Det er ikke altid sjovt at være havørredfisker og have en blog. Ikke hvis man gerne vil vise lidt af de fisk frem som går langs kysten i den sjove kaliber. Og den sjove kaliber har været fraværende i mit fiskeri i år indtil videre. Ikke at jeg skal klage over fiskeriet, men en lille flig af misundelse sneg sig ind da Javier atter engang hev et drøn af en blankfisk af vandet i går, netop som jeg ikke kunne komme ud.
Men tro ikke at jeg ikke er glad på hans vegne! Det er jeg skam. Man bestemmer ikke hvad der hugger og hvornår, så det er op på hesten igen.
Så i dag, efter en hviledag i Danmark, stod jeg der igen. Troen var fornyet og forventningen stor, indtil vi havde fisket i en time, Henrik og jeg og kun mærket 3 fisk der havde hugget mistænksomt. Da Javier kom til vandet fik han en nedgænger og ellers begyndte fiskene bare at følge efter på lang afstand. Helt modsat hvad der var sket i går, hvor de var gået til stålet for fuld skrald. Henrik var ikke forundret. Det er så også sket et par gange de sidste par år, at han drager til kysten og så dør fiskeriet mere eller mindre.
Det blev til et par længere pauser og da Henrik og Javier sad på stranden og snakkede, ville jeg holde fiskeriet i gang, hvis nu der kom en sulten havørred forbi og på den måde fik jeg 2 i 2 kast. Begge undermålere, men fra at de intet ville, til at 2 huggede ovenpå hinanden var også lidt spøjst. Men det blev ikke til mere, så vi kørte på en anden plads, hvor jeg ganske omgående fik en blank nedgænger helt ude i kastet. Den bød op med en herlig fight, men afslutningen blev slap fordi krogen desværre havde sat sig så dybt at fisken blødte. Det ærger mig altid når det sker.
Men der var fisk på revet, for de huggede lidt her og der og ude ved det lille indhak med en sandplet i midten fik jeg i løbet af et par kast 5 mindre fisk igen. Det så nu også rigtigt fint ud i vandet, trods at vinden var løjet helt af og vi næsten stod i discovejr. Henrik valgte at køre hjem og af en eller anden grund valgte Javier og jeg at fiske videre på endnu en plads. Det var ikke fordi energi niveauet var så sørens højt, ovenpå en uge med fuld fart over feltet, men det var nok også tanken om vi er ved være i afslutningen på havørredsæsonen i denne omgang, der gjorde at vi lige skulle udnytte de sidste timer mulige.
Vi sluttede af med flere følgere og jeg fik en enkelt blank, inden vi med slæbende fødder gik tilbage til bilen og der blev enige om at arbejdet der kaldte på den anden side af solopgangen ikke var særligt lokkende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar