.23 Sørøya dag 5

De foregående dage havde vi 2 gange aftalt sats på flynder, men vi blev hver gang stoppet af torskene, deres bidevillighed og herlige kræfter på kastegrejet. Det var tæt på at ske i dag igen, inden jeg måtte sige stop. Vi fandt et område hvor der ingen fisk var på loddet, 30 meter vand og sand/grus som groft underlag. Området hed endda Kveitesund (Kveite = Helleflynder) så det kunne ikke være bedre og de kloge siger endda der er flynder her.

Og det var der så. Den første huggede hos mig og kom op til genudsætning efter en overraskende kedelig fight. Helleflynderen er faktisk en truet art, så jeg må erkende at det er med dårlig samvittighed jeg fisker efter den. Men den fisk er så utroligt betagende og umådelig stærkt at den simpelthen har bidt sig fast i mig og det gjorde den næste så på Dennis stang. Også denne smed vi ud igen. Vi beholder kun fisk fra 5 kg og op mod en 25-30 kg. Det er ihvertfald aftalen at genudsætte dem over 30 kg., men de skal lige fanges først og det skete så heller ikke i dag. Mit mål er også i området af de 10-30 kg. da de skulle give mest valuta for pengene, både i fight og på spisebordet, meeeen... da jeg fik hug på flyndertricket og den tog det vildeste udløb, var jeg nu ganske så tilfreds med de 6,5 kg. min største flynder for i år vejede. De fights er simpelthen ikke til at måle når fisken kommer over de 4-5 kg. Styrken de besidder er ufattelig og på kastegrejet er underholdningen enorm. Masser af superlativer, jeg ved det... men prøv det.

Maven på min flynder indeholdt 4 kongetobiser. De var nok en 30 cm og op.
På vej til fiskepladserne i dag, blev vi underholdt af nogle såkaldte "Springere" som er storebroderen til vores Marsvin. De var helt klart på jagt, for de væltede rundt i bølgerne og mødtes nogle gange i en form for rundkreds, hvor de sikkert har jagtet byttet ind i midten. Da vi forstyrrede dem, blev de nysgerrige og en af dem tog 2 gange en tur under vores båd. Et billede jeg MEGET gerne havde set i kassen, men det gik simpelthen for stærkt og lyset var heller ikke til det, hvis det endelig skulle have været. Jeg måtte nøjes med mere almindelige billeder, selvom jeg blev ganske så tilfreds med dem også.

lørdag den 22. maj 2010

2010.05.22 Sørøya dag 4

Gårddagen var mere begivenhedsrig end som så, men jeg vil gerne anbefale folk at prøve en uge til Sørøya og så prøve at holde døgnrytmen i kroppen og skille dagene fra hinanden. Jeg kan ærligt talt ikke huske dagene fra hinanden lige nu, for den ene dag fiskede vi i 4 timer om morgenen og den anden dag fiskede vi 14 timer i træk. Eftersom solen er oppe hele tiden er det svært at skelne dag fra nat og det hele glider ud i søvn, mad og fiskeri. Måske rettere; fiskeri, mad og til sidst søvn.

I dag spiste vi vist aftensmad klokken 02. Den bestod af havregryn med rosiner på og øl til. Der var nemlig ingen af os der havde lyst til at lave mad på dette tidspunkt. Desuden rullede de foregående timer stadig i kroppen og armene var slappe som efter en lang tur på havet med masser af fisk. Det var også sådan det var foregået. 14 timer, mindst. Vi startede med at prøve pilkegrejet af på +100 meter vand og med nogle store 500 gr. pilke. Det er ikke for børn at stå der og holde bund og rive 100 meter line på hjulet - nogle gange med utroligt irriterende brosmer for enden af linen... men oftest med en torsk. Og når torsken så er over 10 kg. er det ekstra hårdt og det var ikke noget fiskeri jeg syntes var videre underholdende, så efter 4 timer kunne vi endelig begive os mod lavere vand og jeg kunne bruge kastegrejet igen.


Og så startede de vildeste timer, jeg nogensinde har været med til. På vej mod lavere vand, vælger vi at stoppe ved en knold og møder først ingen fisk på den ene side af knolden, for på den anden at komme ind i en større stime med torsk. Stimen "udvikler" sig mens vi driver for strømmen og fiskeriet bliver vildere og vildere, med fisk i hvert kast. HVERT kast. Vi når ikke til bunden inden vi har fisk på og det er yderst bidevillige torsk der er på hugget. 3 gange er loddet ved at være tomt og 3 gange er vi på vej videre, fordi armene værker efter de, for mig, ufatteligt hårde og seje fights med torskene. 3 gange kommer nye megastimer med fisk ind på loddet og fiskeriet bare fortsætter og fortsætter. Torskene tager 20 meter nede og så tager de et heftigt udløb på 20 meter yderligere og kommer langt fra frivilligt til overfladen. Jeg slår min PR et par gange og topper med en kastetorsk på 18 kg. som også er største kastetorsk for os i båden. Torskene har munden fuld af byttedyr. Tobiser, sildelignende fisk, krabber, hummer og alt muligt andet godt.

Da vi vælger at stoppe, er vi drevet meget langt. Armene værker og trætheden er udtalt. Selvom vi har udsat langt de fleste af fiskene, venter nu er større fileteringsarbejde ved rensebordet. Ajes og Dennis renser og skærer fiskene til. Jeg pakker dem i små portionsanretninger for 2 personer. Velfungerende, smart og pladsbesparende i frysekassen.

Til dagen hører det at Ajes havde en laks i 5 kg.´s klassen efter sin ophænger og at jeg smider drivankeret væk, da rebet pludselig fletter sig selv op. Drivankeret er rart at bruge på blæsende dage eller dage med megen strøm.

fredag den 21. maj 2010

2010.05.21 Sørøya dag 3

Dagen blev meget mærkelig. Vi skulle fiske flynder og kørte efter et godt råd til en fjord som der intet skete i. Udover mågesjov... vi fiskede rigtigt længe i fjorden og fangede intet. Og jeg var lige ved at sige at det så var det.

Så det var det!

torsdag den 20. maj 2010

2010.05.20 Sørøya dag 2

Det er sært at stå op midt i natten og så skinner solen på dig som var det tidligt på aftenen. Vi fik søvn til kl. 02 og så var det ellers ned til vores båd, hvor der allerede var masser af fiskeklare folk ved deres både. Der var en meget forventningsfuld stemning over det hele og grejet blev lige efterset efter onsdagens minitur.


Og så gik det løs. 100 vis af hestekræfter blev sluppet løs i Lopphavet fra de 6 både der var med på turen. Storskallteren er et stort rev langt til havs og det er ikke tilladt at sejle derud alene. Rart med regler, for hvem kan hjælpe dig hurtigt, hvis du kommer i havsnød derude? Det er der ikke mange der kan. VHF´en virker lige knap og nap og din mobil er stort set uden for dækning, så der passes på, hvilket er rart at vide!

I allerførste drev har vi knap fået spændt tovet til drivankeret, før både Ajes og Dennis står med fisk på. Jeg tager den med ro, for vi skal nok ligge herude de næste 12 timer, så der bliver rigeligt med fisketid og på revet er der altid fisk i rigelige mængder. Og når jeg siger rigelige mængder, så mener jeg det. Det er en ufattelig mængde fisk der er heroppe. Det er ikke usædvanligt at du på en dybde på 40 meter har fisk i vandsøjlen fra 15 meter og ned. Nogle vil holde på at ekkolodet bare viser fejl, men dertil kan jeg bare sige; Nej. Så mange fejl kan det ikke vise, idet vi også kom ud for et tomt ekkolod og desuden igen oplevede at fisken huggede fra de 15 meter - altså vi nåede ikke engang ned til bunden inden der var fisk. Og det står så på i flere timer... velkommen til Sørøya!

Nå, jeg kom fra Ajes og Dennis og deres fisk... sej. Ajes lander en sej på den rigtige side af 5 kg. Dennis lander en på den anden side af 6 kg. og jeg vil da også have sjov med dem, så jeg gør Ajes kunsten efter. Siden får vi et par stykker til inden Dennis tager en PR på 8,5 kg. Det er samtidigt en bådrekord for os, så der er lidt at leve op til. Og så får Ajes fisk på... og det er ikke sej. Eftersom vi alle fisker med kastegrej, som ikke er så groft i det, får Ajes virkelig fuld valuta for pengene. Fisken flår line af hjulet og stangen er spændt helt op. Efter en lang og spændende fight kan Dennis gaffe endnu en PR fisk. Denne gang en flynder på 15 kg. Også denne fisk er en rekord for båden, så vi starter turen suverænt godt! Men så sker der det, der helst ikke skal ske. Søsyge... Dennis som ellers er en søstærk gut, må bukke under for det meget urolige hav og opgiver efter en kort kamp fiskeriet helt. Selv jeg er tæt på at kapitulere, men får styr på maveregionen igen. Desværre kan vi ikke tillade os at ligge med en syg mand i dækket og må tage ind, som også andre både har set sig nødsaget til - også de pga. søsyge. Så en times fiskeri var alt vi kunne nå ovenpå knap 2 timers sejllads. Det var godt nok surt, men det er reglerne heroppe.

På vejen ind får Dennis det heldigvis bedre og i stedet for at søge i havn, vælger vi at fiske på grundene udenfor Sørvær, hvor havet er meget mere roligt. Det giver masser af torsk og en mindre flynder til mig inden vi til sidst tager ind for at sove igennem, hvilket er meget tiltrængt nu.

onsdag den 19. maj 2010

2010.05.19 Skandinavisk rundtur og Sørøya dag 1


Måske jeg skulle skrive "langt om længe"? Ihvertfald kunne jeg endelig gentage en rejse til Sørøya i det nordligste Norge i jagten på stortorsk, helleflynder og sej. Og så lige alle de andre fisk og naturoplevelser der helt automatisk kommer med oven i hatten. Men inden ankomst, bestod rejsen af en lang køretur over 36 timer. En alt for lang køretur, syntes jeg. Vi tog afsted mandag aften og begav os nordover. Tidligt tirsdag morgen var vi i Stockholm og siden åbenbarede den svenske østkyst sig langs turen op forbi Sundsvall, Umeå, Piteå og siden Haparanda, inden vi kørte over grænsen til Finland og derfra fortsatte langs E8 forbi Pello, Mounio op til Palojoensuu over Enontekio og videre til Kautokeino i Norsk lapland... STOP! Turen var meget længere end det der. Meget meget længere. Uden søvn begyndte mit hoved at fantasere om at Ajes og Dennis jeg var på tur med, var rumvæsner der havde bortført mig og nu ville partere mig ude på fjeldet. Men der var så koldt udenfor, at det gad de næppe. Fruen skrev om 23 varmegader hjemme. Her var det 2 grader, overskyet og med regn og snekorn og vejspærringer. Vejspærringer? Jo, vejen til Alta var spærret pga. flom i Altaelven og eftersom vi skulle med en færge og derfor havde en tidsplan at følge havde vi pludselig meget travlt. En omvej på knap 300 km. skulle nu afvikles i en hulens fart og .... vi nåede det. Endda med plads til en times ro i bilen inden færgen gik.

Sikke en tur. Jeg fik vel 2 timers klassificeret søvn på vejen op, men nu var vi fremme og nu skulle vi fiske!

En kort tur på havet gav en sædvanlig mængde torsk i Sørøya stilen. Dvs. masser af torsk over det hele og mindst en måler pr. tur. Og vi satsede endda ikke på torsken - de er der bare i ufattelige mængder. Jeg startede med en 13 kg.´s på kastegrejet. Fantastisk underholdning! Siden tog vi hjem for at redde lidt søvn inden vi skulle på langtur til Storskallteren som ligger 30 sømil til havs.

onsdag den 28. april 2010

2010.04.28 Endnu en nullert

Så i dag, da? Nej, heller ikke i dag. 2 aftenture uden kamera, for det skulle gå stærkt med at komme ud. Ikke noget med at tage tasken med eller stå og finde motiver. Det var ud og fiske og det kunne kun gå for langsomt.

På rev 1 var der optaget, så da rev 2 var frit... ja, det behøver jeg næppe uddybe.
Jeg kastede mig igennem tidsintervallet 18:52 til 21:01 og havde kun et enkelt ægte hug der næsten fik det til at synge ned i gulvbrædderne. Ellers var der kun horn på plads og sådan en lang satan kan sagtens hugge igennem så man bliver helt forskrækket.

Og så gik den aften også - og uden fisk... igen... Men jeg troede på det, hvert minut. Og da en stime tobiser blev jagtet ud af vandet, af noget ukendt under overfladen var jeg sikker på at jeg fangede fisk, men intet skete. Ligesom de 4 fisk jeg så hoppe helt fri af vandet, mange kastelængder fra mig... men der skete bare intet og sådan går mange dage også på kysten.

mandag den 26. april 2010

2010.04.26 Fiskegrej endnu ikke solgt

Eftersom jeg intet fiskegrej har solgt endnu, så valgte jeg at bruge det så længe det stadig var mig i hænde. Det kunne jo være at jeg i min naivitet kunne fange mig en god fisk. Sådan lidt i stil med det jeg troede på i går hvor aftenfiskeriet blev spået sin ankomst.

Så stod jeg på revet med en arbejdsdag i tasken. Eller... tasken var blevet hjemme, så kun den symbolske var med. Ville jeg formå at fange fisk? Finde fisk? Se en fisk? Findes der overhovedet fisk? Hvad er fisk? Og så kom følgeren i et af de første kast. Det var alligevel en særpræget en af slagsen! Først en flot hvirvel ved siden af mit blink, så en følgerbølge tværs gennem en naturlig bølge og siden vendte den så hurtigt foran mig at vandet sluprede til, da det skete. Sluuuurp. Lækker detalje!

Mere skete der ikke og jeg fiskede mig over revet til nogle sten der lå og kedede sig. Var der fisk her, mon? Nix... så på den anden side måske? Nix bix... jeg var at opgive da det huggede og en underlig fight begyndte. Det gyngede i stangen, som havde jeg en meget lang fjeder på og op kom en havørred som var blank... eller var den mørk? Jeg var faktisk i tvivl om den var mørk blank eller tidligere mørk. Det eneste der fik mig til at kategorisere den som blank, inden jeg lod den returnere, var gattet som var helt smalt og hvidt. Som regel et godt sted at kigge, hvis man er i tvivl. Men det gælder altså kun for fisk...!

Jeg håbede på flere, men på vej mod bilen havde jeg blot en følger. Det var lige godt fandens med de følgere... hvorfor huggede de ikke? Jeg var egentlig på vej op af vandet, da jeg vendte om og tænkte at den sidste følger skulle have et kast til. Fiskene driller mig igen i dag. Også følgeren, der i kastet efter lavede en af de mere sære ting en havørred har udsat mig for. Den gik efter blinket på meget lavt vand og da jeg fik blinket helt ind til stangtoppen blev den stående bag det, mens blinket "faldt" i lodret. Da blinket stod lodret stille huggede den, så det gav et ryk i stangen og så forsvandt den. 2 gange til havde jeg den efter, men hugge ordentligt ville den ikke.

Meget sære fisk... meget sær fisker...

søndag den 25. april 2010

2010.04.25 Skal du købe noget fiskegrej - billigt altså...

I går blev der fisket et par minutter ved Klubhuset og det var desværre alt jeg nåede. Da jeg kørte hjem mødte jeg Ralf og hans venner og sørme om ikke de havde haft det man kun kunne kalde godt fiskeri. En blank på 4 kg. lå i græsset og længere henne endnu en blank på 3,2. Jo, de blanke var gået til den over dagen og der var nok kommet en 10 stykker op indtil nu, fortalte Ralf... Jeg tænkte; Imorgen...
Så i dag stod Linus som den første og i øvrigt eneste på revet. Jeg kunne simpelthen ikke komme op og var godt ærgelig over ikke at være med først på plads. Til mit held skete der ingenting i det ginklare og stille vand.
Vi mødtes (sent) på et nyt rev. Jeg vil ikke påstå at det var forventningens glæde der fik os til at vælte ud og fiske revet af. Vi gjorde det som den pligt det var og så lavede vi en stor omgang pølser som vi kunne nyde i det gode vejr. Efter maden var gode råd dyre. Mest af alt havde jeg lyst til at køre hjem og gå i haven, men jeg blev på kysten. Revet som Linus var startet på om morgenen tog vi tilbage til og det blev atter engang gennemfisket. Siden blev et andet rev fisket igennem og da vi endte på det jeg regnede med var dagens sidste stop og det også var gennemfisket, så valgte vi at tage endnu et rev. Linus var endda blevet sur i mellemtiden og jeg var bare tvær over alle de fisk vi mente vi skulle have fanget nu. Det så fantastisk ud. Helt igennem utroligt lækkert og der skete først noget på det sidste rev hvor jeg havde et par små følgere og en hornfisk. Gad vide hvorfor fiskene ikke huggede? Muligvis var de skræmt af den båd der et par minutter inden vores ankomst kom væltende ind på revet og lå og kastede febrilsk mod land. Den samme båd der, i det øjeblik Linus og jeg gik ind, kom igen og gentog samme seance. Revet fik ikke lov at hvile og derfor tog vi den sidste plads for dagen.
Og så fik jeg tæsk... Først havde en ven til Linus taget en blank på 3,5 kg. Dernæst var Marcus gået på revet og havde også fisk. Selv gik jeg ned og fangede masser af det der klistrede tang på den anden side af revet og imens fik Linus også fisk. Så fik Linus flere fisk og da jeg endelig kom tilbage til brødrene Andersson, krogede jeg en fisk istedet for at fange den.
Senere fik jeg en lille blank, men Linus stod på den helt rette sten idag, for mens Marcus og jeg kastede både længere og spændte mere bredt, så stod Linus nærmest og hev dem op. Først en blank på 2 så et par små blanke og nogle sorte og så sluttede Linus af med en kanon blankfisk på 4,2 kg. Helt igennem Linus aften og et velfortjent skulderklap herfra.
Sikke en sæson. Omkring mig tager folk 3 og 4 kg´s fisk, men selv må jeg nøjes med sorte og små blanke. Ikke nok med det... hornfisken er kommet. Nu står den på rent aftenfiske, som til gengæld kan blive sjovere end vanligt den næste måned, da vandet stadig er meget koldt. Tør jeg virkelig tro på det?

lørdag den 24. april 2010

2010.04.24 Blänkaren

Da telefonen ringede kl. 8 spørger Jonne som det første hvor jeg er. Jeg bliver helt paf, for vi havde da ingen aftaler. Eller havde vi? Morgentrætheden gør mig forvirret, så Jonne får lov at køre sin joke af på mig, der hopper i.
Jeg kommer til klubhuset omkring middag og der er allerede indvejet fisk og langs vejen til Ystad har jeg da også kunne konstatere at det bare lugter af fisk, så det skal nok blive en god dag i havørredfiskeriets tegn. Folk kommer og går under eftermiddagen - nogen med fisk, de fleste uden, men alle får sig en pølse og en snak og det er så absolut noget af det vigtigste i denne konkurrence. Jeg tager en runde på revet foran klubhuset og har både en følger og en fisk der hugger, men de er ikke til meget i det knap 5 gr. kolde vand! Det er alligevel imponerende at det kun er knap 5 gr. "varmt" så langt inde i april.

Tid til indvejning!
Da klokken nærmer sig 16 står vi alle spændte og venter på at flere skal komme med fisk. 5 fisk indtil videre er ikke meget på 120 deltagere, men klokken får lov at rende forbi 16 og vi må konstatere at de 5 fisk forbliver dagens samlede resultat.
 Vinderen for bedste Fulton fisk, som er den vigtigste i konkurrencen;

Johnny Mousten med en smuk havørred på 3,1 kg og Fulton 1,09

Vinderen for den største fisk;

Jonas Nilsson med en ligeså smuk havørred på 3,3 kg. og Fulton 1,05

I Fultonkonkurrencen blev fordelingen følgende:

Johnny Moustsen; 1,09
Mikael Sundvigsson; 1,055
Jonas Nilsson; 1,049
Jan Jönsson (Janne Blanking); 1,02
Lars Schille; 1,01

Stort tillykke med Jeres fisk!
Desværre måtte vi igen i år undvære en fangst i flueklassen. Der er nogen der skal skærpe sig til næste år - eller måske bare øve lidt :-)
En stor tak skal endnu engang lyde til Per-Olof fra Fiske o Sportboden for at stille op med alt hvad man kan tillade sig at ønske. Blänkaren er blevet en meget større konkurrence end jeg nogensinde havde regnet med, så en stor tak skal også lyde til alle deltagerne!
Jeg er imponeret over antallet tilmeldte, der for andet år i træk er over 100. Det er suverænt!

fredag den 16. april 2010

2010.04.16 Endelig blankt

5 dage er gået og 37 km kyst er lagt bag mig iflg. min skridttæller. Iflg. min fisketæller har jeg nuppet et par fisk, men det har godt nok været svært med de blanke i den gode størrelse. Dem kneb det også med i dag. Men de er derude!

I første kast på pladsen hugger det igennem og ind kommer en trind og flot "nedgænger". Selv finnerne er hele og et øjeblik overvejer jeg at kalde den blank, men stregen under bugen taler sit tydelige sprog, det samme gør flankerne der ikke spiller 100 % i solen og den ryger tilbage i det våde med et på gensyn. Yes... første kast og fisk. Er det ikke noget med at det kendetegner en god dag? Eller var det noget med at man bare var heldig og siden skete der ikke mere? Det var det sidste, stort set. Men det kunne også være det første, for uanset hvad var dagen allerede god!

Så siger Marcus mad. Vi har gennemfisket revet 2 gange og jeg har lært mig et nyt ord; "Påslag" Jeg ville ellers bruge ordet "hug" som er Øresundsk og forståeligt for alle, men Marcus forklarer forskellen og så har han haft 1 påslag og jeg har haft 2 øhhh.... hug? Eller var det påslag?
Pizzabutikken er lukket og vi opsøger en almindelig fødevarebutik istedet. Med rejesalat og krabbesalat under armen, finder vi ned til vandet og indtager et fyrsteligt måltid i læ for vinden og med solen lige i fjæset. Hvilken herlig frokost og hvor er det rart at bare sidde og nyde vandet og udsigten.

Marcus bryder tavsheden og siger at vi skal køre igen. Hvis ikke han havde gjort det, var vi blevet siddende og jeg var nok faldet i søvn. På vej til det planlagte rev passerer vi en plads der ikke har været besøgt længe og bilerne bliver straks vendt da vi ser vandet. Super! Her skal vi ihvertfald tage et par kast og efter et par af dem har jeg en god følger med inde. Jeg ser den kun den ene gang og efter en tur over revet er der intet sket hos nogen af os. Vi beslutter alligevel at tage en runde til og knapt når jeg ud, før jeg ser Marcus stå med stangen højt løftet. Armen vinker mig til ham og jeg når at nyde de sidste minutter af en god fight med en utroligt smuk blankfisk på 3,2 kg. Sådan skal de se ud!

torsdag den 15. april 2010

2010.04.15 Stik mig et folieyver

Når jeg kommer hjem, skal jeg malke det der 3-liters folieyver. Jeg skal ligge under det og klemme de 14 grader varme røde dråber ud af det.

I bilen på vej hjem, går tankerne til aftenens gøremål. Dvs. vel hjemkommet føles det - præcis som i går - som nattens gøremål. Tiden går og klokken slår og havde jeg fanget en "ta-med-hjem" fisk var jeg næppe kommet i seng før efter midnat og tror du så det var gået som imorges?
Det var min skyld at vi kom for sent. 3 minutter i afhentning, altså 27 minutter efter vågn op, vågner jeg. Shit! Nu når jeg ikke at lave kaffe og tage den med ro. Verdens vigtigste ting; At tage den med ro! Johan Kohnke er stille og rolig, men alligevel hader jeg at komme for sent. Ralf er også stille og rolig, men jeg vil ikke komme for sent. Jeg banker ud af sengen og får som det første åbnet for den utålmodige klaphat der står og banker på mig dør... nå, for helvede... det er sgu Johan. Øhhh... jeg når lige at konstatere at jeg tænkte på andre end ham da jeg vågnede og så lugtede fingrene ellers af fisk. Ja, altså - de fisk jeg fik igår. Hvad troede du? Johan er tålmodig og som belønning når jeg at lave kaffe til bilturen over Øresund, hvor Ralf venter.

Endelig fremme - 3 minutter efter skemaet pga. mit sovehjerte. Hold da op for en kyst. Stevns skal ses fra alle sider i al slags vejr. Først da, forstår man hvor smukt det er, dette lille hjørne af Danmark. Vi fisker med troen i behold i ca. 10 minutter og så fotograferer jeg hellere. Det er spejlblankt og vandet er mere end bare klart, hvilket får mig til at miste den lille tro jeg havde. Sjovt nok siger Ralf det jeg tænker, eller så er det omvendt; "Skal vi ikke få tiden til at gå her, indtil vi skal have pølser"...? Måske er det ikke lige ordret hvad der bliver sagt, men det er tæt på og så går tiden med at fotografere og fiske - ikke omvendt, for mig.

Vi mærker intet indtil jeg pludselig får en vådt og hårdt smæk på venstre kind. Så fornemmer jeg hvad der er sket og rejser mig lynhurtigt. Sådan en gang møg... en bølge er rullet ubemærket ind og giver mig og kameraet en fugtig kindhest. Nu står der "kamerafejl" i displayet... gad vide om... og så slukker det bare...


Øhhh... Det var vist ikke så smart. Billedet blev nu ok, men at lade kameraet bade var ikke meningen. Nu her, lidt i midnat, kan jeg fortælle at det virker igen - men først nu... resten af dagen måtte jeg finde mig i diverse fejl og den slags, så hold kameraet væk fra vand. (Som om det var et nyt råd)
Nå, vi prøvede plads 2 efter kanon frokost bestående af Ralfs super pølser. Min tro på projektet holdt i ca. 10 minutter før jeg fik det dårligt. Solen bagte voldsomt og der var absolut ingen skygge ved kysten. Vinden holdt helt op og så blev det kvalmende varmt i alt tøjet. Ergo, tøjet måtte af og det skulle være nu. Min ryg perlede af sved (lækkert nok, ikke?) og som om det ikke var nok, så begyndte jeg at dampe over det hele. Det var ikke rart! Mit ansigt have allerede fået mere end rigeligt med sol og som sagt var der ingen skygge. Eneste mulighed var at søge ud i vandet og køles af dér. Vand = 5 grader... ahhhhh...

Da klokken var over 15 og vores ansigter godt røde og brune, var det tid til noget nyt. På trappen op til bilen var vi liiiige ved at gå op, indtil Ralf syntes vi skulle nordpå og prøve der. Og så skete der endelig noget. Først kroger Johan en blankfisk på 2-3 kg. som hopper og smider krogen i et fantastisk spring og dernæst ser vi mågesjov langt ude, inden jeg kroger og lander en meget flot blank nedgænger på knap 50 cm.

En lige ved og næsten dag på Stevns. Men Stevns i sig, er aldrig lige ved og næsten... det er bare utroligt smukt!

Nu vil jeg tage mig af det der 3 liters folieyver. Skål!

onsdag den 14. april 2010

2010.04.14 Sikke en vending

Hvis du er sulten, snup en Snickers. Fiskene kan få en Bornholmerpil. Og det er ikke fordi det er blinket der er hot nu nej... det var bare hvad jeg fiskede med og tro mig; Om du så havde haft den lille havfrue for enden af linen (som blink) så havde fiskene også taget den. Det var vildt. Helt vildt - også selvom det var mange sorte.

Først startede dagen ellers som jeg havde regnet med. Endda værre, idet Kasper syntes vi først skulle mødes sådan et "kvarter i frokost". Vi kørte først forgæves på en fiskeplads og måtte siden tilbage igen og jeg blev bare mere og mere utålmodig. Heldigvis fik jeg et grineflip i bilen, for havde jeg haft Jacob Schmidt med, så var han gået fuldstændig frådende amok over al den spildte fisketid. Det burde jeg også gøre, men så ringede Kasper der sad i bilen foran mig og så snakkede vi ellers som 2 tanter der ikke havde hørt fra hinanden længe... sådan var det og sådan fandt vi en fiskeplads.
Og fiskepladsen var tom. For fisk. Der stod en anden derude og han havde vist været der i 2 timer. Inden ham, havde der været 2 andre i 2 timer og ingen af dem havde hverken mærket eller set noget. Jeg mærkede heller ikke noget og så videre til den næste, hvor der skete præcis det samme og så syntes jeg allerede dagen lignede den i går for meget.

Men så fandt vi pladsen med fiskene. Den første huggede knaldhamrende hårdt, uventet og helt ude på distancen. En god fight begyndte og op kom en flot sortfisk. Jeg gentog det hele et par kast efter og så begyndte en af de vildeste halve timer nogensinde. Jeg tog i alt 11 fisk på cirka 30 minutter og yderligere 2 de næste 30 minutter. Der var virkelig mange fisk og der var intet der hed mådehold - de huggede igennem og det var virkelig med tryk på. Jeg havde ikke en eneste ægte følger og de 2 jeg havde, huggede begge og blev derfor fanget. Den ene var for lækker i hugget, idet den fulgte blinket over en flad sten der lå tæt på overfladen og dernæst valgte at hugge oppe på stenen! Det så kanongodt ud - bare surt den også var sort, for sortfisk var de alle næsten. Af de 13 fisk var der kun 4 blanke imellem, så selvom det var skidesjovt at være med til, så havde det været bedre med nogle flere blanke.

Jeg sluttede dagen af med at køre forbi et enormt rev der plejer at give fisk senere på sæsonen. Halvvejs gennem revet og med det ene ben i bilen, da maven knurrede og trætheden i ryggen og kroppen kaldte på mig, huggede det hårdt. En blanko kom til beskuelse i mine rødbrune hænder. Et par kast efter huggede det igen og så fik jeg sørme en blank til. Jeg mistede senere en blank og havde også yderligere et par hug.

En helt igennem utrolig dag med i alt 15 fisk på land og 2 mistede. Desværre kun 6 blanke og ingen jeg gad at tage med, selvom de 3 eller 4 var kvalificerede nok.
Nå jo, jeg havde faktisk en primadonna på det sidste rev. Typisk nok var det det sidste der skete, så det har nok været en henvisning til at man ikke skal tro man er noget...