2022.04.02 Så oprandt dagen - en dag for sent?

Så skete det "endelig". Igen. Den mærkelige dag som helst ikke skal følges af flere sådanne. Fiskene har været lidt underlige de sidste par dage, med forsigtige hug og følgen efter og så´n. Men vejret har vel hjulpet lidt, idet vandet har været oprørt og måske derfor har fiskene været mulige at få i tale?

Indtil i dag, sådan næsten.

Hashim startede med at smide en 4 kilos helt inde ved strandkanten, hvor den også havde hugget. Jeg fulgte med på mobilen, hvor han skrev og sad øjeblikket efter i bilen. Det var tilfældigt at jeg kørte lige da. Og vel fremme ved vandet, føltes havearbejde som det dummeste at bruge tid på længe. Havet lignede en million og jeg gad knap høre på Hashim og hans tabte fisk, for der skulle bare handles nu!

Men uanset hvor forelsket jeg var i havet, så var kærligheden ikke gengældt i form af fisk. Det var sådan en dag hvor de skulle kranes ind og da Javier senere stødte til på den nye plads vi fandt frem til, så var han helt enig. En af de der 5 kilos dage!

Men som trofast læser så ved du at, hvad der skrives og hvad der sker - er 2 forskellige ting. Det er science fiction at se på havet med mine øjne og det er en biografi at skrive om det bagefter.

Så vi stod der, Hashim, Javier og jeg og kastede vores endegrej ud til planlagte destinationer hvor vi hver især vidste at dér gik 5 kilos fisken og nu skal i fandme bare se! Men vores kast blev til mange og siden til endnu flere, mens blikket flakkede over mod hinanden og til sidst mod land for at tage en pause.

Og den sædvanlige snak kom i gang med hvor godt det hele så ud og hvor underligt det hele var. Og så havde varmen fundet vej til fingrene igen og så skulle vi ud og gentage kasteriet men ikke fiaskoen med ingen fisk. Hashim fandt en stime der i 2 kast kastede 2 vældigt flotte og store nedgængere af sig. Mens han fightede, fik jeg en lille filur og efter endt afkrogning var verden den samme igen.

Vi kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede og kastede....

Men dagen endte som en form for kystens aprilsnar til os der troede på det hele og kunne alt. Undtaget af fange en masse fisk. Men det er jo sket før og vil ske igen!