Det er nu det sker og det er nu de store skal gå til bidet. Men hvor de var, måtte vi ud i verden for at finde ud af. Så vi kørte til revet hvor der så mange gange tidligere har været store fisk og hvor vi af mærkelige årsager befandt os alene. Vandet var ikke superklart, men det så til gengæld kun endnu bedre ud nu vi havde nordenvind, som let kunne gøre vandet alt for roligt.
Men der var ingen fisk hjemme. Vi kastede på hvert vores rev og for mig var troen på projektet enorm. Hvert kast var en fisk værdigt, men der var ingen. Så kom Javier over til mig og sammen stod vi og håbede i den fantastiske forårsdag. Det er sært. Den ene dag får man 19, så får man ingen. Så får man 22 og der er ingen sammenhæng at spore. Det eneste fællestræk er at det tilstedeværende forår, de dage hvor fiskene er på plads, har fået dem i humør så godt at deres hug virkelig har været markante.
Men uden fisk, ingen hug. Så vi gik til bilerne for at tale lidt. Også med turisterne og påskegæsterne der nysgerrigt kom og udspurgte om vores påklædning, hvor længe vi holdte i vandet, hvad vi fiskede efter, hvad vi gjorde med fiskene - hvis vi fangede nogen - og den slags høfligheder fra almenheden, der sikkert har rystet på hovedet af os bagefter.
Så fik jeg en lille filur, men det var ikke godt nok dagen i betragtning og så kørte bilerne videre i jagten på fisk. Det var pludselig ok med bare en på målet, nu hvor timerne var skredet frem uden andet resultat end en mini.
Vi fandt dem. Det gik ellers lige så trægt på det nye rev til en start. Ikke en fisk og så pludselig stod vi begge og fightede. Men håbet på stimen der ville blive på revet, afløstes af yderligere en undermåler hver og så sluttede jeg af med en målsfisk. Det endte måske meget godt alligevel. Men skal heller ikke blive forvænt, men... i morgen er der fiske fridag. Danmark kalder og alt i min krop kalder også på en pause. Jeg tror bare at pausen skal være kort, for det er stadig nu det sker... det skal det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar